Taxamandens klumme: Her må Gud ta’ over

af i Klumme/Liv & Mennesker

KLUMME – Den gamle mand kigger på mig, og vi deler ordløst den store følelse til vores afkom. Der er selvsagt et langt kulturspring fra København til Lahore i Pakistan – men kærligheden! Så spørger jeg ham intuitivt: ”Børn – har du flere børn, som kan hjælpe til?” 

Jeg er virkelig dårlig til at huske. 

Distræt – har jeg forsvaret mig med i en menneskealder som et cover up for sjusk og pinlige episoder: Da jeg fik eftersidning i skolen for at have glemt min skoletaske. Da jeg i en toiletpause i en udviklingssamtale med en medarbejder blev afbrudt af en anden – og glemte at vende tilbage til den første. Da jeg glemte at køre af ved sidste frakørsel til Københavns Lufthavn og måtte hele vejen til Malmø med en taxi-kunde, før jeg kunne sætte den britiske herre af ved terminal 3. En sølle omvej på 30 kilometer. 

Ups! 

Men ansigter! 

Jeg husker ikke nødvendigvis navnet eller historien bag. Men jeg kan se, at jeg har set det før og til det stillbillede, knytter jeg så brudstykker af viden og erfaring. Og oplevelser. 

Vi kigger et sekund på hinanden og sender signaler til mindernes lager på vores indre harddisk. Hans blik viger først

Han er en meget smuk, gammel mand af pakistansk herkomst. Slank, ikke så høj – men rank. Håret er tætklippet og hvidt med stænk af den oprindelige, sorte farve. Og så øjenbrynene over de mørke øjne: Lidt buskede, som de bliver hos os ældre mænd, hvis ikke vi finder forfængelighedssaksen frem og jævnligt trimmer de ukontrollerede, diabolske vildvækster. Sorte, kraftige bryn med en del hvide hår – snehvide – som var de indfarvede. Et signal om visdom. 

Der er netop visdom i min kunde. 

”Jeg tror, jeg har kørt med dig før”, siger jeg spørgende. 

Vi kigger et sekund på hinanden og sender signaler til mindernes lager på vores indre harddisk. Hans blik viger først. 

”Jeg er en gammel mand – en gammel mand på snart 80. Sådan noget husker jeg ikke længere. Korte møder. Mennesker, jeg ikke ser igen”, siger han med den velkendte accent af urdu. 

Han er oprindeligt fra Pakistan, men han har boet i Danmark i snart et halvt århundrede. Jeg fornemmer, hvorfor jeg ikke har sluppet ham helt ud af hjernelageret. Det er stedet. En af de helt store institutioner for psykisk og fysisk handicappede lige nord for København. Men han bor her ikke selv. 

Han kigger frem for sig og ligner, det han er. Et menneske, der har lagt sit liv i skæbnens hænder. Der er simpelthen ikke andet at gøre. Uden det afkald, men også den trøst, var han ikke i live

Han går naturligvis med den aldrende mands forsigtige skridt. Men med et næsten aristokratisk selvværd – men også beskedent. Der siver flere brudstykker af erindring fra mit indre lager. Så husker jeg noget godt. Noget hengivent. Noget kærligt. Og så fortæller han. Og tilføjer nye dele af et liv, som føjer ny smerte til den, der var der i forvejen. Jeg lytter og genkender. 

Han kigger frem for sig og ligner, det han er: Et menneske, der har lagt sit liv i skæbnens hænder. Der er simpelthen ikke andet at gøre. Uden det afkald, men også den trøst, var han ikke i live.

”Jeg har besøgt min søn, der lider af muskelsvind. Det er blevet værre og værre de sidste år. Han kan snart ikke tale mere. Men jeg besøger ham hver eneste dag. Ikke bare i hverdagene, men syv dage om ugen hver formiddag. De passer godt på ham her med alle de professionelle opgaver, som jeg og min gamle kone derhjemme slet ikke kan klare. Hun kommer sjældent med herind, fordi hun er meget dårligt gående og bruger rollator.”

Han fortæller om sin daglige rolle som aldrende far til en meget syg søn: 

”Det er alle de små ting, jeg kan. Fortælle om alt siden sidst, selv om der næsten ikke er sket noget nyt. Vaske hans hænder. Børste hans tænder. Fortælle vittigheder. Så kan jeg se på ham, at han smiler.” 

Jeg kigger på ham uden ord. Og kigger frem gennem forruden igen, fordi jeg frygter de fugtige øjne

Den gamle mand kigger på mig, og vi deler ordløst den store følelse til vores afkom. Der er selvsagt et langt kulturspring fra København til Lahore i Pakistan – men kærligheden! Så spørger jeg ham intuitivt: 

”Børn – har du flere børn, som kan hjælpe til?” 

En yngre søn var det livsprojekt, der var emigrant-familiens succes i det kølige men rige Danmark. Han var ikke plaget af muskelsvind og havde et godt hoved. Fik en studentereksamen, gik på universitetet – og levede op til den pakistanske families allerstørste drøm: En social opstigning fra overlevelse til tryg middelstand. 

Sønnen blev læge! 

“Han er død nu”. 

Der bliver helt stille i taxien. Jeg kigger end ikke på kunden i forsædet ved min side.

“Han var i turnus som yngre læge, men en morgen ringede de og fortalte, at han var fundet død. Det var noget med hjertet. Det er nogle år siden, og vi måtte leve videre. Vi leve videre, og nu kan jeg kaste resten af min energi på min handicappede søn”. 

Værsgo’ her er livet! Hvordan det slutter, det er op til Gud

Jeg kigger på ham uden ord. Og kigger frem gennem forruden igen, fordi jeg frygter de fugtige øjne.

”Hvordan man overlever? Jeg kan se, det er det, du vil spørge om. Det gør alle – når de tør, og det forstår jeg godt, for det er hårdt. Meget, meget hårdt. Jeg plejer at sige: Det er her, man har brug for religion. Jeg har kun Gud tilbage. Vi har fået det her liv, men vi ved ikke, hvordan det slutter. Det bestemmer vi ikke selv. Og på en måde gør den tro det lettere for mig at leve, for så skal jeg ikke finde en forklaring på, hvorfor noget gik helt galt.” 

Jeg prøver at følge ham. 

Ingen kommentarer, ikke teologiske dybder og uden den opslidende mikroskopering af islam og kristendom. 

Værsgo’ her er livet! 

Hvordan det slutter, det er op til Gud. 

Det er ikke i dag og ikke nu, den skal tages – refleksionen eller diskussionen. 

Og måske har manden med den hårde skæbne… bare ret?


Jesper Grunwald kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4×48. Hvis du vil, kan du støtte hans skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112


Foto: Bruno MartinsUnsplash

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Klumme