Sir Ringo Starr fylder 80 – manden, der ændrede verden med to trommestikker

i Kultur/Musik af
 RINGO STARR 80 ÅR // FØDSELSDAGSHYLDEST – Som en form for påmindelse om, at rockmusikken snart har eksisteret i et århundrede, fylder en af pionererne 80 år den 7. juli. The Beatles’ trommeslager sir Ringo Starr var medlem af gruppen i otte år, der ændrede verden. Især i begyndelsen var der delte meninger om hans trommespil. Men som POV’s Thomas Vilhelm siger: “Manden er i besiddelse af et glimrende musikalsk gehør og veludviklet forståelse for at byde ind med det nødvendige – hverken mere eller mindre.”

Stort tillykke d. 7. juli med de 80 til The Beatles’ ældste medlem Ringo Starr (født Richard Starkey).

De sidste to har han kunnet bruge tilføjelsen ‘sir’ foran sit navn. Ved årskiftet 2017/18 fik han tildelt en orden, nemlig the Knight Bachelor for sine “services to music.” Han blev adlet formelt ved en såkaldt investiture ceremony i marts 2018 på Buckingham Palace af Prins William.

Ringos evner både som trommeslager og bidragsyder til klodens nok mest populære og ditto betydningsfulde band har været hidsigt diskuteret gennem årene.

Ringos stabilitet under indspilningerne af de 13 Beatles studiealbums kombineret med den energiske fremdrift ved livekoncerterne de første år op til den mere eksperimenterende fase fra 1966 og frem mod bruddet, var bemærkelsesværdig

Den debat har været og er formålsløs og omsonst. Starrs spil med fokus på et solidt swing og evne til at få sangene til at fungere var og er en stor kvalitet i sig selv.

Starr, hvis barndom i Liverpool var præget af alvorlig sygdom, begyndte sit virke som musiker fra slut 50’erne som medlem af et andet Liverpool-band, nemlig Rory Storm and The Hurricanes.

Som sådan mødte han The Beatles i Hamborg under deres fælles optræden i byen. I  august 1962 blev Starr tilbudt den ledige trommestol efter Pete Best, som medlemmerne af The Beatles var røget uklar med.

Den 5. oktober 1962 er en musikhistorisk vigtig dag og en vital del af Ringo Starr og Beatles fortællingen: Liverpool kvartetten udgav deres første single i England, Love Me Do/P.S. I Love You, der opnåede en 17. plads på den engelske hitliste, og A-siden blev ligeledes inkluderet på bandets debutalbum Please, Please Me året efter.

Men vi skal lige have overstået et par mellemregninger:

Ringo Starr er med på singleudgaven, der baserer sig på en optagelse fra 4. september. Men, da nummeret en uge senere blev indspillet igen, måtte Starr se sig erstattet af studietrommeslageren Andy White.

Producer George Martin var utilfreds med kvaliteten af Ringos spil – indspilningen med White bag sættet og Starr på trøste-tamburin kan høres på Please Please Me pladens side 1.

På CD’en Anthology 1 (1995) er den helt oprindelige udgave fra juni 1962 med Starrs forgænger Pete Best inkluderet. Kort sagt findes der tre forskellige indspilninger af Love Me Do med tre forskellige trommeslagere.

Men i sidste ende løb Starr af med ‘sejren’ – og han beviste hurtigt, at det var et klogt træk.

Ringos stabilitet under indspilningerne af de 13 Beatles studiealbums kombineret med den energiske fremdrift ved livekoncerterne de første år op til den mere eksperimenterende fase fra 1966 og frem mod bruddet, var bemærkelsesværdig.

Bemærk hvordan Ringo Starr på kompetent og kreativ vis supplerer McCartney, sangens grundstemning og dynamik. Det understreger, at manden er i besiddelse af et glimrende musikalsk gehør og veludviklet forståelse for at byde ind med det nødvendige – hverken mere eller mindre.

Starr selv er særlig glad for trommesporet på Rain (B-side til Paperback Writer-singlen, 1966) et noget overset nummer i Fab Four regi båret frem af McCartneys moderne og sublimt harmoniske basspil.

Bemærk hvordan Ringo Starr på kompetent og kreativ vis supplerer McCartney, sangens grundstemning og dynamik. Det understreger, at manden er i besiddelse af et glimrende musikalsk gehør og veludviklet forståelse for at byde ind med det nødvendige – hverken mere eller mindre.

Derfor var Starr den rette trommeslager for The Beatles, lige så vel som den betydeligt mere teknisk avancerede og flamboyante trommeslager Ginger Baker var det for Cream og Charlie Watts stadig er det for Rolling Stones. Egentlig besnærende simpelt.

Hos The Beatles blev det for Starrs vedkommende kun til sporadiske indslag som sanger og medkomponist. I hans solokarriere har der ligeledes været noget langt mellem snapsene. Dog var der i begyndelsen af  70´erne udmærkede sange som It Don´t Come Easy, Back of Boogaloo og Photograph, der alle blev pæne hits skrevet af ham selv – sidstnævnte dog med assistance fra George Harrison.

‘1973 albummet Ringo opnåede såvel kunstnerisk som kommerciel succes og er vel det tætteste, verden kom på en slags Beatles reunion, da alle er med på diverse sange, men ikke i samlet flok.

Gode, gamle Ringo virker som en, de fleste gerne vil drikke en fad med på den nærmeste pub. Bortset fra at det er flere årtier siden, Ringo drak sin sidste øl

Ud over at være musiker optrådte Starr regelmæssigt i rollerne som tv-studievært og filmskuespiller. Blandt andet agerede han Zappa i dværgoutfit i den udsyrede 200 Motels og har optrådt som sig selv i en række dokumentar- og koncertfilm herunder The Last Waltz, Ziggy Stardust and The Spiders From Mars, The Kids Are Alright, Concert for George og George Harrison: Living In a Material World.

Hertil skal selvfølgelig føjes alle Beatles-filmene og andre spillefilm af mildt sagt varierende kvalitet. I 1989 grundlagde han Ringo Starr & His All-Starr Band, der i 13 forskellige formationer har opnået status af en populær koncertattraktion kloden rundt. Listen over bandmedlemmer og gæstesolister, der er vadet ind og ud gennem 30 år, er vitterlig imponerende og eklektisk i sammensætningen af stjerner og musikalske stilarter.

Her et udpluk: Joe Walsh, Nils Lofgren, Dr. John, Todd Rundgren, Dave Edmunds, John Entwistle, Peter Frampton, Gary Brooker, Jack Bruce, Billy Preston, Ian Hunter og Steve Lukather. Starr er i hopla, når showet kører med alle disse notabiliteter omkring sig, og trækker på hele registeret som sanger, showman og driftssikker drummerboy med sin down to earth charme og vindende væsen.

Gode, gamle Ringo virker som en, de fleste gerne vil drikke en fad med på den nærmeste pub. Bortset fra at det er flere årtier siden, Ringo drak sin sidste øl.

Under arbejdet med sit album Izitso i Sweet Silence Studios beliggende i det sydlige København mødte den engelske hitsmed Cat Stevens den 29. september 1976 Ringo Starr i Plaza Hotel i København.

Starr var på promotion turne med det nye og stjernespækkede album Ringo´s Rotogravure og afholdt pressemøde på hotellet. Stevens og Starr blev enige om at tage i Sweet Silence dagen efter for at jamme og indspille nogle optagelser. 18-årige Flemming Rasmussen blev kaldt i studiet for at styre teknikken. Stevens, hans band samt gæstesolist gik til biddet med gamle r&b og blues klassikere som Working In A Coalmine, Blue Monday og Willie Dixons I Just Want To Make Love To You.

Optagelserne findes stadig i Rasmussens arkiv. Ringo Starr dukkede atter op i Sweet Silence den 22.-23. juli 1978. Stig Kreutzfeldt stod for teknikken, og man færdiggjorde tre sange til et pladeprojekt, der aldrig blev udgivet.

Undervejs døde produceren Russ Ballards mor, hvorefter Starr og Kreutzfeldt producerede videre, indtil studietiden løb ud. Starr rejste tilbage til England med båndet, derefter skete der ikke mere. Følgende Ballard numre røg i kassen juli 1978: She’s So In Love, On The Rebound og As Far As We Can Go.

Ringo Starr var syg, da The Beatles gæstede Danmark for første og eneste gang den 4. juni 1964, men siden da har han besøgt landet op til flere gange – også med sit All Starr Band

De to førstnævnte har ikke været udsendt officielt, hvorimod den sidste endte på Starrs album Old Wave (1983) dog i en noget anden udgave med kun vokalen tilbage fra Sweet Silence sessionen. Joe Walsh står som producer af Old Wave sammen med Russ Ballard.

Ringo Starr
Ringo Starr

Ringo Starr var syg, da The Beatles gæstede Danmark for første og eneste gang den 4. juni 1964, men siden da har han besøgt landet op til flere gange – også med sit All Starr Band.

80 år er et ganske flot tal selv for en af rockhistoriens største personligheder, så tillykke med dagen, mr. Starkey.

Ringo Starr fejrer dagen med en digital velgørenhedskoncert Ringo’s Big Birthday Show med medvirken af nævnte Joe Walsh, Sheryl Crow, Gary Clark, Jr., Sheila E, Ben Harper med flere. Læs mere her.

LÆS MERE AF THOMAS VILHELM OM FILM OG MUSIK HER


Topillustration: Ringo Starr. Foto: Pressefoto

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Seneste artikler om Kultur