Det vilde pæretræ – et eftertænksomt, snakkesaligt, gudesmukt mesterværk

af i Film/Kultur

FILM // ANMELDELSE – Det Vilde Pæretræ skildrer en ung mands møde med den tilbagestående hjemstavn på overraskende, intens og sublim kunstnerisk vis. Man forstår det på grund af det gode manuskript, og man føler det på grund af den vidunderlige æstetik. Seks hjerter til et mesterværk.

Tyrkiske Nuri Bilge Ceylan er en af filmverdenens helt store instruktører. En af dem, der har vundet den allerstørste pris, Guldpalmen i Cannes. Men i modsætning til mange andre Cannes-gengangere, der har holdt fast i pladsen ved at inkludere store stjerner i deres casts, mens de rent filmisk er gået en smule i stå, så har Ceylan holdt stædigt fast ved en egen filmisk vision, som han dog alligevel har formået at forny og holde frisk.

Visse ting er uforandrede: Det foregår overalt i Tyrkiet, det er eftertænksomt og snakkesaligt, gudesmukt, og så bliver det efterhånden længere og længere. At Det Vilde Pæretræ er endnu et mesterværk, det er derfor lige knap overraskende, ej heller kommer det efterhånden bag på fansene, at også denne film er omkring de tre timer lang og at den indeholder meget lange samtaler med et væld af personer om alt fra litteratur til moderne Islam.

Men Ceylan overrumpler alligevel ved at beskrive en ung og vred hovedperson og inkludere glimt af et mere eksplosivt, nærmest trashet filmsprog, der klæder hans eftertænksomme slow cinema noget så vidunderligt.

Hjem til landsbyen

Det Vilde Pæretræ fortæller om Sinan, en ung mand der kommer tilbage til sin lille hjemby efter at have læst til lærer i den noget større by Çanakkale, der i øvrigt er den store by, der er tættest på det historiske Troja.

Der er for mange lærerstuderende til de gode jobs i Tyrkiet, så Sinan har ikke ligefrem nogen stor fremtid foran sig, men han har skrevet en bog, han håber at få udgivet og på den måde realisere sine intellektuelle ambitioner. Det kniber dog med respekten i den lille landsby, dels fordi de ikke bryder sig om den slags pseudo-intellektuelle opkomlinge, dels fordi Sinans far Süleyman, der også er lærer, har mistet det meste respekt efter at have opbygget en ganske stor spillegæld.

Efterhånden bliver det forholdet mellem fader og søn, der fylder det meste, og det bliver til et forrygende nuanceret portræt af en ung mand, der må forholde sig til, hvor meget han egentlig er rundet af sin herkomst.

Nuri Bilge Ceylan har efterhånden lavet film mange steder i Tyrkiet, men fælles for de fleste af dem er mødet mellem land og by. Debuten hed ligefrem Kasaba, hvilket oversat betyder ‘landsby’, og i meta-opfølgeren Majskyer skildrede han en historie om en ung filminstruktør, der strides med at lave en moderne film i sin lille fødelandsby.

I gennembruddet Uzak fra 2002 kom en ung mand fra landet til Istanbul for at bo hos sin intellektuelle fætter. I Vintersøvn, der vandt Guldpalmen og også blev distribueret herhjemme, sad en tidligere skuespiller på et lille hotel og skrev avisklummer, uden på nogen måde at kunne forstå de lokale omgivelser. Vintersøvn var smuk i sin enkle fremstilling af den lille by som værende i hi. Alt gik langsomt, alt var koldt, sneen faldt mere og mere.

Hr Ceylans fornemmelse for tid

Ceylans mest sofistikerede og egensindige sammenkobling af tid og sted er dog efter min mening hans Climates fra 2006, hvor Ceylan selv spillede hovedrollen som ægtemand i et ægteskab i krise overfor Ebru Ceylan, hans kone og faste manusforfatter. Filmen foregår tre steder, i et sommerligt Nordtyrkiet, i et efterårsvådt Istanbul og i et vinterfrossent bjerglandskab.

Langt de fleste kunstfilmsinstruktører havde nok kaldt den for Årstider og brugt de tre sæsoner til at skildre, hvordan ægteskabet går fra varme til kulde. Men når Ceylan i stedet snakker om ‘klimaer’, så rammer han noget langt mere urokkeligt: Vintre kommer og går, men sneen i bjergene forsvinder aldrig. På samme måde vil der for Ceylan altid være forskel på livet i Istanbul og i det landlige Anatolien. De er simpelthen fanget i forskellige klimaer, forskellige tidsligheder. Det er også det, Sinan oplever; efter at have levet i årevis i Çanakkale er det som at komme til en helt anden tid, når han vender hjem.

Vi forstår, at Sinan har det svært i den lille landsby og i forholdet med den vanskelige far. Men jeg følte det samtidig også, havde en knude i maven, indlevede mig i Sinans tilværelse på sjælden vis.

Men netop i konfrontationen mellem Sinan og hans landsby får Ceylan plads til at inkludere flere fornemmelser for tid på én gang. Brugen af tid er på uvanlig vis forunderlig moduleret, og scener accellererer op og ned i hastighed.

Da Sinan møder ungdomsflirten Hatice ved en lille kilde, snakker de i et par utrolig lange klip, hvor kameraet blot bliver hængende og intet forandrer sig. Men pludselig klippes der ret hurtigt og et enkelt kys bare antydes, klippes væk fra, forsvinder lidt i et flygtigt kaos.

Ceylan har også denne gang gjort brug af et helt nyt legetøj: Et nyt kamera, der hedder Osmo, som er ganske lille og derfor også ret bevægeligt og brugbart til at følge unge mænd med ild i røven, der vandrer rundt og snakker. Men det er meget tydeligt, når der skiftes fra scener optaget med store stationære kameraer, til dem optaget med helt småt og bærbart udstyr.

Former er lidt udtværede, og farver er til tider nærmest selvlysende. Jeg har sjældent set noget lignende, som når Sinan træder ud fra en boghandel, hvor alt er varmt og mørkt og jordnært ud i en verden præget af modlys og digitale klatter.

Det er følelsen der tæller

Jeg skal gerne indrømme, at jeg er filmnørd, og at noget af det, jeg skriver, måske godt kan virke lidt for fortænkt. Men når Det Vilde Pæretræ er et fuldstændig uomgængeligt mesterværk, så er det ikke fordi, Nuri Bilge Ceylan har leget lidt med klippeteknik og et nyt kamera. Jeg sidder ikke og tænker ‘Yay, nyt kamera, seks stjerner!’

Pointen er, at Nuri Bilge Ceylan forsøger at skildre noget virkelig komplekst på en måde, så man ikke bare forstår det, men føler det. Det Vilde Pæretræ er en forbløffende velskrevet film med en slutning, der må være blandt årets mest tilfredsstillende, omend den også er noget litterær og symbolistisk. Vi forstår, at Sinan har det svært i den lille landsby og i forholdet med den vanskelige far. Men jeg følte det samtidig også, havde en knude i maven, indlevede mig i Sinans tilværelse på sjælden vis.

Og fordi jeg er kritiker, og fordi jeg tænker, at det er interessant at læse om, og ikke mindst fordi jeg fik udleveret et bjerg af pressemateriale, der gennemgår skabelsen af filmen ret minutiøst, så er den bedste forklaring, jeg kan give, at den intense følelsesmæssige indlevelse i Sinans verden kommer fra den måde, tidsligheden moduleres på ved hjælp af sofistikeret klippeteknik og brug af nye digitale kameraer. Hvilket måske lyder lidt kompliceret, men jeg kan forsøge at formulere det lidt enklere:

Det Vilde Pæretræ er et intenst mesterværk, fra en instruktør der gang på gang finder på nye måder at fortælle overrumplende og eftertænksomme historier.


Fotocredit: 41 Shadows

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Film

Er Netflix færdige?

POV BUSINESS // MEDIEMARKEDSANALYSE – Netflix har i årevis været en darling