Terrorismebekæmpelse: Der er intet quickfix

Lars Erslev Andersen 31.05.2017

Trods omfattende og talrige strategier og ressourcer til terrorismebekæmpelse er truslen i Europa ifølge terrorismeforskere i dag væsentligt højere end i årene før 2014. Indsatsen koster mange penge, som helt sikkert kunne være givet bedre ud, skriver Point of Views gæsteskribent, terrorforsker Lars Erslev Andersen.

Bekæmpelse af terrorisme skal i bedste fald virke før den rammer vore samfund. Rammer terrorismen, som det skete 22. maj i Manchester, har bekæmpelsen her slået fejl. Den efterfølgende udredning og efterforskning er vigtig for at bremse eventuelle flere angreb, for at kunne straffe dem, der har medvirket og for at få mere viden om, hvordan forløbet op til har været så man bedre bliver i stand til at sætte bekæmpelse ind de rigtige steder på de mest effektive måder.

Selvom terrorisme har ramt Europa mange gange i mange år, er der stadig stor uenighed om hvordan den bedst bekæmpes. I disse år er det især jihadisme der spreder frygt, død og lemlæstelse i de europæiske lande. Jihadismen rammer især såkaldte bløde mål, som f.eks. koncerten i Manchester, der havde tiltrukket mange børn og unge, som bare ville nyde deres popidol. Den er chokerende, fordi den satser på at ramme akkurat der, hvor folk slapper af, nyder tilværelsen og allermindst er forberedte på, at stedet eksplorer i blind vold.

Efter 11. september 2001 har bekæmpelse af jihadisme fået meget høj prioritet i de vestlige samfund. Der er udviklet mange forskellige strategier, der strækker sig fra omfattende krige og militære indsatser forskellige steder i Afrika, i Mellemøsten og i Afghanistan til bløde initiativer med dialog, sociale programmer og inddragelse af civilsamfundet til at overvåge sig selv, opdage tegn på radikalisering og indberette bekymringer til myndigheder.

Der er derfor et ret klart billede af de jihadister, der har stået bag terrorisme i Europa – altså faktisk har gennemført terrorisme og ikke blot er mistænkte for at ville gøre det: Langt de fleste har boet i EU i mange år, de er kommet i miljøer med forbindelser til jihadgrupper i Mellemøsten, de lever i bydele i storbyer med stor koncentration af indvandrere

Myndigheders muligheder for overvågning af samfundsindivider er blevet udvidet kolossalt, det internationale samarbejde mellem efterretningstjenester er styrket væsentligt, den fysiske infrastruktur i storbyerne ændrer sig løbende med henblik på beskyttelse, internationale pengestrømme overvåges, sikkerhed i havne og lufthavne skærpes til stadighed og fra kommuneniveau til udviklings- og udenrigspolitik er bekæmpelse af terrorisme, voldelig ekstremisme og radikalisering højt prioriteret.

Nationale og internationale lovgivninger, der skal give myndigheder og international samarbejde bedre betingelser er gennemført, også selvom de indskrænker borgernes liberale rettigheder og retssikkerhed.

Alligevel

I Internationale organisationer og institutioner, herunder EU, FN, Nato, har terrorismebekæmpelse høj prioritet, hvor der er udviklet myriader af programmer, kontorer er oprettede, i titusindvis af mennesker er ansatte i korridorerne, og milliarder efter milliarder afsættes til sikkerhed, beskyttelse, strategier og bekæmpelse af radikalisering og terrorisme. Langt det meste er målrettet den terrorisme, der skyldes jihadisme.

Alligevel har truslen fra jihadismens vold i Europa i form af små og store angreb ifølge en række terrorismeforskere aldrig været større, end den er i disse år.

Alligevel kunne manden bag Københavnerskyderierne, Omar El-Hussein, med tre voldsdomme, en psykologisk profil, der blev lavet i forbindelse med den tredje dom, og som viste en særdeles voldelig og ustabil person og med tre advarsler om radikalisering fra fængselspersonalet sendt til Kriminalforsorgen, som videresendte den sidste til efterretningstjenesten, dukke op og skyde løs først ved en forsamling på Østerbro og dernæst ved synagogen i Indre By. Han var kendt af efterretningstjeneste, anklagemyndighed, politi og sociale myndigheder.

Alligevel blev han sat på fri fod, da hans appelsag trak ud, og helt overladt sig til sig selv. To uger senere dukkede han op som terrorist i København.

Alligevel kunne den i Manchester fødte Salman Abedi pakke en særdeles stærk bombe i sin rygsæk og bringe den til sprængning ved koncerten i Manchester Arena, selvom flere i hans nære omgivelser for flere år siden via en anti-terrorisme hotline havde udtrykt bekymring om hans ekstremisme til de sociale myndigheder og politiet.

Khalid Masood, terroristen fra Westminster-angrebet i marts 2017, var ligeledes kendt af myndighederne, der også vidste han var i jævnlig kontakt med den kendte ekstremist Anjem Choudary, leder af Sharia-for-UK, som nu er i fængsel dømt for at opfordre til terrorisme. Jeg har mødt Choudary adskillige gange.

De sidste tre gange har han haft unge mænd med, som alle havde siddet i fængsel med terrorismerelaterede domme. De var stolte af det og så det som et adelsmærke. Jeg er sikker på Choudary er stolt af nu at have fået fem et halvt års fængsel, for det giver ham anerkendelse i miljøet, så han endnu bedre kan tiltrække unge til sin jihadisme. Men både ham og hans syge miljø er velkendt af de engelske myndigheder.

Klart billede af jihadister

Anis Amri, der i december dræbte en lastbilschauffør, stjal vognen og kørte den ind i et julemarked i Berlin, var også godt kendt af de tyske myndigheder. De kendte hans kriminelle og voldelige baggrund, de vidste, han var i kontakt med personer med åbenbare sympatier for Islamisk Stat, de overvågede ham tæt, men fordi han var stofmisbruger og tillige handlede med stoffer indstillede de overvågningen, for det passede ikke med deres billede på en jihadist som én, der i overensstemmelse med en fundamentalistisk tro på islam overholder Sharia og derfor afholder sig fra stoffer og alkohol.

Langt de fleste, der har været direkte involveret i de mange terrorangreb, der siden 2014 har kostet knap 300 livet i Frankrig, var kendt af de franske eller belgiske myndigheder og efterretningstjenester. Det gælder også de to brødre involveret i Charlie Hebdo massakren og terroristerne bag november 2015 terrorismen i Paris.

De tilslutter sig en visionsløs taber- og offerideologi og retter deres vrede mod den elitekultur i Vesten, der står bag de mange militære interventioner i Mali, Libyen, Somalia, Irak, Syrien, Afghanistan

Der er derfor et ret klart billede af de jihadister, der har stået bag terrorisme i Europa – altså faktisk har gennemført terrorisme og ikke blot er mistænkte for at ville gøre det: Langt de fleste har boet i EU i mange år, de er kommet i miljøer med forbindelser til jihadgrupper i Mellemøsten, de lever i bydele i storbyer med stor koncentration af indvandrere (hvor den globaliserede hvide elite ikke kommer) præget af småkriminalitet, bandemiljøer, vrede mod det etablerede majoritetssamfund, og hvor der er mindre, men kendte netværk, der har sympati for jihadismen i Mellemøsten.

De fleste har haft tilbud om uddannelse, men er droppet ud, de underpræsterer i forhold til arbejdsmarked og ligner, hvad den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger kaldte ’den radikale taber’ i de vestlige konkurrencestaters omstilling til at få individerne til at plukke globaliseringens frugter.

Nogle af dem er kommet i moskemiljøer med ekstremistiske budskaber, nogle har lyttet til imamer som formidler jihadismen, nogle har måske været i direkte kontakt med jihadgrupper i Mellemøsten og måske trænet med dem, men de fleste tilslutter sig jihadismen som en oprørsideologi, hvorigennem de kan få afløb for en nærmest blind vrede i deres konfrontation med verden, eliten, samfundet og ofte sig selv.

Konkurrencestatens tabere

Det er her problemerne ligger. Det er det, vi skal gøre noget ved. Det er meget lettere sagt end gjort og der et intet quickfix.

Men vi kender problemerne, vi ved hvad de næres af: EU-staterne skaber en dynamik, der motiverer individerne til at tilpasse sig og påvirke de muligheder globalisering og international økonomi tilbyder, som påvist af professoren ved CBS Ove K. Pedersen i bogen om Konkurrencestaten. De mest succesfulde bliver del af en elitekultur, andre formår at glide med, mens nogle bliver efterladt som tabere i det store globaliseringsspil og ser sig som udstødte og bedragede.

Mange affinder sig med rollen som taber og kæmper for at få dagen og vejen til at hænge sammen. Nogle retter deres vrede mod elitekulturerne og tilslutter sig populistiske grupper og partier ofte af højrenationalistisk observans, mens andre med indvandrerbaggrund fra Mellemøsten, Afrika og Sydasien identificerer sig med jihad-grupper.

Der er ingen garanti for at en mere målrettet indsats i form af integration af problematiske bydele i majoritetssamfundet eller vedblivende efterforskning i de mere kendte netværk vil forhindre al terrorisme, desværre ikke, men ressourcer kunne givet vis anvendes mere målrettet og mere effektivt end det sker i dag

De tilslutter sig en visionsløs taber- og offerideologi og retter deres vrede mod den elitekultur i Vesten, der står bag de mange militære interventioner i Mali, Libyen, Somalia, Irak, Syrien, Afghanistan.

De berømte terrorismeforskere fra Oslo peger med opbakning fra mange andre forskere gang på gang på Vestens indblanding i de mange sekteriske krige og konflikter i Mellemøsten som den væsentligste motivation for de jihadistiske terrorister i Europa: EU-staterne bekæmper ikke terrorisme i Europa ved at bombe i Mellemøsten, men skaber terrorisme i deres egne baghaver, er konklusionen. Løsning på konflikterne i Mellemøsten og Vestens militære tilbagetrækning vil efter alt dømme være en direkte vej til at truslen om terrorisme går ned.

Det er et ædelt motiv at bekrige en så modbydelig gruppe som Islamisk Stat, men prisen er øget terrorisme i Europa, hvortil kommer at nedkæmpelsen af Islamisk Stat desværre hverken løser konflikterne eller skaber fred, hvorfor det virker som om Vesten med sine militære engagementer har kastet sig ind i et Sisyfosarbejde, samtidig med at der ingen udsigt er til at terrorismetruslen i Europa fortager sig.

Koster kassen

Der er intet quickfix til bekæmpelse af terrorisme i Europa. Gang på gang ser vi dog at terroristerne kommer fra netværk og miljøer efterretningstjenester og politi har kendt til i årevis. Oven i købet kender de ofte de personer, der ender med at begå terrorisme.

Hvorfor fokuserer terrorismebekæmpelse ikke meget mere målrettet på at gøre noget ved disse miljøer i stedet for at opbygge store bureaukratier og kampagner med henblik på at få civilsamfundet til at overvåge sig selv og indberette bekymringer til politi, efterretningstjenester og sociale myndigheder, uden vi har dokumentation for at det virker?

Sidste år kunne Østjyllands Politi oplyse, at bekymringshenvendelser fra borgere kom dagligt og var seksdoblet i forhold til året før. Den britiske efterretningstjeneste meddelte efter Manchester terrorismen, at den undersøger 3000 personsager, uden det dog fremgår hvor mange af dem, der skyldes bekymringshenvendelser fra borgerne.

Det koster kassen at håndtere alle de mange bekymringshenvendelser og det sluger ressourcer, der kunne anvendes af professionelle efterforskere i politi og efterretningstjenester til at fokusere på de netværk, grupper og miljøer, der i langt de fleste tilfælde har leveret terroristerne. En anden strategi kunne være at gennemføre en socialpolitik, der samler taberne i konkurrencestatens globaliseringsræs op.

Der er ingen garanti for, at en mere målrettet indsats i form af integration af problematiske bydele i majoritetssamfundet eller vedblivende efterforskning i de mere kendte netværk vil forhindre al terrorisme, desværre ikke, men ressourcer kunne givet vis anvendes mere målrettet og mere effektivt, end det sker i dag.

topfoto: Dagen derpå efter angrebet i Stockholm. Foto: Frankie Fougnathin. CCA Share Alike 4.0 licensed.

Lars Erslev Andersen er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier i International Sikkerhedspolitik, pt. gæsteforsker ved Utrikespolitiska Institutet i Stockholm og ofte brugt kommentator i medierne i konfliktspørgsmål. Hans forskningsområder omfatter terrorismens idehistorie og terrorisme aktuelt, USA's sikkerhedspolitik og politik i Mellemøsten, Kinas bekæmpelse af ekstremisme og politik i Mellemøsten, partisankrig og oprørsbekæmpelse samt udviklinger i Irak, Den persiske Golf og de palæstinensiske selvstyreområder. Foto: Andrea Liebman, Utrikespolitiska Institutet.