FODBOLD // HYLDEST – I 2004 skrev jeg for FCK’s fanklubblad, om end ret ringe. Alligevel påtog jeg mig et 4-dobbelt interview: Den sæson var der nemlig rykket lige præcis det antal unge spillere op i Københavns førsteholdstrup, og jeg skulle møde dem ude på KB’s anlæg: Martin Bernburg, Morten Bertolt, Jeppe Brandrup og så en, der hed William Kvist.
De var flinke og samarbejdsvillige og fik vidt forskellige karrierer, og jeg fik skrevet mit interview.
Ham Kvist fyldte mest, fordi han sagde nogle usædvanlige ting for en ung fodboldspiller. Jeg havde talt med andre, der knap kunne nævne en hobby udover at sidde på café eller gå i biografen, men William Kvist talte ivrigt om de bøger, han læste, sine planer om at tage en uddannelse ved siden af fodbolden, og var allerede dengang mand for at holde fokus på vegne af de holdkammerater, der måske syntes, ham manden i tweedjakken fra fanklubbladet var lidt langtrukken.
Året efter fik William Kvist debut, og jeg var 34.
Tak især for at du har været en fremragende repræsentant for København. En på alle tider sympatisk, begavet, tænksom mand, med masser af karakter og en personlighed, man ville ønske langt flere mennesker besad
Lige siden Jens Jørn Bertelsen fra 80’er-landsholdet blev kritiseret for ikke at være kreativ nok, har jeg haft en svaghed for den defensive midtbanespiller. Ham, der er holdets rygrad og binder det sammen, uden at posere eller forsøge de lækre ting. Som en klog mand, ved navn William Kvist, har skrevet om i sin bog, sådan cirka: ”Jeg kunne godt slå bolden ind i feltet, når vi får en retur efter et hjørnespark, men så er hele holdet i ubalance, og vi risikerer et kontraløb”. Og det er kernen i karrieren hos den mand, der har været en af de bedste defensive midtbanespillere i Danmarkshistorien. Aldrig posere. Aldrig undskylde. Altid holdet. Altid oprydder.
Ham dér, han har noget
Og det er helt grotesk, man er nødt til at skrive det: I sin karriere lagde William Kvist meget få afleveringer, der splittede modstanderens forsvar, men han opfangede tusind, der ville have splittet vores.
Da han efter FCK’s sejr mod OB i forrige uge sagde, at vi altid ville have en relation, ham og fansene, fik jeg våde øjne, for det vidste jeg godt, og den relation falmer aldrig.
Jeg vil altid huske unge William, der spillede ude på højresiden, back-William, der sagde fra overfor både Ståle og landstræneren og slap ind på midten igen, og jeg husker især kloge, lysende William, der mødte min far og mig på den indiske restaurant, overfor hvor han boede, og fortalte om den nye velgørenhed, han var ved at starte, så min far bagefter havde lys i øjnene og sagde: ”Ham dér, han har noget”.
Det har William Kvist og han skal hyldes for det. Ikke bare som en af de bedste, tuffeste, mest fair spillere i superligaens historie, men også fordi han altid har været så begavet en gentleman. Han har fire kampe igen, måske, og efter det har han et liv foran sig, for der er heldigvis ingen grænse for, hvad William Kvist kan nå efter fodbolden.
Tak for alt, William. Ikke bare målet i Amsterdam 2006, klubrekorden i kampe eller dine pokalvindermål.
Tak især for at du har været en fremragende repræsentant for København. En på alle tider sympatisk, begavet, tænksom mand, med masser af karakter og en personlighed, man ville ønske langt flere mennesker besad.
William Kvist, du har været den bedste uden at føle trang til at bevise det. En vinder uden at have behov for at udpege tabere. En repræsentant for fodbolden, man bare kunne pege på, hvis nogen sagde noget grimt om sporten.
Nu er jeg 48, og du vil altid være en FCK-legende 14 år efter vi første gang mødtes. Du har skabt minder, der varer ved, og du er symbolet på de bedste værdier i FCK.
Foto: Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her