Steffen Groth: Ingers illusionsnummer

Steffen Groth 27.05.2020

POLITIK // KOMMENTAR – Bag det retoriske blændværk viser et nyopdukket notat måske mest af alt, at Støjberg var advaret på skrift, at pressemeddelelsen var et direkte opgør med embedsmændenes vurderinger, og at ministeriet kunne have sendt lovlige retningslinjer til Udlændingestyrelsen – men kun sendte den pressemeddelelse, der ifølge ombudsmanden ”foreskrev en ulovlig praksis”.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den nuværende højesteretsdommer og daværende ombudsmand Jørgen Steen Sørensen skrev i oktober 2017 en juridisk redegørelse på 78 sider under overskriften ”Ulovlig instruks om adskilt indkvartering af alle 15-17-årige asylansøgere og deres ægtefæller eller samlevere”.

Hele præmissen for den redegørelse var, at Støjbergs kategoriske og undtagelsesfrie pressemeddelelse fungerede som en instruks, altså en ordre. Og mere specifikt ”ministerens instruks”:

”Jeg har noteret mig, at ministeriet gentagne gange har omtalt instruksen af 10. februar 2016 som ‘ministerens instruks’,” skrev Ombudsmanden.

Ministerens instruks blev sendt med email to gange til Udlændingestyrelsen d. 10. februar. Og ifølge Udlændingestyrelsen fik de også mundtligt af departementet besked på at administrere efter den. Hvilket samme dag udmøntede sig i en orientering fra Udlændingestyrelsen til asylcentrene om at samtlige unge asylpar, hvor en var under 18, skulle adskilles snarest.

Bag det retoriske blændværk viser notatet måske mest af alt, at hun var advaret på skrift

Ombudsmanden slog fast ”at instruksen – i konsekvens af den nævnte kategoriske og undtagelsesfrie affatning – rent faktisk foreskrev en ulovlig praksis.”

Støjberg måtte i 2017 anerkende Ombudsmandens klokkeklare juridiske vurdering og rette ind. Hun skrev efterfølgende på Facebook: ”Jeg bad om at få parrene adskilt. Den beslutning blev kendt ulovlig af Ombudsmanden, og jeg blev tvunget til at ændre praksis”.

Hvorfor blev notat fortiet i fire år?

Støjberg forsøgte søndag og mandag over for Instrukskommissionen at vende op og ned på faktorernes orden og fortidens forløb. Pressemeddelelsen er nu, ifølge Støjberg, selvfølgelig ikke en instruks. Selvom hun selv har brugt betegnelsen ”instruks” talrige gange og accepteret Ombudsmandens rapport, hvis grundpræmis er, at pressemeddelelsen var en instruks.

Ifølge Støjbergs spritnye fortælling viser et ”helt, helt, helt centralt” nyopdukket notat – som offentligheden aldrig har hørt om, som Folketinget ikke har hørt om og (vigtigst) som Udlændingestyrelsen ikke fik – at hun hele tiden ønskede lovlig administration. Notatet, som ministeren øjensynligt læste og godkendte d. 9. februar, beskriver ifølge Ritzau, at det er nødvendigt med en ”konkret vurdering”, før der kan foretages adskillelse af asylpar.

Ministeriet kunne have sendt lovlige retningslinjer – i form af notatet – til Udlændingestyrelsen, men sendte kun pressemeddelelsen, der ifølge ombudsmanden ”foreskrev en ulovlig praksis”

En mulig forklaring på den mystiske årelange mørkelægning af notatet er, at det faktisk kan tolkes som en skærpende omstændighed, da det viser:
1) At Støjberg på skrift var orienteret om, at der skulle foretages individuelle vurderinger, hvis adskillelsen skulle være lovlig.
2) At notatet viser sort på hvidt, at pressemeddelelsen foreskrev en ulovlig praksis, da pressemeddelelsen helt eksplicit gør op med notatets krav om individuelle vurderinger.
3) At notatet viser, at ministeriet rent faktisk havde skriftligt materiale, der kunne informere Udlændingestyrelsen om kravene til en lovlig praksis, men man ikke desto mindre kun sendte ministerens instruks, som foreskrev en ulovlig praksis.

Støjbergs store illusionsnummer er med andre ord, at hun tager et notat, der i fire år har været nedsænket i mørke, et notat der beviseligt ikke blev videreformidlet til Udlændingestyrelsen, et notat, som ministerens egen senere instruks er et direkte opgør med, hun tager det notat og hiver det med forbløffende hast og iver op i lyset, mens hun som en trylleformular gentager igen og igen:

Det er helt afgørende, helt centralt, meget væsentligt, en grundpræmis, det var min virkelige og lovlige ministerielle intention.

Men bag det retoriske blændværk viser notatet måske mest af alt, at hun var advaret på skrift, at pressemeddelelsen var et direkte opgør med embedsmændenes vurderinger og at ministeriet kunne have sendt lovlige retningslinjer til Udlændingestyrelsen – men kun sendte den pressemeddelelse, der ifølge ombudsmanden ”foreskrev en ulovlig praksis”.

LÆS FLERE ARTIKLER AF STEFFEN GROTH HER

Foto: News Øresund, Malmö, Sweden, Flickr

Steffen Groth

Steffen Groth er cand.mag i dansk og kulturstudier og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn.