MEDIEKRITIK // ESSAY – Dagbladet Politiken valgte for nylig at opsige samarbejdet med stjernefotograf Jan Grarup. Siden avisens beslutning er der kommet flere historier frem, der sætter spørgsmålstegn ved, om hans arbejde er bygget på sandfærdige oplysninger. Journalist Anne Lea Landsteds oplevelser med Grarup er også kritiske, men hendes beretning handler først og fremmest om Dagbladet Politikens dobbeltmoral og hykleri, skriver hun. For da hun påpegede problemerne over for avisen for 22 år siden, rettede den i stedet skytset mod hende.
Disclaimer: Min oplevelse med Jan Grarup er baseret på mit første og eneste møde med ham. Jeg derfor hverken kan eller vil forholde mig til de øvrige historier, der har været fremme om ham, eller udtale mig om, hvorvidt der er tale om et mønster, for det ved jeg intet om. Jeg har flere steder givet tilladelse til, at medier måtte citere fra mit Facebook-opslag, men det har desværre ikke alle steder givet et helt fair billede af virkeligheden. Mit mål med opdateringen var ikke at få Jan ned med nakken, men at afsløre Politikens dobbeltmoral og hykleri.
Avisen valgte for nylig at opsige samarbejdet med Jan Grarup, fordi meget af det, han havde skrevet fra Ukraine, ikke passede. Jeg undrede mig over, hvorfor det skete lige nu, for det var ikke første gang, avisen havde bragt historier fra Jan, som ikke passede. Det havde jeg selv været vidne til 22 år tidligere, men dengang fik det ingen konsekvenser. Tværtimod. Avisen rettede i stedet skytset mod mig.
Nedenfor er min historie.
Jan Grarup havde vundet årets pressefoto for sin fantastiske billedserie om drengene fra Ramallah. Serien fortalte historien om fire venner, der kastede med sten mod den israelske besættelsesmagt. Det var under den anden intifada. Drengene mødtes hver fredag ved City End, som Jan kaldte det. Det viste sig, at det hed City Inn, opkaldt efter hotellet på hjørnet. Det var en mindre fejl, som sandsynligvis var opstået, fordi Jan hørte forkert.
En af drengene blev senere skudt af de israelske soldater og døde. Det var en rørende historie om en dødelig leg mellem stenkastende unge palæstinensiske drenge og svært bevæbnet israelsk politi.
Vi mødtes i Politikens kantine. Han var sød og hjælpsom, og så fortalte han noget, som ville gøre min historie endnu bedre
Jeg kontaktede Jan Grarup og sagde, at jeg gerne ville fortælle historien om drengene på film. Vi mødtes i Politikens kantine. Han var sød og hjælpsom, og så fortalte han noget, som ville gøre min historie endnu bedre. En af drengene på billedet var den efterlyste palæstinenserleder Marwan Barghoutis søn. Han udpegede drengen på billedet. Det kunne næsten ikke være bedre.
Jan Grarup fortalte også, at han havde solgt serien til tyske Stern, og at han selv ville være i Ramallah med en tysk journalist omtrent samtidig med mig. Der var ikke tale om noget samarbejde mellem dem og mig. Jeg havde mit eget projekt – de havde deres. Omend vinklen var den samme.
Jeg rejste til Ramallah med Jans billeder i tasken.
Gennem en palæstinensisk veninde og kollega, som arbejdede for en amerikansk TV-station i Tel Aviv, fik jeg kontakt med Marwan Barghouti. Han var efterlyst af israelsk politi. Det var de fleste palæstinensiske ledere på det tidspunkt, så vi mødtes med ham og hans søn på en hemmelig adresse et sted i Ramallah.
Da jeg så sønnen, kunne jeg med det samme se, at der var noget helt galt. Han lignede overhovedet ikke drengen på Jans billeder. Marwan Barghouti rystede også på hovedet. Nej, det var ikke hans søn. Der opstod nogle lidt pinlige øjeblikke, men vi fik da lavet et interview med far og søn.
Jeg kontaktede Jan og fortalte, at det ikke var palæstinenserlederens søn på billedet. Jan anede tilsyneladende ikke, hvem han så var.
Jeg fattede ikke, hvordan Jan kunne undgå at bemærke, at hans hovedperson var døv, medmindre han aldrig havde talt med ham
Filmfotografen og jeg begyndte at spørge rundt, og til sidst var der gevinst. Drengen på billedet var Badr. En døv, ensom dreng, der hver fredag tog ned til City Inn for at kaste med sten. Han ønskede at blive martyr, så han kunne komme op til Allah, der var den eneste, der kunne forstå ham.
Det var intet rabiat over hverken Badr eller hans forældre. Tværtimod var de skrækslagne, hver gang sønnen tog afsted, fordi han ikke kunne høre, hvor skuddene kom fra.
Jeg fattede ikke, hvordan Jan kunne undgå at bemærke, at hans hovedperson var døv medmindre han aldrig havde talt med ham. Og det var der meget, der tydede på, at han ikke havde, for det var mig, der fandt drengen.
Jeg spurgte Badr, om han kendte nogle af de andre drenge på billederne. Det gjorde han ikke. Jeg fandt senere ud af, at ingen af drengene kendte hinanden. Det var tilfældige unge, der mødtes hver fredag som del af et ritual.
Jeg talte med den døde drengs far. Han havde aldrig mødt Jan, og jeg fandt ud af, hvad der var sket med de andre drenge. Heller ikke her var der meget, der stemte med Jans historie. Med andre ord. Det virkede, som om han havde opdigtet det hele, og langsomt så jeg min film falde til jorden.
Jeg var vred og skuffet, men også rystet. For hvis først troværdigheden ryger. Hvad er der så tilbage? Jan vidste på det tidspunkt, at hans historie ikke holdt vand, for det havde jeg fortalt ham. Han havde ovenikøbet spurgt, om jeg ikke kunne fortælle ham, hvem drengen på billedet var, og vise ham, hvor han boede. Formentlig så han ikke skulle tabe ansigt over for den tyske journalist.
Jeg udtrykte min forargelse over for en fotografkollega og sagde, at jeg ville skrive et læserbrev. Han virkede ikke overrasket, men advarede mig mod at lægge mig ud med stjernerne, fordi jeg risikerede at få det hele i nakken som en boomerang. Og det var præcis, hvad der skete
Derfor blev jeg også noget overrasket, ja nærmest paf, da jeg senere læste Stern-journalistens historie om drengene på Jans billeder i Politiken. Her blev den falske historie om vennerne gentaget, som om intet var hændt – dog uden Marwan Barghoutis søn.
Jeg udtrykte min forargelse over for en fotografkollega og sagde, at jeg ville skrive et læserbrev. Han virkede ikke overrasket, men advarede mig mod at lægge mig ud med stjernerne, fordi jeg risikerede at få det hele i nakken som en boomerang.
Og det var præcis, hvad der skete. Eller det vil sige. I første omgang reagerede Politiken-medarbejderen, der senere blev ansvarlig for forsvarsstoffet, med at tage min henvendelse dybt alvorligt, men efter at han havde talt med Jan Grarup og den tyske journalist, Christoph Reuter, fik tonen en helt anden lyd. Nu var det vist mig, der havde fået noget galt i halsen. Mit debatindlæg blev aldrig bragt, men kort efter kunne jeg se mig selv blive hængt ud i avisens spalter af daværende redaktionschef og læserredaktør Søren Nielsen.
Klummen, som fik overskriften Historien bag historien handlede i grove træk om, hvorvidt læserne skulle tro mere på en ubetydelig journalist som mig end en anerkendt tysk journalist og en prisvindende fotograf.
Her er et brudstykke fra klummen.
“Efter læsning af artiklen i Politiken mener journalist Anne Lea Landsted ikke, at Grarup/Reuter har givet en fair beskrivelse af drengene og situationen i Ramallah. Hermed er vi ved alle redaktørers skræk, nemlig problemet med, hvordan man kontrollerer lødigheden af artikler, der ikke er produceret af Politikens faste stab. Især fra lande, hvor kilderne ikke har reel mulighed for at dementere, og hvor ord ikke altid kan tages for pålydende.”
“Redaktøren er som udgangspunkt nødt til at forlade sig på fotografens og journalistens integritet, der i dette tilfælde understøttes af Jan Grarups velkendte renomme samt den kendsgerning, at Christoph Reuters mangeårige tilknytning til Stern bør borge for hans soliditet.”
Mit læserbrev blev aldrig bragt, og jeg blev aldrig bedt om en kommentar. Tværtimod blev jeg hængt ud i avisens spalter som utroværdig … ‘Medieluder’ og ‘uvederhæftig journalist’ var nogle af de betegnelser, jeg fik hæftet på mig
Søren Nielsen skrev, at Grarup/Reuter og undertegnede havde aftalt at samarbejde om at finde drengene, der af sikkerhedsmæssige grunde ikke havde opgivet deres efternavne til Jan, da han lavede billedserien. Det var noget sludder. Der var ikke tale om noget samarbejde. Jeg havde mit projekt. De havde deres. Desuden var jeg meget længere i Ramallah end dem. Jeg henvendte mig igen til avisen, som bragte en rettelse.
Men det ændrer ikke det faktum, at Politiken valgte blindt at stole på deres forklaring, fordi de var mere “værd” end undertegnede, som ingen og slet ikke læserne, anede, hvem var, for mit læserbrev blev aldrig bragt, og jeg blev aldrig bedt om en kommentar.
Tværtimod blev jeg hængt ud i avisens spalter som utroværdig, mens den falske historie om Drengene fra Ramallah fik lov til at gå sin sejrsgang verden rundt, men jeg må have ramt et eller andet, for jeg blev kaldt de frygteligste ting af især den tyske journalist. ‘Medieluder’ og ‘uvederhæftig journalist’ var nogle af de betegnelser, jeg fik hæftet på mig. Det var meget ubehageligt og helt urimeligt, fordi jeg havde ret, men verden vil bedrages, så jeg klappede i, mens løgnen fik lov til at leve videre.
Som journalister lever vi af vores troværdighed, og hvis vi først går på kompromis med den, skrider hele grundlaget for vores virke. Derfor bør løgnen få konsekvenser, hvad enten vi er berømte journalister eller fotografer.
DOKUMENTATION – POLITIKENS “FAKTATJEK”
Historien bag historien
25. august 2001 Politiken Sektion 3 (Debat) Side 8
Søren Nielsen
I søndags (19.8.) bragte vi en stort opsat artikel, ‘Døden som børneleg’, om palæstinensiske drenge i Ramallah, der hver fredag kaster sten mod de israelske soldater. Artiklen var baseret på pressefotograf Jan Grarups fotoreportage om fire drenge fra efteråret 2000, der vandt prisen som årets nyhedsreportage og gjorde Grarup til årets pressefotograf i Danmark. Samt på et besøg denne sommer, hvor Grarup var ledsaget af den tyske journalist Christoph Reuter, der taler flydende arabisk, har arbejdet i området siden 1987 og skriver til det ansete tyske nyhedsmagasin Stern.
Hensigten var at følge de fire drenges videre færd, og det fremgik, at den ene, Ramzi, var dræbt af en kugle gennem øjet, en anden, Jimaan, var indlagt på et hospital i Amman med en kugle i ryggen, mens de to sidste, Ala’a og Badr, fortsat kaster sten mod israelerne. Grarup og Reuters reportage har været trykt i Stern over 11 sider.
På den seneste rejse deltog også journalist Anne Lea Landsted, Net-produktion, der havde fået stillet Jan Grarups fotos og notater til rådighed med henblik på at lave en tv-udsendelse. Og parterne aftalte at samarbejde især om at finde drengene, der af sikkerhedsgrunde ikke havde opgivet deres rigtige navne under Jan Grarups besøg i efteråret.
Efter læsning af artiklen i Politiken mener Anne Lea Landsted, at Grarup/Reuter ikke har givet en fair beskrivelse af drengene og situationen i Ramallah.
Hermed er vi ved alle redaktørers skræk, nemlig problemet med, hvordan man kontrollerer lødigheden i artikler, der ikke er produceret af Politikens faste stab. Især artikler fra lande, hvor kilderne ikke har reel mulighed for at dementere, og hvor ord ikke altid kan tages for pålydende. Redaktøren er som udgangspunkt nødt til at forlade sig på fotografens og journalistens integritet, der i dette tilfælde understøttes af Jan Grarups velkendte renommé samt den kendsgerning, at Christoph Reuters mangeårige tilknytning til Stern bør borge for hans soliditet.
Anne Lea Landsted har følgende indsigelser mod artiklen i Politiken:
Christoph Reuter har ikke talt med den citerede dreng, Ala’a, og hospitalerne på Vestbredden har ikke hørt om Jimaan, der skulle være indlagt med en kugle i ryggen og overført til et hospital i Amman.
Det giver naturligvis anledning til at undersøge Grarup/Reuters research.
Det er korrekt, at Reuter ikke har talt med Ala’a. De citerede udtalelser stammer fra Grarups første besøg og de øvrige oplysninger om Ala’a fra adskillige interview med naboer, venner, forældre og nær familie. De genkendte Ala’a på Grarups fotos, men selv ønskede han ikke at medvirke under det andet besøg, ligesom han nægtede, at det var ham, der optrådte på billederne. Ala’as far var meget ophidset over, at sønnen deltog i stenkastningen.
Alle oplysninger om den dræbte Ramzi og den sårede Jimaan stammer fra talrige interview med familie, naboer, hospitalspersonale lokale politikere, israelske soldater, butiksindehavere og værten fra City Inn, hvor stenkasteriet foregår.
Reuter oplyser, at han kun har brugt ca. 20 pct. af sit materiale, at han har navne, adresser og telefonnumre på adskillige kilder, bl.a.
fordi Stern har en hel afdeling, der dobbelttjekker faktuelle oplysninger. Af samme grund har Jan Grarup tilbragt en hel dag på Stern, hvor udenrigsredaktøren efterkontrollerede de oplysninger, Grarup har bidraget med. Han har foreløbig brugt to en halv måned på Ramallah-projektet.
Uoverensstemmelsen mellem Grarup/Reuter og Anne Lea Landsted ender altså forudsigeligt i påstand mod påstand samt i et etisk spørgsmål om, hvorvidt Ala’a burde være citeret, når han befinder sig i en farlig situation og ikke ønsker at medvirke i anden omgang. Grarup/Reuter har af samme grund ikke nævnt hans efternavn.
Men det står fast, at beretningen om drengene i Ramallah helt uden sammenligning var den bedst undersøgte og grundigst efterkontrollerede artikel i Politiken sidste søndag.
Rettelse:
Fejl og fakta 29.8.2001: Det fremgik af Læsernes redaktørs kommentar ‘Historien bag historien’ på bagsiden af debatsektionen lørdag (25.8.), at journalist Anne Lea Landsted, Net-produktion, deltog i fotograf Jan Grarup og journalist Christoph Reuters rejse til Ramallah for at forberede historien om de stenkastende drenge (bragt i Politiken søndag 19.8. i PS-sektionen). Men Anne Lea Landsted havde sit eget projekt, hvori Jan Grarups fotos indgår, og hun opholdt sig længere tid i området end Grarup/Reuter. Anne Lea Landsted ønsker præciseret, at hun ikke har henvendt sig til undertegnede for at få sin klage behandlet. Den var skrevet som et debatindlæg og blev rutinemæssigt forelagt mig ligesom alle andre klager over Politikens journalistik.
Læs også, “Tak for sidst. Det var hyggeligt” om samme emne af Philip Sampson.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
