Theresa May spillede sit spil og tabte – hvad nu, Storbritannien?

af i EU/Politik & Samfund

POLITIK // ANALYSE – Den britiske premierminister, Theresa May, forlader politik 7. juni, og Storbritannien er ikke kommet et hak videre i landets forhandlinger med EU eller hjemlig enighed om et Brexit siden afstemningen juni 2016. Hvad skete – og hvad sker der videre? Rablede det for May? Hvilken arv efterlader hun sig? Tidligere lektor ved University of Northumbria H.C. Andersen tegner et politisk portræt af Mays exit samt britisk politik.

LONDON – Dér stod hun fredag den 24. maj: Theresa May, foran 10 Downing Street, den britiske premierministers officielle residens i London. Foran hende stod pressekorpset opmarcheret, kameraerne var tændt. Henne ved siden af stod hendes medarbejdere og hendes mand.

Da de kom ud, vidste alle, hvad det gjaldt: Theresa May ville fortælle verden, at hun trådte af.

Det var ikke rigtig nogen nyhed. Den seneste tid var det blevet mere og mere klart, at situationen var uholdbar. Hun måtte gå af, hun havde mistet kontrollen over den politiske situation, selvom hun stadig formelt havde magten.

Hun havde nægtet at tage imod sine kabinetsministre i privat audiens de sidste par dage. Hun vidste godt, de ville gøre det samme, som Margaret Thatchers kabinetsministre i sin tid gjorde: De mødte op en efter en og fortalte hende, at de ikke kunne samarbejde med hende mere. Så måtte hun jo gå.

Theresa May ville selv bestemme, hvornår og hvordan hun gik. Hendes politikerkollegaer grinede lidt ad situationen: “Hun har barrikaderet døren med en sofa”, havde Ian Duncan Smith sagt. Og de talte om hendes “bunkermentalitet” – det var lidt ligesom Hitler, der i de sidste dage i Berlin fortsatte med at styre og regere, selvom verden rundt om bragede sammen.

Men Theresa May spillede spillet, og derfor fik hun også ros af sine kolleger, da hun var gået. “Værdig optræden”, “en sørgelig, men uundgåelig afslutning på karrieren”, “har udvist stor udholdenhed” osv.

Og da kom det, dybt nede fra i hendes krop, helt nede fra sjælen kunne man mærke, et gylpende hulk af dem, der kommer, når følelserne helt overvælder

Theresa May har været berømt for sit valg af fodtøj – dyre sko med hæle. Da hun trådte ud ad den sorte fordør til “Number Ten” for at holde sin afskedstale, kunne alle se, at hun også har fået sin egen påklæderske.

Det var en meget slående og elegant rød kjole, hun trådte frem i. Hun var ikke bange for at blænde verdenspressen med sin stilsans, hun viste mod.

Og så talte hun. Om Brexit, om sin indsats for at skabe et bedre UK. Hun sluttede af med at udtrykke sin stolthed over at have fået lov til at bestride sit lands højeste politiske post – det land, hun elskede.

Og da kom det dybt nede fra i hendes krop, helt nede fra sjælen kunne man mærke et gylpende hulk af dem, der kommer, når følelserne helt overvælder og selvkontrollen ligesom opgivende slår ud med hænderne – “jamen så slip det da løs, alt det der føleri, det kan jo ikke være andet”.

Hendes kærlighed til fædrelandet vældede ud. Og så gik hun ind igen:

Theresa May har før haft svært ved at kontrollere ansigtsmuskulaturen, hvis hun fik stillet et vanskeligt spørgsmål i et interview.

Det er ikke rigtigt praktisk for en politisk leder, hvis man kan se, at nu føler hun sig truet. Det var lykkedes hende at få det under kontrol, men i den nuværende situation var der ikke noget at gøre: Ansigtet krøllede sammen, som et lille barns gør, når den forkerte julegave ligger under træet.

Mays følelsesudtryk var en lille sensation

Pressen trykte mange billeder af det forgræmmede ansigt, mest med kommentarer som: “Så endte det i tårer”. Men det at hun viste følelser, var nu en lille sensation i sig selv.

Det er nemlig ikke noget, Theresa May er kendt for – nærmest tværtimod. Hun har altid holdt privatliv og karriere klart adskilt.

Det kan irritere presse og offentlighed, der altid gerne vil indenfor i privaten og se, hvordan den offentlige person indretter sig med møbler og familie. Det kan ses som en styrke, at politikeren kan modstå fristelsen til at spille på lige de følelser, og det var så det, Theresa May foretrak.

Man havde også sommetider på fornemmelsen, at der måske ikke var så meget at hente der. Da hun blev bedt om at beskrive et løssluppent øjeblik i sit liv, fortalte hun om, hvordan hun engang var løbet kådt gennem en bondes kornmark.

En nation som UK, hvor de fleste bor i byer, troede, at Theresa May nok bare var lidt mærkelig, men de af os, der er vokset op i nærheden af bondegårde ved, at man under ingen omstændigheder render rundt og træder bondemandens afgrøder ned.

Det var bare lidt fremmed for de fleste, at hun her beskrev en præstedatter, der med vilje brød et af tilværelsens grundregler ude på landet. Hvis hun nu havde sagt, at hun engang havde malet en statue af Winston Churchill lyserød med spraymaling, havde de moderne briter bedre forstået hende.

Og så satte hun en politisk bæ lige i kongressens øjenhøjde i 2002. “Folk kalder os ‘The Nasty Party'”, fortalte hun dem. De konservative havde lidt et alvorligt nederlag ved valget i 1997

Faktisk lykkedes det hende at skabe et lidt radikalt image af sig selv tidligt i sin karriere som parlamentariker.

Der var det med skoene, højhælede med leopardmønster, det havde en konservativ partikongres ikke set før, da hun gik henover scenen for første gang med dem på.

Og så satte hun en politisk bæ lige i kongressens øjenhøjde i 2002. “Folk kalder os ‘The Nasty Party'”, fortalte hun dem.

De konservative havde lidt et alvorligt nederlag ved valget i 1997 efter næsten 20 år ved magten. I deres sidste regeringsår havde de fået ry for at være moralsk korrupte, talentløse, selvmodsigende. Tony Blairs Labour-parti havde fået magten og havde spillet D-Reams “Things Can Only Get Better” som sejrshymne.

Nationen var enig, og nu mindede Theresa May dem om, hvordan vælgerne så dem, nemlig som “The Nasty Party”, det ækle parti. Ikke bare det, ikke bare “ækelt”. “The Nasty Party” er også et udtryk fra Anden Verdenskrig, en måde at lave skæg med den tyske fjende og Adolf Hitlers “Nazi Party”.

Theresa May anklagede dem for at være gammeldags og højreorienterede, og hvem stemmer på sådan et parti?

I årene der fulgte opdaterede David Cameron de britiske konservative, og da Theresa May blev premierminister i 2016, var partiets image et andet. Dets image, ja, men dets egentlige natur måske ikke, men det er en anden historie.

Ulovlig immigration blev en mærkesag

Som indenrigsminister oparbejdede hun et ry for at være udholdende, have fantastisk arbejdsdisciplin og modet til at tage og gennemføre de vanskelige opgaver.

Hun sad på jobbet fra 2010 til 2016, en længere periode end de fleste af hendes forgængere, der før eller siden blev uvenner med store grupper af ansatte f.eks. i politiet, når der skulle spares.

Det skulle der jo netop i sparetiderne efter finanskrisen i 2008, men Theresa May var ikke bange for at udfordre politiets fagforeninger:

“Hvis ikke I selv sparer, så jeg nok hjælpe til!” I klippene fra tv-transmissionerne af de taler, hører man sommetider tre-fire par hænder klappe, når hun træder op på podiet, ellers er der dyb, fjendtlig stilhed i lokalet.

Immigration blev en mærkesag for hende. Igen og igen lovede hun at få begrænset immigrationen. Den fra EU kunne hun ikke gøre noget ved, men immigration andre steder fra og den ulovlige immigration gjorde hun en indsats for at bekæmpe.

Der skulle skabes en fjendtlig atmosfære i landet, det skulle være ubehageligt at bo i UK uden tilladelse. Hun fik lavet reklamebiler, der kørte rundt i gaderne med store plakater, der advarede om fængsel, hvis man blev fanget, men gratis hjemrejse hvis man meldte sig frivilligt.

Det nyttede ikke meget rent talmæssigt, men den fjendtlige holdning overfor fremmede blev måske forstærket.

Hun vandt, fordi hendes konkurrenter tabte. Det kan lyde lidt hårdt, men det er sandt

Da David Cameron afholdt folkeafstemning om det britiske EU-medlemskab i 2016, holdt Theresa May sig mest for sig selv og sagde ikke meget om, hvor hun stod henne i debatten. At hun var remainer forstod man, men hun stillede sig f.eks. ikke op bag Cameron og hjalp til.

Til gengæld var hun et forholdsvis ubeskrevet blad, da der skulle vælges en efterfølger til Cameron som partiets leder og nationens premierminister. Hun vandt, fordi hendes konkurrenter tabte. Det kan lyde lidt hårdt, men det er sandt.

De britiske konservative parlamentarikere stemmer, uge efter uge, to gange om ugen, på kandidater til posten, og i 2016 var der seks kandidater. Cameron trådte tilbage 24. juni, et par uger efter var man nede på to kandidater: Andrea Leadsom og Theresa May. Leadsom trådte tilbage som kandidat: May var vinder. Der havde ikke været særligt meget konkurrence, det var ikke et stærkt felt, men nu var der en vinder.

Mays vision for landet

Theresa May trådte frem til pulten foran 10 Downing Street for første gang i juli 2016 og fortalte om sin vision for nationen.

Hun havde en næsten (men også kun næsten) grundtvigsk vision af UK som et land, hvor få har for meget og færre for lidt.

Sådan bliver det nok aldrig i det, briterne selv beskriver som verdens femtestørste økonomi, men der var et meget positivt budskab i Theresas første – og måske bedste – tale.

Det var i hvert fald ikke Det Konservative Parti som “The Nasty Party”, det var lige før, det var de konservative som landets nye socialdemokratiske parti (som jeg har hørt en glad, smilende konservativ politiker beskrive det).

Hvad vil det sige at forlade EU

Som valgt premierminister havde hun den samme håndfaste tilgang til jobbet, som hun havde haft som indenrigsminister. Man må nok respektere, at hun som premierminister syntes, det var hendes ansvar at fortolke, hvad Brexit skulle betyde.

Det var jo netop ikke klart defineret i ugerne op til folkeafstemningen, hvor man mest havde talt om drømme og visioner på “leave”-siden og de hårde økonomiske realiteter på “remain”-siden.

Det var selvfølgelig en kolossal fejltagelse at afholde det valg, men jeg tror ikke, hun kunne have forudset, at en gammel-socialistisk kandidat som Jeremy Corbyn pludselig ville få opbakning

Hvad vil det sige at “forlade” EU? Theresa May og hendes rådgivere kom frem til, at kravet om “suverænitet” drejede sig om at kunne styre og bestyre immigrationen, nationalbudgettet, lovgivningen og domstolene. Theresa May trak sine linjer i sandet, hendes “red lines”: hertil og ikke længere. Den kunne modparten i EU så tygge på.

Hun ville skabe et mere solidt parlamentarisk grundlag at tage sine beslutninger på, hun ville have flere konservative i parlamentet, så hun udskrev valg, som hun så i realiteten tabte. Det lille flertal, David Cameron mod forventning havde vundet ved valget i 2015, det forsvandt i 2017.

Theresa May måtte krybe for sin partigruppe og love at gøre det godt igen, det accepterede de. Theresa May indgik samarbejde med det nordirske “leave”-parti, Democratic Unionist Party, DUP. Nu havde hun et flertal at arbejde med.

En gammel, socialistisk kandidat kom i vejen

Det var selvfølgelig en kolossal fejltagelse at afholde det valg, men jeg tror ikke, hun kunne have forudset, at en gammel-socialistisk kandidat som Jeremy Corbyn pludselig ville få opbakning af titusinder af entusiastiske unge britiske vælgere.

Det kom vist bag på de fleste, ligesom det kom bag på de fleste, da Ukip gik af med sejren ved EU-parlamentsvalget i 2014.

Brexit var selvfølgelig hovedemnet i valgkampen, og da UK er et gammelt demokrati, hvor man overholder reglerne (og gør sit bedste for at tækkes sine vælgere) bekræftede alle partier, at de ville følge folkets vilje og gennemføre Brexit.

Mon ikke Theresa May skulle have forudset, at der ville blive uro i systemet, hvis hun ligefrem prøvede at sætte det ud af kraft?

Der var sådan set ikke noget alternativ. De liberale demokrater, anti-Brexit partiet, var så små, at de intet fik at sige. Ukip tabte stort: Deres mange støtter fra EU-parlamentsvalget søgte tilbage til deres “gamle” store partier, Labour og de konservative i 2017. De så ud til, at der var ved at komme ro i systemet igen.

Ellers har det i det hele taget ikke været nemt at forudsige noget som helst i britisk politik siden finanskrisen i 2008.

Men mon ikke Theresa May skulle have forudset, at der ville blive uro i systemet, hvis hun ligefrem prøvede at sætte det ud af kraft.

Britiske premierministre har stor magt, og da hun forsøgte at gennemføre sine Brexit-planer udenom parlamentet, var det faktisk en borger (men selvfølgelig ikke en helt almindelig borger), der standsede hende.

Storbritanniens regering i højesteret

Gina Miller trak sit lands regering i højesteret og fik dom for, at premierministeren og hendes regering ikke kunne sætte paragraf 50 processen i gang udenom parlamentet. Der skulle lovgives.

Gina Miller fik ret. Theresa Mays regering var ikke helt autokratisk: Den havde henholdt sig til et princip om, at hvor det gælder internationale traktater, kan regeringen handle på egen hånd.

Men ikke i dette tilfælde.

Regeringen klarede situationen ved at fremsætte et lovforslag, hvor parlamentet bad regeringen om at sætte paragraf 50 processen i gang, sværere var det ikke.

Da Gina Miller vandt sin retssag, kaldte en London-avis dommerne for landsforrædere. Det siger noget om, hvor betændt atmosfæren er i britisk politik

Men hvorfor Theresa May havde så travlt siger måske noget om atmosfæren i Storbritannien i november 2016. Theresa May gik i gang med forhandlingerne med Bruxelles bare få måneder efter at “leaverne” havde vundet folkeafstemningen, hun var selv kun blevet premierminister et par måneder i forvejen

Da Gina Miller vandt sin retssag, kaldte en London-avis dommerne for landsforrædere. Det siger noget om, hvor betændt atmosfæren er i britisk politik.

På den ene side er det klart, at regeringen havde alt for travlt med at få gang i forhandlingerne; det var ikke nødvendigt, der var tid til at tale om tingene i UK og blive enige om, hvordan man som nation ville ind i fremtiden.

På den anden side var presset enormt for at komme videre og udmønte “leaver”-sejren i en egentlig aftale.

Det var ikke realistisk at forvente, at en ny premierminister skulle bede den sejrende “leave”side – ofte brovtende og rethaverisk I debatten – om lige at slappe lidt af. I 2016-17 var der ingen, der slappede af. Den vindende side triumferede, taberne tav og accepterede deres nederlag.

Under overfladen ulmede vreden.

Hele flokken blev inviteret

Det ser ud til, at Theresa May besluttede, at på baggrund af sådan et politisk kaos var det klogest at tale med Bruxelles bag lukkede døre.

Det førte til en underlig periode i britisk politik, hvor alle vidste, at de forhandlinger var hovedemnet i den politiske debat. Der var bare ikke nogen debat. Intet slap ud.

Men så kom Theresa hjem med sin aftale, fiks og færdig og klar til at stemme igennem i parlamentet. Først skulle den dog godkendes af Theresa Mays kabinet.

Det rigere Sydengland, skotter vil være selvstændige, industrien kan ikke planlægge, fordi Brexit gør det umuligt at gennemskue, hvor investeringerne skal anbringes

Hun inviterede hele flokken hjem til sit officielle landsted, Chequers, den britiske pendant til Marienborg.

De deltagende blev beordret til at aflevere mobiler ved ankomsten og advaret om, at hvis de trak sig tilbage som ministre i protest, ville ministerbilerne ikke stå til rådighed: Der lå visitkort i entreen med navne på lokale taxi-firmaer, man kunne så gå de halvanden kilometre ned til vejen og bestille taxa hjem derfra. Mødet ville vare, til kabinettet var blevet enigt.

Så enigt blev det naturligvis, og Brexit-minister David Davis og udenrigsminister Boris Johnson trådte ikke tilbage, før de var blevet kørt hjem i ministerbilerne. Dummere var de ikke.

Theresa May havde fundet en måde at få sin vilje på: Kabinettet skulle bare tages på den rigtige måde, så ville parlamentet følge, og UK ville forlade EU 29. marts 2019 som lovet.

Boris Johnson er favorit til at overtage lederskabet i Det Konservative Parti efter Theresa May. Foto: Flickr.

Men sådan gik det ikke, naturligvis, for så meget magt har en britisk premierminister alligevel ikke, og selvom det britiske politiske liv sommetider kan virke kaotisk og farceagtigt på overfladen, er der normalitet og regler et eller andet sted under overfladen.

Theresa May var gået med til et sikkerhedsnet, “the backstop”, sin aftale med EU.

Hvis ikke EU og UK nåede frem til en aftale efter 29. marts 2019 – Brexit-aftalen gælder jo kun selve udmeldelsen, ikke det fremtidige handelssamarbejde – så ville det britiske Nordirland blive behandlet som en del af EU, sammen med Irland. Indtil en aftale blev nået, altså uden tidsbegrænsning.

Det hele ramlede for Theresa May

Hendes nordirske samarbejdspartner, DUP, ville under ingen omstændigheder gå med til, at Nordirland blev behandlet som en del af Irland og EU og ikke som en del af UK.

Hendes modstandere i alle partier, ikke kun Labour, nægtede at acceptere en aftale uden tidsbegrænsning. En gruppe af hendes partifæller fremsatte en mistillidserklæring for at få hende fjernet, det overlevede hun. Hun forsøgte gang på gang forgæves at få sin aftale gennem parlamentet.

29. marts var skæringsdatoen. Theresa May havde lovet, at UK ville forlade EU, med eller uden en aftale, den dag. I stedet søgte hun og fik af EU udsættelse til 31. oktober.

Det var, set i bakspejlet, en desperat beslutning. Hun har vel ikke kunnet forudsige konsekvenserne. Nigel Farage, sejrherren ved Brexit-folkeafstemningen i 2016, trådte ind i politik igen, denne gang med et spritnyt parti, The Brexit Party.

Hvis vi er enige om, at hun faktisk kun havde én opgave i sin regeringstid: at gennemføre Brexit, så har hun fejlet

Partiet er konstrueret efter samme princip som den italienske Femstjernebevægelse. Det er ikke et traditionelt parti, men en virksomhed med Nigel Farage som parti-ejer, en titel vi danskere for sjov gav Mogens Glistrup i 1970’erne.

Det er ideelt egnet til at repræsentere en enkeltsag, noget vi har set som fænomen i politik siden 70’erne, men ikke tidligere som princip i et egentligt parti.

Det er blevet et jordskælvsfænomen i britisk politik.

Næsten med det samme overhalede det både de konservative og Labour i meningsmålingerne. Ved denne måneds valg til EU-Parlamentet har de to store partier pludselig været The Brexit Party og de liberale demokrater.

Dermed afspejler partierne på en ny måde, hvor folket står. I over hundrede år har to-partisystemet domineret i britisk politik, man har altid et regeringsparti og en officiel opposition, man har ofte talt om Labour som de undertryktes parti og de konservative som magthavernes og industriens.

Hvad blev af de fine ord?

Nu er det EU-medlemskabet, det er “leave” og “remain”, der skiller.

Og det kan få fremtidige konsekvenser, for Nigel Farage taler om at gennemføre gennemgribende forandringer i det politiske system: Det er måske nu, at britisk valgsystem bliver som Danmarks.

Det er måske i virkeligheden den arv, Theresa May efterlader sig: Hendes parti er dybt splittet og har mistet vælgerstøtte, ligesom hele det politiske system er truet.

Hvad blev der af de fine ord fra hendes første tale i juli 2016? For ikke længe siden påstod hun, at sparetiderne, der fulgte finanskrisen i 2008, endelig er omme.

Det ser vi ikke mange tegn på. Der er stadig flere hjemløse,

FN understreger, at der nu er børn, der sulter i UK, lejeloven beskytter ikke lejerne, der kan sættes på gaden, hvis husejeren vil opgradere og udleje til rigere lejere, der er boligmangel i almindelighed, politiet mangler folk (og penge til at betale løn til nye betjente).

De hulk, der vældede frem i hende forleden udenfor 10 Downing Street, mon ikke det var af ærgrelse og vrede over, at det gik så dårligt?

Nordengland føler sig svigtet og overset af det rigere Sydengland, skotter vil være selvstændige, industrien kan ikke planlægge, fordi Brexit gør det umuligt at gennemskue, hvor investeringerne skal anbringes i fremtiden, racismen – den åbne racisme – stiger, isolationismen og nationalismen stiger, identitetspolitikken er i fremgang.

Meget af det ser vi i mange andre lande, også Danmark, Theresa May har ikke skylden for det.

Men realitetssans har hun ikke haft, og hvis vi er enige om, at hun faktisk kun havde én opgave i sin regeringstid: at gennemføre Brexit, så har hun fejlet. Det har ikke været en nem opgave, der har ikke været mange fortilfælde at lære af, hun har ikke fået ret meget støtte fra nogen sider. Hun har ikke været den, der havde det politiske talent til at styre nationen igennem den vanskelige periode, vi har været herovre de sidste 11 år.

Hulk var ægte vrede

Så de hulk, der vældede frem i hende forleden udenfor 10 Downing Street, mon ikke det var af ærgrelse og vrede over, at det gik så dårligt?

Theresa May fejlede. Man vil ikke savne hende.

Nu skal hun have en arvtager som partileder og dermed også som premierminister.

Ligesom hun selv, vil efterfølgeren ikke træde frem som resultatet af et parlamentsvalg. Vedkommende bliver valgt af medlemmerne af et parti, hvis demografiske profil taler om “ældre” og “mand” (den, der skriver disse ord har den profil, det skal lige med, men er ikke medlem af Det Konservative Parti).

Der er mange kandidater allerede, først og fremmest partiets yndling, Boris Johnson, men hans sejr er ikke sikker: så skal han være en af de to sidste kandidater på listen, som partimedlemmerne får lov at vælge mellem.

Kandidaterne. Kilde: BBC

Når man hører kandidaterne tale, hører man imidlertid intet nyt.

De er alle politikere, der har sagt det samme om Brexit i mange måneder. Det er ikke noget at glæde sig over, men det kan være Theresa Mays rygtemæssige redning, at ingen eller få af kandidaterne kan gøre arbejdet bedre, end hun selv har gjort det.


Foto: Flickr. 

Hans Christian Andersen har boet i Storbritannien siden 1979, hvor han tog en PhD ved University of Hull og senere en MBA ved Durham University.

Siden 1982 har han boet i Newcastle upon Tyne, hvor han har været ansat ved Newcastle University, og fra 1991, ved University of Northumbria med bl.a. international markedsføring og kulturturisme som arbejdsområder.

I halvfemserne var han i tre år tilknyttet The Guardians udlandsredaktions Europatillæg med den skandinaviske nyhedsdækning som hovedområde. Siden 2004 har han deltaget i P1 Orienterings programmer, med britisk politik som emneområde, og har også deltaget i en række andre programmer i DR radio og tv og hos TV2.

Seneste artikler om EU