Er det sådan nogle bryster du gerne vil ha’, Skat?

i Liv & Mennesker/Kultur af

I marts 1994 var der to cafeer i Dublin. Den ene kan jeg ikke huske hvad hed, jeg var der én gang og der var for meget lyserød glasur og sølvstjerner på kagerne og der var alt for lidt øl i de små glas.

Der hvor jeg hang ud var “The Globe” på Great St. George Street, hvor man fik et perfekt stykke brownie, mørk, svampet og sej på den gode måde, skøn kaffe i glas og senere på aftenen drak vi sjove drinks og masser af pints.

Cafeen (den eksisterer stadig) havde vinduer fra gulv til loft og ikke en stol omkring de små runde cafeborde var ens, det eneste der gjaldt for dem alle var at de var vildt vakkelvorne.

Jeg kan godt sige jer at The Globe var, en torn ikke i øjet, men i sjælen på alle de mænd og kvinder der gik på ”The Longhorn” den traditionelle pub der lå nærmest lige overfor. På cafeen spillede vi Backgammon og kort, ingen af delene var tilladt på ret mange af Dublins pubber, særligt kort var ikke acceptabelt og jeg er mere end en gang blevet smidt ud af en katolsk pub selv om jeg lige havde bestilt noget at drikke.

Uhadada, man var dødsens hvis man spillede kort, det stod i Biblen. Ryge kunne man så fingrene blev gule og den vedholdene hoste var fyldt af slim, drikke nærmest skulle man, hvad lavede man ellers på en pub? Og vi taler ikke om sodavand eller kaffe, vi taler om whisky og pints.

En aften da jeg var på vej ind på The Globe, var der en mand i en mørkeblå lodenfrakke, der holdt døren for mig.

”Tak,” jeg smilede til ham. Han var på størrelse med de fleste andre irske mænd, mellem 165-172 cm, han havde et meget koparret ansigt, Paul Newman blå øjne og var ved at blive gråhåret. Jeg var 32, han har vel være 48 deromkring.

”Jeg gir en pint, har du lyst til at tale lidt med mig?”

Næh, var jeg ved at sige for som alle andre i Dublin havde jeg en paperback i frakkelommen som jeg gerne ville læse for tredje gang, John Banvilles, ”The Newton Letter”, hvor jeg dog elskede den bog (det gør jeg stadig), men jeg ville jo heller ikke være uforskammet, så jeg sagde tak for tilbuddet til den arrede mand.

Han pegede på et bord nær den ene af de to store ruder mod gaden, jeg satte mig, manden gik op til den lange mørke bar og bestilt to pints, som han hurtigt kom tilbage med, hvorefter han satte sig ned.

”John,” han løftede sin pint mod mig. Jeg løftede også min.

”Sineve.”

Nice to meet you, Sineve.

Likewise.

”Hvor er du så fra,” spurgte John.

”Danmark.”

Copenhagen?

Jeg satte pinten ned og slog ud med armene med et smil.

”Nej ikke København, min mor var en slags hippie, der er nærmest ikke et eneste sted jeg ikke har boet i Danmark. Jeg er ingen steder fra.”

”Okay,” John smilede. ”Hvordan og hvornår og hvorfor er du kommet til Dublin of all places?”

Jeg fortalte John at jeg var landet i Dublin i januar – to måneder tidligere. Jeg kom direkte fra Nairobi, Kenya hvor jeg havde haft et hus.

”Et du ejede?”

”Dog ikke, jeg lejede det.”

John nikkede og spurgte, om jeg var kommet på grund af en mand eller et arbejde, spørgsmålet faldt i den rækkefølge.

”Jeg aner intet om Dublin eller Irland i det hele taget, jeg har aldrig været her før, jeg kender ingen, men en af mine veninder i Nairobi, der er irer anbefalede mig stærkt at flytte til Irland, da hun hørte at jeg gerne ville til Europa igen og hun har givet mig en lang seddel med navne på mennesker hun mente ville være gode for mig at møde.”

Interesting, så du er helt alene?”

”Tja, det er jeg vel, men det har jeg prøvet før, det rør mig ikke.”

”Har du fået et job?”

Jeg rystede på hovedet. Jeg havde en smule penge i banken, ikke mange, beløbet sagde jeg selvfølgelig ikke til John.

”Jeg har ikke ledt efter et job endnu, men det skal jeg meget snart.”

”Hvad laver du?”

”Jeg er journalist.”

”Jeg tror, at jeg skal introducere dig for min chef, hun er et fantastisk menneske og hun har altid næsen både i jorden og i luften efter nyt talent.”

”Hvad laver du John?” spurgte jeg og rejste mig, det var min tur til at gå i baren efter nye forsyninger.

”Jeg er også journalist. The Sunday Independent, den avis kender du nok?”

”Nej.”

Et par dage efter mødet med John på The Globe, blev jeg hans kollega da jeg blev ansat til at skrive store søndagsinterviews på The Sunday Independent og den avis var der mange der læste, fandt jeg hurtigt ud af.

En formiddag gik jeg nede i Temple Bar. Det småregnede, hvad det altid gør i Dublin. Det regner cirka hvert 23.minut og så regner det i 38 minutter – haha – hvis man ta’r kuglerammen frem må man bare konkludere at: Dublin er = Regn.

Jeg har et par røde high top Converse på fødderne og de er glatte på de rengvåde toppede brosten. Gaden er ikke en gade, men et stræde, der kan ingen biler køre og der er ingen mennesker denne formiddag, men hov, så kommer der en og hvad er nu det? Manden har kæmpe solbriller på, formen på brillerne er helt specielle, det ser ud som om der er et kæmpe insekt der har sat sig henover hans ansigt. Da vi går forbi hinanden, strædet er så smalt at der ingen fortov er, tipper manden sine store solbriller ned så jeg kan se hans øjne. Han blinker til mig med et skævt smil.

Hi Sineve, How ya’ doing?” spørger manden uden at stoppe op.

”Tak Bono jeg har det godt, og du?” Bono går forbi mig og ”smider” et peacetegn mod mig.

More than fine, see ya’, Sineve…

Jeg går videre og leder efter en trappesten, som jeg finder længere nede ad gaden, jeg sætter mig ned, mit hjerte hamrer. Udhænget over trappestenen dækker kun halvt for regnen, der er blevet stærkere. Jeg læner mig tilbage. Øh, Bono fra U2 læste åbenbart også The Sunday Independent. Holy!

Hold hinanden i hånden nu, for vi hopper et år, måske lidt mere, frem. U2 har købt hotellet, The Clarence Hotel der ligger ned til kajen, (Wellington Quay, Temple Bar) meget centralt i Dublin. Udover hotellet åbner de også diskoteket, The Kitchen, i samme bygning.

Vi er en lille fast kerne der ofte smutter forbi, men der er godt nok aldrig særlig mange gæster, sådan almindelige diskoteksgæster, men der er mange verdensstjerner, blandt andet var det her Robbie Williams gik ud da han havde gemt sig i Dublin efter at han pludseligt havde forladt “Take That” og bogstaveligt talt var jagtet ikke kun af paparazzier, men også af musikpressen i hele verden, da var det her han stod ved baren med sin kæreste Patsy Kensit, på The Kitchen kunne han være i fred.

En sen aften stod jeg alene ved baren og var ved at bestille et glas champagne og som jeg husker det var aftenen så sløv at bartenderen og jeg var de eneste lige dér. The Kitchen bestod af mange små og lavloftede rum, nærmest en labyrint, nå men der var trukket sådan et tungt rødt velour gardin for lige bagved mig, jeg tænkte ikke nærmere over gardinet eller om der var nogen bag det, jeg ventede bare på min champagne og på at komme ind på dansegulvet igen, da Bono sprang frem bag det røde gardin med sin childhood sweetheart, og den gang mor til to døtre og kone gennem mange år, Ali Hewson i hånden.

Bono hev Ali meget tæt på mig, der lige havde fået mit glas champagne. Bono er helt korrekt for en irsk mand 1.68 cm høj, jeg husker Ali som lidt højere, Bono standsede op og pegede på mig, han var ved at dø af grin. Jeg var mystificeret og så på Bonos pegefinger der næsten rørte stoffet på min hvide skjorte.

”Er det sådan nogle bryster du gerne vil ha’, Skat?”

Topillustration: Pipop Chantarakulawong (Ming), Freelance,/Abstract photography/ Distorted images, @mngbkk – billedet bringes med tilladelse fra Ming, der siger: Jeg sender mine kærligste hilsener til hver og en i Danmark, der ser mit billede. Jeg er meget taknemmelig for denne mulighed jeg pludselig har fået gennem POV International, Take Care Ming i Bangkok.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Seneste artikler om Liv & Mennesker