Trends! Huh! God Damn! What are they good for? Absolutely nothing! Men der er godt nok mange film om kunstnere på årets festival…
Vi leder ofte efter trends på festivaler, ting som går igen, og som måske kan sige noget om den tid, vi lever i. Men nogle gange er det lidt svært at finde ud af præcis, hvad der siges. I Berlin er der virkelig mange film om stærke kvinder, men så tre måneder senere i Cannes kommer der virkelig mange film om stærke mænd, og det bliver lidt utydeligt, hvad det siger om filmåret 2018. Samtidig er der en fare for, at vi, ved at samle film sammen, på en måde fjerner blikket fra, hvad der gør den enkelte film unik.
Men der er nu virkelig mange film om historiske emner i Berlin i år. Og især virkelig mange om kunstnere. Unge Astrid har jeg allerede nævnt, og her kommer tre til, hvoraf de to bygger på virkelige kunstnere, mens den sidste er noget mere fabulerende.
3 Days in Quiberon (Emily Atef)
Der er en undergenre af den historiske film, som jeg tror er opblomstret for relativt nylig, men jeg skal ikke kunne sige det. Det er den slags film, hvor omdrejningspunktet ikke er en egentlig historisk begivenhed, men derimod et interview om den pågældende historiske begivenhed. Frost / Nixon, f.eks., eller Jackie. Det er en genre til en postmoderne tid, hvor vi ikke bare er interesserede i historien, men også i, hvordan den blev skrevet. Og fordrejet.
Hvis der er nogen, som har fået sin historie fordrejet, så må det være den tyske skuespillerinde Romy Schneider. Umanerlig berømt i hele Mitteleuropa især for sin rolle som Sissi – Die Junge Kaiserin, i tre film om den østrigske kejserinde Elisabeth, der i virkeligheden havde et ret ulykkeligt liv, indtil hun blev snigmyrdet af en italiensk anarkist, men som i filmene instrueret af Ernst Marischka og med billedskønne Schneider i hovedrollen levede i en glansverden og overbeviste alle europæiske folkeslag om den tyske adels herlighed. Ikke at jeg har set dem, men det er den idé jeg har fået.
Det glansbillede påvirkede også billedet af Schneider, der aldrig undslap skyggen fra hendes mest berømte rolle. Stadig en teenager da hun spillede kejserinden, senere spillede hun med i film af Orson Welles og Luchino Visconti, for hvem hun spillede Elisabeth en sidste gang i den meget anderledes Ludwig. Hendes senere liv var tragisk, med familie-problemer og en al for tidlig død. Emily Atef fokuserer på en enkelt episode i den periode, et berømt interview hun gav i 1981 i den lille franske by Quiberon.
Jeg syntes først, det var kedeligt, en virkelig pæn sort/hvid med store grå områder, og utrolig kontrolleret skuespil fra Marie Bäumer. Men så googlede jeg de ret berømte billeder, der blev taget i de dage, og så tabte jeg lidt kæbe og mund
Det er vitterlig bare et interview over tre dage i Quiberon. Romy er der, hendes veninde Hilde, intervieweren, og en fotograf, som også er Romys elsker. De fire snakker, tager billeder, går ud og drikker, spiser middag sammen. Derefter tager de hjem. Uden at kende baggrunden er det en ret bizar film, for selvom de naturligvis gennemgår Romy Schneiders liv i detaljer, og f.eks. nævner, at hun var forlovet med Alain Delon, så er historien tydeligvis også så velkendt for tyskere, at de ikke behøver nævne alle detaljer.
Det går helt ind i filmens æstetik. Jeg syntes først, det var kedeligt, en virkelig pæn sort/hvid med store grå områder, og utrolig kontrolleret skuespil fra Marie Bäumer. Men så googlede jeg de ret berømte billeder, der blev taget i de dage, og så tabte jeg lidt kæbe og mund. Tjek det ud på fotografens hjemmeside, og så sammenlign med film-fotoet ovenover. Det er rimelig utroligt så meget Atef fanger look og stemning, og hvor meget Bäumer ligner sin karakter. Når jeg tænker på at jury-formand Tom Tykwer er tysk, så har jeg en mistanke om, at kapløbet om Bedste Skuespillerinde er afgjort.
Det er en kamæleon-præstation på Daniel Day Lewis, men med en karakter jeg ikke kender. Og der er en grund til, at Day Lewis spillede Lindoln og ikke f.eks Van Buren, det er knap så imponerende, når man ikke kender grundlaget. Det er det samme med hele filmens koncept, der vil vise skabelsen af en fortælling om Schneider, hvilket nok først og fremmest er interessant, hvis man kender historien i forvejen. Det er med andre ord mest en film for et tysk publikum. Men den slags hører lige præcis også hjemme i Berlin.
Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot (Gus van Sant)
Til gengæld skærer Gus van Sants nye biopic om tegneren John Callahan tingene så meget ud i pap, at alle kan være med. Et kunsterportræt, en film om at lære at leve med et handicap, og om hvordan man overkommer et misbrug. Der er så mange af amerikansk films klichéer i den her fortælling, at det nærmest er imponerende, at den trods alt er så god, som den er. Men så er den til gengæld heller ikke bedre.
Joaquin Phoenix gør det godt som Callahan. Endnu engang en gående skuespiller, der sætter sig i en rullestol og lader som om, han ikke kan bevæge sig, men filmen viser også, hvordan manden endte i den bilulykke, der kostede ham sin førlighed, så det kan nok ikke være anderledes. Surprise, alkohol bærer naturligvis en stor del af skylden. Det får ham ikke til at holde op, så han må finde sin vej gennem et AA-program og en gruppe, der ledes af den rige arving Donnie (Jonah Hill). Derefter går det gennem de 12 trin med stor empati.
Faktisk er det ikke helt så ligetil, filmen er nemlig fortalt komplet ukronologisk, hvor tidsløb blendes sammen i et stort puslespil. Undervejs undrede jeg mig over, hvad der dog skulle indikere, hvor vi var i historien, men så gav jeg op med at tænke over det. Det gik op for mig, at idéen om, at der skete noget som helst uforudsigeligt i den her film var dybt usandsynlig, så jeg stykkede det sammen efter, hvad der var mest forudsigeligt, og der var ikke en eneste scene, der ikke passede ind. Og så holder eksperimenter med kronologi op med at virke eksperimenterende, gør de ikke?
En af Callahans venner fortæller på et tidspunkt stolt, at vedkommende endelig har opnået middelmådighed. Det samme kan man sige om den her film. Og hvis filmen selv ved det, så er det vel også i orden. Men jeg håber godt nok ikke den vinder noget som helst
Igennem filmen arbejder Callahan på en tegning, der skal være helt perfekt. Den viser elementer af menneskets evolutionære udvikling, hvilket leder hen til en mand, der med en statuette i hånden siger “Jeg vil gerne takke alle dem, der har gjort, at jeg er den, jeg er i dag!” Det er selvfølgelig en metafor også for Callahans kamp for at blive det menneske, han gerne vil være, uden alkoholisme. Men der er det med evolution, at man nogen gange tror, det handler om at blive til det bedste. Sådan er det hverken med alkoholisme eller kunst.
Der er noget fascinerende ved AA-programmet, idet det på en gang er så simpelt og så ekstremt radikalt, og så er det et svar på et virkelig udbredt problem. Jeg kan godt lide at Don’t Worry, He Won’t Get Far On Foot tager det seriøst, ligesom jeg godt kunne lide de lignende problematikker i La Prière. Men som misbrugere vil sige, så handler det ikke om perfektion, det handler om den stadige kamp for at klare endnu en dag. En af Callahans venner fortæller på et tidspunkt stolt, at vedkommende endelig har opnået middelmådighed. Det samme kan man sige om den her film. Og hvis filmen selv ved det, så er det vel også i orden. Men jeg håber godt nok ikke den vinder noget som helst.
Khook (Mani Haghighi)
Hvor de to andre film altså handler om virkelige kunstnere, så er Khook centreret omkring den fiktive Hasan Kasmai. Kasmai er midaldrende, hans forhold til konen er blevet ren pro forma, og hans kæreste/muse Shiva er på vej væk. Og så er han blevet blacklistet af styret og har ikke lavet en film i to år. Og nå ja, så er der en seriemorder løs, der myrder iranske filminstruktører, ridser ‘khook’ (svin) i panden på dem, og skærer deres hoveder af. Faktisk er der en enkelt af ofrene som er en virkelig instruktør. Det tredje mordoffer er Haghighi selv. Jep, det er den slags film.
Det er den slags film, hvor salen skreg af grin i en time og derefter blev helt stille, da plottet pludselig tog nogle skift, vi ikke havde set komme
Det er den slags film, hvor titelsekvensen er en masse damer klædt ud som kakerlakker, der danser indtil de brækker blåt slim op. Hvorefter vi klipper tilbage til Haghighis begravelse, hvor han bliver rost til skyerne i de mest prætentiøse vendinger af en kollega, som vi derefter naturligvis håber på bliver det næste offer. Det er den slags film, der introducerer Kasmai med en utrolig lang kamerabevægelse gennem et galleri, indtil vi ender på hans ansigt. Og det er den slags film, hvor vi derefter ser, han har en AC/DC t-shirt på, hvorefter der lyder elektrisk summen på soundtracket. Det er den slags film, hvor salen skreg af grin i en time og derefter blev helt stille, da plottet pludselig tog nogle skift, vi ikke havde set komme.
Det er min absolutte yndlingsfilm fra konkurrencen, og den kommer ikke til at vinde noget som helst. Men, hvor er der dog meget fuldstændig fantastisk i den her bizarre konstruktion. Det danske publikum har næsten aldrig mulighed for at se den her slags, ret tæt på mainstream, men så alligevel så skævt, at det sætter sig mellem to stole. Jeg kom til at tænke på Tarantino, billedsproget mindede mig også om Paolo Sorrentino, især i nogle absurde festscener, hvor Kasmai og hans ven vist låner et par kakerlak-kostymer.
Klip for klip, billede for billede, idé for idé er der intet andet på festivalen, som kan måle sig med den, og jeg krydser fingre for, at den tekniske pris kan gå til fotografen, den legendariske Mahmoud Kalari, der har filmet mange af de bedste iranske film gennem tiderne: Mohsen Makhmalbafs A Moment of Innocence, Abbas Kiarostamis The Wind Will Carry Us, Jafar Panahis Offside og naturligvis Asghar Farhadis Nader og Simin – En Separation.
Khook starter skæv og bliver så langsomt mere og mere mærkelig. På et tidspunkt bliver Kasmai bragt ind af politiet til afhøring, og hans øje er hævet, fordi han er blevet stukket af en bi. Politiet spørger ‘Åh nej, var det os som gjorde det ved dig?’ ‘Nej nej, det er bare en bi.’ ‘Er du sikker?’ spørger de skeptisk. Det hele bygger op til et helt fantastisk øjeblik, den første gang konkurrencen har budt mig på en sekvens, jeg aldrig har set før. Det blinker i mørket. Det er en neonlysende tennisketsjer.
Og så var det filmen knækkede. Eller, den går i andre retninger, skal ikke afsløre for meget. Modet slipper den aldrig, og hvis den kom bredt ud skulle den nok skabe debat, om alt fra censur til #metoo og sociale medier
Kasmai samler den op. Den lyder som en guitar. Og så giver den midaldrende mand den ellers gas som rockstjerne med ketsjer i hånd, mens neonlys i alle farver buldrer løs, kameraet klipper flere gange i sekundet, og et kakerlak-kor naturligvis synger med i baggrunden. Fantastisk.
Og så var det filmen knækkede. Eller, den går i andre retninger, skal ikke afsløre for meget. Modet slipper den aldrig, og hvis den kom bredt ud skulle den nok skabe debat, om alt fra censur til #metoo og sociale medier. Indtil den bliver seriøs var den festivalens største crowdpleaser, og det er samtidig også i den, jeg finder mest konstruktiv kompleksitet (andre film i konkurrencen har også været komplekse, men det har mere været, fordi de virker forvirrede).
Den passer ikke ind i nogen som helst kurv. Jeg ved ikke, hvem den kunne sælges til. Det er kun i Berlin, den kunne komme i konkurrence, Berlin har en smag for de her nærmest postmoderne genrehybrider fra fjerne egne. Hvor ville jeg dog ønske mange flere fik en chance for at se den. Det var stort.
Fotocredit: Berlinalen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
