ANMELDELSE // DOKUMENTAR – Mit blod fryser til is ved tanken om, hvad det kan medføre i de kommende år, skriver Kim Jong Andersen efter at have set The Great Hack. Netflix-dokumentaren bør være en del af den almene, digitale dannelse, som enhver borger må gennemgå.
Selvfølgelig har du hørt om Cambridge Analytica / Facebook-skandalen, der spillede en stor rolle i både valget af Trump og Brexit. Her får du for første gang mulighed for at komme helt tæt på begivenhederne gennem oprulningen af det datamisbrug og den omfattende manipulation, som fandt sted. Samtidig er denne, stærkt anbefalelsesværdige dokumentar et dybdegående karakterstudie af især et nøglevidne, nemlig Brittany Kaiser, der var direktør for forretningsudvikling i CA.
Lige nu er jeg så overvældet af både tanker og følelser, at jeg ikke har overblik over mine egne modsatrettede holdninger i hele affæren. Især fordi dette ikke bare er historien om opstigningen og den efterfølgende opløsning af et enkelt skurkagtigt data-analysefirma. Der er noget meget mere og potentielt langt værre på spil.
En forbundet verden, hvor polariseringen vokser
“Guderne” i Silicon Valley aka tech-giganterne havde de bedste intentioner, da de ville forbinde os alle sammen over hele verden. Men vi bliver nødt til at indse, at de samtidig har skabt nogle platforme, der i dag også er stærkt medvirkende til, at befolkninger polariseres, og vi i stigende grad risikerer at vende os endnu mere mod hinanden.
Der er en grund til, at CA-teknologien egentlig var kategoriseret af den britiske eksportlovgivning som “weapons grade technology”, fordi man i årtier har vidst, at psyops, dvs. pyskologisk krigsførelse ofte kan være lige så effektiv, måske endda endnu mere effektiv, end regulære krigshandlinger.
Vi ønsker ikke at tro, at vi kan manipuleres. Vi trives bedst i illusionen om, at vi træffer vores egne valg
Jeg er 100 pct. tilhænger af brugen af personalisering indenfor kommercielle aktiviteter, så længe det sker under et nøje specificeret samtykke. EU’s persondatabeskyttelse, GDPR, er nok noget af det bedste, der nogensinde er kommet ud af EU, og jeg ville ønske, at resten af verden ville tage den type lovgivning til sig, men jeg tror ikke, at det kommer til at ske foreløbig.
Når de kontrollerende supermagter og de tech-giganter, der i dag først og fremmest lever af at kapitalisere persondata, lader en ladeport stå åben for manipulation af ellers demokratiske valghandlinger, så er det en dybt foruroligende tilstand, der ikke går væk bare fordi, at Cambridge Analytica er gået konkurs.
Alle er manipulerede
Desværre kan vi derfor heller aldrig opnå fuld indsigt i præcis hvilke af de efter sigende 5000 datapunkter for hver amerikansk vælger, som CA’s algoritmer og kunstige intelligens anvendte til at forudsige og overtale – eller hvordan de gjorde det.
Jeg har en rimelig god idé om det, men jeg tilhører måske de 1-2 pct. af befolkningen, der har den fornødne faglige viden til at udlede den tekniske metode, så det tæller ikke. Det hér er noget, som alle burde vide – og derfor er Netflix’ nye, fremragende dokumentar også et “must see” og en del af den almene, digitale dannelse, som enhver borger må gennemgå.
Donald Trumps digitale chef kørte næsten 6 millioner personaliserede online annoncer under det sidste amerikanske præsidentvalg. Hillary-kampagnen kørte under 70.000. I 2020 valget er den digitale chef, nu Trumps officielle kampagnechef
Vi ønsker ikke at tro, at vi kan manipuleres. Vi trives bedst i illusionen om, at vi træffer vores egne valg. Men skal vi være helt ærlige, ved vi jo godt, at så snart nogen kan forudsige vores adfærd med en relativt høj grad af akkuratesse ved at “bokse os inde” i vores eget og ligesindedes virkelighedsbillede, så er der en stor sandsynlighed for, at vi også begynder at agere indenfor netop dette og derved mister udsynet.
Mit blod fryser til is ved tanken om, hvad det kan medføre i de kommende år. Donald Trumps digitale chef kørte næsten 6 millioner personaliserede online annoncer under det sidste amerikanske præsidentvalg. Hillary-kampagnen kørte under 70.000. I 2020 valget er den digitale chef, nu Trumps officielle kampagnechef…
Jeg vil også anbefale alle at se denne dundrende TED talk med journalisten Carole Cadwalladr om samme emne. Hun er nok den journalist (The Guardian), der har researchet mest om emnet:
Foto: Netflix.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her