Tak for uddannelsen – vær rar at passe på den i fremtiden

af i Danmark/Liv & Mennesker/Politik & Samfund

Her til lands er vi unge så heldige, at vi kan få en uddannelse, som alle er med til at betale for. Som repræsentant for Generation Y vil jeg bare lige sige tak til alle jer, som har givet en skilling med. Desværre ser det ud som om, det nu bliver sværere at være under uddannelse i Danmark fremover. Det tror jeg er en virkelig dårlig ide og en tilsvarende ringe investering.

Da jeg var i den alder, hvor jeg for første gang kunne se ekspedienten i øjnene, når jeg købte den billigste flaske med den højeste promille i supermarkedet, og stolt kunne fremvise mit nyerhvervede kørekort, gjorde jeg det, som regeringen drømte om og begyndte direkte på en videregående uddannelse, sommeren efter studenterhuen var kommet på hovedet.

Efter at have spenderet et halvt års tid på en højere læreanstalt, hvor jeg ikke gjorde meget andet end at spilde min, undervisernes og mine medstuderendes tid, kastede jeg håndklædet i ringen og afleverede min udmeldelsesblanket på studiekontoret. Elektronisk, naturligvis. Jeg skulle ikke nyde noget af at møde op og se nederlaget i øjnene.

Som mange vise mænd og kvinder med mere metaforisk hår på diverse kønsdele dengang fortalte mig, så viste det sig at være en ringe gennemtænkt idé.

Efter at have spenderet et halvt års tid på en højere læreanstalt, hvor jeg ikke gjorde meget andet end at spilde min, undervisernes og mine medstuderendes tid, kastede jeg håndklædet i ringen og afleverede min udmeldelsesblanket på studiekontoret. Elektronisk, naturligvis. Jeg skulle ikke nyde noget af at møde op og se nederlaget i øjnene.

Om der var noget galt med uddannelsen, skal jeg ikke kunne sige. Det har sikkert været en fantastisk uddannelse for dem, der hang i, men unge Andreas var på ingen måde moden nok til at kæmpe sig igennem timelange forelæsninger med fri adgang til Facebook, tykke bøger skrevet af afdøde tyske tænkere og uendelige gruppemøder på biblioteker rundt omkring i hovedstadsområdet.

Virkeligheden gav perspektiv

Det er desværre ikke unormalt, at unge kvinder og (især) mænd giver op, inden deres videregående uddannelser rigtigt får lov at komme i gang. Jeg var ikke i nærheden af at være moden nok, da jeg som attenårig purk prøvede første gang.

Men et stykke tid væk fra skolebænken, hvor jeg i bogstaveligste forstand fik lov at stå i lort til knæene, når jeg som ufaglært vikar pumpede kældre fyldt med kloakvand tørre, gav mod på at give en videregående uddannelse endnu et forsøg; Det var alligevel sjovere at læse bøger og drikke billig øl i fredagsbaren end at stå op klokken fire om natten for at få våde sikkerhedssko til 134 kroner i timen resten af livet.

Ja, jeg har indset vigtigheden af at gøre en indsats, også selvom ingen tjekker, at jeg rent faktisk læser mine lektier – hvis jeg lader være, straffer jeg jo kun mig selv

Her nu – i anden runde – går det mig langt bedre. Jeg dukker rent faktisk op til undervisningen på min nye uddannelse. Materialet interesserer mig, og hvad vigtigere er: jeg er selv blevet mere moden af de oplevelser, tiden ude i de benhårde jobs, der er for 20-årige uden nogen uddannelse, har givet mig.

Ja, jeg har indset vigtigheden af at gøre en indsats, også selvom ingen tjekker, at jeg rent faktisk læser mine lektier – hvis jeg lader være, straffer jeg jo kun mig selv. Eller hvad? Straffer jeg ikke også alle mine fantastiske landsmænd, der afgiver godt og vel halvdelen af deres hårdt tjente penge til staten, så jeg kan få mig en uddannelse?

Det er i hvert fald klart, at nettet er strammet yderligere om danske studerende. Der er ikke tid til slinger i valsen. Heller ikke selv om mange eksperter forudser, at det ekstra økonomiske pres fremtidige studerende kommer til at stå over for, hvis regeringen gennemfører de planlagte besparelser på området, i sidste ende bare kommer til at resultere i, at vi står med flere halvvejs uddannede unge.

Beregninger foretaget for FTF – Fagforeningen for offentligt og privat ansatte – viser, at frafaldsprocenten på videregående uddannelser kan øges med op mod 27 procent. Og dette er ikke kun til skade for de mange studerende, som pludselig står uden en uddannelse, det er til mindst lige så stor skade for samfundet, som ender med at spilde ressourcer på halve uddannelser, og arbejdsparate unge, der ingen jobgivende kompetencer har.

I dag skal der sættes skub på, så de unge kan komme ud og være produktive medlemmer af samfundet. Måske ikke til gavn for Danmark på den lange bane, men hvem skal ellers betale for al vores dejlige velfærd, som for tiden er under pres?

Jeg satser selv på, at jeg kan klare min uddannelse på den normerede tid. Det kan de fleste af mine medstuderende sikkert også, for vi vil også gerne bidrage til fælleskassen, det er jeg overbevist om. Til gengæld lader det til, at årgangene efter os selv skal være med til at finansiere deres egen uddannelse, og at al plads til statsfinansieret slinger i valsen i form at det sjette år med SU skal fjernes.

SU er ikke bare en gave

Danmarks SU er unik. Vi får som studerende penge for at læse! Hvor vildt er dét ikke? Satsen er endda verdens højeste. Som studerende er jeg virkelig taknemmelig for, at vi som land kollektivt samler til bunke, så vores unge kan komme ud i samfundet og være veluddannede og produktive. Men vi gør det jo ikke kun, så poderne kan pynte sig med flotte titler. Finansministeriets egen rapport fra 2016 viser, at det på samfundsmæssigt plan er en økonomisk gevinst, at vi som nation uddanner vores unge ordentligt.

Er det ikke værd at give det sidste års SU til de usikre, til dem med lidt for mange nattevagter i Netto og dem som bare tænker en smule alternativt, hvis man så ender med en brugbar vare for arbejdsmarkedet i sidste ende? Kan den stringente linje ikke betyde, at den sociale mobilitet, vi er så stolte af her i Danmark, bliver mindre? Kan vi ikke give plads til, at unge fra hjem uden akademisk baggrund, som måske har lidt sværere ved at navigere i den verden, kan slingre en smule?

Om stramningerne får samtlige studerende til at rette ind, tage deres uddannelse på normeret tid, vandkæmme håret og høre noget ordentlig musik, som ikke er lavet af en eller anden nørd med en computer i en mørk kælder, vil tiden vise. Vise mænd og kvinder i diverse tænketanke spår i alle retninger.

Personligt frygter jeg, at stramningerne i højere grad kommer til at tvinge de knapt så målrettede ud af uddannelserne, efter de har brugt årevis på at tilegne sig viden til gavn for dem selv og samfundet. Er det ikke værd at give det sidste års SU til de usikre, til dem med lidt for mange nattevagter i Netto og dem som bare tænker en smule alternativt, hvis man så ender med en brugbar vare for arbejdsmarkedet i sidste ende? Hvis ikke, så risikerer vi at ende med en masse halvvejs uddannede unge, der reelt ikke kan bruge deres dyre og lange halve uddannelser til noget som helst – og dét er da dumt at finansiere med fælleskassen.

Kan den stringente linje ikke betyde, at den sociale mobilitet, vi er så stolte af her i Danmark, bliver mindre? Kan vi ikke give plads til, at unge fra hjem uden akademisk baggrund, som måske har lidt sværere ved at navigere i den verden, kan slingre en smule? Hvis vi som nation mister evnen til at indgyde børn en tro på, at de kan blive, lige hvad de vil, hvis de bare arbejder hårdt og målrettet, står vi så ikke svagere? Skal det til at betyde endnu mere for ens akademiske chancer, end det allerede gør, om man er født i et lavt eller højt postnummer? Jeg tror det ikke.

Topfoto: Creative Commons.

Jeg er til dagligt studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor jeg er halvvejs uddannet journalist. Mine interesseområder er blandt andet hele debatten om Udkantsdanmark, da jeg er uopretteligt miljøskadet af en dejlig barndom blandt sukkerroer og kontanthjælpsmodtagere i Nakskov på Lolland.
I min fritid er jeg stifter og ejer af kommunikationsvirksomheden Musling Media, hvor jeg laver alskens pressearbejde lige fra pressemeddelelser til tekstforfatning.  Hvis du skulle have lyst til at putte ketchup på min pasta, så kan du sende mig penge på MobilePay på 53 38 70 49. Alle beløb er intet mindre end en gave. Tak.

Seneste artikler om Danmark