LGBTQ+ // ANALYSE – En ny 388-siders rapport, ‘The Cass Review’, retter en sønderlemmende kritik mod sundhedssystemets behandling af kønsforvirrede børn og unge især i England. Rapporten har ryddet forsider på begge politiske fløjes medier, og den kritiserer også en slags verdensstandard for kønsskiftebehandlingen i Vesten, herunder i Danmark. Journalist Dorte Toft refererer fra undersøgelsen og kommer også ind over anden relevant information, herunder om den øjeblikkeligt udløste kritik af rapporten.
”Tusindvis af børn er svigtet”. Kønskiftebehandling af børn og unge har ”bemærkelsesværdigt svagt videnskabeligt belæg”. ”Realiteten er, at vi ikke har nogen god evidens for virkningen af behandlingen på langt sigt.”
Sådan lyder dommen over den gældende behandling af børn og unge i en netop offentliggjort 388-siders rapport baseret på fire års arbejde. I rapporten indgår en kritik af den forskning, der ligger til grund for, hvad der i mange år har været anset for den bedst mulige behandling i England, men også i andre lande herunder i Danmark, hvor knapt 400 børn og unge under 18 år har været i kønsskiftebehandling.
Der er få andre områder, hvor professionelle er så bange for åbent at diskutere deres synspunkter, og hvor folk nedgøres i den grad på sociale medier og udsættes for mobning
The Cass Review
Rapporten kommer kort ind på, hvad der vides om andre lande, men kritiserer helt specifikt behandlingen i England.
Her har store dele af behandlingssystemet ladet sig påvirke til kun at yde såkaldt ”bekræftende behandling”, ud fra devisen om, at ”barnet ved bedst selv”. Mange unge blev sat på medicinering efter få konsultationer i stedet for en solid udredning af, hvorvidt problemet vitterlig lå i barnets kønsubehag, eller om der var en anden bagvedliggende årsag.
Varedeklaration
Da der allerede ses mange forsøg på at miskreditere rapporten og brugen af den, hermed en varedeklaration i relation til min artikel. Alene min intention om at referere udløste reaktioner, lige fra beskeder som ”luk nu røven” og “hold kæft” til, at rapporten er noget makværk, sjusk og akademisk uvederhæftig.
Transaktivister ser ikke med milde øjne på foreslåede ændringer i behandlingssystemet, medmindre ændringer opfylder ønsker fra deres side. De danske transaktivister har også længe haft et horn i siden på mig, idet jeg har skrevet om negative konsekvenser af visse dele af transideologien for især kvinder og børn.
I relation til den aktuelle rapport, stemples min og andres bekymring over eksplosionen i antal unge, og ikke mindst teenagepiger, der vil på kønsskiftemedicinering, som transfobi.
The Cass Review var en bestillingsopgave
Undersøgelsen blev bestilt af det britiske sundhedsvæsen, NHS (National Health Service) i 2020. Den drastiske stigning siden 2014 af antallet af teenagere, der vil ”skifte køn” var urovækkende, og der kunne ikke længere lægges låg på de professionelle behandleres og andres uenighed om, hvorvidt behandlingen af børn og unge var forsvarlig.
En retssag anlagt af en ung kvinde, Keira Bell, der havde fortrudt sit kønsskifte – en detransitioner – lirkede i High Court låget af til et kig ind til en verden, der ikke havde styr på ret meget.
Børnelægen Hilary Cass blev sat i spidsen for undersøgelsen, deraf titlen på rapporten, The Cass Review. Hun er tidligere president for The Royal College of Paediatrics and Child Health. York University blev hendes samarbejdspartner.
Rapporten anbefaler bl.a. følgende:
- Pubertetsstoppende medicin
Undgå i videst muligt omfang medicinering af dem under 18, og pas især på med medicinen, der stopper puberteten. ”Der er intet bevis for”, at pubertetsstoppere køber den unge tid til at tænke sig om, hvilket ellers hævdes. Påvirkningen af hjernens udvikling er ukendt, og ved længere tids brug ses bl.a. knogleskørhed. Pubertetsstoppere har i næsten alle tilfælde ført til medicinering med det modsatte køns hormoner. (OBS: I DK ophørte Sexologisk Klinik i 2022 med at bruge pubertetsstoppere, undtagen med forskningsmæssigt belæg derfor). - Krydshormoner
Testosteron til pigerne og østrogen til drengene bør først kunne gives, når de er 18, ikke som i dag fra 16-årsalderen. Medicinen har irreversible virkninger, såsom for pigerne skægvækst og dybere, metallisk lydende stemme. (OBS: Ifølge rapportens undersøgelse af 15 kønsklinikker i EU og Australien er aldersgrænsen i Danmark 15 år). - Psykologisk udredning
De unge har krav på en solid psykologisk bistand, så der kan ske en udredning af, hvorvidt den unge vitterligt lider af kønsdysfori, eller om der er noget bagvedliggende, som kønsskifte ikke ”kurerer”. Kønsubehag kan være en reaktion hos autister på at føle sig anderledes. Det kan også skyldes et overgreb, en begyndende, men uønsket erkendelse af at være tiltrukket eget køn eller noget helt fjerde. Unge med disse baggrunde er overrepræsenteret i systemet, ligeså anbragte børn. Jf. Cass-rapporten skal også barnets forældre/værger sikres psykologisk støtte. - Fra 18-25
Lad behandlingssystemet for dem under 18 år fortsætte med holde at snor i de unge frem til de er 25, hvor hjernen er fuldt udviklet, og der er mere ro på oven på omvæltningen fra pubertet til voksen. Jf. rapporten er de stadig i en sårbar fase. Flyt dem ikke over på voksensystemet inden da, idet det også mindsker muligheden for systematisk opfølgning. (OBS: I Danmark overgår de ved 18 år til voksensystemet). - Detranstioners
Der skal oprettes behandlingstilbud til de såkaldte detransitioners, unge der fortryder kønsskiftet eller som af andre årsager ophører med at tage hormoner. De kan have alvorlige helbredsfølger af medicinen/kirurgien, men de kan også få behov for hjælp til såkaldt retransition. Ifølge Cass-rapporten viger nogle af dem, der fortrød kønsskiftet, tilbage fra at henvende sig tilbage til klinikken, som de mener, gjorde dem skade. (Også derfor er der ingen valide tal for, hvor mange unge der fortryder). - Private kønsskifteklinikker
Der skal styr på private klinikker, der udskriver recepter på kønsskifte-medicinering til dem under 18 og behandler dem. - Socialt kønsskifte
Pas på med hvad der kaldes social transition, altså at den unge f.eks. skifter navn, måske får juridisk kønsskifte, og lever sig helt ind i anden kønsrolle. Det kan påvirke den unges kurs fremad – afklaringen, om noget varigt eller ej. Der findes ifølge rapporten ingen klar viden om, hvorvidt social transition er en fordel eller ulempe for barnet. - Pas på kriminalisering af professionelle
Læger og psykologer, der arbejder med udredning af den unges kønsforvirring, må ikke risikere at blive kriminaliserede (dette ses tolket udefra som en advarsel mod uigennemtænkt forbud mod såkaldt omvendelsesterapi, Conversion Therapy, af børn og unge. Dele af translobbyen ser udredende terapi som en forbrydelse. - Undersøg voksenbehandlingen
Taget i betragtning, at mønstret i ønsket om kønsskifte er brudt, bør også voksenbehandling revideres med større vægt på den nye, langt større gruppe transkønnede.
The Cass Review har ikke en entydig forklaring på den kraftige stigning i antallet af unge, der tror, at deres problemer ligger i, at de er “født i den forkerte krop”. Men der anføres, at den kraftige stigning af henvisninger til kønsklinikker tidsmæssigt er sammenfaldende med et generelt fald i mental sundhed hos unge mennesker, og især hos pigerne.
Det store tidsforbrug på nettet, hvor de udsættes for chikane, ser forherligelse af kønsskifte og voldsom porno, med tvang og degradering af kvinder, spiller sandsynligvis en rolle for pigernes nej til at ville være kvinde. Prægning i skoler og fra venner ligeså. Men at mange piger hader deres krop med de begyndende bryster under puberteten er der intet nyt i.
Skræmmemetoder
Blandt translobbyister bruges risikoen for selvmord som pres for at lette adgangen til kønsskiftebehandling, og mod forældre til kønsforvirrede børn, men jævnfør Cass-rapporten gør behandlingen ingen forskel.
Mennesker med kønsdysfori har en overdødelighed som følge af selvmord, men intet tyder på, at selvmordsrisikoen mindskes af kønsskiftebehandlingen. Overdødeligheden svarer stort set til, hvad der gælder for mennesker med psykiske diagnoser, hvilket er udbredt blandt unge med kønsubehag.
I avisen The Telegraph hævder en anonym læge, at behandlingen er en endnu større lægelig skandale end lobotomi- og thalidomid-sagerne
Hvad der især vakte opmærksomhed, da rapporten kom ud, er Dr. Hilary Cass’ omtale af, hvorledes speciallæger, der normalt ville have behandlet børn med psykiske problemer, blev skræmt af udsigten til måske at blive hængt ud som transfober. Derfor opgav de selv at udrede årsager til kønsubehaget, men henviste blot den unge til kønsklinikken. Det beretter Hilary Cass også om i et BBC-interview.
I rapportens forord skriver Cass, at der er få andre områder, hvor professionelle er så bange for åbent at diskutere deres synspunkter, og hvor folk i den grad nedgøres på sociale medier og udsættes for mobning med navns nævnelse. Ifølge hende afholder mange sig fra at ville arbejde med de unge udsatte mennesker grundet debattens giftighed.
Obstruktion fra voksenklinikker
Endnu mere opmærksomhed har det dog vakt, at seks ud af de syv klinikker i England, hvor voksne med kønsubehag behandles, nægtede at medvirke i undersøgelsen. Derfor har det ikke været muligt at følge op på, hvordan det er gået for de unge, der ved de 18 år skiftede til voksenklinikker – der hvor også beslutninger om kønskirurgien hører til. Ifølge Hilary Cass synes der at være tale om en organiseret modstand. ”Den synes at være ideologisk drevet.”
Efter offentliggørelsen af rapporten har NHS givet voksenklinikkerne besked om, at de skal samarbejde. NHS igangsætter nu også en grundig undersøgelse af, hvorvidt behandlingen af de voksne sker på forsvarlig vis. Ifølge avisen The Guardian begrundes det fra NHS’ side blandt andet med en stigning i antallet af personer, der fortryder kønsskiftet.
Oppositionspartiet Labour, der står til at vinde næste valg stort, har overrasket ved at byde Cass-rapporten velkommen og lovet, at man vil følge anbefalingerne. Labour har hidtil haft ry for at holde sig til LGBT+-lobbyisternes dagsorden.
Anbefalingerne, der gives i Cass-rapporten, udgør et markant brud med normen hos Englands centrale offentlige kønsskifteklinik for alle under 18 år, GIDS (Gender Identity Development Service). Tjenesten, der har behandlet tusindvis af børn og unge, administreres af myndigheden Tavistock, og ses betegnet som Tavistock-klinikken.
75 pct. af de kønsforvirrede er teenagepiger
Da GIDS blev oprettet i 1989 blev under 10 børn henvist årligt, de fleste små drenge. Fra omkring 2014 eksploderede antallet af henvisninger, og i perioden 2018 til 2022 udgjorde teenagepiger 75 procent af de behandlede. Ifølge Cass-rapporten har GIDS behandlet i alt 9.000 børn i perioden 2009-2020.
Svigtet af børnene fremgik allerede af en foreløbig Cass-rapport, udgivet i februar 2022, og som resulterede i en bebudelse af, at Tavistock-centret ville blive lukket. Det skete i slutningen af sidste måned.
To nye centre, hvor der er fokus på et holistisk syn på den plagede, og ikke kun på selve kønsubehaget, er så småt sat i gang. Der er imidlertid problemer med lange ventelister, samt med manglen på læger og psykologer, der ved nok om den nyere forskning på området og som vil arbejde med de berørte unge.
Lettelsens suk fra dem, der fortrød
Cass-rapporten har været imødeset med både længsel og frygt. Længsel fra dem i og uden for systemet, der længe har bekymret sig. At Tavistock har svigtet er i forvejen kortlagt blandt andet i den velanmeldte og godt sælgende bog Time to Think – The Inside Story of the Collapse of the Tavistock’s Gender Service for Children, skrevet af Hannah Barnes, tidligere graverjournalist hos BBC. Men hvor upopulært det var i England at få skildret den side af sagen fremgår af, at over 20 forlag sagde nej til bogen.
Nu giver The Cass Review imidlertid et solidt grundlag for at få rettet op på miseeren med eksperimentering med børn. I avisen The Telegraph har en anonym læge hævdet, at behandlingen af børn med kønsubehag er en endnu større lægelig skandale end lobotomi- og thaloidomid-sagerne. Dr. Hilary Cass mener jf. et BBC-interview dog ikke det er op til hende at afgøre det.
På sociale medier trækker de unge detransitioners – dem, der fortrød kønsskiftet – et lettelsens suk på vegne af andre unge, der lige nu slås med kønsidentiteten.
Men lettelsens suk fra dem, der fortrød, gælder også løftet om hjælp til dem selv. De slås med de psykiske og fysiske følger af kønsskiftet og med afvænning af det andet køns hormoner. Hvis æggestokke eller testikler er bortopereret, skal de også have tilført “egne” kønsforhormoner.
Cass-rapporten citerer forskning baseret på selvrapportering der viser, at den største årsag til detransition er en erkendelse af, at kønsubehaget hang sammen med andre ting. Den næststørste årsag er helbredsmæssige bekymringer.
Dem, der frygtede rapporten var transideologerne – de, der mener, at følelsen af køn skal ligestilles eller trumfe det biologiske køn, og at børn meget tidligt ved, om de er født i en forkert krop eller ej.
The Cass Review stemplet som uvidenskabeligt makværk
Få timer efter offentliggørelsen blev Cass-rapporten stemplet som en gang uvidenskabeligt makværk, der blev misbrugt af transfober til at skade transkønnede, både børn og voksne.
Ifølge den mest omfattende kritik, der i skrivende stund er set, er The Cass Review en udøvelse af cis-overlegenhed præget af cis-normative fordomme. Cis er et ord, der ses brugt i identitetspolitiske kredse om ikke-transkønnede, og cis er anført 126 gange i artiklen publiceret i International Journal of Transgender Health med overskriften The Cass Review: Cis-supremacy in the UK’s approach to healthcare for trans children. Skribenten Dr. Cal Horton er tilknyttet Oxford Brooks Business School med fokus på diversitet og især transkønnede.
Ifølge kritikere er der er akademisk konsensus om, at medicinsk kønsskiftebehandling giver positive resultater for børn og unge, men ifølge The Cass Review hersker tvivlen. Der er ikke tilstrækkelig videnskabelig evidens for at hævde det, og der er evidens for skader.
Jeg har forsøgt at få en dansk kritiker, der er vidende om transområdet, om forskning på det område og om statistik, til at videregive sin vurdering her, men uden held. Personen vil senere selv skrive om det.
Svada fra vred J.K. Rowling
Forsøgene på øjeblikkelig desavouering af rapporten var forventet, men alligevel blev det for meget for forfatteren J.K. Rowling. Hun har i årevis har været angrebet af transaktivister, fordi hun har sat kvinders og børns ve og vel højest.
I en tråd på det sociale medie X, tidligere Twitter, reagerede hun på en transideologers forsøg på straks at miskreditere Cass-rapporten. Hun nævner, at rapporten bygger på fire års arbejde, og ifølge hende er der ikke tidligere er set så grundigt et arbejde om børns kønsskifte.
”Dette [transaktivisterne] er folk, som stemplede deres modstander som ”far right” – højreekstreme – der ønskede at vide, om der sker en fornuftig kontrol og afvejning, før autistiske børn, homoseksuelle og børn, der har været udsat for overgreb – grupper, der alle er overrepræsenterede på kønsklinikker – ender steriliserede, ude af stand til at opnå orgasme og som livslange patienter”, skriver J.K. Rowling videre i tråden (OBS: Min oversættelse).
”At prøve at miskreditere Hilary Cass’ arbejde er ikke alene en vildledelse. Det er rent ud ondartet,” lød endnu en bredside fra Rowling. Hun forudser, at mange hverken vil skamme sig eller indse, at de tog fejl, men hvordan med selvopretholdelsen?
”Vognen, I hoppede så gladelig på, har kurs direkte mod en klippe. Og hvis jeg lyder rasende, så er det fordi jeg er helvedes rasende…. Børn er blevet uopretteligt skadet. Tusinder er medskyldige, ikke blot lægeverdenen, men også berømtheder, der har kæftet op, ukritiske medier og kyniske virksomheder.”
Ifølge Rowling vil skandalens omfang for alvor vise sig de kommende årtier. ”Men I jublede. I gjorde alt, I kunne, for at spænde ben for forskning og misrepræsentere forskning. I prøvede at mobbe folk, der modsagde jer, ud af deres job.”
EFTERSKRIFT
Kilder til denne artikel er udover selve Cass-rapporten omtale på BCC, The Guardian, The Times og The Telegraph.
Links til andre reaktioner på Cass-rapporten:
Stonewall (Europas største LGBT+-organisation): Stonewall Statement On the Cass Review
Mermaids (magtfuld engelsk org. for transbørn, non-binary m.fl.): The Cass Review: Mermaids’ response
Royal College of Paediatrics and Child Health: RCPCH responds to publication of the final report from the Cass Review
Dr. Cal Horton, Oxford Brookes Business School, i International Journal of Transgender Health: The Cass Review: Cis-supremacy in the UK’s approach to healthcare for trans children
Publikationen BMJ, ved chefredaktør Dr. Kamran Abbasi: The Cass review: an opportunity to unite behind evidence informed care in gender medicine
National Health Service: NHS England’s Response to the Final Report of the Independent Review of Gender Identity Services for Children and Young People
Amnesty International: UK: Cass review on gender identity is being ‘weaponised’ by anti-trans groups
Sundheds- og videnskabsjournalist Ben Ryan (New York Times, The Guardian m.fl.): Tråd på X (tidligere Twitter) om usande påstande om forskning fra rapportens kritikere
The Quackometer (om kvaksalveri, pseudovidenskab m.v.): Breaking Down Cass Review Myths and Misconceptions: What You Need to Know
I skrivende stund ses ingen reaktioner fra disse magtfulde organisationer:
World Professional Association for Transgender Health (WPATH), hvis vejledninger (standards of care) for kønsskiftebehandling, Vesten og herunder Danmark, støtter sig til. Det mest prominente danske WPATH-medlem er overlæge Astrid Højgaard, leder af Center for kønsidentitet i Aalborg – et af de tre voksencentre. Dele af WPATH-vejledningerne kritiseres i Cass-rapporten.
Det er i øvrigt anden gang på kort tid, at organisationen kommer i søgelyset. Af lækkede dokumenter og onlinekonferencer (de såkaldte WPATH-files, offentliggjort i marts) fremgår blandt andet, at læger ved, at børn i puberteten ikke er i stand til give informed consent – informeret samtykke – om den indgribende behandling. De ved ikke en gang selv nok om konsekvenserne.
I USA, hvor der ifølge nyhedsbureauet Reuters også ses en dramatisk stigning i antallet af unge i kønsskiftebehandling, har The American Academy of Child and Adolescent Psychiatry, heller ikke reageret endnu. Alene i 2021 fik omkring 42.000 børn og unge diagnosen kønsdysfori, hvilket ifølge Reuter er tre gange så mange som i 2017.
OBS: Tilføjet lørdag, den 20.4.24, kl. 7.30. Artikel med opfølgning vedr. den danske vejledning: Sundhedsstyrelsen omsider på vej med nye råd om kønsskifte af børn og voksne.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her