Larsen, litteraturen – og længslen

i Bøger/Kultur & Medier/Musik af

ESSAY – Den folkekære musiker Kim Larsen var i virkeligheden en særdeles belæst herre, skriver forlagsredaktør Hans Henrik Schwab, som peger på diskografiens litterære referencer. De er legio, fra Larsens allerførste sange til det sidste punktum.

”Jeg er ikke særlig litterær.”

Ordene er Kim Larsens og faldt i et af de mange tv-interview, der blev genudsendt i anledning af sangerens død. Udtalelsen, der fik lov at stå uimodsagt, må siges at være lidt af en underdrivelse, udtryk for falsk beskedenhed eller et sympatisk forsøg på at pleje et folkeligt image.

I 2002 havde jeg den ære at redigere Peder Bundgaards biografi Larsen (Lindhardt og Ringhof 2002, rev. udgave 2018) – den første biografi, hvor hovedpersonen selv medvirkede. I arbejdet med den fik jeg bekræftet, hvad der længe havde anet mig: At Kim Larsen i virkeligheden var en særdeles belæst herre.

Det fremgår ikke bare af hans fortolkninger af kanoniske klassikere som Ingemann, Nordahl Grieg, Knut Hamsun (”Hunger”!), Viggo Stuckenberg, Nis Petersen, ’rejsekammeraten’ H.C. Andersen og højskolefavoritten Frank Jæger.

Når Larsen var bedst, var han således eminent dygtig til at få tekst og tone, udsagn og udsigelse, til at smelte sammen. Man formelig hører svømmetagene i ”Østerbro svømmehal”, klokkeslagene i ”Tik-tik”, udrykningssirenerne i ”Midt om natten”

Går man på jagt i hans egne sangtekster, vil man således finde et væld af litterære virkemidler og referencer.

Larsen har tydeligvis haft gode litterære læremestre, fra sin højskolelærer Niels Højlund til Gasolins tekstforfatter Mogens Mogensen.

Tekst og tone, udsagn og udsigelse

Det er et åbent spørgsmål, om man kan og skal isolere sangtekster fra den ledsagende musik og læse dem som litteratur. I Danmark var det Thorkild Bjørnvig, der i det store essay ”Oprør mod neonguden” som den vistnok første, læste tressergenerationens sangtekster som en ny guldalderlitteratur i traditionen fra Shelley og Keats m.fl. Herfra går der en lige linje frem til Dylans Nobelpris i litteratur.

I Larsens værk er der da heller ikke nogen grund til at skille tekst og musik. Når Larsen var bedst, var han således eminent dygtig til at få tekst og tone, udsagn og udsigelse, til at smelte sammen. Man formelig hører svømmetagene i ”Østerbro svømmehal”, klokkeslagene i ”Tik-tik”, udrykningssirenerne i ”Midt om natten” osv. Og så mangler der sjældent så meget som én stavelse, trykstærk eller -svag, hvis man skanderer hans mundrette danske versemål.

Jeg vil dog heller ikke kigge på Larsens sangtekster isoleret som litteratur, selv om man i teksterne finder eksempler på klassiske lyriske virkemidler som epifor (i ”Midt om natten”), epifani  (i ”Forklædt som voksen”) samt anagram: Find selv sangskriverens navn indskrevet i titlen ”Kielgasten”!

Eksemplerne er legio. Jeg vil snarere lede efter de mere eller mindre skjulte litterære referencer i sangteksterne – intertekstualiteten med endnu et fremmedord, som Larsen ville hade (og nok foretrække udtrykket at ’planke’ en tekst eller titel).

Litterære referencer og allusioner, som interessant nok viser sig at pege i samme retning, mod et gennemgående tema i Larsens sangværk: Længsel.

Sirenesangene

Larsens måske foretrukne litterære værk var Homers Odysseen. En klassisk historie, han som barn lærte af sin morfar og selv fortalte videre til sine børn. Myten om den rejsende og hjemvendende sømand går som en rød tråd og undertekst gennem Larsens produktion som i ”Jutlandia”, hvor sømanden er ”hjemvendt fra havet”.

I den forstand spiller Odysseen samme rolle i Larsens værk, som en anden maritim myte, Moby Dick, gør i Dylans lyrik. Eksemplerne strækker sig fra en tidlig sang som ”Byens hotel” (med den homeriske åbningslinje ”En sømand drog ud på en rejse så lang”) over Skipper Skræk-udgaven om ”Sømanden Will den fromme” til en senere sang som ”Sømand ombord”.

Litterære referencer og allusioner, som interessant nok viser sig at pege i samme retning, mod et gennemgående tema i Larsens sangværk: Længsel

Allerede sammen med Gasolin’ sang Larsen om, hvordan man i nattelivet som en anden Odysseus kan lade sig lokke ”til tonerne af en sirenesang”. Måske Larsen som evigt turnerende musiker kunne identificere sig med den rejsende Odysseus, der efter en lang og farefuld færd med fristelser undervejs til slut finder hjem. Mange af Larsens sange handler – med endnu en titel fra Gasolin’-æraen – om at ”Længes hjem”.

Men de litterære referencer kunne også være mere eksplicite. Lad os tage en af Larsens mest markante – ’ikoniske’, som det hedder på nydansk – sange: ”Om lidt er vi borte”. En titel, man for altid vil forbinde med Larsen, men som faktisk oprindelig skyldes en novellesamling af H.C. Branner. En tilfældighed? Næppe.

Jeg vil æde min gamle sixpence på, at Larsen kendte sin Branner. På samme album, Forklædt som voksen, finder man sangen ”Natten er blid”, hvis titel er en direkte oversættelse af Scott Fitzgeralds Lost Generation-roman Tender is the Night. Titlen på en anden roman fra mellemkrigstiden, Flyvere i natten af Saint-Exupéry, dukker op på albummet Kielgasten. Og når Larsen i ”Hjem til jul” fra Wisdom is sexy omtaler de hellige tre konger som ”tre mænd i sneen”, letter han diskret på kasketten for Erich Kästners humoristiske fortælling Drei Männer im Schnee (Larsen havde tysk familie).

Fælles for de fire nævnte sangtitler er, at deres litterære ’forlæg’ alle stammer fra samme årti: 30’erne – ”Fra før verden gik af lave”, som er den symptomatiske titel på et af Larsens opsamlingsalbum. I den forstand var der noget næsten rifbjergsk over Larsens forhold til fortiden, til ”dengang det var før”. På flappen af biografien kunne vi også citere Rifbjerg for at tillægge Larsen ”en bevidsthed om det svundne, en øm, men samtidig spids og smertelig sans for det nostalgiske. Vi bli’r jo ældre!”

Fuldblodsromantiker

Den nostalgiske længsel efter verden af i går er endnu en variant af det gennemgående længselstema, der nærmest gør Larsen til fuldblods romantiker! Det er betegnende, at en af de få gange, ordet ”romantik” direkte dukker op i en at teksterne, får Larsen ordet til at rime på: En kvinde, der ”altid tænker på ham, som hun aldrig fik” (i sangen om et litografi fra ”1910”). Tilsvarende er Larsens sange fyldt med kvinder, som man(d) aldrig fik – eller mistede.

Et klokkeklart eksempel på Larsens bevidsthed om det svundne og sans for det nostalgiske finder man på Sange fra glemmebogen – et album, han just havde udsendt, da vi gik i gang med biografien, og som gav ham et velfortjent comeback. Mon ikke den titel, bevidst eller ubevidst, skyldes Ivan Malinowskis digtsamling fra 1962, Glemmebogen? Malinowskis bog indeholdt 15 gendigtninger af udenlandske klassikere – Larsens plade 14 coverversioner af danske evergreens. Her har Larsen virkelig, som i den gamle Gasolin’-sang, taget ”albummet ned/med billeder af tiden der skred”.

Larsen havde læst de store russere. Så sent som på hans næstsidste album, Du glade verden, finder man nummeret ”Så meget jord” med tekst frit efter Tolstoj

Mere indirekte gendigtninger af danske litterære evergreens finder man på albummet Hvem kan sige nej til en engel, hvor Larsen synger om både ”en sønderskudt banegård” (Tom Kristensen) og – apropos den romantiske længsel – ”den største sorg i verden her/ er dog at miste den, man har kær” (Blicher). Albummet indeholder ikke mindst sangen ”Halleluja” til dengang netop afdøde Dan Turèll, der var jævnaldrende og på mange måder åndsbeslægtet med Larsen.

Med indlagt citat fra Prædikerens Bog: ”Tid til at leve, tid til at dø.” Tidens ubønhørlige gang og dødsbevidstheden, memento mori (”Om lidt er vi borte”), er et andet centralt motiv, som er tæt forbundet med den gennemgående længsel efter i går: ”Tik-tik, tik-tik/ klokken slår og slår/ tiden går og går / vi levede i  går”. Og når koret i ”Du glade verden” med et tydeligt ekko af Kingos berømte salme spørger: ”Hvad vil du mere?”, svarer sangeren: ”Bare en lille bitte smule tid og en bid af himlen”.

Cirklen sluttes

Ja, tid til at leve, tid til at dø. Lad os til slut tage en sang, der blev spillet en del i dagene efter Larsens død: ”Pianomand”. Her optræder ”de dødes rige”. Det kan være dødsriget fra Larsens elskede Odysseen eller måske Pontoppidans De dødes rige, men det kan lige så vel skyldes Dostojevskij.

Larsen havde læst de store russere. Så sent som på hans næstsidste album, Du glade verden, finder man nummeret ”Så meget jord” med tekst frit efter Tolstoj. Hedder Dostojevskijs bog ikke De dødes hus? vil nogen indvende. Jo, men Larsen var som bekendt tegneseriefan, og da Dostojevskijs roman kom i serien ”Illustrerede klassikere”, hed den … De dødes land. Det hæfte udkom i øvrigt i 1971 – samme år, som Gasolin’ lp-debuterede med det eponyme album med tegneserie-cover af Tintin-tegneren Hergé. Og på den måde sluttes cirklen.

I øvrigt kunne Larsen også være litterær på et mere elementært grammatisk plan – han var trods alt gammel skolelærer.

I sin tid sendte jeg ham således Peder Bundgaards manuskript til orientering. Et par dage efter var han i røret: ”Det er Kim!”. Heldigvis syntes han vældig godt om resultatet (pyha!) og fremhævede sågar den ”fede humor”, men påpegede en del kommafejl: ”Dem må I sgu selv rette. Det gider jeg ikke.”

Jeg havde nu heller ikke forestillet mig, at landets største sangskriver skulle være korrekturlæser og sætte kommaer! Nu er det sidste komma og det allersidste punktum desværre sat i sangen om Larsen.


Foto: Pressefoto

Mag.art. i litteraturhistorie. Har siden 1990 arbejdet i forlagsbranchen, bl.a. på Borgens Forlag, Gyldendal og L&R. Er i dag forlægger på HarperCollins.

Seneste artikler om Bøger