New Yorks indbyggere spræller stadig

i Kultur & Medier/Liv & Mennesker/Politik & Samfund/USA af

KLUMME – Efter 9/11 var det som om New York blegnede. Folk trak følehornene til sig, tonede deres personlige udtryk ned og faldt mere i et med asfalten. Sådan forekom det. Alligevel kan man lejlighedsvis se, at newyorkerne har spræl i sig. Det skete lørdag under den årlige Mermaid Parade i Brooklyns legendariske Coney Island, fortæller Birgitte “Bibs” Carlsen, der var til havfruernes parade.

NEW YORK – At min by blegnede efter 9/11 for nu snart fulde 17 år siden er måske ikke så mærkeligt. Mit personlige udsyn var også stærkt formørket – ikke kun på grund af angrebet på tårnene, men lige så meget over det helt unuancerede had mod og den konstitutionsstridige behandling af muslimer, der fulgte, og den efter min mening ubegrundede krig mod Afghanistan.

For ikke at snakke om hvor uansvarligt redningsholdene i Ground Zero blev behandlet. De blev f.eks. ikke udstyret med de foreskrevne masker, før tre uger efter angrebet. Siden da er 1064 brandmænd, politimænd og andre redningsarbejdere døde af eftervirkninger, der stammer fra at have indåndet den stærkt kontaminerede luft.

Læger associerer 70 forskellige typer cancer med redningsarbejdet under terrorangrebet.

Det er en hel formidabel fantasi havfruerne lægger for dagen, når de skumfødes af Atlanterhavets brus. Eller kommer ud af deres respektive skabe

To herrer ved navnene Noam Chomsky og Edward S. Herman skrev i 1988 en bog med titlen ‘Manufacturing Consent’, der blandt andet handler om, hvordan de korporative massemedier i USA leverer nyheder, der er i overensstemmelse med de interesser og holdninger de politiske og økonomiske magtudøvere besidder.

Befolkningen manipuleres ifølge dem med mere eller mindre subtile mekanismer. Jeg er enig med præsident Donald Trump i, at vi bliver bombarderet med “fake news”. Jeg er ikke enig med ham i, hvad det indebærer.

Jeg mener faktisk, at et ekstremt ensporet og manipulativt medie var udslagsgivende, da han blev valgt. At Trump er præsident, er et bevis på, hvor effektivt mediestyrets hjernevask er. En befolkning, der lider af et veritabelt Stockholm syndrom. Det er lige til at falde i druk over.

Nu, 17 år efter 9/11, synes jeg stadigvæk, der er deprimerende lidt personlig stil over gadebilledet, sammenlignet med da jeg flyttede til New York i 1992. Det kan være en forstemmende, næsten monokrom oplevelse at træde ind i en vogn i The Subway. Sorte dynejakker og skinny jeans dominerer. Selv de, der forsøger at fremstå som rabiate, er uniformerede. Hipsters med ærmetatoveringer og fuldskæg.

Newyorkerne plejede at være mere spraglede, frækkere og mere edgy. Individualisme kom til udtryk i form af personlig smag og fremtoning, ikke i masseproducerede meninger og generel kontrastløshed. Der var synlige beviser på, at selvstændig tænkning faktisk fandtes.

Havfruerne spræller med halerne

Men af og til dukker det frem – der er faktisk trods alt stadig lidt spræl i newyorkerne. Og denne lørdag var det halerne, de sprællede med under den årlige Mermaid Parade i Brooklyns legendariske Coney Island.

Coney Island var den primære forlystelsespark i New York-området i begyndelsen af det 20. århundrede. Den er hjemsted for den berømte Cyclone, en rutchebane af træ, som åbnede i 1927 og nu er fredet. Den er absolut skrækindjagende. Jeg troede, jeg ville få piskesmæld den ene gang,  jeg tog turen.

The Mermaid Parade formidler et kortvarigt åndehul for ekshibitionister, narcissister, krypto-nudister, crossdressers, politiske aktivister og individer, der bare er sådan almindelig fjollede og glade og gerne vil dele det med omverdenen

Coney Island har også et gammeldags Side Show, med sabelsluger, slangemenneske, en, der hamrer søm ind i sit hovede og går på glas, en der spiser barberblade og insekter, og der er et trick, der involverer en elektrisk stol.

Man kan faktisk tage en “master class” og lære nogle tricks, hvis man går og drømmer om at løbe hjemmefra og blive cirkusartist.

Oprindeligt var det et Freak Show, hvor man kunne se den skæggede dame (som efter mange år fjernede skægget, så manden, der var forelsket i hende, ville gifte sig med hende, og så i stedet lod sig tatovere over hele kroppen, for at bibeholde sin status som en seværdighed). Josephene, kvinden med de fire ben (de to fra en uudviklet tvilling, som efter sigende dog havde funktionelle reproduktive organer og hvis livmoder fødte to af Josephenes fem børn!). Nu er showet mere PC.

En slags sankthans

The Mermaid Parade er en tradition, hvor newyorkerne fejrer sommerens officielle begyndelse 21. juni. Konceptet blev skabt i 1983 af Dick Zigun, en mand der bliver kaldt “Coney Islands Borgmester” og er inspireret af Mardi Gras. Der er tusindvis af deltagere og flere hundred tusind tilskuere.

Jeg må nok efter en dag som i lørdags trække min påstand tilbage om, at newyorkerne mangler inspiration og personligt udtryk.

Det er en hel formidabel fantasi, havfruerne lægger for dagen, når de skumfødes af Atlanterhavets brus. Eller kommer ud af deres respektive skabe.

The Mermaid Parade formidler et kortvarigt åndehul for ekshibitionister, narcissister, krypto-nudister, crossdressers, politiske aktivister og individer, der bare er almindelig fjollede og glade og gerne vil dele det med omverdenen.

“Save a fish, eat a pizza”, var der en der bar et skilt med. “I am an angry Mermaid”, hvæsede en anden, “My name is Tarnish”. Men overvejende havde havfruer og mænd de store smil på i helt fantastiske kostumer og outfits.

Jeg løb ind i en kvinde, en selvproklameret fashionista, som jeg havde mødt til The Women’s March i 2016. “Jeg har boet i New York siden 1979, og det er første gang, jeg er til Mermaid parade. Hvad tænkte jeg dog på”?

Jeg må give hende ret. Der er ingen grund til at skåne sig selv for en opløftende begivenhed, også selvom den ikke udløser rigsretsag mod præsidenten. Mindre kan gøre det.

Foto: Skribenten. 

Birgitte (Bibs) Carlsen, født 1959. Uddannet sygeplejerske i 1986 på Århus Kommunehospital. Bosat i New York siden 1992, hvor hun arbejder som operationssygeplejerske på et cancerhospital. Har deltaget som frivillig i 15 internationale kirurgiske missioner i Central- og Sydamerika, Asien og Afrika med varierende fokus og formål, fra korrektion af læbe-ganespalter, brandsår og obstetrisk fisteldannelse til undervisning, rygdeformiteter og nødhjælp efter jordskælv (bl.a. Haiti). Hendes rejser har givet hende mulighed for at komme i berøring med både hårde og bløde emner, nok mest hårde, hvor hun kunne bidrage med lidt opblødning. Og så holder hun af mennesker, samfund, liv og kultur uanset hvor – også i hendes New York.
Hvis du læser med og gerne vil donere et beløb som tak for skriverierne fra Bibs kan du overføre til hendes konto i Jyske Bank: 7170 0002195315

Seneste artikler om Kultur & Medier