BALLET // ANMELDELSE – Alexei Ratmanskys intime, men samtidig storladne greb om Johann Sebastian Bachs musikalske testamente, Die Kunst der Fuge, er mesterligt bearbejdet og fortolket i såvel trin som instrumentation.
Vi er inviteret indenfor til en abstrakt trinverden, som er udsprunget af Johann Sebastian Bachs ikke mindre abstrakte strukturelle leg over fire kanons og fjorten fugaer, der alle er udviklet over ét og samme tema. I balletten The Art of the Fugue lægges der med den ukrainsk-amerikanske Alexei Ratmanskys koreografi således ikke op til dybere indholdsfortolkninger udover den rene musik i symbiose med den rene dans. Og så alligevel…
I sin iscenesættelse af denne intrikate musik, som Bach arbejdede på i over femten år helt frem til sin død, ser vi fem hovedpar, der i værkets to halvdele suppleres af et balletensemble klædt i alle lysets farvespektre samt i blåsort. Ensemblet anføres af en gennemgående soloherre, tilsyneladende som et sindbillede på musikkens og dansens skabende geni. Med denne centrale soloherre synes koreografen tillige at formidle en portrætflig af den personificerede skabende urkraft, der ligger bag al stor kunst, og som i dette tilfælde manifesterer sig gennem en symbiose af trin og musik, der uafladeligt materialiserer sig i fremadskridende noderækker og tempofyldte bevægelsesmønstre.
Det er en både modigt og mesterligt udført opgave, Ratmansky har vovet at kaste sig ud i ved at tage livtag med Bachs strengt strukturelle nodeforløb. Han udviser i sin trinversion en mere end sjælden forståelse for musikkens iboende natur, idet især Bachs fugaer i deres natur ret beset egentlig kun er holdt i to hovedgrupperinger. Den ene består af fortløbende nodeforløb i ubrudte tonerækker som perler på en snor, mens den anden gruppe forløber i stærkt markerede afsnit af dominerende rytmiske, punkterede figurer. Eller med andre ord som henholdsvis feminine og maskuline udtryksformer, der holdes fast i strenge musikalske tøjler, for ikke at sige spændetrøjer.
Opfordringen herfra må derfor være klar og enkel: Løs billet og oplev denne ballet for dens sande mesterskab samt den universelle ro og dybde, værket tilfører såvel danserne som publikum.
Det er med sin oprigtige forståelse af denne tosidige spaltning i Die Kunst der Fuge, at Ratmanskys koreografi danser sig helt ind i Bachs musik. Ved at lade balletten blive anført af fem hovedpar, hvor de feminine og maskuline musikalske stemmer og trin forenes, for så senere at folde sig ud enkeltvist i frie og spændstige soloer, når han frem til den forenende, gennemgående mandsfigur. Denne fremstår i samdans med korpset nærmest som en majestætisk skaberrolle, der gentagne gange dukker op mellem indslagene med sin både overjordisk virtuose og statuariske dans.
Koreografisk bygger Ratmansky sin ballet op med en særegen blanding af neoklassiske og modern dance-stilelementer. George Balanchines og Paul Taylors stiludtryk dukker mere end én gang frem i mylderet af bevægelser, men altid iklædt Ratmanskys egne musikalske pointer i form af de mange fine, kropslige, bøjende sænkninger på og henover hviletonerne. Det giver tilsammen et fantastisk flow i de dybt koncentrerede trinudladninger.
Når man dertil lægger en rigdom af små hidsige rotationer med underbenet (ronds de jambes), mens danseren er i luften, samt enkelte dobbelte af samme slags (de såkaldte gargouillades), får Bachs mange små, men aldrig dominerende forsiringer, præcis den opmærksomhed i trinsproget, der holder den koreografiske balance i zenit. Her er der vitterlig tale om en koreografisk mesters direkte møde med en komponists mesterskab over en tidsafstand på tre århundreder.
Iscenesættelsesmæssigt får The Art of the Fugue, på trods af Ratmanskys forud erklærede rene abstraktionsambition med denne ballet, alligevel et vist komponist-biografisk tilsnit over sig. I den midterste af ballettens i alt fem hovedafdelinger ser vi cembalisten, udført af Den Kongelige Ballets egen eminente pianist og harpsichord player, Alison Smith, siddende i profil, højt hævet på scenen, iført en datidig barokkjole. Man fornemmer her nærmest intuitivt, at det er komponistens hustru, Anna Magdalena, vi ser siddende foran sit instrument, mens hun udfører ægtefællens musik til dennes egen musisk-kreative dans nedenfor på scenen.
Tableauet får, hvad det kan bære af symbolik i denne scene, ligesom de forudgående og efterfølgende instrumenterede afdelinger for henholdsvis messingblæsere og strygertrio antyder, at netop Bach, frem for nogen anden komponist i musikhistorien, måske var den, der dybest og mest omfattende udforskede alle datidens musikalske former, genrer og besætningsmuligheder.
Det er med andre ord derfor muligvis ligeså meget en hyldest til det unikke musikalske mesterskab og den urkraft, som den sindrigt udtænkte musik besidder, og dens muligheder for at forløses i kropslige bevægelser, der her er i spil. Og spillet bliver overlegent sikkert og teknisk udført af et balletensemble, som anføres af et dusin solister, der alle yder deres ypperste. Ingen bør her fremhæves frem for andre, eftersom de alle iklæder sig Ratmanskys trin og tager dem, og dermed Bachs musik, helt ind i deres kroppe gennem én fyrighed parret med statuarisk ro og sjælden, indfølt musikalsk forståelse.
Smukkest står måske ballettens afslutning, hvor samtlige dansere myldrer rundt på scenen til Bachs sidste og længste fuga, der udføres polyfonisk og uden noder af koret Musica Ficta, iført tidstypiske barokdragter. Med storladne stemmeføringer i de mange vanskelige kromatiske passager når koret her i Amen-slutsatsen til et punkt, hvor musikken løber tør for noder, idet Bachs ufuldendte Die Kunst der Fuge var de allersidste nodetegn, han nedfældede umiddelbart før sin død. Her fortsætter trinene og bevægelserne i rummet over endnu et par stumme takter, efter at musikken endegyldigt er ophørt. Denne renfærdige og gribende afslutning virker som et både slående og stærkt testamentarisk udsagn om, at geni og kunst varer ved langt ud over deres øjeblikkelige levestund.
Når en mesterkoreograf, der tror på balletten som kunstart og magter at manifestere denne tro, og en mesterkomponist på én og samme tid står bag værket, smitter det unægtelig af og når helt ud til de allerfjerneste hjørner af scenegulvet og i tilskuerrummet. Opfordringen herfra må derfor være klar og enkel: Løs billet og oplev denne ballet for dens sande mesterskab samt den universelle ro og dybde, værket tilfører såvel danserne som publikum.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og