EU50 // KULTURMØDE – I begyndelsen var ordet, eller rettere: I begyndelsen var mødet. Og i begyndelsen af september var Claus Ankersen til digterkonference i Turku i Finland for at møde andre digtere og få digtene videre ud i verden. Konferencen forløb over fire dage og udmøntede i stiftelse af det nye Nordisk Forbund for Poetisk Ulydighed – Alliance for Performativ Kunst.
TURKU – Det starter alt sammen i lufthavnen. Faktisk allerede to dage forinden, da jeg tager på et todages cruise med Oslobåden, som min kæreste har vundet i en konkurrence. Altså ikke færgen, men billetterne til en omgang flydende byfest med indlagt overdådig buffet og køjepladser dybt nede i den store jernhvals bug, langt under vandoverfladen.
Her sover jeg så ikke i to døgn, mens børnene suser rundt og møder eventyret på det sejlende shoppingcenters tæppebelagte trapper, bader i den underlige lille pool og får en børnedrink på en næsten helt rigtig natklub, hvor de hvide aber danser med kong alkohols store grønne flaske.
I Oslo møder vi min gamle ven, eventyreren og okkultisten Lobo Pendragon, som giver en is og en slentretur op og ned ad Karl Johans Gate, inden vi skal tilbage til færgen og i farten pludselig møder den virkelige virkelighed i skikkelse en af et filmhold, som har omskabt et stykke norsk storbygade til en dansk pornobutik i 70’ernes Istedgade. Vi møder også instruktøren, som møder fire gange total uimponerethed på moderne samtidsdansk, som det ser ud, når Strassen anno 2022 møder et norsk simulakra fra 1970.
Mødet med muren
Og jeg når faktisk lige at møde Istedgade, da jeg skifter kuffert hjemme og trækker den nye op til Hovedbanen og møder lufthavnstoget, hvor jeg møder en jyde, som fortæller, at det faktisk engang lykkedes ham at komme ind i Sverige uden at have pas med.
Så langt så godt. Toget møder Kastrup lufthavn, som i mellemtiden har mødt verden og nu kalder sig CPH International Airport. Jeg møder tjek-ind-automaten, som ikke virker og anbefaler, at jeg møder personalet, som møder mig med beskeden om, at mit Air Baltic-fly er fem timer forsinket. Så møder jeg sikkerhedskontrollen og dernæst muren, som møder alle, der ikke har sovet tilstrækkelig længe.
Muren møder mig midt i den deadline, jeg skulle have arbejdet på – naturligvis en ordentlig whopper af en deadline, sådan en som kan betyde års arbejdsro til fri leg med skaberkraft og ord. Det sker i det sekund, jeg sætter mig ved et bord ved B-gate og åbner laptoppen.
Der er ikke noget at gøre, og timerne forsvinder i en døs, mens strømmen af rejsende langsomt aftager, og klokken bliver elleve om aftenen, og jeg endelig boarder flyet, som møder nattevinden, mens klokken slår, og det bliver midnat – og min fødselsdag – ti kilometer over indflyvningen til Riga, hvor vi skal mellemlande.
Således første linje i digtet om den nye nordiske union for poetisk ulydighed. Den næste linje skrives, når vi mødes i København til foråret
Riga sover, og forbindelsen til Turku er for længst fløjet, og så møder jeg billetskranken og får et erstatningshotel, som jeg lander på ved to-tiden, hvor jeg igen slår laptoppen op og arbejder på min deadline indtil klokken fire, blot for at opdage, at koden til mit NemID er pist forsvundet fra min hukommelse, og en, to, tre, fire, så er adgangen spærret, og mødet mellem menneske og digitalt system viser tænder med fem-seks dages leveringstid på en midlertidig kode. Endelig møder jeg drømmeland i tre timer og vågner til solopgang og blå himmel klokken syv. Det er min fødselsdag.
Herfra går det glat. Lufthavnen i Riga er lille og hyggelig. Letterne er gode til indbagt butterdejsmorgenbrød og kaffe, og efter en ganske kort flyvetur lander jeg i Helsinki, hvor jeg møder morgendagen i, hvad der måske i virkeligheden er verdens vildeste velfærdssystem. I Sanna Marinland er der fuglesang på toilettet og højt til loftet på de fleste måder. Det føles så selvfølgeligt at gå ombord på det toetages regionaltog til Turku og tage plads i kontorafdelingen på første sal ved siden af restaurantvognen. Præcis, du læste rigtigt. Restaurantvogne. Sådan nogle findes fortfarende i Finland.
Tidsrejse i Finland
Mit blik møder landskabet, som suser stille forbi med knap 200 kilometer i timen. Det føles som en form for tidsrejse. Himlen er blå. Telefonen ringer. Det er fra fonden, som har modtaget mit nødråb. Jeg er ikke den eneste, hvis skib er sunket i malstrømmen mellem de to digitale id-have. De modtager selvfølgelig mine dokumenter. Mine mundvige møder mine ører. Sikke en fødselsdagsgave.
Snart efter ruller toget til standsning, og jeg napper en vogn med en somalisk chauffør, som kører mig til bredden af den magiske flod, Aura, hvor jeg skal bo på bådhotellet SS Bore. Chaufføren fortæller, at han arbejdede på båden for ti år siden. Jeg fortæller, at jeg faktisk optrådte der for ti år siden. Det kan han faktisk godt huske. Dengang båden var fuld af farligt fulde digtere fra hele Europa. Præcis. Dengang. Nu mødes vi igen. Og så er vi der. I solskin. Og sent på den. Snart efter haster jeg ned ad flodens bred. Tre kilometer langs Aurajokki ind til centrum, og Bogens Hus, hvor jeg møder netværkets øvrige deltagere, som sidder bænket om et langt bord i længen på et smukt gammelt byhus tæt på floden.
Workshops og visioner
Hele den vide verden er her. Fra Lima i Peru taler oversætteren, forlæggeren og den litterære aktivist, Zoila Forss om arbejdet med at få verdensdele til at mødes gennem oversat poesi. Hun er netop færdig med en omfattende antologi, hvor finsksprogede digtere er oversat til spansk, og peruvianske og sydamerikanske digtere er oversat til finsk.
Madame Neverstop, Elizabeth Torres, er her. Bosat i København og dansk gift med rødder i Colombia og opvækst i New York. Finskboende oversætter, digter, grafiker og PEN-aktivist, Daniel Malpica fra Mexico og nu Finland, er her. Petri Tähtinen er her.
De finske digtere Katariina Vuorinen, Juha Kulmala, Karri Kokko og Francis North, som performer spoken word og læser amerikansk litteratur i London, er her. Den svenskfinske performancepoet og forfatter, Rosanna Fellman er her. Eksildigterne Ahmad Zaidan og Sadik Lazim fra Irak er her. Digteren og akademikeren Ana Stanicevic, som nu bor i Danmark, men er født på Balkan, forsker på islandsk og performer systemdigtning à la Vagn Steen, er her. Australieren Nathalie Sallegren, som laver poetry slam og bor i Finland, er her. Verden er her, og digtene er her og mødet sker.
Hele den følgende dag holder vi workshops, udveksler viden og erfaringer, deler visioner og diskuterer konkrete idéer og projekter, forbindelser knyttes, historier fortælles, og kimen til nye fælles flerkulturelle horisonter skrives i eksistens på farvet papir.
Vi mødes, og i mødet ser vi nye aspekter af os selv, hinanden og verden. Som de post-postmoderne samtidsshamaner, digtere er, rejser vi gennem hullet i nullet og ud på den anden side, mellem linjer og tværs over kontinenter og finder fælles fodslag i shoptalk og under små rygepauser på brostenene i gården uden for mødelokalet.
Selvfølgelig møder vi også den finske sauna og iskoldt sommer-søvand, før vi på den tredje dag møder publikum på Turkus imposante hovedbibliotek, hvor vi holder hof og paneldebat om nordisk poesiudveksling og præsenterer visionerne om rejsende digtere, in persona og in performance og i bogform, blandt bøgerne på biblioteket, som alle bogelskere skulle besøge.
Mere publikum møder vi om aftenen, da netværkets digtere optræder i et hyggeligt lokalt bryggeri ved et arrangement, som både er velbesøgt og alligevel bliver herligt intimt, fordi digtenes sang og stemmernes vinger tager alle med på ordenes flugt over firmamentet.
På den sidste dag mødes vi igen og formaliserer netværket. Nordic Union for Poetic Disobedience – Alliance of Poetic Arts fødes og er klar til at møde verden som et nystiftet netværk af kreativitet, kompetencer og digtekunst i former, som udfordrer, underholder, undersøger og udvikler.
Stifterne af det nye forbund er digtere, oversættere, kulturelle arrangører og litterære aktivister, som bor og arbejder i de nordiske lande, men som – for manges vedkommende – er flersprogede, multikulturelle og med internationale netværk og baggrunde. Idéen til netværket opstod for mere end ti år siden, da en større gruppe europæiske digtere, deriblandt danske Ankersen og den finske litteraturproducent Petri Tähtinen mødtes til poesifestivalen Runovikko, som afholdes hvert efterår i den finske by.
På bådhotellet når jeg lige at pakke og snuse til hovedpuden, før det er mørk finsk nat og tid til afgang mod Helsinki og lufthavn og mødet med nye eventyr. Således første linje i digtet om den nye nordiske union for poetisk ulydighed. Den næste linje skrives, når vi mødes i København til foråret.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
