Taxatur de l’amour

af i Danmark/Klumme/Liv & Mennesker

TAXAMANDENS KLUMME – Min nye, provisoriske veninde bøjer sig helt frem til mit højre øre og hvisker: ”Husk det nu, Taxamand. Alle mennesker har brug for lidt kærlighed.

”Men størst af alt er kærligheden”. 

Det er apostlen Paulus, der placerede kærligheden højest på hitlisten af de tre dogmer: Tro, håb – og kærlighed.

Nu er jeg ikke evangelist, – men der er noget om snakken. Kærligheden trives helt ind i vogn 24 – på alle tider af døgnet. Og heldigvis følger dagens og nattens moderne virkelighed ikke alle formaninger fra den gamle farisæer, – f.eks. den der med, at kvinder skal ”tie i forsamlinger… – de skal underordne sig, sådan som loven også siger …” 

Fire unge sætter sig ind til mig en sen, beruset natte-lørdag. Det er den største forsamling, loven – taxilovgivningen tillader, med mindre du vil punge ud med storvognstakst. 

TAXAMANDEN er meget sød, synes de vist – og umådeligt morfaragtig. Den ene, den mest talende i forsamlingen, gjorde sig allerede bemærket, da hun spurgte, om hun måtte ryge taxien. – Det må du desværre ikke. Det er forbudt

Så begynder en kærlighedsforestilling mellem en af de unge og den gråhårede vallak (en kastreret hingst, red. ) – af en taxichauffør med min dåbsattest. Den ene mand af de fire kunder gemmer sig på forsædet 

TAXAMANDEN er meget sød, synes de vist – og umådeligt morfaragtig. Den ene, den mest talende i forsamlingen, gjorde sig allerede bemærket, da hun spurgte, om hun måtte ryge taxien. – Det må du desværre ikke. Det er forbudt.

”Ja, rygeloven af 2007”, siger jeg blidt som en slidt pony, der er trukket alt for ofte rundt i forlystelsesparken. 

Hun accepterer. Men hun opgiver ikke drilleriet trods albuerne fra medsøstrene på begge sider. 

”Musik? Ja, hvilken radiokanal, ku’ du tænke dig?”

”Har du SOFT, Radio Soft?

Den enlige unge mand på forsædet – jeg aner ham i udkanten af mit natlige synsfelt – vender det hvide ud af øjnene i et øjeblik af maskulin solidaritet. SOFT, – for helvede altså, det er ikke til at bære for mænd med fuld bevidsthed om egne ”boller”. Jeg er enig – men majoriteten af mine kunder har altid ret. 

Jeg sprøjter et skud testosteron ud i blodbanen. 

Jeg var ikke det store talent i DJ-æteren dengang i Yngre Kridttid på P3, men radiostjernen Alex lærte mig af fade op og ned for rytmerne med et nærmest grænse-erotisk håndelag

Mit instrument er en lille ”mus” på toppen af Mercerens kardanboks, – lige dér hvor min højre hånd ligger helt afslappet, når jeg ikke har begge hænder på rattet. Det virker HVER gang! Jeg indstiller med minimal bevægelse af arm og hånd den store skærm på instrumentbrættet. Bruger ”rulleknappen”, uden at hun kan se det i mørket.

Et klik på RADIO. Så ruller jeg igen og klikker endnu engang med pegefingeren, mens ringfingeren synkront skruer helt ned for radiolyden, der er på vej. SOFT står der på displayet. Det sker bare, og hun ser ingenting – og så fader jeg langsomt op for den tøsede popmusik. 

Jeg var ikke det store talent i DJ-æteren dengang i Yngre Kridttid på P3, men radiostjernen Alex lærte mig af fade op og ned for rytmerne med et nærmest grænse-erotisk håndelag. 

” … en du kan stole på. En der siger ro på 

En der vil ha dig som du er 

Om du fattigrøv eller millionær 

‘Ha dig i solskin og modvind 

Elsker dig for den du er … ” 

”Er du musiker?” 

Overvejer at fortælle, at jeg engang i fortiden kørte med popstjernen, da han havde været ude i natten. Han fik helt sikkert pigehjerter til at banke, mens han hang med en skødesløs albue på bardisken

Det er klart, det smigrer den gamle sølvræv. Hun har sikkert set, at mit højre knæ og armen ikke – trods min kulturradikale snerpethed – uden kontrol bevæger sig til rytmerne fra unge Seebach.

Overvejer at fortælle, at jeg engang i fortiden kørte med popstjernen, da han havde været ude i natten. Han fik helt sikkert pigehjerter til at banke, mens han hang med en skødesløs albue på bardisken. Jeg vælger at være Rasmus-cool og holde kæft – og smiler. 

Fyren ved min side søger ind i sin smartphone på flugt fra den utålelige pop. Tøserne på bagsædet fniser af flirten mellem veninden og morfar bag rattet. 

Først tror jeg, det er mit partisantørklæde, der kilder mig i nakken. Så mærker jeg det tydeligere. En diskret finger fra den unge kvinde, som berører mine nakkehår, – og jeg bliver sparket 50 år tilbage i en pubertetdrengs forlegenhed. Hvad gør man for at bevare bare lidt maskulin værdighed? 

”Generer det dig”, spørger hun, mens veninderne er ved at eksplodere af pinlighed. 

Det kommer ud af munden på mig, uden nogen brug af frontallappen: 

”Næh, jeg lukker bare øjnene og lader som om, du mener, det er alvor. Men i længden er det sgu for farligt at køre rundt i blinde”. 

Hun trækker hånd og fingre til sig og fniser med de andre. Og taxigudinden lader lige netop nu vogn 24 køre op foran nattens sidste, brune værtshus

Natforestillingens pinligste replik. Men den virker! 

Hun trækker hånd og fingre til sig og fniser med de andre. Og taxigudinden lader lige netop nu vogn 24 køre op foran nattens sidste, brune værtshus. 

Min nye, provisoriske veninde bøjer sig helt frem til mit højre øre og hvisker:

”Husk det nu, Taxamand. Alle mennesker har brug for lidt kærlighed”. 


Jesper Grunwald kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4×48. Hvis du vil, kan du støtte hans skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112


Topfoto: Pixabay

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Danmark