SAUDI-ARABIEN // ANALYSE – Indtil en gang i 1970’erne var det forbudt, eller i det mindste ikke velset, at bære solbriller i Oman. Indbyggerne i det lille sultanat i den sydlige ende af Den Arabiske Halvø måtte klare sig, som de bedst kunne i den skarpe ørkensol, og det hænger sammen med, at religiøse ledere betragtede solbriller som ikke-islamisk. Eller rettere som et stykke vestlig indflydelse, som man bekæmpede med næb og klør.
I dagens Oman kan man købe alle de solbriller, man vil, og også bære dem i fuld offentlighed. Som en række olieøkonomier i regionen har landet undergået enorme forandringer og moderniseret sig selv i ekspresfart, men det er sket, samtidig med at en konservativ livsstil og dyb forankring i islamisk kultur er blevet bevaret og på mange måder holder disse samfund fast i et religiøst jerngreb.
Dette er tilsyneladende et paradoks i særklasse. For hvordan kan man træde ind i den moderne verden og samtidig blive hængende i fortiden?
I 2019 fik landets kvinder således lov til at køre bil, hvilket blev slået op som et kolossalt fremskridt, men den dag i dag sidder flere af de kvinder, som kæmpede for denne ret fortsat i fængsel
Det kan man også kun i en vis udstrækning. På et tidspunkt er man nødt til at lukke op for solbriller og lignende, og selv om også det er en langvarig og meget gradvis proces, er det navnlig i de senere år blevet meget markant i hele regionen. Og det er ikke mindst tydeligt i Saudi-Arabien, den økonomiske sværvægter, som fortsat nok er det mest lukkede samfund, men hvor omvæltningerne er under fuld udfoldelse lige under ørkensandet. Der sker store ting – som måske ikke er så store endda.
Salman-Arabien
Gennem de sidste år har vi set reformer på en lang række områder, og hele vejen har de nye tiltag næsten haft form af paradoksale selvmodsigelser. I 2019 fik landets kvinder således lov til at køre bil, hvilket blev slået op som et kolossalt fremskridt, men den dag i dag sidder flere af de kvinder, som kæmpede for denne ret fortsat i fængsel.
Helt i samme stil bekendtgjorde de saudiske myndigheder i februar, at man nu er klar til at lancere en større reformpakke, der ved at indføre civil lovgivning på en række områder vil øge borgernes retssikkerhed, samtidig med at den islamiske sharia-lovgivning respekteres. Initiativet præsenteres som endnu et skridt til modernisering af Saudi-Arabien. Menneskerettighedsgrupper påpeger, at dette sker, mens landet beholder det ene ben fast placeret i religiøs konservatisme.
Bag alt dette står den 35-årige Muhammed bin Salman, der godt nok kun er kronprins, men på mange måder er manden, der trækker i trådene og søger at navigere Saudi-Arabien ind i fremtiden. Han blev udpeget til værdigheden i 2017 af sin far, den nu 85-årige kong Salman bin Abdulaziz ibn Saud.
Det er fortsat den aldrende konge, som er landets egentlige regent, men det er tydeligt, at han gradvis overgiver mere og mere af magten til sin søn. Udefra set kan dette ses som en naturlig ting, men netop fordi der er tale om et usædvanligt generationsskifte og om en usigelig vanskelig balancegang, der kan ses som selve opskriften på Saudi-Arabiens mangeårige stabilitet, har denne proces enorm betydning for hele landets videre skæbne.
Af denne grund taler mange derfor om Salman-Arabien. Meget hænger på denne ene mand og hans beslutning om at videregive magten til sin søn, og dette vidtrækkende problemkompleks har David Rundell beskrevet i sin seneste bog. Rundell er arabist (=kender, ofte amerikansk, af arabisk sprog og kultur, red), og efter at have tilbragt tre årtier som diplomat i denne del af Mellemøsten, betragtes han som en af USA’s fremtrædende kendere af saudiarabiske forhold.
Islams to helligste byer, Mekka og Medina, ligger som bekendt i Saudi-Arabien, og med dette følger også en islamisme, som har været en magtfaktor gennem hele landets historie
I hvert fald afspejler hans skildring en dyb forståelse for de indre dynamikker i kongeriget, og skønt skrevet af en vestlig iagttager, synes den også at hæve sig over den stereotype opfattelse, som ofte præger den slags forsøg.
”Staten skal værne om islam, håndhæve islamisk lovgivning, fremme det gode, forbyde det onde og varetage pligten til at udbrede islam.” Således hedder artikel 23 i det, der bedst kan sammenlignes med en saudiarabisk forfatning. Det er et stykke lovgivning, som blev til, da Saudi-Arabien opstod som stat i 1932, og ordlyden skal stadig tages helt bogstaveligt. Islams to helligste byer, Mekka og Medina, ligger som bekendt i Saudi-Arabien, og med dette følger også en islamisme, som har været en magtfaktor gennem hele landets historie.
Det nære forhold til troen skyldes imidlertid primært, at landet godt op i det 20. århundrede bestod af en lang række stammesamfund. De forskellige klaner levede spredt ud over det vidtstrakte ørkenland, og deres dagligdag lå fjernt fra den romantiske opfattelse af beduinernes liv. Det var længe før olien, og det var en fattig og barsk tilværelse. Klanerne lå i evig strid med hinanden, så de fleste fandt et holdepunkt i en dyb religiøs konservatisme.
Rigets samling
Abdulaziz ibn Saud, som skulle blive Saudi-Arabien første konge, stod i spidsen for en af mindre klaner. Fra sin placering i Riyad, der så sent som i 1924 var en lille by med 30.000 indbyggere, havde han ingen videre andel i den indbringende karavanetrafik og han havde heller ingen kontakter i de hellige byer.
Men han havde en vision, og så var han relativt åben og liberal. Han troede på fremskridtet og moderniteten, men for at opnå dette måtte han skaffe økonomisk volumen, og det krævede, at man samlede de mange stridbare klaner under en fælles ledelse.
Han indså, at dette kun kunne lade sig gøre ved at skabe en fælles identitet, og da var det mest nærliggende at bruge religionen som løftestang. For at opnå dette tog han derfor forbindelse til de konservative kræfter i Mekka og Medina, de såkaldte wahabier, og qua deres teologiske autoritet og geografiske placering skaffede han sig den legitimitet, der skulle til for at samle riget.
Men der skulle mere til. For at skabe det fornødne økonomiske grundlag, måtte beduinerne gøres bofaste, idet dette skabte et grundlag for skatteopkrævning, og det satte gang i en udvikling mod stigende urbanisering. I dag lever der således 7 millioner mennesker i Riyad, hvilket vil sige at landet i dag har en befolkning, der stiller helt andre krav.
Kong Abdulaziz, der regerede frem til sin død i 1953, så det lige fra starten som en nødvendighed at skabe en gradvis social forandring for at imødekomme denne befolknings behov og dermed sikre stabiliteten, og samtidig måtte han konstant holde sig gode venner med de konservative wahabier, som til stadighed var hans magtbase og limen, der holdt det hele sammen.
Der var penge til at kompensere utilfredse befolkningsgrupper, og det førte blandt andet til oprettelse af stribevis af stillinger i et stort og voldsomt overdimensioneret offentligt system
Ad denne vej kan Saudi-Arabiens historie beskrives som en konstant balancegang mellem moderniteten og den religiøse tradition. Indtil 1960 gik ingen piger i skole. Da den daværende kong Faisal ønskede at lave om på dette, rejste der sig en storm af protester.
Landets religiøse ledere mente, at uddannelse for kvinder fører til amoral og er til skade for familieværdierne, så kongen fik sin sag igennem ved et klassisk kompromis. Han besluttede, at der fortsat ikke skulle være skolepligt for piger, men at enhver far, som forhindrede sin datter i at gå i skole, ville stå til fængselsstraf. I dag har Saudi-Arabiens universiteter flere kvindelige end mandlige studerende.
Flad arvefølge
Det vil naturligvis være forkert at beskrive Saudi-Arabien som progressivt på dette grundlag. Der er mange gode grunde til at kritisere Saudi-Arabien, og navnlig på menneskerettighedsområdet er der fortsat store mangler.
Men hvis vi et øjeblik ser på spørgsmålet om indre stabilitet, som gennem tiderne har været et stort problem i en lang række arabiske stater, ser det ud til, at det saudiarabiske projekt er lykkedes. Før statens oprettelse sørgede den senere kong Abdulaziz eksempelvis for at håndhæve et strengt forbud mod at stammerne i de nordøstlige provinser tog på de traditionelle plyndringstogter i nabolandet Irak, hvilket helt klart var en destabiliserende faktor.
Naturligvis kom olieindtægterne senere hen godt til hjælp. Det gav styret mulighed for at købe sig til indre ro. Der var penge til at kompensere utilfredse befolkningsgrupper, og det førte blandt andet til oprettelse af stribevis af stillinger i et stort og voldsomt overdimensioneret offentligt system.
I de første årtier var der ingen nævneværdig grænse mellem de offentlige finanser og kongens private pengekasse, og selv om dette ikke længere er tilfældet, er situationen stadig den, at den overvejende del af magten ligger hos kongefamilien. Og denne fastholder sammenbidt, at skulle kongefamilien af en eller anden grund blive sat fra bestillingen, er det kun et spørgsmål om tid, før det store land går i opløsning.
Kongefamilien er i sig selv en integreret del af denne indre fare. Den er ikke bare stor, men enorm, og præget af mange modstridende interesser. Det forudså Abdulaziz ved at skabe en såkaldt flad arvefølge, så kongeværdigheden ikke automatisk går videre til regentens ældste søn.
I stedet besluttede han, at hans mange sønner skulle arve tronen på skift. Modellen er ikke ukendt i den arabiske verden, men må ikke desto mindre betegnes som innovativ. På den måde sørgede han for, at flere medlemmer af kongefamilien fik del i magten, og det har uden tvivl bidraget til at afværge mange indre stridigheder.
Saudi-Arabiens dilemma
Det er her, Saudi-Arabien står i dag. Den flade arvefølge har sikret stabiliteten i mange år, men det har også altid stået som en sikkerhed på lånt tid. For den nuværende konge, Salman, er den yngste i rækken, og han har så taget det afgørende næste skridt ved at udpege sin egen søn til tronfølger. Kongeværdigheden er på vej til næste generation, og det er en af grundene til at landet lige nu står ved et meget skarpt hjørne.
Det er nemlig ikke gået stille af i den store familie. Ville det ikke være naturligt, og i Abdulaziz’ ånd, at vende bøtten, så den første konge i den nye generation bliver en efterfølger af den første konges ældste søn? spørger mange sig selv. Og er Muhammed bin Salman ikke lige lovlig ung til at løfte den vanskelige opgave?
Kongen og kronprinsen må foretage nogenlunde det samme vanskelige balancenummer – med på den ene side at modernisere og åbne samfundet op for resten af verden, og på den anden side ved konstant at sørge for ikke at fornærme de konservative islamister, som fortsat har enorm indflydelse
Med i regnestykket er også, at pengekassen ikke er så velpolstret som før i tiden. Der er ganske enkelt ikke længere midler til at passivisere kritikere med rundhåndede gaver. Tværtimod har kronprinsen måttet skride til store besparelser, og i 2017 tog han det drastiske og i visse kredse stærkt upopulære skridt at anholde 350 medlemmer af den korrupte elite; ganske vist blev de interneret under fine forhold på et femstjernet hotel, men det var ikke desto mindre opsigtsvækkende. Siden har han fortsat indsatsen mod korruption med flere anholdelser i kongefamilien.
Og parametrene er stadig uændrede. Kongen og kronprinsen må foretage nogenlunde det samme vanskelige balancenummer – med på den ene side at modernisere og åbne samfundet op for resten af verden, og på den anden side ved konstant at sørge for ikke at fornærme de konservative islamister, som fortsat har enorm indflydelse.
Hertil kommer landets enorme størrelse og stærkt sammensatte befolkning. Relativt set er det en forholdsvis enkel sag at legalisere brugen af solbriller i Oman, fordi det er et mindre land med en forholdsvis homogen befolkning, og det samme er forklaringen på, at De Forenede Arabiske Emirater har kunnet modernisere sig selv i et helt andet tempo.
I Saudi-Arabien er hvert eneste skridt til forandring er stort puslespil, som skal falde på plads. Tag bare kvinders rettigheder som eksempel. Rundell nævner, at Verdensbanken i en rapport fra 2020 udpeger Saudi-Arabien som den ud af 190 økonomier verden over, som opviser de største fremskridt på området.
Men dette er naturligvis kun på papiret. For selv om der sker store ting i lovgivningen, så kvinder kan få kørekort og tage en tur i bilen uden mandlig ledsager, er der jo ingen, der siger, at manden vil betale for bilen, for benzin og forsikring.
Før i tiden holdt wahabisterne på, at både papirpenge og cykler var i strid med Koranen, og de anbefalede også, at vandpiberygning skulle straffes med 40 piskeslag. Så sent som i sommeren 1969 spillede den daværende konge, Faisal, kort med en gruppe venner den aften, hvor amerikanerne landede på Månen.
Abdulaziz bin Baz, som var en af tidens religiøse ledere, havde netop udtalt, at månelandingen var en umulighed, for Månen var under englenes beskyttelse. En af kortspillerne spurgte Faisal, hvordan han kunne tillade, at en fremtrædende leder i dagens Saudi-Arabien ytrede den slags sludder. Hvortil kongen svarede, at hvis han argumenterede imod bin Baz, ville halvdelen af befolkningen støtte ham, mens den anden halvdel ville protestere. Så det var bedre at vente!
Dette er en del af Saudi-Arabiens store dilemma. Fremskridt er en nødvendighed, men traditionen og konservatismen holder igen, og det er ikke nogen enkel sag, når det drejer sig om en splittet befolkning på 35 millioner i et rige, der er næsten fire gange så stort som Frankrig.
Det er en af grundene til, at kronprins Muhammed lancerer sine megaprojekter til modernisering på den tryggest mulige måde, hvilket Neom er det bedste eksempel på. Neom er navnet på den nye by, der skal skyde op af sandet med alle moderne faciliteter for den million mennesker, der forventes at bebo den.
Den skal være et nyt Dubai, som tiltrækker udenlandske turister og forretningsfolk med letlevende natteliv, og hvad der eller hører til. Men for en sikkerheds skyld kommer Neom til at ligge i Saudi-Arabiens nordvestligste hjørne, tæt på grænsen til Jordan, og dermed langt fra de klerikale magthavere i Mekka og Medina. Altså endnu et eksempel på, hvordan kronprinsen følger traditionen med at dele sol og vind lige for om muligt at bevare den indre stabilitet.
David Rundell: “Vision or Mirage. Saudi Arabia at the Crossroads”.
I.B. Tauris, 2020. 316 sider
LÆS ALLE HANS HENRIKS FAFNERS ARTIKLER HER
Topfoto: De hellige byer, Mekka og Medina, er en konstant faktor i Saudi-Arabiens bestræbelser på at modernisere sig selv. Foto: Ali Mansuri via Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
