TEATER // ANMELDELSE – “Kalder alle teatergængere i Nykøbing Sjælland, Skive, Rønne og alle andre steder, forestillingen Endnu en dag i Guds skaberværk kommer på turné rundt i landet, når den har spillet færdig på Det Kongelige Teater: Afsted, afsted. Ind at se Iben Hjejle i rollen som den arbejdsløse socialrådgiver Lotte,” skriver teateranmelder Ole Blegvad. “Fra første øjeblik formår hun at sætte rammen, hvor alvor og ironi spiller sammen på fineste vis. Trofast og loyalt overfor de karakterer, der kræver det.”
Kalder alle teatergængere i Nykøbing Sjælland, Skive, Rønne og alle de andre steder, forestillingen Endnu en dag i Guds skaberværk kommer på turné rundt i landet, når den har spillet færdig på Det Kongelige Teater: Afsted, afsted. Ind at se Iben Hjejle i rollen som den arbejdsløse socialrådgiver Lotte.
”Jamen det er jo fantastisk. En fuldstændig vanvittig vinkel at skyde fra, den der.” Citatet er hentet fra min gode, tidligere kollega Svend Gehrs. Fra den efterhånden legendariske landskamp mod Sovjet i Parken, Grundlovsdag 1985, hvor Preben Elkjær scorer til 2-0. Efter en anden Elkjær-scoring lyder det fra Svend Gehrs ”Preben, Preben, Preben.”
Jeg har lyst til bare at lave en kopi efter at have set Endnu en dag i Guds skaberværk: ”Jamen det er jo fantastisk. En fuldstændig vanvittig måde at tage en karakter ind på, det der. Iben, Iben, Iben.”
Iben Hjejle er på scenen hele tiden, primært som Lotte, men også som nogle af de andre karakterer. Alexander Bryld Obaze er en skøn medspiller, når han er i rollen som ekskærestens 19-årige søn, Daniel. Obaze træder også ind og ud af forskellige karakterer.
Iben Hjejle vender jeg tilbage til.
Lottes verden styrter sammen
Man siger, at én ulykke sjældent kommer alene. Det ville være synd at sige, at det ikke er tilfældet med Lotte. Faktisk går det ikke særlig godt for hende, da vi kommer ind i teatersalen. Henslængt, halvt liggende, halvt siddende op ad en murstensvæg ryger hun en smøg. Hun stirrer lige ud, hvis hun ikke drejer ansigtet for lige at se, hvem der kommer ind i lokalet. Hun smiler lidt, rykker sig lidt, tænker lidt, måske resignerer hun.
Nuancerne er heldigvis mange, så vi i en tid, hvor letbenet underholdning ofte vinder over modig kunst på landets teaterscener, stadig får bid og samfundskritik med hjem fra forestillingen
Den midaldrende Lotte er blevet fyret fra sit arbejde som socialrådgiver formentlig for at sige sine chefer imod, for som hun selv siger: ”Hvem er dum nok til at tro, at det, vi aftaler på faglige dage, holder?” Moi. Og så er hun fyret. Stort set samtidig bliver hun forladt af Michael, kæresten gennem 14 år. Som om det ikke var nok, så kæmper hun med ensomhed, som hun faktisk har gjort, siden hun var helt ung.
Lotte vil også gerne redde verden – eller i hvert fald forsøge – så hun hjælper Charlotte fra opgangen, der har tre børn og et ikke topstabilt forhold til Kaspar med K, der hellere vil knalde fremmede damer i gården, end at være der for Charlotte og børnene.
Der er med andre ord ikke meget, der spiller for og omkring Lotte.
Lotte havde ellers haft et helt normalt liv for kort tid siden: kæreste, bolig, job. Nu kunne hun bare sidde der og kigge på alle dem ”som verden svarer, hvis de siger noget.”
Nu har Lotte tømmermænd, der hvor hun sidder op ad muren. Pludselig ringer Michaels 19-årige søn, Daniel. Han kan ikke komme i kontakt med sin far. Lotte var aftenen før på druk med Michael, så hun er lidt forvirret, der var da ikke tegn på noget unormalt.
Hun vælger at gå med Daniel hen til Michaels lejlighed, hvor de finder Michael død. Der er tegn på vold. Sammen vil Lotte og Daniel, som ellers hidtil har haft ”du-er-ikke-min-mor-attituden”, se, om de kan finde ud af, hvad der egentlig skete dagen før og måske også se lidt på, hvad der skete mens Lotte var kæreste med Daniels far.
Griner og græder
Camille Sieling Langdal har både stået for bearbejdningen af teksten og iscenesat forestillingen. Det er en fortælling, der passer perfekt til teatret med sin kompleksitet, som handler om en kvinde, der vil så meget, men samtidig har svært ved helt at få fodfæste i de fællesskaber, hun ser omkring sig.
Forestillingen er som romanen en indsigt i ensomhed og manglende selvtillid, om kampen for en mere retfærdig og solidarisk verden og så vigtigst af alt en kærlighedshistorie, hvor Lotte og Daniel efter farens død finder den gensidige anerkendelse.
Historien er en slags rodekasse. De mange temaer giver et hint om flere retninger. Lotte er hovedfortælleren, der med lige dele humor og tristesse beretter i fortid og nutid. Historier om dengang, hun mødte Michael, om livet med Daniel som papsøn, om et CV-kursus som arbejdsløs, om omsorg og hjælp til Charlotte og børnene fra opgangen, om jobbet som socialrådgiver, der uagtet om det udføres på Nørrebro eller i Hellerup handler om vold, druk og sexmisbrug. Og hvor livet som socialrådgiver var med til at køre Lotte og Michael af sporet: ”Da vi erfarede, hvor lidt vi kunne hjælpe, så begyndte vi at drikke lidt for meget.”
Det kunne lyde som en lang klagesang, men mange af de rå og ubarmhjertige fortællinger er belagt med en vis form for selvironi fra Lottes side, så man både griner og græder. En scene, hvor Alexander Bryld Obaze på syngende fynsk spiller en kursusleder for et hold af arbejdsløse bliver i min optik lidt for komisk og fjollet.
Nuancerne er heldigvis mange, så vi i en tid, hvor letbenet underholdning ofte vinder over modig kunst på landets teaterscener, stadig får bid og samfundskritik med hjem fra forestillingen.
Den eneste fortælletråd, der i min optik ikke helt fungerer på scenen, er den lille krimiagtige historie, om hvad eller hvem, der egentlig var skyld i Michaels død. Omvendt er det måske netop den historie, som bringer stedmor og stedsøn sammen, og giver forestillingen et håb for fremtiden.
Alvor og ironi
Hvis Iben Hjejle ikke skulle spille Lotte, så ved jeg virkelig ikke. Fra første øjeblik formår hun at sætte rammen, hvor alvor og ironi spiller sammen på fineste vis. Trofast og loyalt overfor de karakterer, der kræver det. Spydig, gående mod ondskabsfuldhed spiller hun de karakterer, som skal beskrives sådan.
Nu er Endnu en dag i Guds skaberværk, trods indlagt humor, ikke en komedie (og heldigvis for det). Det er ikke en forestilling, hvor man skraldgriner hele tiden, men med små tryk på ord, et lille overbærende smil eller med et kig ud på stolerækkerne, så viser Iben Hjejle, hvornår vi skal grine. Med samme præcise perfektion kan hun fremkalde medfølelse, genkendelse eller smerte.
Almene betragtninger fra livets rå hverdag bliver leveret med subtilt naturalistisk skuespilkunst, fordi Iben Hjejle kender og er bevidst om alle virkemidlerne. Jeg tror, Svend Gehrs ville sige om Iben Hjejle, som han sagde om en Laudrup-scoring: ”Det er genialt, det der”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og