BOGFORUM // KOMMENTAR – Bogforum er uden sidestykke årets største og vigtigste litterære begivenhed. Claus Ankersen tog metroen til Bella Center og mikrofonen på Balkonen, oplæste ukrainske krigsdigte, mødte kollegerne og blev hecklet af Knud Romer i en lilla Transporter. Her rapporterer forfatteren fra bogmessens første og bedste dag.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Bogforum starter allerede i metroen. Himlen er novemberhvid. Det støvregner. Det er fredag. Klokken er lidt over et. Der er en time til jeg skal på med oplæsning af oversatte ukrainske krigsdigte. Vognen er halvtom. Jeg sidder på forreste sæderække og filmer det førerløse togs tur fra Sundby St. op mod Bella Center St., mens Bella Sky Hotellets mærkværdige arkitektoniske asymmetri rager op mod himlen som tykke bøger i blå og hvid sat på højkant af en drilagtig smed.
Turen tager lidt over et minut, og pludselig er der alligevel trængsel ved døren. En dame har problemer med at tjekke sit kort ud. Hun får hjælp af forfatteren Dennis Gade Kofod, som vender sig og hilser i det sekund, jeg træder ud ad døren. Jamen dav. Knus.
Som det naturligste i verden følges vi over til forfatterindgangen, for sådan en er der naturligvis. Skrift og rejser og mødet mellem skrift og rum fylder alting ud. Dennis overvejer at flytte på landet. Og pludselig står vi ved forfatterindtjek.
I døren møder jeg fotografen Maj Bovin, knus, og hendes forlægger Per Kofod, fast håndtryk, som er på vej ud for at vape og siger på gensyn til Dennis. Vinke vinke. Per skal til at udgive Majs debut, Børnenes Verden, en fotobog med stemningsmættede sort-hvide fotos. Vi har kendt hinanden i mange år, så snakken går, og nu er det pludselig nu, jeg skal tjekke ind for at nå det.
Jeg begynder oplæsningen. Knud Romer vender sig og ser bagud, mens han begynder at snakke. Hans stemme er skærende og kværulantisk. Drævende. Han brokker sig
Ved en lang, hvid skranke i en stille hal venter venligt personale, som finder mig frem i systemet og stikker mig messens lille farvede forfatter-id, så jeg selv kan skrive mit navn. Jeg spørger til garderoben og får at vide, at det kun er for forfattere, som optræder på messens officielle scener. Der er forskel på folk, også VIP’s.
Men hallo, det skal jeg jo netop også – aaah, så har jeg fået et forkert kort, smiler en anden venlig medarbejder. Sådan et til udstiller-standenes forfattere. Men det går nok, forsikrer hun. Jeg kan bare stille mine ting. No worries.
Så meget forskel er der alligevel heller ikke. Det er fair nok. Jeg er blevet booket i sidste øjeblik, og det går op for mig, at jeg alligevel ikke har lyst til at skilles fra min taske med bøger og tablet og oplader.
Idet jeg træder rundt om hjørnet på vej ind i Bogforums verden, støder jeg på Silja Henderson. Kæmpe knus. Hun skal også ud og vape. Er du ikke også på klokken to? spørger hun. Og det er jeg næsten. Tyve over. Vi aftaler at ses senere, og så pludselig er jeg inde på selve messen. Det er kæmpestort og virker gigantisk, når man træder ind for første gang – sådan er det hvert år.
Jeg går forvirret og imponeret rundt mellem farverige forlagsstande, bøger, plakater, billeder og skrift i alle regnbuens farver. Det er højt til loftet, lydniveauet er en kakofonisk konstant. Der er mange, men ikke klaustrofobisk mange. Fredag er den bedste dag. Sådan er det bare også. Gyserforfatteren Steen Langstrup går forbi lidt borte. For langt væk til et hej.
Jeg går lidt rundt. Der er ti minutter, til jeg skal på scenen, da jeg finder den. Balkonen. En helt ny scene på første sal i foyeren. Det første, jeg ser, da jeg træder op ad trappen, er endnu et velkendt ansigt, Jacob Hallgren, som jeg arrangerede Poetry Slam på Ideal Bar med for næsten tyve år siden. Han er presenter, som det hedder nu, på vidensscenen. Knus. Vi leder efter kaffe uden at finde det. Skænker vand i papkrus i stedet. Nå, han skal også tilbage. Knus. Så hen til scenen. Lydmanden og presenteren er klar.
Vi snakker lidt, og så står jeg på en lille sort, trekantet scene foran et rødt sofaarrangement i halvcirkel med hvide sidde-tribuner bag. De ligner menneskereoler og er fulde af bogfolk.
Tyve minutter senere har jeg læst det sidste krigsdigt og bukker og nejer og tager min taske, tømmer bægeret med vand, siger tak til presenteren og passerer Politikens Kim Skotte på vej hen til trappen. Øjenkontakt. Sidste gang, jeg så Skotte var til en oplæsning, jeg lavede i Thiemers Magasin på Vesterbro. Det er nok over ti år siden.
Nede i hallen bliver jeg forvirret igen og ender kort efter blandt mikroforlagene, hvor jeg straks møder bogaktuelle Lars-Emil Woetmann, som står ved sin forlagsstand. Knus. LEW og jeg går waaay back og var begge med til at starte og slutte spoken word-boybandet, Ord På Hjul, for … ja, mere end tyve år siden. Sidst har vi siddet ved samme bord i bestyrelsen for Danske Skønlitterære Forfattere. Lars-Emil er flyttet på landet ligesom sin bror.
Så kommer Thorkil Jacobsen pludselig. Knuuus. Gamle dage. Vi lavede også slam på VEGA sammen. Og var i New York på tour. Thorkil har sluppet Literaturhaus og er også flyttet på landet, men har noget freelance på P2. Vi snakker straks litteraturpolitik og en lille smule om, hvor outdated det er, når store dagblade, som begynder med P, holder på debatindlæg i en uge, før de sender et robotsvar ud, når samme indlæg bliver optaget til strakspublicering på et kvarter, en etage længere nede i samme bygning.
Så kommer Mathilde, som engang arbejdede i Løves boghandel og som nu har fået sin egen Bogart bogbiks i Holbæk. Pænt goddag og vi ses til oplæsning i Holbæk. Nå, Thorkil er også presenter og skal tilbage på litteraturscenen for at introducere, måske Jens Christian Grøndahl. I hvert fald er det hans lille, blå bog, vi snakker om lidt senere.
Der er stadig et par timer, til jeg skal læse op igen. Tid til at dingle lidt rundt. Går forbi Kaspar Colling, som sidder på en stand og taler med Svend Åge Madsen om hans lille nye tænkepausebog, Vortsted. Øjenkontakt, smil – tæt på håndtegn. Lidt efter møder jeg Silja. Hun er også faret vild. Knus. Vi følges lidt.
Cecilie Eken sidder højt på en trappe i Gutkinds, ja, trappekulissestand og bliver interviewet. Usynlig hilsen med hjertet. Jeg ser Glenn Bech gå forbi i udkanten af mit synsfelt. Usynligt knus. Jeg synes, jeg hører ham sige, at han altid har noget og sige. Det muntrer mig endnu mere op, end jeg er i forvejen. Jeg elsker at møde kolleger. På Litteratursidens stand fejrer Lise Vandborg tyve års jubilæum for fuldt og velfortjent hus og højstilkede glas.
Hos Turbine fortæller Victor Boy Lindholm om sin seneste bog med store armbevægelser. Hans engagement kan mærkes helt ude i slipstrømmen, hvor bogkvæget græsser rundt om standene i tykke bælter af frakkekød. Et sortklædt sørgeoptog går forbi med lerhjerter i hænderne. Vi er lige ved at følge med dem rundt, men bliver alligevel og lander igen hos Århus Universitetsforlag, hvor seancen er færdig. Så kan vi få hilst ordentligt på Kaspar. Knuuus og et ganske lille håndtegn, for nu da hans optræden er forbi, kan vi gøre det.
Jeg forvilder mig ud gennem en nu tom foyer, ned langs Bella Centret og tilbage til metrostationen. Mæt og høj på forfattermøder, gensyn og samklang med andre i det store, verdensomspændende søster-broderskab af hypersensitive penneførere
Jeg bliver præsenteret for Siljas veninde Anne-Helene Merkelsen, som er dobbeltkollega, både journalist og forfatter. Først og fremmest sjov, og rageknivsskarp. Også her flyder snakken naturligt som mellem gamle venner. Vi morer os indforstået over valget og verdens endeligt, mens vi borer os vej gennem det usynlige messepublikum og går udenfor, for at vape.
Silja skal høre en samtale nede på Gladiators stand. Så går vi derned. Trip, trap. På vejen går vi forbi Poesiens Hus’ stand, og den lilla VW Transporter ved navn Poesiens Bus, som er sponseret af Nordea Fonden, og som fragter poesien rundt i landet. Det rammer et blødt punkt hos mig og minder om tiden med Ord På Hjul. Jeg glæder mig helt til at læse op dér.
Men der er stadig en halv times tid. Pludselig overdøves hallernes snak og standenes samtalesaloner af guitarlyd. Musik. Det er Lars-Emil Foder, Mikrofest-arrangør og digter, som underholder med en trio. Jeg må derhen.
Asger Schnack står i midten af et stort åbent område med runde borde foran en lille scene. Høj, med en stor sølvfarvet manke spredt ud over sort jakke. Jeg siger hej. Han svarer afmålt og går. Det bliver jeg lidt ked af. Men kun lidt. (Handler det om mig? Forfattere tror altid alting handler om dem).
På den anden side af bordene står en mand i solbriller og vinker. Det er nok ikke til mig. Han bliver ved med at vinke. Måske er det … til mig. Og det er det. Jeg går nærmere, han kommer tættere på. Nu kan jeg se det. Det er Martin Ersted. Ahaha. Det er sjovt. Knus og flere knus og hans buddy, arkitekten og cellisten, Jesper Bang er der selvfølgelig. Knus.
Og det er altid alt for længe siden, og Martin har gang i butikken med sit Båll og Brand og kæmpe klimabevidste lysinstallationer på bedding – og Peter Dyreborg er ved siden af, og jamen dog, der skal være after hours Bogforum slam.
Men først skal jeg lige læse, så jeg bunder min non-alkoholiske Brooklyn IPA, brokker mig lidt over, at de snyder, og at der er 0.4 % alkohol i, før jeg undskylder mig og siger ”vi ses” og går op til det lilla formbrød af en poesibil. Nærmere bestemt E-syd-006. Det er sjovt med en bil midt i det hele.
Skydedøren og fordøren til bilen er åbnet. Indeni er der plads til 3-5 stykker om et lille bord. Karen Siercke er et stort smil, og jeg er glad for at møde direktøren for Poesiens Hus og -bus, som jeg kun kender af navn, men føler stort slægtskab med alene i kraft af de fællestræk, der er i vor gerning.
Lige før jeg skal på, kommer Alan Hammerlund pludselig. Knus. Stort gensyn. Wowowowi lang tid siden. Allan er også en gammel Ord På Hjul digter. Psykonauten Rasmus Djursland er med. Dobbeltknus. De skal lige ud og ryge en tur, så ses vi bagefter.
Nå, jeg stiger ind. Med Karen og tre andre, er vi fem i den lille bitte kabine. Så hopper Knud Romer pludselig ind på forsædet. Han har øl med og en grøn trøje på. Der er ligeså fyldt som i handsken i det ukrainske eventyr af samme navn.
Bare fordi man har det svært, er man ikke tvunget til at opføre sig som et dumt svin.
Jeg begynder oplæsningen. Knud Romer vender sig og ser bagud, mens han begynder at snakke. Hans stemme er skærende og kværulantisk. Drævende. Han brokker sig over min oplæsning, mens den er i gang. Det går for hurtigt, mener han. Hvorfor skal alting gå så hurtigt? Det er som om, alting bare er en konkurrence om, hvem der kan tale hurtigst.
Han heckler mig så nådesløst og uforskammet respektløst, at han måske slet ikke selv er klar over det. Det er en hård start. Jeg fortæller ham, at det er sådan, det digt skal læses. Men fordi rummet er så lille, er slaget sådan set tabt. Vampyrknud har suget al energien til sig og er blevet midtpunktet, alting drejer sig om. En knude af sort energi i grønt klæde med gæret sukker i hånd, ånd og mund.
Jeg læser et digt til, og Knud fortsætter sin sabotage. Hele seancen er forvandlet til en poesiworkshop, hvor han er den knarvorne underviser. Hvorfor slutter det sådan? Vil han vide. Hvorfor ikke sige noget andet i stedet for? Det ville da give mere mening? Og igen kan man næsten høre, hvordan en slags indre urværk af antistof arbejder sig op i omdrejninger, mens trykket stiger, og hans ansigt buldner op og rødmes af blod og galde.
Man kan ikke se det, men min underkæbe ligger på bussens gulv. Jeg er totalt paf. En ting er at blive hecklet – altså forsøgt saboteret af publikum – mens man står på en stor scene. Eller bare en scene. Noget andet er at opleve det på verdens mindste scene, som er et sæde i en bil. Trust me. Fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal sige, siger jeg, hvem ved, måske i næste udgave af bogen. Ja, tak, det vil Romer gerne have. ”Så vil jeg gerne have sådan en lille asteriks, hvor jeg bliver nævnt”, smasker han tilfreds og forlader adræt forsæde og fortælling.
Jeg læser et enkelt digt mere med tynd stemme, før jeg kan sige tak for seancen og selv slænge tasken over skulderen og forlade standen. Tænk at jeg er blevet hecklet af Knud Romer. Jeg går tilbage til sceneområdet, hvor Bogforum Mesterskaberne i Poetry Slam skal afholdes.
Jeg fortæller Jacob Hallgren om det. Ikke alene kom jeg til at sætte kryds ved et forkert parti i stemmeboksen, men blev også hecklet af Knud Romer, begge dele i alt for små rum, betror jeg ham. Han er ved at dø af grin. Den slags sker kun for dig, fastslår han. Gør det? Virkelig? Det?
Jeg siger, at jeg tror, det er fordi, han ikke kan tåle ikke at være midtpunkt. Vi enes om, at det næppe er fordi, han har set sig ond på mig. Vi har aldrig mødt hinanden før. Det kunne have været hvem som helst. Han lavede åbenbart også skandale til Hassan Preislers reception i Literaturhaus, forstår jeg på grenen. Det vidste jeg ikke. Og der er vist også noget med Thomas Blachman og en skalle. Men måske er det hele bare spin og bogsalg. Uanset, det hjælper lidt. På den måde føles efterreaktionen ikke så ekstrem. For selvfølgelig tænkte jeg da mit, da jeg var færdig med at være paf.
Og puf, så er der slam. Det er ikke high-literature, men det er sjov og god underholdning og folk strømmer til, mens MC’s Dennis Buchleitner og Peter Dyreborg styrer løjerne. Der er propfyldt. Måske 300 mennesker. En masse unge, som har fået særbillet til en tredivekrone.
Lyset er dæmpet. Pointmapperne delt ud. Lasse Nyholm, Sara Hauge, Pixie, Caroline Sønderskov, Rasmus Rhode og Cecilie Sandris. Gamle og nye slammere fyrer den af og performer tekster om strikkeriets fødekæde, for søde forhold, menstruationskoppens forbandelse, kvindetyper, civilisation og overklassesorger i Hellerup. Der er masser af enderim og gentagelser, temposkift, stemmeskift, patos, engagement og kontakt med publikum. Spoken word KAN bare noget. Så f… dig, Knud Romer! Bare fordi man har det svært, er man ikke tvunget til at opføre sig som et dumt svin.
I pausen trækker jeg stikket og knuser farvel og på gensyn for denne gang, før jeg forvilder mig ud gennem en nu tom foyer, ned langs Bella Centret og tilbage til metrostationen. Mæt og høj på forfattermøder, gensyn og samklang med andre i det store, verdensomspændende søster-broderskab af hypersensitive penneførere.
I morgen er der endnu en dag, Bogforum. Vi ses!
PS. Fredag aften holdt de store forlag store middage i lejede lokaler i byen. De mindre forlag fortrak til barer og mindre vandingshuller. Lørdag, var publikum så begejstrede for Svend Brinkmann, at messens vagter ikke kunne holde dem tilbage. Søndag … åh ja – søndag på Bogforum er en historie for sig. Den reportage får du næste år.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
