DAGINSTITUTIONER // KOMMENTAR – ”Tavsheden pålægges ikke længere udefra; den bliver til indre censur, en overlevelsesstrategi.” Trevor Madsen tegner et billede af en pædagogisk kultur, hvor medarbejdere hurtigt lærer, hvad der ikke bør siges højt. Når kritik forbindes med risiko frem for forbedring, bliver svigt ikke enkeltstående hændelser, men tilbagevendende mønstre. Et presset system og udbrændte ansatte skaber rammer, der i sidste ende rammer børnene hårdest.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den nylige artikel af Chili Djurhuus i POV International om gentagelsen af krænkende adfærd og omsorgssvigt i en pædagogisk institution var for mig langt mere end blot en nyhedsreportage; jeg kunne spejle mig i den igen og igen efter mine egne år som medarbejder og praktikant i danske daginstitutioner. Artiklen ramte så præcist, at man uvilkårligt tænker: ”Det her har jeg set før – mange gange.”
Da jeg begyndte min første praktik i en børnehave, rakte lederen mig et dokument og bad mig læse og underskrive det. Straks tænkte jeg: Hvad er det egentlig, der kan ske her? Hvilke hemmeligheder kan der overhovedet findes i en børnehave? Dengang vidste jeg ikke, at dette papir ikke blot var en formalitet, men starten på min introduktion til en kultur, hvor det foretrækkes, at ”det, der sker indenfor, bliver indenfor.”
Vil vi børnene det bedste, må første skridt være at bryde tavshedskulturen. Og det bliver kun muligt, hvis dem med direkte erfaring tør tale, også når det er svært
Selvfølgelig findes dette papir ikke i alle offentlige institutioner; det er langtfra alle steder, at man giver det til medarbejderne. Men også dér, hvor dokumentet ikke findes, forstår man hurtigt via kulturen, hvad man ”ikke bør” sige højt. Tavsheden pålægges ikke længere udefra; den bliver til indre censur, en overlevelsesstrategi. Måske er det også derfor, at jeg nu – efter 11 måneders kontinuerlige ansøgninger til skoler og daginstitutioner – endnu ikke er blevet indkaldt til én eneste samtale. Og på et tidspunkt begynder man at spekulere på, om uformelle netværk fungerer som en slags sort liste.
En praksis, der holder medarbejderne tavse
Med tiden og gennem arbejdet i flere institutioner er det blevet tydeligt for mig, at disse papirer ikke altid kun beskytter ”børns personlige oplysninger”; nogle gange beskytter de institutionen selv og holder medarbejdere tavse. Mange af de handlinger, som udadtil virker små og harmløse — manglende indlevelse i barnets følelser, kolde forhastelser, skjult irritation, korte men hårde reaktioner, brud på øjenkontakt, ignorering af barnets enkle behov — kan i praksis underminere børns trivsel og følelsesmæssige tryghed.
I de senere år har jeg desuden oplevet, at selv ikke-fysisk, altså psykisk, pres eller hårdhed fra pædagogers side er blevet mere udbredt i både daginstitutioner og SFO’er. Nogle gange sker det endda med et smil, og netop derfor opdages det sjældent udefra. Igennem årene har jeg gentagne gange været vidne til netop denne type adfærd; præcis den, der i videoen fra 2019 skabte et ramaskrig i offentligheden. Forskellen var blot, at jeg ikke havde et kamera med.
Systemets pres og pædagogernes udbrændthed
Problemet er ikke, at pædagogerne er gode eller dårlige mennesker. De fleste er udmattede og pressede, fanget i et system, der ikke fungerer.
Et system præget af personalemangel, højt arbejdspres og en kultur af tavshed producerer helt naturligt adfærd, der er kold, distanceret og til tider hård. Når et system er nedslidt indefra, bliver selv de mest omsorgsfulde mennesker i praksis til trætte og opgivende skikkelser. Skaden skyldes udbrændthed, ikke ondsindethed, men barnet skelner ikke. For barnet er omsorgssvigt stadig omsorgssvigt, selv hvis årsagen er træthed.
Gentagelser afslører et mønster
Derfor er Chili Djurhuus’ artikel så vigtig. Hun viser tydeligt, at problemet ikke skyldes enkelte individer, men et strukturelt miljø, der producerer disse handlinger, et miljø, som hellere pålægger medarbejdere tavshed end at ændre sig selv. Enhver, der forsøger at fortælle sandheden, kan let risikere sin fremtidige ansættelse. Det er ikke kun en spekulation; mange medarbejdere har oplevet det. Én enkelt reference fra en leder kan begrænse en ansats fremtid, og de tætte netværk mellem daginstitutioner i Danmark forstærker problemet.
Et system, der sætter børn i centrum, må acceptere, at sandhedssigende medarbejdere ikke er en trussel, men en del af omsorgen for barnet
Derfor er det ikke overraskende, at hændelser som dem i 2019 gentager sig. Når strukturen er skabt til at skjule fejl og straffe dem, der rapporterer dem, kan man ikke forvente, at problemerne løses med beklagelser eller symbolske reformer. Hvis alle, der gennem årene har oplevet lignende situationer, havde haft et kamera, ville videoen fra 2019 blot være ét eksempel blandt mange.
Et opgør med tavshedskulturen
Som én, der har oplevet miljøet på tæt hold, tror jeg på, at gennemsigtighed i børneområdet ikke kan opnås med lovgivning og pæne ord alene. Gennemsigtighed kræver, at medarbejdere ikke fra dag ét lærer tavshed, og at de ved, at de faktisk bliver beskyttet, hvis de rapporterer noget. Et system, der sætter børn i centrum, må acceptere, at sandhedssigende medarbejdere ikke er en trussel, men en del af omsorgen for barnet.
Chili Djurhuus’ artikel er modig og nødvendig, men den er kun én brik i et større billede. Jeg skriver dette ikke blot som en bekræftelse af hendes ord, men som et vidnesbyrd: De mønstre og miljøer, hun beskriver, er velkendte, tilbagevendende og i nogle tilfælde endda normaliserede i mange danske daginstitutioner. Vil vi børnene det bedste, må første skridt være at bryde tavshedskulturen. Og det bliver kun muligt, hvis dem med direkte erfaring tør tale, også når det er svært.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og