klumme

Taxamandens klumme: Hva’ så Einstein?

i Liv & Mennesker/Klumme af
LIV & MENNESKER // KLUMME – I mit næste liv vil jeg have en skikkelse som min nabo her i ejendommen, – den pensionerede urmager, som er en lille håndfuld år ældre end mine 66. Hans krop er skabt af en fornuftig omgang med den nærende kost – og vedligeholdt med lange, daglige gåture. Og så hans hår! Et kridhvidt ”garn” som trods det pæne antal leveår tilsyneladende har fulgt den samme hårgrænse, siden det begyndte at vokse ud af hans hovedbund. Måske var det helt sort engang. Eller bare leverpostejsfarvet, men det er lige meget nu, hvor det sidder som en krone over hans glade ansigt. Han er et ægte eksempel på – en ypperlig rollemodel med tidens nye, ufrivillige skønhedsideal – coronahår.

– Undskyld, siger min taxi-kunde med de smukke øjne, der stråler aldersuniverselt, – mens jeg antager, at hendes krop er et ubestemmeligt sted i fyrrerne.

Vi kigger på hinanden på nye måder under pandemien og dens restriktioner. Først og fremmest på grund af mundbindet, der skjuler det halve ansigt. Det har givet øjnene en renæssance. Og fantasien, tror jeg. I mit job kigger jeg på mennesker dag og nat, så jeg aldersbestemmer ofte efter smilerynkerne, der kan gøre et ungt menneske mere modent. Måske især på de rynker, som mennesker får på overlæben. Jeg har intet videnskabeligt bevis – men påstår altså, at overlæbe-rynker trækker opad i alders- og fornuftsregisteret.

Når jeg derfor for tiden ikke kan se mine kunders mund, sætter min aldersradar ganske enkelt tidligere ind end under normale samfundsforhold. Jeg følger dem, inden de har sat sig. Jeg kigger på deres gang og kropsmobilitet og bilder mig ind, at den fysiske bevægelse og bevægeligheden i det hele taget indikerer et signalement af kunden.

Og jeg må understrege, at der ikke er tale om en upassende klamhed eller aldersfascisme hos TAXAMANDEN. Jeg forbereder mig blot på hvilke emner, der er relevante i taxichaufførens smalltalk – og sproget, der skal anvendes.
Omgangstonen.
Det er ikke mig, der har skabt klasseforskellene – men de er der.

Jeg er paf. Kan ganske enkelt ikke forstå, hvad min kunde med de smukke øjne har at undskylde. Så nu bruger jeg mine egne til at kigge spørgende på hende, inden jeg starter taxameter, indtaster GPS-adresse – og smækker gearvælgeren i ”d” for ”drive”.

Hun forstår det uartikulerede spørgsmål og peger ordløst op på det spraglede tørklæde, som er viklet om hendes hår.

Synes jeg ligner en halvgammel kone, der gik i stå med min hårpleje for 3 årtier siden, da jeg endnu var teenager

– Jeg kan simpelthen ikke holde det ud – håret. Jeg stod en halv time på badeværelset og kæmpede med lokkerne, som er blevet alt for lange og slaskede. Synes jeg ligner en halvgammel kone, der gik i stå med min hårpleje for 3 årtier siden, da jeg endnu var teenager. Det er rædselsfuldt, siger hun, mens hun nærmest staver ordet for mig.

Jeg prøver først at rose tørklædet og siger, at jeg synes, at tørklæder faktisk kan understrege et menneskes personlighed endnu mere, end håret nødvendigvis gør. Man kan se det på mennesker af alle køn, fra andre kulturer både herhjemme og derude i verden.

Så kigger hun på mig igen så intenst, at jeg kan mærke det og intuitivt kigger i bakspejlet, og ser kunden gennem plexiglasruden mellem forsæder og bagsæder. Coronasikret menneskekontakt. Denne gang er det smukke i hendes øjne erstattet af irritationens uundgåelige mathed.

Jeg giver op og må finde en nødløsning, når nu hun læser min smiger som en kræmmers salgstrick, og vi skal tilbringe et kvarter i hinandens nærvær. Jeg griber til selvudleveringens redningskrans.

Fedtmule, der fik højspænding gennem kroppen, da han skulle reparere en strøm-kontakt

– Du skulle have set mig for bare et øjeblik siden. Jeg sad her i taxien på en af villavejene og blundede. Jeg må ubevidst have brugt mine hænder som kam eller roteret i stolen, fordi jeg var faldet i søvn. Så bimlede køreordren på taxa-anlægget – og så kom jeg til at kigge mig selv i spejlet. Totalt morgenhår klokken 11 om formiddagen.

– DET er sgu da pinligt. Jeg lignede en skræmt figur fra en gammel Disney-tegnefilm. Fedtmule, der fik højspænding gennem kroppen, da han skulle reparere en strøm-kontakt. Eller i bedste fald, en kluntet udgave af Albert Einstein, den verdenskendte, teoretiske fysiker. Geniet, du ved. Med de tynde hvide lokker strittende ud til alle sider ligesom på det der berømte billede, hvor han stikker tungen ud af munden, fordi han er dødtræt af offentlighedens nysgerrige øje.
Hun kendte billedet.

De smukke øjne, de senere irriterede matte transformerede sig til et smil og et grin. Og vi brugte resten af vores første og muligvis sidste møde her i menneskelivet til at tale om forfængelighedens uundgåelige forlis her midt i en coronatid.

For selvfølgelig er det ligegyldigt i den store sammenhæng, om det uregerlige hår må dækkes af et tørklæde, fordi vi må give afkald på at få professionelt styr på skønheden, mens pandemien hærger. Fordi vi vil camouflere den virkelige virkelighed. Og det er vel ok at gøre brug af ligheden med det verdenskendte fysik-geni, når formålet er at skjule den smertefulde sandhed, at man bare er – uplejet grim!

Men det er lige meget, når man savner sin skønhedsforvalter i hårbranchen. Vi smilede til hinanden, kunden og jeg efter 15 minutters fredsskabende taxitur.

Og jeg mærker nærmest en salig glæde, da jeg sent på aftenen efter endt arbejdsdag scanner dagens sms’er. Den ene – den uforglemmelige – er et livstegn fra min frisør, der bare vil fortælle, at hun er klar med saksen, når restriktionerne hæves.

Jeg elsker dig, Yvonne!


LÆS ALLE TAXAMANDENS KLUMMER HER


Foto: Taxamanden og Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Liv & Mennesker