Livets Muhammad Ali tæsk
Alt det vi søger, har vi med os. Drop storindustrien af ”ragen ned af
de alternative hylder” og de pladrende selvhjælpsbøger, og slå i
stedet op på første side i din egen bog. Din livsbog, og følg den
lille pige, du var engang.
Den nyfødte pige med de bittesmå lyserøde og bløde fodsåler, hende der
kravlede og meget kort tid efter kunne gå. Hende der lærte at tale,
råbe, surmule, klukle, gå bagover i bue når hun var rasende, hende der
grinede og hende, der forbavset pegede på verden med sin lille
nysgerrige og uforfærdede pegefinger.
Pigen der først fik rottehalerne holdt på plads af to lysebrune
køkkenelastikker, der gjorde ondt at tage ud af håret om aftenen, og
et par år efter fik både menstruation, små ømme bryster og et
dampkrøllejern i konfirmationsgave.
Krøllejernet brugte hun flittigt, men det var en svær kunst, og for
det meste kom hun til at lave rædsomme røde og brune brændemærker både
i nakken og i panden, når hun skulle hen i ungdomsklubben for at –
eller
det håbede hun – kysse en af mini-rockerne, der på de lysende orange
Kreidlere eller sorte Puch Flagskib knallerter med gul tank holdt og
gassede op udenfor klubben. James Dean læderjakker med masser af
lynlåse havde din teenagepiges forelskelser også, kysset blev hun alt
for sjældent.
Her 14-15 år gammel tænker jeg, forlod du din pige, du glemte eller
ville for alt i verden spæne fra den lille lort, den latterlige og
ubrugelige og ikke mindst pinlige skabning, som hun var, og fra da af
var det bare videre.
Job efter skoletid, efterskole eller måske løb du hjemmefra?
Så fik du fuldtidsjob, måske i en grillbar, på en småkagefabrik eller
hvis du var rigtig heldig i en tøjbutik, der solgte Wrangler
cowboybukser og UCLA trøjer med V-udskæring. Halleluja og så gik du på
diskotek og hørte Suzi Quatro og Chris Norman synge ”Stumblin’ In”, og
det var netop dét din pige gjorde sidst i hendes teenageår, stumbled –
snublede mere eller mindre tilfældigt ind i voksenverdenen.
Måske vidste du hvilken uddannelse du ville have, måske ikke, men du
var ankommet. Du var voksen, godt nok en ny én af slagsen, men voksen
var du, og du var stolt af det. Men det viste sig hurtigt, er jeg
sikker på, at din diamant – dig som en 24 karats voksen kvinde – havde
mange facetter og forskellige slibninger, også dem der næsten ikke var
eller er til at holde ud eller finde en løsning på.
WHACK! WHACK! WHACK!
Du har fået mange slag så hårde og dybe, at du gang på gang har ligget
til tælling i livets boksering, som om det var Muhammad Ali, der havde
gennemtæsket dig.
“Hvorfor? Hvorfor skal jeg opleve det her igen og igen?” har du spurgt
både dig selv, dine veninder og venner, måske endda dine kærester og
ægtemænd.
Ingen af dine nærmeste kunne eller kan umiddelbart give dig et svar,
og så er det at hele hæren af astrologer, psykologer, clairvoyante,
numerologer og alle dem, man desperat køber når alt gør for ondt, får susende travlt og
kommer på overarbejde. Uha, der var jeg lige ved at glemme alle de
selvhjælpsbøger, som står i stabler og i reoler eller ligger på gulvet
sammen med dig. Men intet hjælper. Du har det bare hamrende dårligt.
Igen.
Kvinde træd varsomt thi scenen er blå.
WHACK!
Hvordan undgår man livets Muhammad Ali tæsk?
Det kan man ikke. Sådan er det, men man kan kalde på sin pige, hende
der for mange, mange år siden “pegede på verden med sin lille nysgerrige og uforfærdede
pegefinger”.
Hende skal du tage i hånden nu. Du skal huske alt det, hun turde og
gav sig i kast med, også selv om hun gang på gang faldt, og der måske
ikke rigtig var nogen til at trøste hende, når knæ eller albuer blødte
og dannede tykke sårskorper, der først mange måneder senere blev til
lysende hvide, lilla eller røde ar.
Følelsen af ikke at blive trøstet er ødelæggende og uforståelig, og
sammen med alle de andre nederlag og slag, som resultatet af
barndommens blender har givet, spørger du igen dig selv: Hvorfor?
Du skal spørge din pige, hun kan fortælle dig bedre end nogen om de
følelser, hun gik igennem helt alene – også de dejlige følelser, ja,
endda de vidunderlige – hun kender alt det du føler nu som voksen
kvinde, men din pige kender det fra helt andre vinkler, og måske kan
hun få dig til at forstå ensomheden, vreden, din bitterhed, dine hårde
Muhammad Ali tæsk, din opgivenhed, din gråd, men også din latter.
Lyt til hende, gør plads til pigen indeni dig, hun er uundværlig, du
vil mærke det med det samme. Du får meget af hende. Både de fysiske og
psykiske kræfter som var nødvendige for hende for at klare sig den
gang for mange år siden, da du forlod hende, de kræfter har hun
stadig, og hun har altid gerne ville dele dem med dig.
Din lille pige trænger til ikke at være alene mere. Det gør du også.
Hendes sår har du brug for i dit liv som den voksne kvinde, du
er. Du har slikket længe nok på sårene, nu skal du se pigen i
øjnene, du må ikke længere se væk. Tag imod hendes fortælling, hendes
ord, skorper og sår. Det hele. Brug hendes mod og peg på den verden, du nysgerrigt og uforfærdet har lyst til at være i.
Kæreste Søster Løvehjerte.
Uanset hvor alene du af og til føler dig – måske er det alt for ofte –
så er du ikke alene. Du har din pige. Tag hende i hånden. Hun hedder
det samme som dig, hun går i samme takt som dig, og hun har det samme
hjerte. Dit.
Kunne du lide, hvad du læste? Så er du meget velkommen til at dele historien med dit netværk. Du må også gerne like vores Facebookside. POV International har nemlig ikke noget reklamebudget.
Topfoto ved Visual Artist Ingrid Bugge – se mere på www.ingridbugge.com
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her