FILM // ANMELDELSE – Den unge iranske instruktør Alireza Khatami er ambitiøs som få og blander med sin tredje film, The Things You Kill, psykologisk thriller med meta-kunstfilm, tilsat lige dele David Lynch og Nuri Bilge Ceylan. Hold øje med Khatami, hvis film er den officielle canadiske Oscar-kandidat.
Jeg har sjældent set et kamera være så meget på overarbejde som i åbningsskuddet af Alireza Khatamis The Things You Kill. Først er det sløret, men stiller langsomt skarpt på en ung mand ved en kaffemaskine. Så panorerer det efter ham, mens han går igennem sin lejlighed og ud til sin kone, der står udenfor et vindue, hvis rektangel fungerer som et billede inde i billedet. Og så zoomer vi langsomt ind, mens hun fortæller om en drøm, hun har haft. Og så bliver billedet helt rødt.
Skarphed, panorering, zoom. Det kan virke som en ret overgjort måde at filme kaffebrygning og drømmesamtale. Men som filmnørd elsker jeg naturligvis den slags teknisk blær. Og så fungerer det også i sammenhængen, for den ekstreme omhyggelighed i filmsproget gør os ekstra opmærksomme på detaljerne i scenen, og hvis du husker, hvad der bliver sagt i den her åbningsscene, så kommer der et gigantisk creepy payoff i slutscenen.
For ja, udover at være ekstremt teknisk ambitiøs og æstetisk vellavet, så er The Things You Kill også både en effektiv thriller og sine steder en uhyggelig gyserfilm. Det er en overvældende konstruktion, og måske en tand for ambitiøs. Men den slår fast, at Alireza Khatami er en af de allermest interessante nye instruktører for tiden.
Opgør eller overgivelse
The Things You Kill kunne ikke filmes i Iran på grund af censuren, så fortællingen er flyttet til Tyrkiet. Vi følger Ali, der, når han ikke brygger kaffe, underviser deltid i oversættelser på universitetet, og engang imellem besøger sine forældre. Hans mor er delvist lam og har brug for hjælp, men Ali kan ikke holde ud at være sammen med sin patriarkalske og dominerende far, så det er ikke så tit, han når forbi.
Han er tydeligt usikker på, om han er en god nok søn, og han føler sig heller ikke tryg i rollen som ægtemand, efter at han får at vide, at han har for lav sædkvalitet til at kunne opfylde sin kones ønske om at få et barn.
Da moren dør under mystiske omstændigheder, begynder Ali at mistænke faren for at have tævet hende og forårsaget hendes død. Og da en mystisk mand dukker op og begynder at arbejde som gartner på Alis lille landsted, kunne man måske sammen med ham gøre noget ved problemet med faren.
Khatami har nævnt David Lynch som en stor inspirationskilde, hvilket man godt kan se
Men er det virkelig et opgør med den patriarkalske vold, som Ali er præget af? Eller overgiver Ali sig snarere til volden og til nogle idéer om voldsparat maskulinitet, som han ellers har forsøgt at flygte fra?
Flyvende hvaler og Kafkask bureaukrati
Jeg så Alireza Khatamis debutfilm Oblivion Verses på CPH:PIX i 2017, og noterede mig, at han lavede noget helt specielt. Oblivion Verses er på spansk – generelt er Khatamis film for politiske til at kunne blive lavet i hjemlandet – og handler om en bedemand i et unavngivet land, hvor det lader til, at et autoritært kup er på vej, idet der kommer døde unge mennesker ind til lighuset, som det umiskendeligt ligner, er blevet tortureret.
Oblivion Verses havde også en uforglemmelig tematik med hvaler, der for eksempel fløj på himlen, som var de med i en Linkin Park-video, hvilket er en unormal reference for kunstfilm, og da især en fra den ellers så sofistikerede iranske filmkultur.
Det er så vidunderligt ambitiøst, sprængfyldt af ungdommelig skabertrang, og jeg håber at kunne følge Khatami og Asgari de næste år
Sammen med landsmanden Ali Asgari lavede Khatami for to år siden Terrestrial Verses, der bestod af ni vignetter om iranere, der stødte sammen med bureaukrati og korruption. Det var en komisk, nærmest kafkask, film, som igen var umanerlig flot filmet, og de to unge instruktører står pt. for noget ret særligt i Iran for tiden. Omend Asgari også kæmper mod censuren, og med hans nye Divine Comedy, skrevet sammen med Khatami, var han nødt til at lave filmen som en international co-produktion.
Ali i eventyrland og bag spejlet
Det giver en mere international æstetik, og Khatami har nævnt David Lynch som en stor inspirationskilde, hvilket man godt kan se, The Things You Kill minder endog meget om Lynchs Lost Highway (1997). Man kunne frygte, de mange og skiftende internationale samarbejdspartnere ville skade udtrykket, og få det til at virke mindre personligt, men der sker nærmest det modsatte for Khatami.
Det første stykke af filmen noterede jeg mig flere og flere vidunderligt eksekverede scener. Derefter blev jeg efterhånden så forvirret af plottet, at jeg ikke helt havde overskud til at kigge på kameravinkler mere
Hovedpersonen Ali har levet i USA i fjorten år, inden han vender hjem til Tyrkiet, og er tydeligt splittet mellem øst og vest. Hans køkken ligner et dansk samtalekøkken, mens hans landsted ligner noget fra en Nuri Bilge Ceylan-film. Det er en global film om globalister, der blander Lynch og Bilge Ceylan i æstetikken, filmet af den forrygende polske fotograf Bartosz Swiniarski.
Filmen er fyldt med spejle og vinduer, ligesom kameraet ofte filmer på afstand, hvor en forgrund af for eksempel blade eller døre indrammer personerne i mellemgrunden. Det får i overført betydning Ali til at føles næsten indespærret i Tyrkiet, hvor han dog samtidig er mere end almindeligt i stand til at bevæge sig overalt som respekteret intellektuel. I en enkelt scene ser han sågar ud til at bevæge sig igennem et spejl, og filmen bliver egentlig aldrig rigtig den samme igen.
The Things You Kill er vildere end jeg turde håbe på, da jeg for otte år siden blev imponeret af Khatamis debut
Det første stykke af filmen noterede jeg mig flere og flere vidunderligt eksekverede scener, som nærmest alle sammen er filmet overrumplende flot. Derefter blev jeg efterhånden så forvirret af plottet, at jeg ikke helt havde overskud til at kigge på kameravinkler mere. Det betyder jo bare, at jeg må se den igen snarest, men jeg tænker også, at Khatami måske nok stadig har større armbevægelser, end helt godt er. Jeg er ikke helt sikker på, at alt i filmen giver mening, og noget af det er måske mere veludført end originalt.
Men det er så vidunderligt ambitiøst, sprængfyldt af ungdommelig skabertrang, og jeg håber at kunne følge Khatami – og Asgari – de næste år, mens de forhåbentlig arbejder videre på deres panglobale æstetik. The Things You Kill er vildere end jeg turde håbe på, da jeg for otte år siden blev imponeret af Khatamis debut.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og