THE BEATLES: GET BACK // ANMELDELSE – 52 år efter scenerne oprindeligt blev optaget til det, der endte som filmen (og albummet) Let it Be, har Peter Jacksons mammut serie The Beatles: Get Back nu premiere. Jackson har haft over 50 timers optagelser til rådighed. Ud af det er der kommet en film, der med anmelder Jan Eriksens ord bringer “Folk med interesse for rockhistorie helt ind i den glødende kerne, som man ikke forlader som helt den samme, som da man kom.”
“Let it be” – lad det være – synger Paul McCartney flere gange i løbet af The Beatles: Get Back – som han skulle komme til at gøre det tusinder af gange de følgende plus 50 år.
Men for mig, for hvem The Beatles og alt omkring dem har været en til passion grænsende interesse siden 1972, er det ikke muligt bare at lade Peter Jacksons nye mammut-film være.
Det er en bjergtagende film. Igen og igen er jeg tæt på at tabe kæften – og et par gange desværre også tæt på at gabe den af led. Der er næsten otte timers kuldegysningsfremkaldende scener med heraf affødte erkendelser:
Sidder jeg virkelig her med PC’en på skødet og ser Sir Paul sidde ved klaveret og trylle “Let it Be” frem, mens Ringo i stigende grad ligner en mand, der hellere ville spille et slag pool?
En af denne films mange stærke sider er, at den med hidtil ukendt tyngde viser, hvad man jo godt vidste i forvejen, at de fire fab også var/er mennesker
Jamen, kære beatler, hold da fast, et band. Hvor spiller I tæt og funky efterhånden, som “Get Back” leges frem, og keyboardspiller Billy Preston kommer med på sidelinjen. Desværre med en mindre anti-racistisk tekst end i begyndelsen.
Og George Harrison, du ved det ikke – eller måske gør du? Men den skitse, du lige nu sidder og øver efter din arketypiske britiske kop te og trekantede toastbrød med appelsinmarmelade, skal om kort tid blive til verdens smukkeste kærlighedssang, ”Something”.
Evidens for den udnævnelse? Det er den eneste sang, der blev sunget af både Frank Sinatra, Elvis Presley, Ray Charles og James Brown. No further questions your honor.
En udvidet version af “Let it Be”
Det faktuelle: The Beatles: Get Back er en dokumentarserie fra 2021 instrueret og produceret af Peter Jackson. Den dækker tilblivelsen af Beatles’ album fra 1970, Let It Be, oprindelig med arbejdstitlen Get Back, og stammer fra materiale, der oprindeligt blev optaget til Michael Lindsay-Hoggs dokumentarfilm fra 1970 også med titlen Let It Be.
The Beatles: Get Back, der oprindeligt var tænkt af Peter Jackson som en spillefilm, består af tre episoder med en spilletid på mellem to og tre timer hver. Det er altså en udvidet version af Let it Be. Som i den gamle film slutter det med den ikoniske tagkoncert i Saville Row i London d. 30. januar 1969.
Projektets titel, Get Back, handlede vist lige så meget om et forsøg, orkestreret af Paul McCartney, på at finde tilbage til den oprindelige spilleglæde og kollektive kreativitet. Det foregående “Det hvide album” fra 1968 er en slags kollektiv soloplade for især Lennon og McCartney.
På sin vis kan filmen sammenlignes med bogen Gasolin’ – guders vilje, der udkom for en måneds tid siden. Som Get Back er den (delvis) baseret på råmateriale fra en dokumentarfilm, hvor dokumentaristen oprindelig bevidst valgte at vinkle på konflikt.
I en efterfølgende samtale, optaget uden Lennon og McCartneys vidende, vender de to de sociale strukturer i gruppen. Meget ærligt. Terapeutisk.
Som forfatterne til Gasolin’-bogen har Jackson ønsket at vise, at der også var en anden sandhed – en historie om musikalsk kærlighed og passion, en bevidsthed om sig selv som et kollektiv, der flyttede verden en smule for hver gang, de udsendte ny vinyl.
”You are the Beatles not four jerks,” siger den noget utålmodige filminstruktør Lindsey-Hoggs på et tidspunkt i begyndelsen af den manuskript-løse film, der på bare tre uger måske skal blive til et tv-show. Måske.
Ingen ved rigtig, hvad man vil. Der er bare en løs ramme. Det kunne være fedt at slutte af med en koncert. Men hvor? I et amfiteater i Saudi Arabien, som én foreslår? Njah. Hvad med praktikken?
En af denne films mange stærke sider er, at den faktisk med hidtil ukendt tyngde viser, hvad man jo godt vidste i forvejen, at the fab four også var/er mennesker – store drenge på mellem 26 og 29, ydmyge, selvbevidste, musikalske, trætte, på stoffer, en hel generations Jeanne d’Arc’er – og jerks.
Vred og trist til mode
Jeg bliver vred og trist til mode allerede i begyndelsen af den første episode, hvor medlemmernes optræden tydeliggør flere af de mønstre, der prægede gruppen, og som bl.a. førte til skilsmissen et år senere – som McCartney forudser et sted i filmen. Allerede 11 år tidligere var der opstået en særlig dynamik mellem Lennon og McCartney, som bl.a. involverede en vis grad af mobning af George Harrison.
Det er en del af gruppedynamikken, som det vil være en del af sociale mønstre i alle mulige andre grupper – fodboldhold, mødregrupper, arbejdsgrupper. Det er ikke entydigt, for allerede på det første album Please, Please Me sang Harrison lead på ”Do You Want to Know a Secret”, og han kom til at fylde mere og mere.
Som minutterne går, viser det sig, at måske er The Beatles efterhånden et dysfunktionelt foretagende, men den fælles kreative gnist, der skabte musikken, en revolution og en larger than life fortælling
Men i The Beatles: Get Back er den helt tydelig, attituden – især hos McCartney. Nå men, har du også et nummer, du vil spille, lille George? Det ligner et mønster, hvor McCartney lige så meget taler til den, der befinder sig over ham i hierarkiet (Lennon de første år), George Martin måske, som til den, der bliver tjattet til.
I en af filmens nøglescener forlader Harrison Twickenham studiet og siger farvel til The Beatles. “Got up went to Twickenham – rehearsed until lunch time – left the Beatles – went home” – står der i salig Georges dagbog, som sønnen Dhani og hans kone Olivia formentlig har stillet til rådighed.
De tre andre fik dog talt Harrison tilbage kort efter.
I en efterfølgende samtale, optaget uden Lennon og McCartneys vidende, vender de to gruppens sociale strukturer. Meget ærligt. Terapeutisk. For folk med interesserer for rockhistorie er vi helt inde i den glødende kerne, som man ikke forlader som helt den samme, som da man kom.
Ubetalelige scener
Der er mange, mange af den slags scener. Indtil Peter Jacksons film havde jeg en fornemmelse af Let it Be/Get Back som McCartneys projekt alene med de andre tre som modvillige medpassagerer.
Men som minutterne går, viser det sig, at måske er The Beatles efterhånden et dysfunktionelt foretagende, men den fælles kreative gnist, der skabte musikken, en revolution og en larger than life fortælling – ja, den lever stadig. De er The f…ing Beatles. Især efter gruppen og producer Glyn Johns får indrettet et studie i Apples bygning i Saville Row.
Og jeg kommer i samme anledning til at tænke på den kostelige scene i Eric Idles film, Beatles-parodien The Rutles: All You Need is Cash, hvor “Apples” kontorer tømmes for værdier. Lennon, McCartney, Harrison og Starr kunne noget med ordene – budgetstyring var vist ikke et af dem.
Jeg fornemmer, at, ja – Yoko Ono var konstant ved Lennons side. Men at tillægge den lille, sorthårede kvinde ligefrem destruktiv indflydelse på The Beatles, som mange har gjort gennem decennierne, det er langt ude. I hvert fald efter de otte timers film at dømme.
Man fornemmer, måske fordi jeg lægger det ind i filmen, Linda Eastman se med stigende skepsis på sin kæreste Pauls projekt. Ubetaleligt varme er dog scenerne, hvor Lindas seksårige datter Heather besøger studiet og hurtigt stjæler fokus fra de andre, selv Lennons sarkasme brydes ned for en stund. Alle er glade, endnu gladere er jeg som betragter.
Det er en lang film, også længere end den behøvede at være. Der en hel del stilstand, måske er scenerne valgt for at vise, hvor meget ingenting og pjatteri, der også er en del af den kreative proces. Men flere gange understreger disse tomgangsscener bare, hvad vi ved i forvejen.
Jeg ved ikke, om en stor filmmager som Jackson har nogen ved siden af sig, der kan sige: Her kan vi godt skære et kvarter af, mate. Eller om det faktisk er sket, evt. ved den faste livs- og professionelle partner Fran Walsh.
Efter en long and winding road gennem cirka syv timers film, slutter det på toppen af Apples kontorer med en koncert, der viser The Beatles så dynamiske, velspillende og på, som vi vel er mange millioner, der gerne havde set dem mange gange senere. Sådan blev det ikke.
Med Peter Jacksons film har vi til gengæld fået en fantastisk mulighed for at være en del af The Beatles maskinrum med alt, hvad det medfører. Efter næsten otte timers streaming kan enhver kalde sig den femte Beatles. Så tæt på er vi.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
