Queen & Slim: Hård film om politivold og uretfærdighed handler egentlig om at leve

i Film/Kultur af
FILM // ANMELDELSE – Debutanten Melina Matsoukas har tidligere instrueret musikvideoer, men debuterer med en film om politivold og uretfærdighed. Hun bringer dog en æstetisk stil med sig fra musikken, en stil præget af liv, kærlighed og skønhed. Resultatet er en film, man bør se ikke bare for politik, men også for karakterernes smil.

Der har været noget kritik for nylig af, at Queen & Slim ikke fik dansk premiere, men jeg kan helt nøgternt godt forstå det. Filmen havde premiere sidste efterår i USA, og klarede sig ganske glimrende. Den har vist tjent sig selv hjem, den vandt et par priser. Glimrende.

Men det er faktisk ikke ret tit, vi får set film i Danmark, der bare har klaret sig ‘glimrende’, i hvert fald ikke så længe, de er lavet uden for systemet, som Queen & Slim er det. De kommer mere på de danske festivaler. Og Queen & Slim havde da også fortjent at få opmærksomhed på f.eks CPH:PIX. Det er en debut-film, så den kunne have været i hovedkonkurrencen. Den udforsker og konsoliderer en ret ny amerikansk æstetik, men bruger også denne æstetik til at fortælle en historie, man langt hen ad vejen kan regne ud, hvor vil hen.

Plot

Queen (Jodie Turner-Smith, i hendes hidtil største rolle) og Slim (Daniel Kaluuya, Get Out) fra Ohio mødes på en Tinder-date en sen aften. Det går ikke synderlig godt, de har ikke ret meget til fælles. På vej hjem bliver de stoppet af en hvid betjent, og det eskalerer pludseligt. Som det så ofte gør i USA.

Betjenten skyder først, og rammer Queen i benet, men derefter får Slim fat i pistolen og skyder ham i hovedet.

Derefter stikker de to af, kører sydpå mod Florida i et desperat forsøg på at komme med et fly til Cuba.

De har politiet lige i hælene, men samtidig får de hjælp overalt, for de bliver set af mange som helte i kampen mod politiets undertrykkelse. Langsomt bliver de til symboler, ikoner, mens de omvendt kæmper for at holde sig i live som mennesker. Og for at finde lidt kærlighed og glæde midt i mørket.

Æstetik

Det er som nævnt en debutfilm, første film fra Melina Matsoukas, der dog alligevel må siges at være en erfaren instruktør. Hun har nemlig instrueret mange musikvideoer og har bl.a arbejdet meget sammen med Beyoncé, inklusive instrueret den nyklassiske Formation-video. Man må dermed sige, hun allerede har lavet én klassiker.

Min første tanke om den visuelle side i Queen & Slim var, at den mindede ret meget om Barry Jenkins’ ligeledes nyklassiske Moonlight. Der er de samme glidende kamerabevægelser og sådan set også nogle af de samme landskaber, da Moonlight også foregår i Florida. Men Queen & Slim er manus-baseret, funderet i at fortælle en historie effektivt, og dens æstetiske valg er truffet, fordi de giver mening, de fortæller os om personerne, og ikke bare fordi de skal være tidstypiske.

Når politiet kan finde på at stoppe en for hvad som helst, og når et politi-stop altid kan udvikle sig fatalt, hvornår skal man så nogensinde slappe af? Hvornår kan man lade være med at være til stede?

Der er nogle virkelig lange kamerature i den her film. F.eks under den indledende konfrontation med politibetjenten; her bevæger kameraet sig langsomt rundt, følger efter betjenten, vender tilbage, helt uden klip. Ligeledes er der nogle virkelig lange klip, hvor det unge par bare sidder i bilen og snakker, filmet forfra, gennem bilvinduet, alt imens skovens skygger falder henover deres ansigter.

Det er så anspændt, den måde kameraet bare bliver hos dem. Vi er hele tiden bange for, at noget skal ske, at politiet skal dukke op, at en pistol skal blive hevet frem. Og er det egentlig ikke virkelig meget det, som Black Lives Matter har afsløret, at det er det frustrerende grundvilkår ved det afrikansk-amerikanske liv? Når politiet kan finde på at stoppe en for hvad som helst, og når et politi-stop altid kan udvikle sig fatalt, hvornår skal man så nogensinde slappe af? Hvornår kan man lade være med at være til stede?

At være til stede

Den her film er netop så meget til stede. Kameraet fanger så meget, ikke bare plottet, men også landskabet, lyset – man kan nærmest lugte luften. Der er så mange små scener med dans, med frygt, med kærlighed. Det er i virkeligheden det, filmen handler om: At være til stede, at sørge for at man har levet, for det kan aldrig tages for givet som sort i USA.

På den vis handler Queen & Slim faktisk ikke om vold og død og uretfærdighed. De ting tages for givet. Den handler om liv.

Det her svævende liv. Det er der meget afrikansk-amerikansk kultur, der handler om for tiden. Soundtracket til Queen & Slim er lavet af komponisten Devonté Hynes, kendt dels som Blood Orange og for samarbejdet med Solange. Deres musik har lidt af det samme svæv i både synth og sang. At de to æstetikker passer sammen kan ses i musikvideoen til Losing You, som netop er instrueret af Matsoukas.

Det er en film om uretfærdighed, men dens bedste scener skildrer to unge mennesker på flugt, der forelsker sig, og har nogle vidunderlige dage sammen

Og helt generelt tror jeg meget den her æstetik er kommet fra musikvideoer. Og fra hiphop og r’n’b musik generelt. På film har mange fortællinger om afrikansk-amerikansk liv skullet være ‘vigtige’ og er også blevet tragiske. Der er ikke gået mange Oscar-statuetter til film, der handlede om, hvor smukt det kunne være at være sort, hvor meget liv og glæde man trods alt kunne have. Den slags film har været meget niche. Men sådan har det ikke været med musik, og dermed heller ikke med musikvideoer. Der er det flydt over med jublende scener af smukke unge sorte, der har de bedste dage, de nogensinde har haft.

Og det er faktisk også de scener, der er de stærkeste i Queen & Slim. Det er en film om uretfærdighed, men dens bedste scener skildrer to unge mennesker på flugt, der forelsker sig og har nogle vidunderlige dage sammen, også fordi de frygter, at det hele snart vil være forbi.

Og selvom man måske kan læse sig til mange af pointerne om amerikansk uretfærdighed andet sted, så er det helt ærligt svært at glemme karakterernes smil.


Queen & Slim
132 minutter
Universal


Fotocredit: Promo-billede

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Film