FILM // INTERVIEW – Den 71-årige iranske instruktør Rakhshan Banietemad omtales ofte som “Irans samvittighed”. Lige nu kan en af hendes film, Under the Skin of the City – samt en del andre iranske film – ses på stort lærred i København, og i forrige uge blev hun interviewet af Cinematekets programredaktør, Rasmus Brendstrup.
Rakhshan Banietemad er en af Irans mest markante og skarpsynede filmskabere. Det er lidt ironisk, at hun træder næsten uigenkendeligt frem på en mudret videoforbindelse på et biograflærred i København. Instruktøren selv sidder i sin lejlighed i Teheran og må under transmissionen flytte fra rum til rum for at kompensere for sin dårlige wifi-forbindelse. Næsten symbolsk for landets kunstnere.
“Situationen er meget vanskelig lige nu,” siger hun, da både lyd og billede omsider går nogenlunde igennem.
”Der hersker en total usikkerhed, desværre. Problemet er, at vi ikke ved, hvor vi skal finde håb. Jeg bliver glad, hvis mine film kan give et andet blik end det, medierne formidler om det iranske samfund til verden udenfor.”
Principper – ikke modløshed
Banietemad omtales ofte også som iransk films ’grand old lady’. Denne aften virker hun meget yngre end sine 71 år. Hun sidder hun med fokuseret mine bag sorte, indfattede briller. Hun har kort grånende hår med sideskilning, blottet. Hendes svar er ikke generøst lange, måske fordi hun taler gennem tolk. Men det føles mere, som om ordene har ligget i pres og kommer ud i kondenseret form.
“Der er tider, som nu, hvor det er vigtigere ikke at lave en film end at lave en.”
Ytringsfrihed er ikke et symbol. Og dette er ikke en gave, nogen har givet os. Den er blevet kæmpet frem,” siger hun
Kan du forklare lidt mere om, hvorfor nogle vælger bevidst ikke at lave film? Er det fordi, de ikke må lave de film, de ønsker, eller fordi det ville blive set som symbolsk støtte til systemet, hvis de lavede film – eller noget helt andet?
“At lave film i en situation som den, vi oplever i dag, er en form for normalisering – og det er noget, jeg ikke ønsker at bidrage til.”
Hun understreger, at det ikke handler om modløshed, men om principper.
”Jeg vil helt sikkert lave film igen senere. Jeg har savnet atmosfæren på et fiktionsoptagelsessted meget – selvom jeg i mellemtiden har lavet mange dokumentarer.”
Føles meget langt væk i dag
Banietemad har gennem fire årtier været en central stemme i iransk socialrealisme, af nogle betegnet som ’Irans samvittighed’. Hun giver de marginaliserede en stemme.
Hendes folkelige iranske gennembrud kom med kvindefilmene Nargess (1992) og The Blue-Veiled (1995), men det var Under the Skin of the City (2001), der gjorde hende internationalt kendt. Det er også den, der har stadfæstet hendes ry som måske dén instruktør i Iran, der mest autentisk formidler folkestemning og tidsånd.
Filmen følger fabriksarbejderen Tuba og hendes familie i en overbefolket forstad til Teheran. Det er et socialrealistisk drama om kampen for håb og værdighed midt i fattigdom – et billede på et Iran, som få udenfor landets grænser får lov at se.
Det semi-dokumentariske aspekt i Under the Skin of the City består blandt andet i, at hun indfanger en opløftet stemning af demokratisk folkelig iver på gadeplan – det var midt under den moderate præsident Khatamis regeringsperiode. Der er valgplakater overalt. Kvinder, der ligner arbejderhusmødre, kløjs i deres første valgtaler foran kameraer på gaden.
”Den film afspejler en tid, der føles meget langt væk i dag,” sukker Banietemads pixellerede billede på biograflærredet.
Genbesøger karakterer
Instruktørens seneste spillefilm, Tales, er fra 2014, og den blev kun til, fordi hun tænkte alternativt. Den fungerer som en mosaik af historier om tidligere figurer fra hendes egne film.
”Det var en tid, hvor jeg havde besluttet ikke længere at søge godkendelse fra myndighederne for at lave spillefilm. Samtidig var den sociale film blevet marginaliseret, og jeg savnede de karakterer, jeg havde arbejdet med før,” forklarer hun.
“Jeg besluttede at finde en løsning på min begrænsning. Jeg lavede syv kortfilm om karakterer, der havde optrådt i mine tidligere film. Jeg forsøgte at forestille mig, hvad deres skæbner var blevet i mellemtiden – i året 2014, hvor jeg lavede filmen.”
Hendes værker er fulde af almindelige mennesker med ekstraordinær overlevelseskraft, og to af dem er netop hovedpersoner i Under the Skin of the City: Den kreative og hårdt prøvede stik-i-rend-dreng Abbas, der prøver at komme til Japan i håb om at kunne brødføde hele familien. Vi møder også Abbas’ søster, der er havnet i et voldeligt, ulykkeligt ægteskab.
Desillusionen i Tales er til at tage at føle på: Abbas’ søster er blevet enlig mor og ernærer sig formentlig som sexarbejder. Abbas er stadig i Teheran, 13 år senere. Han er blevet taxachauffør.
Hvilket arbejde eller hvilken situation tror du, en karakter som Abbas ville være i i dag, hvis du skulle skrue tiden yderligere frem?
”Åh, jeg er hundrede procent sikker på, at hans situation ikke ville være bedre end den, vi så. Han er heldig, hvis han har beholdt sin taxa.”
Fortsættelser og forbud
“Det tog fire år, før filmen Tales kunne nå sit publikum,” fortæller hun. “Jeg har altid ønsket, at mine film først skulle ses her, i mit eget land, før de blev vist i udlandet. Indtil nu har jeg kunnet holde det løfte, men jeg ved ikke, hvad der sker fremover. Men ingen film vil nogensinde forblive i en lukket kasse. Selv hvis tanker ikke ser dagens lys nu, vil de en dag finde deres vej til folket.”
Hvordan vil du beskrive tilstanden i Iran i dag?
I samme øjeblik begynder Banieetemads hund begynder at gø voldsomt.
“Undskyld,” siger hun med et grin. “Det er min lille ’søn’. Jeg frygtede, det ville ske. Jeg kan ikke gøre noget ved det.”
Den firbenede stemme løsner stemningen. Men da vi er færdige med at joke om denne hyggelige censurinstans, vender alvoren tilbage. Banietemad taler roligt, med en blanding af sorg og beslutsomhed, som gennemstrømmer hendes film. Hendes blik på virkeligheden er urokkeligt, selv når hun ikke kan ændre den.
En ny filmgeneration
Rakhshan Banietemad har altid haft et særligt blik for kvinders liv i et samfund præget af strenge sociale og religiøse regler. Da hun lavede Under the Skin of the City i begyndelsen af 2000’erne, var der netop opstået en ny bølge af film i Iran, de såkaldte “dokhtar-pesari”-film – kærlighedsdramaer om unge mænd og kvinder, der drømte om frihed.
“Jeg lavede faktisk en kærlighedshistorie længe før Under the Skin of the City, nemlig Nargess,” fortæller hun. “Men det siger sig selv, at kærlighed ikke er adskilt fra samfundet. Uanset om jeg laver fiktion eller dokumentar, ser jeg en usynlig linje, som løber gennem alt, jeg laver – en linje, der viser de ting, der altid har været vigtige for mig. Det er det, der giver mig tilfredsstillelse.”
Hun understreger, at de filmskabere i Iran altid har måttet navigere i et paradoks, når det gjaldt repræsentation af kvindelige karakterer.
“Vi blev tvunget til at vise kvinder med hijab i vores film i over fire årtier, også når karaktererne ikke ville have haft hijab på i virkeligheden. Men vi formåede alligevel at vise deres virkelige sider.”
Om de nye tendenser i iransk film, hvor enkelte produktioner, for eksempel En lille bid af kagen,viser kvinder uden tørklæde, siger Rakhshan Banietemad:
“Efter ’Kvinde, Liv, Frihed-bevægelsen’ kom for tre år siden, er den tvungne hijab blevet afvist af mange kvinder. De nye filmskabere nægter at følge de gamle regler, og det ser vi i de nye film. Men samtidig er situationen for filmskabere blevet hårdere. Mange emner, som burde tages op, kan slet ikke komme frem.”
Hun insisterer på, at det med den delvise tørklæde-frihed ikke slås for stort op:
“Ytringsfrihed er ikke et symbol. Og dette er ikke en gave, nogen har givet os. Den er blevet kæmpet frem,” siger hun. Og som for at være sikker på, at pointen går igennem:
“Ytringsfrihed endnu ikke opnået. Dette er en lille sejr, ikke en foræring. Den er blevet opnået gennem en hård kamp.”
Sammenhold i modvind
Adspurgt om det iranske filmmiljø siger Banietemad:
“Situationen er kompliceret. Nogle får ikke lov til at arbejde; nogle nægter at arbejde inden for de officielle rammer, mens andre fortsætter trods begrænsningerne. Men det betyder ikke splittelse. Vi er en familie – filmens familie. Vi støtter hinanden og står sammen.”
Rakhshan Banietemad tror ikke på, at forandringen i Iran vil komme udefra. Eller at den bør. Atter siger hun det kort og kontant, så man ikke er i tvivl om alvoren:
“Alt, hvad der skal gøres i forhold til situationen i vores land, vil blive gjort internt – af folket selv.”
Interviewet er en en bearbejdning af Det Danske Filminstituts programredaktør Rasmus Brendstrups samtale med Rakhshan Banietemad og bringes i samarbejde med Det Danske Filminstitut.
Under the Skin of the City og En lille bid af kagen er blandt de 12 film, Cinemateket viser i serien ’Iran – hvad nu?’
Serien løber frem til 30. december med adskillige talks og debatter i oktober og november.
Rakhshan Banietemad
Født 1954 i Teheran, Iran. Uddannet i film fra University of Dramatic Arts i Teheran.
Begyndte sin karriere som dokumentarist i 1980’erne og blev i 1990’erne den første kvindelige spillefilminstruktør i Iran med bred folkelig succes. Hendes film tematiserer sociale konflikter, kvinders liv og klasseforskelle i det moderne Iran.
Mest kendte film: Nargess (1992), The Blue-Veiled (1995), Under the Skin of the City (2001), Gilaneh (2005), Mainline (2006), Tales (2014)
Hun har modtaget priser på internationale festivaler i bl.a. Venedig, Locarno og Fajr i Teheran.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og