Teknologi-camp i kunstens rum: Dries Depoorter på ARKEN

Sine Gerstenberg 27.04.2018

KUNST – Kan kunst og teknologi fusioneres? Det ikke bare kan de to discipliner – det skal de. Sine Gerstenberg besøgte i slutningen af marts Ishøjs uovertrufne kulturformidler, ARKEN, for at overvære en gæsteforelæsning med den belgiske tech-kunster og kreative wunderkind Dries Depoorter, der i sine værker undersøger den digitale verdens iboende kunstneriske men også grænseoverskridende potentiale.

For hvad stiller vi op med den indsigt, den kun 27-årige Depoorters værker giver os? De samfundssvagheder hans kunst udstiller? Tag nu værket Trojan Offices fra 2014, der markerer 25-årsjubilæet for det første webcam, der blev installeret af en Cambridge-forsker, som var træt af at frekventere kaffemaskinen blot for at opdage, at kanden var tom. Han installerede et kamera, så alle kunne overvåge kaffeforsyningerne fra deres egen computer. Dries Depoorter viser med sit værk, hvor uendeligt simpelt det er at hacke kontormiljøer overvågningskameraer, invadere folks arbejdssfære og gøre dem til uvidende statister i en kunstinstallation.

Og så er der værket Jaywalking, hvor beskueren får adgang til trafiksignalernes webcams og selv skal afgøre, om de vil indrapportere de uvidende fodgængere, der går over for rødt. Ved et enkelt tryk på en knap, bliver et screenshot sendt med e-mail til den nærmeste politistation.

Og endelig udstiller get popular vending machine det moderne menneskes foretrukne måde at iscenesætte sig selv: Vi fokuserer ikke længere på akademiske bedrifter eller et ekspertområde, som vi mestrer, men derimod måler vi vores personlige værd i, hvor mange der vil følge med i vores hverdagsliv på Instagram.

Dries Depoorter har skabt en automat, der distribuerer skrabelodder, hvor hovedprisen ikke er 25.000 euro men derimod 25.000 fake followers på Instagram. Et lod koster 1 euro – og præmien er efterspurgt.

Museum og digital debat

Chef for undervisning og formidling på ARKEN Museum for Moderne Kunst, Katrine K. Pedersen, der også er forfatter til tre bøger om den digitale revolution og mennesket i den, har inviteret Dries Depoorter til Arken som et led i en større digitalt undervisningsinitiativ.

Men hvad er museumsrummets funktion i den digitale debat?

“Vi har levet med en smartphone i hånden i godt 11 år. Og på dén tid har vi vænnet os til, at effektivisering er nøglen til succes. Så vi amputerer de langsommelige processer som refleksion, fordybelse og analyse og moser dem ned i letfordøjelige hashtags, tweets og statusopdateringer. Men vi mangler et rum – eller mellemrum – til refleksion, til kritik, til at få øje på nye perspektiver, nuancer, nye veje, hinanden, “ mener Katrine K. Pedersen. “Dét kan samtidskunsten. Den spejler tiden, tendenser såvel som tabuer, og netop derfor tilbyder et kunstmuseum et ideelt rum for digital dannelse.”

Trojan Offices @ Fiber Festival 2015 Amsterdam. Foto: Matthias Parasew Tarasiewicz.

Mange af os søger måske netop kunstmuseerne for at komme væk fra digitaliseringens konstante jag i os. For at glemme vores tablet, telefon og laptop for en stund. Og måske som en eskapisme fra den tiltagende paranoia, det digitale samfund sniger ind i os. Så hvordan kan uddannelse og digital forståelse dæmme op for teknologiangsten?

“Jeg kan ikke lade være med at tænke på Orwell’s ”Ignorance is strength” fra 1984. Tech-optimismen har på mange måder fastlåst os i en lykkelig uvidenhed. Det er der for så vidt ikke noget underligt i. Vi har været i en slags honeymoon-fase, hvor vi har haft optur over alt det, vi kunne effektivisere gennem digitalisering. Nu er vi nået til en ny fase, hvor det er gået op for os, at teknologien ikke er neutral, og at de, der udvikler den, og de, der har ansvaret for den, er mennesker med fejl og intentioner. Dries Depoorter konfronterer os med digitale tabuer, men han gør det nænsomt ved at bruge humor,” lyder Katrine K. Pedersens svar.

At ville forstå tech igennem kategorier som godt eller dårligt, er det samme som, at ville forstå klimaet som enten godt eller dårligt. Det giver jo ikke mening.

Depoorters værker påpeger privatsfærens krænkelighed, hvor let vi kan overvåges og udnyttes – også i kunstens navn. Konfronteret med dem griner vi først af de uvidende ofre, indtil vi må indse, at vi selv er potentielle rekvisitter i hans digitale installationskunst. Smilet stivner og vi må forholde os til den dobbelte problematik: hvad skal vi stille op med denne nye viden, og undgår vi at hengive os til forskrækket apati?

Katrine K. Pedersen mener, at det er helt afgørende, at vi tager ansvar for vores egen oplysning og faktisk tvinger os til at forholde os til den digitale gabestok, vi frivilligt har placeret os selv i.

“Jeg oplever en tendens til, at vi vil simplificere teknologiforståelsen. Men det er Sisyfos-myten om igen, hver gang vi forsøger at finde nye smutveje eller tre gode råd til digital opdragelse eller dannelse. Internettet er en kompleks størrelse, og vi bliver nødt til at se i øjnene, at noget af det, der er fulgt med den gennemgribende digitalisering, også medfører overvågning og krænkelse af privatsfæren. Det er alvorlige problemer. At ville forstå techigennem kategorier som godt eller dårligt, er det samme som, at ville forstå klimaet som enten godt eller dårligt. Det giver jo ikke mening. Det er bare en måde at undgå at tage ansvar for at tilegne sig viden om den teknologi, vi har valgt at leve med,” forklarer formidlingschefen.

Millenials på kodelejr

Hun har derfor valgt at sætte ind der, hvor hun ser, at der kan skabes store ændringer og fostres en gennemgribende ansvarsfølelse, nemlig blandt de udskældte og efterstræbte ”Millenials”. Først og fremmest ved skabe en kodnings-camp på ARKEN.

“Jeg mener, at det er vigtigt at undersøge og forstå de magtstrukturer, der præger det digitale univers. Med afsæt i samtidskunsten bliver det muligt at undersøge de værdimæssige perspektiver af teknologien, åbne den og forholde os kritisk og nysgerrigt til de skjulte koder, der fylder så meget i vores tid. Vi vil gerne nå de unge mennesker med dette initiativ. Ifølge den internationale undersøgelse ICCS 2016 placerer danske unge sig på en klar førsteplads i demokratiforståelse, viden om politik og samfund. Men når det kommer til demokratifølelse, oplevelsen af at have indflydelse, en betydning, en stemme, holdning eller indsigt, der har et værd, ligger danske unge helt i bund. Jeg tror på, at vi ved at bruge kunsten som ramme og teknologien som redskab kan boosteunges demokratiske selvværd.”

Jeg tror, der må være et behov for at arbejde med teknologiforståelse og digital dannelse på en ny måde

Og hvad var så udbyttet?

“De unge var bl.a. med til at bygge en dating app og putte ingredienser i et socialt medie. Formålet var ikke produktet, men de spørgsmål der opstod undervejs. Hvad er moral, etik og kærlighed i en digital virkelighed? Vi har efterfølgende fået mange henvendelser og er allerede i fuld gang med at planlægge flere af disse Coding for Diversity Camps. Så jeg tror, der må være et behov for at arbejde med teknologiforståelse og digital dannelse på en ny måde. Og så vil vi lave et Beauty Academy med afsæt i bl.a. cyber-feminisme, hvor formålet er at blive bevidst om digitale kønsstereotyper og diskriminerende algoritmer.”

Katrine K. Pedersen er relativt ny i sin rolle som chef for undervisning og formidling på ARKEN. Men ambitionerne vokser med hvert eneste tiltag – særligt at gøre museets uddannelsesprojekter mindre esoteriske, mere åbne og med en social bevidsthed.

“Jeg faldt pladask for ARKEN Undervisning, da de inviterede mig på besøg. Jeg kendte ikke så meget til museumsverdenen andet end som gæst. Jeg er totalt tilflytter og har arbejdet med kunst fra et helt andet sted, men da jeg mødte et hold af socialpædagoger, lærere, designere og kunsthistorikere var jeg fuldstændig solgt,” fortæller hun.

“ARKEN er placeret i vandkanten af Vestegnen, så det giver på ingen måde mening at barrikadere sig og være fin med kunsten. Og det tiltaler mig. Altså at kunst-egoer er smidt på porten til fordel for en samtale og et møde i kunsten, hvor alle er lige.”

Med initiativer som Coding for Diversity og med kunstnere som Dries Depoorter som gæsteunderviser vil ARKEN Museum for Moderne Kunst uden tvivl vække nysgerrighed, skabe debat og sætte medmenneskelige aftryk i en digital hverdag.

Sine Gerstenberg

Kærligheden til ord voksede ud af frustration. Frustrationen over, at jeg som fireårig ikke kunne læse bagsidelekturen på OTA Solgryn og underteksterne til søndagens episode af Dollars. Jeg måtte lære mig selv at læse og det omgående. Læsning ledte til skuffeskriverier, og begge dele førte mig ud i sværmerier for Søren Kierkegaard og F. Scott Fitzgerald, Virginia Woolf og Jane Austen. I 2005 sprang jeg ud som cand.mag i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, og startede fluks en karriere, hvor formidling, frankofili og trendforskning er omdrejningspunktet bl.a. som journalist på Politiken, redaktionschef for Vs. Magasin og som Nordic PR Lead hos L’Oréal. I dag skriver jeg fortsat uophørligt, læser sultent, har netop færdiggjort min første roman og arbejder på flere bøger. Og så er jeg mor til tre, glædeligt gift og bosat på Frederiksberg. Jeg bidrager primært til POV med litteraturanmeldelser: Fra tunge klassikere over flyvske digtsamlinger til sprøde kogebøger, der ikke bare stiller mavens sult men også mætter ånden og tilfredsstiller æstetisk. Tak fordi du læser med.