Alien har fundet gyset frem igen

Kim Jong Andersen 17.05.2017

Der er gået næsten fire årtier siden vi første gang blev skræmt fra vid og sans af det H.R. Giger-designede monster, den såkaldte xenomorph, der kommer til verden gennem en helt speciel livscyklus med mennesker som ufrivillige rugemødre. Med Alien Covenant, som har Danmarkspremiere onsdag, er den fremmede livsform tilbage med fornyet grusomhed.

I rummet kan ingen høre dig skrige, var den sætning den første Alien-film fra 1979 blev lanceret med.

Det må vi så konstatere ikke helt var tilfældet dengang. Og heller ikke er det i dag.

Det var sir Ridley Scott, der instruerede den udødelige rumgyser, Alien, og selvom det blev startskuddet til en af filmhistoriens mest populære føljetoner eller franchises – så holdt Scott sig væk indtil 2012. Her påbegyndte han så en ny serie af prequels, dvs. nye film, der skulle fungere som optakt til historien i Alien fra ’79.

Fra Promethus til Covenant

Den første film i den nye serie hed Prometheus, og blev noget lunkent modtaget ved premieren for fem år siden. Nok primært fordi, at de mange Alien-fans havde forestillet sig en film med den karakteristiske xenomorph, men i stedet blev budt på en historie, der primært handlede om en gruppe videnskabsfolks forsøg på at finde frem til en fjern civilisation:

En menneskelignende art af såkaldte “ingeniører”, der i tidernes morgen havde stået fadder til menneskets opståen på jorden. Bevares, Prometheus, havde også sine blodige øjeblikke, men uhyggen blev til dels spoleret af Scotts ret uelegante forsøg på at få en ellers habil science fiction-gyser til at handle om selve menneskets eksistens. Som titlen antyder var filmens budskab i høj grad centreret omkring, hvad der kan ske af ulykker, når mennesket forsøger at lege Gud.

Som titlen antyder var filmens budskab i høj grad centreret omkring, hvad der kan ske af ulykker, når mennesket forsøger at lege Gud

I Alien Covenant er der gået ti år siden, at Prometheus fandt sted. Rumskibet Covenant er på vej mod planeten Origae-6 og i lasten er der over 2000 sovende passagerer, der skal kolonisere planeten, når Covenant når sin destination. Men syv år før, Covenant når sin destination, indtræffer et uheld, der får besætningen til at træffe den skæbnesvangre beslutning af udforske en muligvis beboelig planet i et solsystem indenfor umiddelbar rækkevidde.

Det skal – ikke overraskende – vise sig at blive en rigtig dum beslutning. Det viser sig nemlig at være den planet, som de eneste overlevende fra Prometheus, robotten David (Michael Fassbender)og dr. Elizabeth Shaw (Noomi Rapace), havde sat kursen mod: en planet, der var hjemsted for “ingeniørerne”, menneskets skabere.

Gud skabte mennesket. Mennesket skabte robotten. Robotten skabte…?

Covenant har også medbragt sin egen robot, Walter, ligeledes blændende spillet af Michael Fassbender. Og det er i høj grad også hans præstation, der løfter Alien Covenant, ligesom det i øvrigt også var tilfældet i Prometheus. Efter de to nye film i, hvad der tegner til at blive en ny trilogi, står det klart, at det er David, robotten, der er omdrejningspunktet, og ham der er både alfa og omega for opklaringen af de mysterier, som gennem tidens løb er blevet introduceret i Alien-mytologien.

Sir Ridley Scotts noget misantropiske syn på menneskeheden får også frit afløb gennem denne figur i Alien Covenant. Når mennesket vil lege Gud, brænder vi nallerne. Men hvad sker der, hvis en robot med skaberevner, får de samme ambitioner? Lad os bare sige, at i Scotts vision så er mennesket måske blot fysisk foder for den kunstige intelligens og dens kreativitet i fremtiden.

Når mennesket vil lege Gud, brænder vi nallerne. Men hvad sker der, hvis en robot med skaberevner, får de samme ambitioner? Lad os bare sige, at i Scotts vision så er mennesket måske blot fysisk foder for den kunstige intelligens og dens kreativitet i fremtiden

Der går da heller ikke mange minutter efter, at Covenants besætning betræder den nye jord, til at begivenhederne løber løbsk. Det er generelt en dårlig idé at drage på en vandretur på fremmede planeter uden en rumdragt – også selvom luften tilsyneladende er til at indånde – og i dette tilfælde viser det sig at være en dødelig fejltagelse, der hurtigt reducerer størrelsen på besætningen i nogle hektiske sekvenser.

Snart er vores ekspedition strandet, men reddes fra nogle helt nye monstre, neomorphs, af ingen ringere end David, der tilsyneladende har ført en Robinson Crusoe-agtig tilværelse på planeten. Han har dog ikke kedet sig i det forgangne årti, men valgt at stimulere sin egen skabertrang helt i Frankensteins ånd. Det er i denne mellemakt, hvor samspillet mellem David og den nye robotmodel, Walter, at vi får forklaringen på, hvad der skete med ingeniørerne, og hvordan det oprindelige Alien-monster er blevet skabt. Det er også hér, at Covenant er mest fascinerende, og igen bliver rigtig uhyggelig.

Alien Covenant er den mest effektive Alien-film i rækken siden Aliens

I filmens første akt, hvor vi ser, hvordan de nye monstre bliver til, sætter Scott godt nok en ny overligger, hvor meget blod, der kan sprøjte i alle retninger og fra helt nye kropsåbninger, men det er i mellemakten, at den snigende, ubehagelige og terroriserende skræk, som vi husker fra den klassiske Alien-film vender tilbage.

Filmens tredje akt er udover en overraskende slutning, der nok vil komme bag på nogen, også ganske spændende, men føles lidt som en halv times nedkog af “det endelige opgør” i henholdsvis den første og anden Alien-film. Især nummer to, den meget roste Aliens, fra 1986 instrueret af James Cameron.

Alien Covenant er på alle måder en ferm rumgyser, der dog aldrig når samme højder som hverken Alien og Aliens, men som stadig udmærker sig ved at være den tredjebedste i rækken. Scott er en 80-årig herre, der instruerer med samme energi som en langt yngre instruktør, men han er også så erfaren nu, at han kender sine virkemidler til mindste detalje. Scenografi, produktion, fotografering og lydside er uovertruffen, og udført til perfektion, selvom manuskriptet måske halter lidt hist og her.

Herfra får Alien Covenant fire stjerner ud af seks for at bringe uhyggen og ikke mindst vores det ægte Alien-monster tilbage med skrig og skrål!

På skuespilfronten er det som nævnt den uforlignelige Michael Fassbender, der løber med al opmærksomheden, men ellers gør Katherine Waterston et hæderligt forsøg på at agere handlekraftig heltinde, selvom hun er langt fra at nå Sigourney Weavers præstationer som Ellen Ripley i de første tre Alien-film (den fjerde tror jeg blot, vi skal lade forbigå i stilhed), og Billy Crudrup er også adækvat som den usikre, religiøse kaptajn for besætningen.

Herfra får Alien Covenant fire stjerner ud af seks for at bringe uhyggen og ikke mindst det ægte Alien-monster tilbage med skrig og skrål!

Topfoto: fra Alien Covenant (20th Century Fox)

Kim Jong Andersen

Kim Jong Andersen, 44. Debattør, madanmelder og gourmand, ekspert i branding og digitalisering, konceptudvikler, smagsdommer, filmbuff, underviser, foredragsholder og direktør i et management konsulent-firma. Har arbejdet i reklamebranchen i næsten to årtier, senest som kreativ direktør. Optaget i Dansk Markedsførings M-list, en blå bog over de allerdygtigste marketingprofiler i Danmark. Nok især kendt på sociale medier under hans alter ego, "Bamsen", der i visse kredse nærmest er blevet et personligt brand i sig selv. Hyppig gæst på de førende restaurationer i København. Juryformand for den årlige prisuddeling, Danish Digital Awards i samarbejde med Dansk Annoncørforening. Har selv vundet adskillige kreative awards både herhjemme og i udlandet. Ofte benyttet key note speaker på diverse konferencer og seminarer, hvor emnet er relateret til kreativitet og kommunikation. Gæsteunderviser MBA-studerende på CBS.