POLITIK // KRONIK – Partiledere er blevet politikernes stærkeste brand, mens partierne i stigende grad træder i baggrunden. Sociale medier og algoritmer belønner ansigter frem for argumenter, og resultatet er et folkestyre og et folketing, hvor persondyrkelse risikerer at skubbe idéer, fællesskab og langsigtede løsninger i baggrunden, skriver lektor Jesper Hjarsbæk Rasmussen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det seneste folketingsvalg efterlod et indtryk, der ikke er til at tage fejl af: dansk politik synes mere end nogensinde at handle om personer frem for politik. Eller, for at parafrasere en kendt dansk politiker, det er kommet til at handle om “nogen” og i mindre grad om “noget”.
Det lyder banalt. Det er det ikke. For det gamle ideal om det folkeligt forankrede parti er ved at dø. Magten, der engang lå i medlemsdemokratiet, i lokalforeningerne, i de ideologiske grundsætninger, ligger i dag i højere grad hos formanden, og partiet er reduceret til en kulisse bag vedkommende. Partilederne er i stigende grad blevet selve produktet.
Og eksemplerne fra dette års valgkamp er mange. SF samlede sin politiske dagsorden under navnet “Pias Plan”, der bar formandens fornavn og derfor var umulig at adskille fra hende. På TikTok blev Pia Olsen Dyhr en af kampens mest delte profiler – blandt andet i en video, hvor hun børstede øjenbryn, mens hun talte om rent drikkevand.
Mette Frederiksen, der ellers havde gjort det til mærkesag at få unge væk fra de sociale medier, oprettede selv en TikTok-konto, “Mette_insider_OFFICIAL”, med personlige anekdoter fra sin ungdom.
Hos Dansk Folkeparti gik Morten Messerschmidt så meget forrest, at valgforskere efter den 24. marts forklarede partiets tredobling med ham snarere end med dets politiske program.
Og mønsteret stoppede hverken på valgdagen eller ved partitoppen: i juli delte den nye sundheds- og kirkeminister Ida Auken en video, hvor hun sad i ministerbilen og jublede over, at Folketinget nu får tilknyttet en præst – og kommunikationsfolk gik straks i gang med at diskutere, om det var et politisk selvmål eller kalkuleret føde til algoritmen.
Måske er det ikke nyt. Måske siger det mere om den tid, vi lever i, end om politik som sådan – at politikerne er blevet en slags influencere, der må slås om vores opmærksomhed på alle tilgængelige platforme.
Da klassepolitikken mistede grebet
Spol hundrede år tilbage. Danmark var et klassesamfund, og de politiske skillelinjer fulgte klasserne. Firepartisystemet – Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre – var et aftryk af de økonomiske og sociale skel, og hvert parti samlede sin gruppe om en fælles interesse.
Vælgeradfærden var til at overskue: arbejderne stemte socialdemokratisk, godsejerne konservativt, husmænd og lærere radikalt, bønderne på Venstre. Sådan så det ud fra 1920’erne til 1960’erne. Stemmerne lå fordelt efter klasse, og skulle man flytte noget, måtte man finde helt nye områder at mobilisere på.
Og de kom. Fra slutningen af 1960’erne slog det revner i hele Vesteuropa. Ungdomsoprør, græsrodsbevægelser og nye grønne og højrepopulistiske partier pegede væk fra det gamle system og hen mod konflikter på tværs af klasserne: ligestilling, opgøret med autoriteterne og siden det europæiske spørgsmål.
I 1973 kom Danmark med i EF, og handlen med de europæiske naboer fyldte mere og mere i den hjemlige debat. Op gennem 1980’erne og 1990’erne tog udviklingen yderligere fart. Med kommunismens fald og globaliseringen flyttede den politiske dagsorden sig mod blandt andet miljø, indvandring og flygtninge.
I industrisamfundet vidste man, hvilken klasse man tilhørte, og hvad den stod for. I dag kan man knap nok sige, om vi har en kollektiv identitet tilbage. Individet er kommet i centrum, og det værdi- og identitetspolitiske fylder mere end nogensinde. Klassesamfundet er afløst af noget langt mere personligt.
Vi shopper politik
Og dér sker der noget afgørende med vælgeren: hun er ikke længere først og fremmest borger, men forbruger. I dag shopper vi politikere, som vi shopper tøjmærker. Vi køber en stemning, en fortælling, et menneske, vi godt kan lide.
Og problemet er, at forbrugere ikke er loyale. Hvor man før arvede sit parti, som man arvede sin dialekt, skifter man det nu, når en mere fristende vare dukker op på hylden. Et parti kan vokse frem og forsvinde igen på en enkelt sæson, og målingerne svinger, så selv garvede kommentatorer tager forbehold.
Underholdende, måske, men gift for de langsigtede reformer, der kræver, at nogen tør holde fast længere end til næste måling. Og netop dér ligger en del af forklaringen på, at det gamle firepartisystem siden er vokset til en hel urskov af persondrevne partier.
Fra jordskredsvalg til pop up-partier
Det begyndte med jordskredsvalget i 1973, hvor Glistrups Fremskridtsparti og Erhard Jakobsens Centrum-Demokraterne stormede ind. I 1987 fik fænomenet en venstrefløjsudgave: sømandsbossen Preben Møller Hansens Fælles Kurs kom ind med fire mandater – og forsvandt lige så hurtigt, da vælgerne året efter vendte ham ryggen.
Det er algoritmerne, der sætter rammen, og politikerne, der tilpasser sig
Dansk Folkeparti voksede i 1995 ud af Fremskridtspartiet med Pia Kjærsgaard, og i 2007 fulgte Naser Khader og Anders Samuelsens Ny Alliance – senere Liberal Alliance.
I 2013 stiftede den tidligere radikale kulturminister Uffe Elbæk Alternativet – et parti, der først og fremmest var hans. Nye Borgerlige kom til i 2015 med Pernille Vermund i spidsen og Borgernes Parti i 2024, da Lars Boje Mathiesen blev ekskluderet fra netop det parti.
Og Venstre knopskød: i 2022 stiftede den tidligere Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen Moderaterne, og samme sommer dannede Inger Støjberg Danmarksdemokraterne efter sin exit fra Venstre. Politikerne synes at være lige så troløse som vælgerne.
Algoritmernes politik
Personfikseringen er gammel. Det nye er måden, politik bliver fortalt og cirkulerer på. Hvor det før var TV-Avisen og avisernes forsider, der satte dagsordenen, lever vi nu i det, den britiske politolog Andrew Chadwick har kaldt et hybridt mediesystem.
Pointen er, at de gamle og de nye medier ikke afløser hinanden, men fletter sig ind i hinanden. DR, TV 2 og dagbladene findes stadig, men deler nu rum med Facebook, TikTok, Instagram og X. En video på TikTok kan ende som indslag i Go’ morgen Danmark om morgenen og som et regulært slagsmål på X om aftenen.
Chadwicks pointe er, at magten i det system tilfalder dem, der bedst kan skabe og styre informationsstrømmene på tværs af gamle og nye medier. Margrethe Vestager pegede på et paradoks ved den udvikling.
I en større artikel i Information om personfikseringen af dansk politik beskrev hun, hvordan vi på én gang har fået et fragmenteret medielandskab og et koncentreret mediebillede, der kredser om ganske få personer – nemlig partilederne (Information, 31. marts 2026).
Når vi som vælgere ikke længere orienterer os efter klasse og parti, orienterer vi os efter ansigter. Redaktionerne følger trop, for et ansigt med en skarptskåret holdning sælger, hvor et længere argument keder, og dermed forstærker medierne den samme personfiksering, de selv lever af at dække.
Når partilederen bliver partiet
Det smitter af på partierne. Hvor de før vendte sig mod et fællesskab, vender de sig nu mod en person. Danmarksdemokraterne hedder ikke bare Danmarksdemokraterne.
På stemmesedlen står der Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg. Borgernes Parti er Lars Boje Mathiesen, punktum. Moderaterne er Lars Løkke Rasmussens “befrielsesprojekt”. Morten Messerschmidt var Dansk Folkeparti hele valgkampen igennem – fra billig benzin til sagsanlæg mod den radikale Martin Lidegaard. Og Liberal Alliance, der allerede i 2022 dyrkede Vanopslagh som “daddy” på TikTok, gjorde det igen. Vanopslagh var Liberal Alliance.
Når en partileder behersker de sociale medier, påvirker platformenes belønningsmekanismer også den politiske prioritering. Algoritmerne fremmer konflikt, fart og genkendelige ansigter. Likes og delinger fungerer som løbende pejlemærker for, hvilke emner, personer og forslag partier og udvalg prioriterer.
Og det, der ikke lader sig fotografere eller forklare på femten sekunder, findes i praksis ikke som politisk prioritet. Sådan bliver personen partiets vigtigste aktiv. Et ansigt kan trende. Et partiprogram kan ikke. Og logikken arbejder baglæns ind i selve politikken: Komplekse forslag risikerer at tabe til budskaber, der lettere kan omsættes til korte og delbare fortællinger.
Det bliver reduceret til “Pias Plan”. Og selv forargelsen er blevet et redskab: da eksperterne i Journalisten skulle forklare Aukens jubelvideo, lød én af vurderingerne, at kommunikation, der larmer og støder nogen fra sig, når længst ud, fordi reaktionerne fungerer som megafon.
Fire demokratiske problemer
Og så melder spørgsmålet sig: er det egentlig et demokratisk problem? Eller er vi vælgere selv med til at holde maskinen i gang, hver gang vi belønner karisma frem for indhold? Der er god grund til bekymring, og den kan koges ned til fire ting.
For det første udliciterer vi den demokratiske samtale til platformene. Når Mette Frederiksen lader sig interviewe af influencere, Pia Olsen Dyhr børster øjenbryn på TikTok, Vanopslagh poster endnu en smart-i-en-fart-besked – og selv en minister som Ida Auken jubler på Instagram fra ministerbilen – fodrer politikerne en logik, der hverken er deres egen eller demokratiets.
Det er algoritmerne, der sætter rammen, og politikerne, der tilpasser sig. Den ligeværdige samtale mister fodfæste, når rammen sættes af platforme, der tjener penge på konflikt og tempo.
For det andet er systemet i stigende grad blevet “præsidentielt”. Vi vælger 179 medlemmer til en lovgivende forsamling, og alligevel er valgkampene for længst blevet tvekampe mellem statsministerkandidater.
Og personfikseringen er, som nævnt, ikke opfundet i dag – J.O. Krag, Anker Jørgensen og Mogens Glistrup var også varemærker i sig selv i deres tid
Det skævvrider tingene. Folketinget er reduceret til en kulisse for nogle få hovedpersoner, hvor politik snævres ind til et opgør mellem få store navne.
For det tredje fortrænger følelserne fakta. En valgkamp, der mere handler om ansigter og stemninger end om indhold, har ikke meget plads til de tunge, tekniske sager. Mens kampagnen rullede på TikTok, med hyldester til statsministerens “stærke hånd” og fejder mellem partilederne, fyldte en sag som cybersikkerhed påfaldende lidt, selvom PET og FE advarede om, at valget var et oplagt mål for russiske påvirkningskampagner.
Eksperter måtte ligefrem påpege, at politikernes egen TikTok-optræden var en sikkerhedsrisiko. Man fristes til at spørge, om der er en voksen til stede, for den nøgterne samtale, som et oplyst folkestyre hviler på, har trange kår, når alt skal kunne skæres til en overskrift.
Og for det fjerde – det måske alvorligste – bliver hele systemet skrøbeligt. I samme artikel i Information kalder valgforskeren Kasper Møller Hansen en hel række nye danske partier for “pop up-partier” – “enmandsprojekter, som falder sammen, når partistifteren forsvinder”.
Den alvorligste risiko er en langsom organisatorisk udhuling. Et parti, der fungerer som valgkampsmaskine for sin formand, holder op med at uddanne nye folk. Uden et bagland og en bred talentmasse falder de store reformer fra hinanden i samme øjeblik, en karismatisk leder trækker sig.
Forestil dig Moderaterne uden Løkke eller Danmarksdemokraterne uden Støjberg. Alternativet overlevede med nød og næppe Elbæks exit og er i dag et vindpust fra spærregrænsen. Og Borgernes Parti mistede tre af sine fire mandater på seks uger og består i dag reelt kun af sin stifter.
Tilbage kan stå et Folketing, hvor flere partier består af generaler uden hære, og hvor den politiske hukommelse forsvinder med hver formand, der siger tak for nu.
Der er også en gevinst
Nu skal man passe på ikke at sortmale det hele. Personfikseringen har også en side, der vender den rigtige vej, for den har åbnet døre.
Før var der langt fra køkkenbordet til Christiansborg. I dag kan en outsider med en telefon og en god fortælling samle titusinder af vælgere på få måneder. Flere kommer til orde, flere føler sig set, og samtalen når ud til mennesker, der aldrig ville have åbnet en partifolder.
Og personfikseringen er, som nævnt, ikke opfundet i dag – J.O. Krag, Anker Jørgensen og Mogens Glistrup var også varemærker i sig selv i deres tid.
Forskellen er graden. Problemet er ikke, at politik er blevet mere menneskelig. Problemet er, hvad der sker, når mennesket bliver det eneste, der er tilbage.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og