Flemming Chr. Nielsen: DF’s kristendom er ikke kun hyklerisk, den er farlig

i Tro og eksistens/Politik & Samfund af
KRISTENDOM // KOMMENTAR – Allerede Dansk Folkepartis Søren Krarup afviste det traditionelle syn på det kristne næstekærligheds-begreb og mere end antydede, at for at være dansker skal man være kristen. Morten Messerschmidt tager den et skridt videre: Ligesom den nazistiske chefteolog Ludwig Müller advokerer han reelt for en “national kristendom”, hvor din “næste” kun er dine “folkefæller”.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Forleden satte et DR-satireprogram sig for at opklare, hvor meget Dansk Folkepartis medlemmer af Folketinget egentlig ved om den kristendom, som er partiets påståede hjertebarn og danskernes værn mod en muslimsk invasion.

Ifølge Morten Messerschmidts gentagne udsagn i programmet er det nemlig ”sørgelig lidt, unge mennesker i dag ved om, hvad dansk kristendom er.”

Tidligere parti- og folketingsformand Pia Kjærsgaard blev også i udsendelsen spurgt om, hvad de fire evangelister hed.

”Det ved jeg simpelthen ikke,” svarede hun. Og svaret kalder på både morskab og undren. Ved hun mon heller ikke, hvad Folkekirkens trosbekendelse siger? Eller hvorfor Langfredag er en helligdag? Eller hvad der er baggrunden for den kristne pinse?

Man skal ellers ikke have deltaget i ret mange gudstjenester for at kende evangelisternes navne, thi det indprentes hver søndag, at ”dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus.” Og gentaget med navnene Markus, Lukas og Johannes.

Partiets mangeårige formand har i kristelig henseende aldrig haft noget på. Til den nødtørftige påklædning hørte end ikke de fire forfattere til ca. halvdelen af Det Nye Testamente

Det synes derfor ret utroligt, at Pia Kjærsgaard ikke som minimum kan nævne bare én af evangelisterne. De har dog forfattet de fire ”artikler” i Det Nye Testamente, som er selve kristendommens fundament. Og i mere end tyve år har Folketingets øvrige partier og befolkningen skullet forholde sig til Dansk Folkepartis udlægning af kristendommen til kritik af anderledes troende, muslimer, flygtninge, tørklædeklædte, ikke-flæskestegsspisende – og altså til ungdommens ”sørgeligt” ringe viden om, hvad dansk kristendom er.

Med stor succes for Dansk Folkeparti, hvis ”kristendom” efterhånden blev annammet af hele det såkaldt borgerlige Danmark, for hørte man nogensinde andet end spagfærdige indvendinger? Var der kirkeordførere, som tordnede imod partiets teologi? Var der frisindede højskolefolk? Ikke så mange, at de gungrede det ringeste. Korstoget mod vantro muslimer mødte ingen synlig modstand.

Så viser det sig alt sammen at være Kejserens nye Klæder. Partiets mangeårige formand har i kristelig henseende aldrig haft noget på. Til den nødtørftige påklædning hørte end ikke de fire forfattere til ca. halvdelen af Det Nye Testamente.

Dansk kristendom

På den baggrund er det jo såre heldigt, at partiets Morten Messerschmidt ved anderledes besked med, hvad ”dansk kristendom” er.

Eller gør han nu det? Står det endnu ringere til med Morten Messerschmidt end med Pia Kjærsgaard?

Søren Krarup formåede udadtil – og stort set medie-uangrebet – at få Dansk Folkeparti til at fremstå som et folkeligt solidt, kristent og standhaftigt parti

Umiddelbart kan han lyde som et lærenemt ekko af partiets forhenværende kristelige ideolog Søren Krarup, men også kun tilsyneladende, for der har været mange meninger om Søren Krarup. Men medierne har næsten altid opfattet hans kristelige uhyrligheder som udtryk for en ren og skær teologisk uenighed (det skyldes dog primært mediernes uvidenhed om nytestamentlige anliggender; de indgår ikke i journalisthøjskolernes pensum).

Sådan har man opfattet det, hvad enten Søren Krarup afviste det traditionelle syn på det kristne næstekærligheds-begreb, eller han mere end antydede, at for at være dansker skal man være kristen.

Han formåede udadtil – og stort set medie-uangrebet med sine krumspring, udskamninger af opponenten, bortforklaringer og tidehvervsk tungetale – at få Dansk Folkeparti til at fremstå som et folkeligt solidt, kristent og standhaftigt parti.

Det må chokere ham, at partiet og Pia Kjærsgaard nu kristelig set har vist sig at være ryg(ges)løse elverpiger og -mænd. Bag de kristne trommehvirvler er der kun uvidenhed og tomhed.

Morten Messerschmidts “næste”

Men der er også Morten Messerschmidt. I et indlæg i dagbladet Politiken skrev han forleden, at kristendommen skabte Danmark, og heri definerer han ”næsten” som ”min familie, mine bekendte, mine landsmænd.”

Så selvafslørende ville Søren Krarup aldrig have vovet at udtrykke sig om ens bekendte og ens landsmænd som definitionen på ens næste, men hvem er det så, Morten Messerschmidt i stedet og mere eller mindre bevidst plagierer? Såmænd den nazistiske chefteolog Ludwig Müller.

Her er det til opklaring nødvendigt at henvise til Kierkegaard-forskeren og forfatteren Peter Tudvad, som i et indlæg på Facebook oplyser, at denne Ludwig Müller i 1936 udgav en tysk oversættelse af Jesu Bjergprædiken, og heri oversatte han netop ”næste” til ”Volksgenosse,” altså ”folkefælle.”

Nationale kristendom skal ifølge Ludwig Müller tjene til opbyggelse og styrkelse af folket. Den universelle gyldighed af Jesu bud indskrænkes til kun at gælde for ”Volksgenossen” og ”Kameraden”

Man kan så slå op i den autoritative Ordbog over Det Danske Sprog i 33 bind og heri få bekræftet, at ordet folkefælle er et synonym for landsmand og yderligere, at det tyske Volksgenosse er et synonym for folkefælle og landsmand.

Ludwig Müller (1883-1945). Foto: Wikimedia Commons.

Nazisternes nationale kristendom

Hermed tilbage til Morten Messerschmidts åbenbare kilde og hjemmelsmand til DF’s ”næste”-definition, tyskeren Ludwig Müller, altså ham, der som sin senere elev Morten Messerschmidt oversætter ”næste” til ”landsmand”. Han var i 1936 tysk rigsbiskop, og i Dansk Teologisk Tidsskrift kan man læse en større afhandling om ”Ludwig Müller – nazismens chefteolog.”

Også hos Ludwig Müller var forholdet mellem det nationale og kristendommen i fokus. I sine bøger pointerede han – som senere Messerschmidt – at en stor del af befolkningen (ikke mindst de unge) følte sig fremmedgjorte over for kirkelivet, og at et givent lands religion altid skal være i overensstemmelse med det pågældende folkeslags egenart og selvforståelse (bemærk tilsvarende, at Messerschmidt mere taler om dansk kristendom end om kristendom).

Denne nationale kristendom skal ifølge Ludwig Müller tjene til opbyggelse og styrkelse af folket. Den universelle gyldighed af Jesu bud indskrænkes til kun at gælde for ”Volksgenossen” og ”Kameraden,” altså netop Messerschmidts landsmænd og bekendte.

Et sted hos Ludwig Müller hedder det, at ”Gud elsker og højagter den, som lever i et godt kammeratskab med sine landsmænd.” Enhver form for jødisk tankegods skal renses ud, og Müllers antisemitisme lægges tydeligt for dagen ved hans understregning af den fundamentale forskel, der i hans øjne er mellem det jødisk-semitiske og det tyske folks historie og sindelag (som DF i henseende til muslimer taler Müller meget om netop sindelag).

Det kan kun håbes for Dansk Folkeparti, at det aldrig går op for medierne (og dermed danskerne!), hvem der er chefteolog Morten Messerschmidts inspirator og plagiat-kilde

Og han pointerer, at skolernes religionsundervisning ikke bør tage udgangspunkt i jødedommen, da ”jødedom … er al kristendoms svorne fjende.”

Parallellerne til Messerschmidt turde være indlysende. Med forståelsen og oversættelsen af ”næste” til ”landsmand” er de to chefteologer ikke til at adskille. Heller ikke med foragten for jødedom, henholdsvis islam og den konstante pointering af det nationale og det deraf udspringende særlige sindelag contra forstand og intellekt.

Det kan kun håbes for Dansk Folkeparti, at det aldrig går op for medierne (og dermed danskerne!), hvem der er chefteolog Morten Messerschmidts inspirator og plagiat-kilde.


Ludwig Müller blev 62 år.

Kort efter at have erkendt nazismens nederlag tog han i sommeren 1945 sit liv i Berlin.


Topfoto: Folketinget.dk, Steen Brogaard

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Flemming Chr. Nielsen, født 1943, forfatter og oversætter. Har bl.a. skrevet biografien 'Ind i verdens vrimmel' (1998) om Søren Kierkegaards storebror, der stak af til Amerika, desuden romaner samt erindringsbogen 'Nu er der vel ikke mere?' (2013) og 'Sort hedder en sten - mellem hedenskab og kristendom i 1000 år' (2018). Har oversat Moby Dick-forfatteren Herman Melvilles samlede værker, 1-7. Hjemmeside: www.mardi.dk

Seneste artikler om Tro og eksistens