The BeatRoots – Folkeligt, forførende og farligt

i Kultur/Musik/Scenekunst af

ANMELDELSE // KONCERTFORESTILLING – Vi lægger ud med “Take Me Home, Country Roads”, og så er tonen ligesom lagt. Et dansk countryband, der svinger mellem eksistentiel smerte af den sentimentale slags og jovial folkelighed af nærmest Johnny Reimar’ske dimensioner. Men under countrytonerne i The BeatRoots skjuler der sig gammel broderstrid, personlige tragedier og i sidste ende ideologier, der brydes.

⭐⭐⭐⭐⭐

Premieren på Operaen på Christiania er velvalgt. Stedet har selv valgt undertitlen “forsamlingshuset”, og de gamle bjælker kan sagtens hensætte en til bal i laden og halm i træskoene … altså cowboystøvlerne.

Og når forestillingen går på turné bliver det i høj grad forsamlingshuse, der kommer til at lægge scene til festlighederne.

Der er budt op til halbal på Operaen på Christiania og andre forsamlingshuse landet over, når The BeatRoots tager på turné. På billedet: Rolf Hansen, Marie Louise von Bülow, Christine Worr Kann og Jacob Teglgaard

Men der er ugler i mosen: Vi fornemmer, at bandet The BeatRoots efter Mama Nellies død har problemer med at finde melodien.

Et band i splid med sig selv

Det er vanvittigt morsomt og dygtigt spillet at lade musikken fade og scenen foregå i slowmotion, mens de fire medlemmer på scenen tænker højt. Om musikken, om publikum, om hinanden. Og snart begynder det at flyve med stikpiller i de fire musikeres oplæg til de forskellige numre.

Lillebror Jacob begynder at lefle for publikum med en dansksproget countrysang, der omhyggeligt er skrevet for at sætte navnet på den by, de besøger, ind i teksten.

Det er på samme tid utrolig sjovt og meget kærligt. Som country jo er; det ene øjeblik lystig, livsbekræftende dans, det næste med tårer i øjenkrogen over tabt kærlighed

Og snart får han også publikum til at synge med i call-back traditionen, og lidt efter skal vi op at stå og danse med – ja, vi bliver endog instrueret i line dance-trin for begyndere.

Storebror kæmper både med sine egne dæmoner og med broderens udsalg af alt, han finder helligt ved netop country-genren. Og hvem var det lige, der sagde hvad? Og hvilke anekdoter er sjove at fortælle publikum … og med hvilken fortællerstemme? For oplevelsen varierer jo fra person til person.

Fællesskab med smil og tårer

Det er på samme tid utrolig sjovt og meget kærligt. Som country jo er; det ene øjeblik lystig, livsbekræftende dans, det næste med tårer i øjenkrogen over tabt kærlighed og minder om farmen derhjemme.

The BeatRoots luller med smægtende countrytoner og lun humor sit publikum ind i en tryg fornemmelse af en fælles, underholdende oplevelse

Der er lidt ”har vi det ikke dejligt, alle sammen” over bandets optræden. Vi er fælles om denne oplevelse … vi er i hvert fald fælles om at se forestillingen. Men gør det os til et fællesskab?

Det er den alvorlige undertone i The BeatRoots. Vi mennesker er flokdyr. Vi vil gerne høre til. Vi er bange for at være udenfor, når vi da ikke ligefrem styrker følelsen af at høre til ved at sætte andre udenfor.

Derfor griber vi begærligt efter muligheden for at være med i fællesskabet, fællesdansen, fællessangen.

De andre

Faren er selvfølgelig, at de udstødte danner deres eget fællesskab. Når to fællesskaber med modsatrettede interesser støder sammen. Dem og os.

På nærmest magisk vis – og helt uden Jacobs maniske forsøg på at gejle publikum op – begynder vi af os selv at synge med på aftenens sidste sang

The BeatRoots luller med smægtende countrytoner og lun humor sit publikum ind i en tryg fornemmelse af en fælles, underholdende oplevelse.

Men i en overraskende finale kommer knivene ud ad ærmet, og omkostningerne ved at omfavne et fællesskabs værdier kommer for en dag.

Det starter med stikpiller og ender i broderstrid – i et herligt koreograferet saloon-slagsmål. Her mellem Rolf Hansen og Jacob Teglgaard

Efter en lang udmattende turné er det ikke underligt, at et band nogle gange går i opløsning. Der er blevet sagt ord, der ikke skulle siges. Nogle handlinger er ikke bare til at tilgive. Og vi mennesker driver fra hinanden og beskytter det, der er vores.

Og alligevel: Som med Pandoras æske er det sidste, der undslipper, Håbet. På nærmest magisk vis – og helt uden Jacobs maniske forsøg på at gejle publikum op – begynder vi af os selv at synge med på aftenens sidste sang. “We Shall Overcome”.

The BeatRoots kommer i mål med både at underholde, røre og udfordre til fem stjerner i smukt koreograferet line dance. Forestillingen er produceret af Teatergrad, som uden fast scene kun opfører forestillingen en snes gange – den fortjener mere!

Holder du af artikler om teater og kultur, og er du glad for Steen Blendstrups anmeldelser og artikler, bliver han vældig glad for et tilskud til sin løn fra læserne på MobilePay 25 46 42 68.


The BeatRoots spiller på forskellige københavnske scener til 25. marts og igen til CPH Stage til maj. Forestillingen er på turné 20. marts – 11. april med en smuk genforening til Tønder Festival til august.

Medvirkende: Jacob Teglgaard, Rolf Hansen, Christine Worre Kann, Marie Louise von Bülow
Instruktion:Pelle Nordhøj Kann
Dramatiker: Line Mørkeby


Fotos: Per Morten Abrahamsen

Steen Blendstrup er freelance journalist og sexolog. Inden for journalistikken fylder kulturen meget – også i specielle tekstopgaver som manuskript til en reklamefilm for Skønheden og Udyret på Det Ny Teater. Det med sexologien kan du læse mere om på www.flirtmedlivet.dk.

Seneste artikler om Kultur