mm

Jan Eriksen

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.
Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.
Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017). Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Jan Eriksen
på Mobile Pay: 22 64 82 35

Simon Talbot – Da Klods-Hans erobrede USA

STANDUP // ANMELDELSE – Simon Talbot er et forfriskende, højenergisk og morsomt indslag på den danske standup comedy-scene. Men ved premieren på det nyeste show Make Denmark Great Again, der handler om hans forsøg på at slå igennem i USA, var han tæt på at smadre sin egen præmis, skriver Jan Eriksen i sin anmeldelse.


Ikke helt overraskende kommer der et lille hint til Thomas Eje i Simon Talbots nye stand-up show, Make Denmark Great Again. Det nye show med en af Danmarks p.t. mest populære komikere er en fortælling rundt om Talbots nylige rejse til USA med drømmen om at gøre sig på comedy-scenerne i Los Angeles og omegn.

I showet tager Talbot lattervækkende favntag med skismaet mellem på den ene side det typisk danske ved jorden at blive det tjener sig bedst-dogme – og på den anden side retten til at drømme stort. Og gå efter det. Som de gør derovre i USA.

Talbot var mobbeoffer i skolen; som blandt andet Jehovas Vidne og udstyret med et par lidt anderledes ører var han nærmest et tagselvbord for typisk lavpandet dansk Mellemkøbing-humor

Med et lille hib til Eje, der ikke ligefrem erobrede Las Vegas, gør Talbot sig desværre selv til Jantelovens ambassadør. Det er muligt, at Thomas Eje ikke fik ret meget ud af det, men han gjorde i det mindste forsøget, Simon Talbot.

Kan man tabe godt og vel 80 minutters comedy på gulvet med en enkelt sætning? Nej. Men det rokker lidt ved præmissen på samme måde, som San Andreas forkastningen dagligt rokker ved jorden under Los Angeles.

Den anden generation

Simon Talbot tilhører ‘anden generation’ indenfor dansk stand-up comedy. De, der kom til efter Gintberg, Hjortshøj, Casper – og for den sags skyld også POV Internationals egen Sebastian Dorset. Siden sit gennembrud via diverse TV 2 Zulu-programmer er Talbot i dag en af landets mest populære komikere med over 200.000 følgere på Facebook.

Make Denmark Great Again er den sprælske komikers fjerde solo-turné. Da jeg anmeldte den seneste, Mr. Copenhagen, blev jeg nærmest bjergtaget af Talbots energi og komiske power.

Med et lille hib til Eje, der ikke ligefrem erobrede Las Vegas, gør Talbot sig desværre selv til Jantelovens ambassadør. Det er muligt, at Thomas Eje ikke fik ret meget ud af det, men han gjorde i det mindste forsøget, Simon Talbot

Selvom rammen denne gang er en helt anden, begynder det alligevel, hvor det slap sidste gang. Med et flashback tilbage til den jyske barndom, hvor hans mor waterboardede ham med brun sovs – og den irske far belærte ham om at han ikke skulle finde sig i noget.

Talbot var mobbeoffer i skolen; som blandt andet Jehovas Vidne og udstyret med et par lidt anderledes ører var han nærmest et tagselvbord for typisk lavpandet dansk Mellemkøbing-humor. På god amerikansk vis – fristes jeg til at kalde det – bruger han den historik som udgangspunkt til at glæde sig over, hvor godt det er gået siden.

Det er ham bestemt vel undt, absolut, men det er lige før, jeg savner bare et lille glimt af tårerne inde bag klovnens maske, for nu at bruge den gamle frase. Til en forståelse af ikke mindst den kroniske hang til selvudslettelse, som han angiveligt kæmper med.

Tæt på at kamme over

Det er ofte tæt på at kamme over, i momenter overstyres virkemidlerne i en grad, så man forventer at høre samme hyletone som fra en kogende kedel komme ud af Talbots fejludviklede næsebor. Jeg nævner næsen her, fordi komikeren selv gør en del ud af den.

På den anden side; det er nu sådan, Talbot optræder. Take it, or leave it. Mimik og kropssprog er den fond, komikken baseres på.

Scenografien er imponerende flot – stjerner, blå, røde og hvide farver over det hele. Opbygningen af Talbots storytelling er dramaturgisk set endog rigtig flot skruet sammen. Talbot rejser ud, han må begynde fra bunden, han når til en erkendelse, og … slutningen skal ikke afsløres her.

Simon Talbots originale rabalderstil er et forfriskende indslag på den danske scene. Hans rolle – og det absolut positivt ment – er lidt ligesom Klods-Hans på hoffet. Og som det fremgår af slutningen, har han en reel mulighed for at løbe af med prinsessen og den halve føderation

Stand-up’en suppleres løbende med videoklip, optaget on location i USA. Det fungerer fremragende, nærmest dokumentarfilms-agtigt, hvor de grundlæggende tematikker – amerikansk overfladiskhed, Talbots sejre og nederlag – tydeligt fremgår. Netop her mærker man modgangens blues.

Indimellem disse videoklip leverer han bids af svigende kvalitet. En passage om en stor edderkop virker ret ligegyldig. Til gengæld er hans udlevering af sig selv og kærestens nye venner på Lee Strasberg-skuespillerskolen i LA vildt sjov. Jysk bondskhed møder prætentiøst, intellektuelt snobberi. Den slags mennesker, der tror at jazznumre lyder forskelligt, som han siger.

Der er en velmenende bid om, hvorfor kvinder fortjener mere i løn. Dermed kom der også lidt feminisme indover. Jeg har intet statistisk belæg for det, men mon ikke, det er første gang i verdenshistorien, en mandlig komiker tager en positiv vinkel på emnet menstruation. #VelEgentligPåTide.

Prædiker for enmandskoret

Frem mod slutningen afslører Talbot, at han og kæresten overvejer at få børn. Når han joker på, at han aldrig kan blive lige så god til at synge godnatsange som sin far, prædiker han i den grad for koret. I hvert fald et kor, der alene består af denne ene anmelder.

Faren sang så flot Elvis-sange som “In the Ghetto” og “Suspicious Minds”, da Simon var et lille barn. Talbots foretrukne moderne musik som f.eks. Tiëstos elektroniske EDM-drøn er komplet uegnede som vuggeviser for de børn, han måtte få.

Simon Talbots originale rabalderstil er et forfriskende indslag på den danske scene. Hans rolle – og det absolut positivt ment – er lidt ligesom Klods-Hans på hoffet. Og som det fremgår af slutningen, har han en reel mulighed for at løbe af med prinsessen og den halve føderation.

Simon Talbot, Make Denmark Great Again, premiere torsdag 13.09 i Bremen Teater

Topbillede: Krestine Havemann, ICO Concerts

Kategorier