
SOUTH PARK // ANMELDELSE – South Park er så ætsende giftigt i sin komplet nådesløse USA-kritik, at det er en sand fryd, mener Morten Skovgaard.
Jeg har ikke set South Park fast i mange år, men jeg skal sandt for dyden love for, at d’herrer Stone og Parker trykker pedalen i bund her i sæson 27. Det første afsnit var vildt nok, men toeren er så over-the-top-vanvittigt og ætsende giftigt i sin komplet nådesløse USA-kritik, at det er en sand fryd. Hvis der er nogen grænser for, hvad de kan og tør at gøre med den serie, er de virkelig ikke til at få øje på.
Traileren med Trump, der udrustet med en mikropenis dyrker sex med Satan, var fuldkommen outrageous
Vi er helt henne i 27. sæson, men serien peaker ikke desto mindre for vildt her i en tid, hvor virkeligheden i USA for længst har overgået satiren, og det er muligvis et af de vigtigste tv-programmer lige nu. Og så er det simpelthen længe siden, jeg har grædt så meget af grin.
Traileren med Trump, der udrustet med en mikropenis dyrker sex med Satan, var fuldkommen outrageous – den skabte nærmest i sig selv en helt ny genre inden for politisk satire. Særligt fordi den ikke kun var sjov i sin egen ret, men også set i den bredere kontekst:
Komikeren Stephen Colbert blev tidligere på sommeren fyret fra det Paramount Global-ejede The Late Show på grund af pres fra Det Hvide Hus (Paramount-søsterfirmaet CBS, der ejer programmet, gav en officiel bullshit-forklaring om økonomi).

Paramount jagter derudover politisk godkendelse af en stor fusion med Skydance, som antageligt afhænger meget af stemningen i Washington, og midt i dette lander den nye South Park-sæson som en håndgranat kastet ind i forhandlingslokalet. Det er storslået popcornunderholdning på både skærmen og på metaniveau!
South Park sæson 27
Til dem, der ikke ser med, kommer her et referat af det andet afsnit i sæson 27 af serien:
Stakkels Mr. Mackey mister sit job som skolepsykolog på grund af nedskæringer. Det er den slags, der sker, men det er katastrofalt for hans privatøkonomi, så han ender med at lade sig ansætte hos ICE, hvor han skal være med til at fange og deportere indvandrere.
Her møder han Homeland Security-chefen Kristy Noem, der er en fordrukken, våbenliderlig galning, hvis ansigt hele tiden er ved falde af på grund af forfejlede botoxbehandlinger, og som pløkker alle søde hundehvalpe, hun ser (en reference til en bog, hun har udgivet).
Clyde er i mellemtiden gået hen og blevet populær manosfærehøjrefløjshadedebattør og sponsoreret af proteinpulveret He-Man, hvilket gør Cartman skidesur, fordi han mener, at hans egen abortmodstanderpodcast er meget bedre, så han går helt amok som ”master debater” på internettet.
Hvilket lyder helt vildt sjovt, hver eneste gang han gentager det hurtigt med Cartman-stemmen. Som han siger til sin mor, da hun forsøger at få ham til at holde op og lægge sig til at sove: ”These young college girls are totally unprepared, so I can just DESTROY them!”. Det er hylemorsomt.
Mr. Mackeys første ICE-opgave sender ham, siddende med tørklæde for munden og en automatriffel i skødet i en sort vogn, ud til et Dora the Explorer-familieshow, hvor han sammen med de andre agenter går i gang med at bortføre alle med mørk hud, mens Noem pløkker en hund.
Senere ender han på sin næste mission oppe i himlen, hvor de render rundt og indfanger flaksende engle med brun hud. ”Only detain the brown ones! If it’s brown it goes down!”, råber Noem. Og pløkker en hund. ”No more brownies in heaven!”, råber hun, mens hun næsten taber sit ansigt helt og bliver hastigt repareret af sminkemandskabet.
Mr. Mackey begynder at blive lidt “M’kay”-skeptisk over for hele affæren, men han mangler stadig penge, så han har ikke rigtigt andet valg end at tage del i det.
Tilbage i South Park bliver skolens store ”Masterdebation”-pris under en ceremoni uddelt til Clyde, hvilket gør Cartman endnu mere rasende. Clyde tager mod hæderen med en lynhurtig, upassioneret takketale om, at borgerrettigheder var en kæmpestor fejltagelse, og at lesbiske er afskyelige.
Mr. Mackey finder herefter ud af, at han får udbetalt en bonus for at have fanget flest mexicanere ved de seneste ICE-raids, så nu kan bankmanden fortælle ham, at han pludselig har adskillige tusind dollar i overskud hver måned. Og ikke nok med det: Noem får ham også afhentet af bevæbnet agenter og informerer ham efterfølgende om, at præsidenten ønsker at takke ham personligt på sit Mar-a-Lago-resort. Så der flyver Mr. Mackey hen.
Det er South Park i en nøddeskal. Det er fuldkommen genialt
Her møder han Trump, som ledsages af en helt vidunderligt grim mini-Vance. Trump bebuder, at han nu vil gøre Mr. Mackey til ”The Face of Homeland Security”, fordi Kristy Noems over-botoxede Mar-a-lago-fjæs hele tiden bliver ved med at falde af for rullende kameraer.
I den forbindelse får Trump diskret ført Mr. Mackey ind i sit soveværelse, hvor præsidenten skynder sig at tage af sine bukser og underhylere af og står med sin lillebitte diller og kigger lystigt og forventningsfuldt på ham.
Satan ligger i dobbeltsengen og vil gerne hjem igen, fordi det hele er herreulækkert. Pludselig kommer mini-Vance rendende ind og spørger, ”Would you like me to apply baby oil to Satan’s asshole, boss?”. Jeg knækkede fuldstændigt.
Her bliver det hele alligevel for meget for Mr. Mackey, som flygter rundt i palæet, der mest af alt ligner et alderdomshjem, hvor unge massøser (dem, Trump for nylig sagde, at Epstein havde stjålet fra ham) tager sig godt af ældre mænd.
Her finder han først Dora the Explorer alene i et rum og til sidst Clyde, som også er blevet lidt desillusioneret over sit valg af karrierevej og gerne vil holde op med alt det had. De spekulerer over, hvem der mon skal komme og redde dem, og så klippes der over til en superhund, der kommer flyvende mod palæet.
Den pløkker Kristy Noem naturligvis ned, men pludselig falder hendes ansigt helt af og kravler væk, indtil det ender med at sætte sig på en anden, og Mr. Mackey og Clyde kan sammen med Dora slippe væk i forvirringen.
Det er South Park i en nøddeskal. Det er fuldkommen genialt. Og jeg kan næsten ikke vente med at se tredje afsnit i næste uge.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og