FILM // FESTIVAL – Det er ikke alt fra filmfestivaler, som kommer særligt bredt ud. Langsomme film fra Nepal om folk, der vandrer i bjergene, har et begrænset publikum. Men der vises også ting, der senere nok skal få et bredere publikum. Det har Frederik Bojer Bové kigget nærmere på i denne den sidste tekst fra hans tur til Berlinalen.
Der findes to slags festivalfilm. Dem, der er på festival, fordi de er for smalle til generel distribution. Og så findes der dem, der bruger festivalerne til at skabe noget opmærksomhed, inden de skal ud til et bredere publikum. I takt med at Berlinalen mister terræn til særligt Cannes-festivalen, så bliver der flere og flere af den første type film, og færre af den anden. Men der er dog nogle stykker. Dem kigger jeg på i dag.
Vogter
For det danske publikum er den mest interessante film naturligvis dansk-svenske Gustav Möllers Vogter. Jeg havde faktisk tænkt det nok også var en af konkurrencens mest interessante film for et internationalt publikum.
Gustav Möllers debutfilm Den skyldige (2018) var en Sundance-succes, blev shortlistet til en Oscar for Bedste Internationale Film, og genindspillet i en amerikansk udgave, så den kom bredere ud end mange andre Berlin-instruktørers film.
Sidse Babett Knudsen spiller hovedrollen, og hun er også i udlandet kendt for Borgen. Og så er filmen et ret typisk dansk drama, ikke så æstetisk komplekst, men velfortalt og dramatisk og med godt skuespil.
Jeg må dog indrømme, at der var en lidt lunken stemning i salen, efter filmen var blevet vist. Lidt spredt klappen, et enkelt træt buh – mest af alt virkede folk bare lidt ligeglade. Luften var gået af ballonen.
Jeg var lidt overrasket, for filmen har i mine øjne uomtvistelige kvaliteter, og det tror jeg ikke bare, jeg mener, fordi jeg er dansk. Men jeg tror måske, den løber en lille smule ud i sandet. Den løfter sig ikke helt til sidst.
Sidse Babett Knudsen spiller fængselsbetjenten Eva. En dag genkender hun en nyligt overført fange. Det er Mikkel, der har fået en dom på 16 år for at slå Evas søn ihjel. Ingen af de andre i fængslet ved, at Evas søn er død, så Eva får sig selv forflyttet til den sikrede afdeling, hvor Mikkel afsoner, og begynder at gøre livet surt for ham. Spytter i hans mad, undlader at åbne døren, når han skal på toilettet og den slags.
Eftersom Mikkel er en ekstremt pirrelig voldspsykopat, eskalerer det rimelig heftigt, og plottet bliver mere moralsk komplekst. Skal Eva i stedet tilgive? Er Mikkel værd at tilgive? Er det i virkeligheden Eva, der skal tilgives for at misbruge sin magt som vogter? Eller skal hun straffes?
Ok, materialet bliver ikke fuldt forløst. Der er stadigvæk rigtig meget godt materiale i den her film.
Vogter er ikke lige så innovativ som Den skyldige, der foregik i ét rum, mens plottet mest blev leveret via telefonopkald. Det er dog igen Jasper Spanning, der har fotograferet, og det er jo en garanti for gode billeder.
Det er ikke lige så fabelagtigt som Spannings vidunderlige billeder i May el-Toukhys Dronningen, men Vogter har stadigvæk et gennemarbejdet look. Læg dertil, at Sidse Babett Knudsen spiller fuldstændig forrygende – så meget at hun til tider momentært er nærmest fuldstændig ugenkendelig, når Eva pludselig viser nye og skræmmende sider af sig selv. Der er rigtig meget kvalitet i Vogter.
Den har dog nok også ét kæmpe problem, særligt i en international arthouse sammenhæng: Plottet minder om en anden meget kendt kunstfilm: Sønnen (2002) af Dardenne-brødrene. Den handlede om en mand, en tømrer, der blev konfronteret med den dreng, der slog hans søn ihjel.
Den internationale titel til Vogter er Sons, så jeg tror godt, at filmskaberne ved, idéen er brugt før, men der er øjeblikke i Vogter, der ligger så tæt op af øjeblikke i Sønnen, at det bliver lidt distraherende. Og lidt tydeligt, at Gustav Möllers film ikke helt ved, hvordan den skal forløse sit materiale på en unik måde.
Men der er stadigvæk rigtig meget godt materiale i den her film. Jeg tror, den vil blive en succes i Danmark og vil give publikum en god del at diskutere. Dens problemer er mestendels et problem for cinefile snobber, der ikke vil kunne abstrahere fra lighederne med en klassiker. Men den slags publikummer er der desværre rigtig mange af i Berlin.
Afterwar
Reaktionen var en del større i salen til den anden danske film, jeg så, nemlig Birgitte Stærmoses dokumentar Afterwar. Men det skyldtes måske også, at jeg så den til verdenspremieren med et betalende publikum, som virkede lidt mere investeret. Men Afterwar er nu også en stærkere film, som er klart anbefalet, når den kommer til Danmark til CPH:DOX.
Til CPH:DOX er Afterwar placeret i serien ‘Parafictions’ sammen med film fra nogle af verdens største skabere af eksperimentalfilm, som rumænske Radu Jude og tyske Angela Schanelec.
Det er på sin egen sære måde et kæmpe skulderklap, for nok er det ikke så prestigiøst som f.eks at være i hovedkonkurrencen, men det er en serie for årets bedste og mest innovative film, så det siger noget fra festivalens side om, hvordan de ser Stærmoses film.
Og det er fuldt fortjent, for Afterwar er en helt speciel film. Det er faktisk forkert at kalde den ‘Stærmoses film’, for filmen er præsenteret som en co-kreation med de medvirkende.
Filmen handler om efterveerne fra krigen i Kosovo, og begyndte som en kortfilm lavet for over 15 år siden, hvor Stærmose så nu er vendt tilbage og set på, hvordan det er gået med de børn, hun skildrede dengang. Dermed er det blevet til en spillefilm.
Det store spænd i tid gør det ikke så meget episk, som det får tragedien til at føles så meget stærkere, desuagtet mange af de stærke karakterer er kommet ret langt. Det føles stadig ekstremt uretfærdigt, at de har skullet kæmpe så hårdt i så mange år.
Vi får ikke lov til at sidde og skutte os og få lidt indsigt i, hvordan det er at være fattig i Albanien med traumer og døde forældre. Vi bliver konfronteret med voldsomme historier, og det er nærmest klaustrofobisk.
Men det rigtig innovative er måden, filmen er lavet på. Det er ikke en ‘fluen-på-væggen’-doku, hvor kameraet bare observerer sine karakterer. Stærmose og hendes albanske kolleger interviewede de medvirkende over længere tid, skrev derefter monologer til dem, som så blev bearbejdet i samarbejde med de medvirkende, hvorefter de blev filmet nogle gange med andre fiktive virkemidler.
Stærmose nævnte selv, at en af de medvirkende ikke ville have, at deres far var med i filmen, hvorfor der blev hyret en skuespiller. Det får lidt kritikken af Kandis for livet til at virke som en bagatel.
Kraften ved Afterwar kommer i høj grad af, at karaktererne ofte taler til kameraet og stirrer direkte på os. De er virkelig med-skabere, de har noget at sige og vil have, at vi lytter til det. At vi kigger dem i øjnene som ligeværdige. Vi får ikke lov til at sidde og skutte os og få lidt indsigt i, hvordan det er at være fattig i Albanien med traumer og døde forældre.
Vi bliver konfronteret med voldsomme historier, og det er nærmest klaustrofobisk. Men det er ikke kun historierne, der gør indtryk, det er også kraften i blikkene og de stille ansigter. Karakterne har den her kraft, det er ikke noget kameraet giver dem. Det er virkelig en co-produktion.
Birgitte Stærmose har instrueret både dokumentar, tv-serier og fiktionsfilm. Sidste år lavede hun Camino til Viaplay, noget af det sidste Viaplay kom ud med, inden de røg i kæmpe krise. Jeg tror Afterwar vil stå som hendes hovedværk, den har en intensitet som er ret uovertruffen.
My Favourite Cake
My Favourite Cake er iransk, der er ingen skandinavere med, og det er et lille drama om to ældre mennesker, der deler en uforglemmelig aften sammen. Men jeg tager den med her, da det er en gigantisk crowdpleaser, som jeg har svært ved at forestille mig ikke får dansk distribution, stærke anmeldelser og set af en del.
Mahin (Lily Farhadpour) er en ældre enke, der bor alene i et stort hus i Teheran, efter at børnene er emigreret – datteren til Sverige, at dømme efter børnesnakken på de videoopkald, vi hører. Vennerne er også blevet for gamle til at mødes, så efterhånden er Mahin helt alene det meste af tiden.
En dag bliver hun nærmest desperat efter at møde en mand, og efter først at have prøvet i en park – hvor hun lige kommer op at toppes mod det berygtede moralpoliti, hvilket får filmen til at virke ubehageligt aktuel – møder hun taxachaufføren Faramarz (Esmail Mehrabi), som hun beder køre hende hjem, og derefter inviterer indenfor.
De drikker vin, spiser kage, nyder at være i selskab med en af det modsatte køn for første gang i årtier. Pokker tage moralpolitiet.
Der er både en crowdpleasende historie samt æstetisk kant, og de to ting gør, at My Favourite Cake burde kunne gå sin sejrsgang i de små biografer.
Hold nu kæft en crowdpleaser. Særligt Esmail Mehrabi er i komisk storform, som Faramarz begynder at drikke måske lidt for meget vin, hvilket til tider giver mindelser om 90 års fødseldagen.
Lily Farhadpour er også fabelagtig, har både sødme, styrke, og en kæmpe længsel efter nærvær, og det der er endnu mere forbudt i det iranske samfund. Det er en stærk fortælling med stærkt skuespil, som burde ramme arthouse-kernepublikken lige i solar plexus.
Det er også æstetisk virkelig veludført. Instruktørerne Maryam Moqadam og Behtash Sanaeeha var for fire år siden i Berlin med Balladen om den hvide ko, der senere fik dansk distribution, og som viste to gode historiefortællere, der også havde stærkt blik for det flotte tableau.
I My Favourite Cake bliver særligt Mahins hjem brugt fornemt til nogle vidunderligt flotte kompositioner, som de to ældre mennesker sidder og smiler i. Og et langt klip, hvor de danser rundt til musikken fra deres ungdom, mens kameraet cirkler rundt om dem, er helt uforglemmeligt.
Der er altså både en fornøjelig, velfortalt historie og æstetisk kant, og de to ting gør, at My Favourite Cake burde kunne gå sin sejrsgang i de små biografer. Den fik overraskende nok ikke noget fra juryen hernede, men det er heller ikke den mest æstetisk originale film.
Men filmen går på egen stilfærdig måde i kødet på det iranske regime. Som så har svaret igen med udrejseforbud til instruktørerne. Forhåbentlig får de to instruktører mulighed for at fortsætte karrieren, uden der sættes forhindringer i vejen, for My Favourite Cake burde give dem kæmpe vind i sejlene.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
