
GRØNLAND // ESSAY – Du går op i dit lille lyserøde hus og googler lidt om kajak for at se en eller anden fra København K, der drejer rundt i en svømmehal og kalder sig kajakekspert. Nyhederne falder du i søvn til. Det er noget med Trump og en masse røvhuller, der siger, du er fuld hele tiden, når nu du bare er træt. En rigtig træt inuk.
Forestil dig Grønland.
Du er træt. En rigtig træt inuk. Du er træt, fordi du lige har været fanget på isen ude på havet med dine venner. I havde jagtet den her vildt store hval, der bare ikke ville give op.
Og så kom stormen. Harpunerne røg til højre og venstre med tilfældige, særdeles hårde og korte vindstød.
I havde taget chancen, fordi der var rygter om den store hval i flere dage. Den havde åbenbart taget sig et hvil i en bugt, der ligger ret langt fra bygden. Der er tit storme, fordi bygden ligger som en åben østers, og vinden kan gå i ring.
Men I måtte gøre det, mest fordi hylderne i SuperBrugsen var tomme, og skibene ikke ville komme igen før om to måneder.

I var også nødt til at tage lungerne på harpunerne. Der var ikke nogen større båd, så det var kajak. Og den må ikke veje noget. Så det blev på gammeldags vis.
Det var et kæmpe svineri at få lungerne parate til at bære en hval. At puste dem op var også noget, der tog mange timer dagene før. Der var heller ikke nogen el i de dage op til. Typisk.
Nå, men på med lungerne og derudaf med tørret fisk og fyrtøj.
Og så kom stormen, og lige bagefter stormen kom hvalen.

Så det var vildt. “Bølgerne så høje, vi næsten ikke kunne se himlen,” sådan vil du fortælle om det. Det tog også for lang tid, og de få timers lys var ikke nok.
I landede på et rev. Der sov I. Og så igen. Og en gang til.
På tredjedagen fik I hvalen.
Og i stormen flød den med jer hjem, spændt på jeres kajakker. Der var flere, der begyndte at græde. De var så udmattede. Og glade.
Og så kom I hjem. Blev modtaget af bygden. Masser af action. Midnatssort i ni timer mere. Du går op i dit lille lyserøde hus og googler lidt om kajak for at se en eller anden fra København K, der drejer rundt i en svømmehal og kalder sig kajakekspert.
Nyhederne falder du i søvn til. Det er noget med Trump og en masse røvhuller, der siger, du er fuld hele tiden, når nu du bare er træt.
En rigtig træt inuk.
Læs flere essays af Sananda Solaris her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()







og