LIBANON // ANALYSE – Fra 1. november befinder Libanon sig nu i en situation både uden præsident og samtidig med en regering med reducerede beføjelser. Præsidenten er trådt tilbage uden at have en afløser på plads, og det politiske vakuum skaber risiko for forværring af økonomisk-socialt kaos og gøder jorden for voldelige demonstrationer
Søndag den 30. oktober forlod den 89-årige præsident Michel Aoun, hyldet af en stor forsamling af sine tilhængere, præsidentpaladset i Baabda lidt uden for Beirut og kørte hjem til sin villa i Rabieh, en forstad til Beirut.
Det var en dag før, han efter forfatningen skulle træde tilbage efter at have tjent seks år som præsident. Den gode historie er, at han faktisk respekterede forfatningens regel om kun én periode, selv om bemærkninger fra ham på det seneste havde skabt tvivl. Den dårlige historie er, at der ikke var nogen til at efterfølge ham. Parlamentet har siden september gjort fire forgæves forsøg på at finde et flertal for en ny kandidat.
Det er ikke første gang, at Libanon er uden præsident. Senest var der, forud for valget af præsident Aoun i 2016, en periode på næsten to og et halvt år, hvor parlamentet var ude af stand til at blive enigt om en ny kristen, maronitisk præsident, som forfatningen foreskriver, det skal være.
Et par dage før Aoun trådte tilbage, underskrev han et usædvanligt dekret, som krævede, at forretningsministeriet under ledelse af milliardæren Nijab Mikati, som efter forfatningen er sunnimuslim, skulle træde tilbage, hvis ikke en regering var dannet senest 30. oktober. Mikati har siden 22. maj været leder af et forretningsministerium og indtil dato forgæves søgt at danne en ny regering.
Mikati anerkender ikke dekretet og har meldt ud, at han har tænkt sig at blive på posten som premierminister, indtil der er dannet en ny regering. Forfatningseksperter i Libanon synes at være enige med Mikati i fortolkningen af forfatningen. Professor i forfatningsret Wissam Laham fra det fransksprogede Université de St. Joseph siger til avisen L’Orient Le Jour, at forfatningens logik tilsiger, at den siddende regering må blive, til en anden er udpeget. Mikati udtaler selv, at han “vil fortsætte med at ekspedere de løbende sager”.
Men Aouns dekret i ellevte time undergraver Mikati-regeringens legitimitet, i hvert fald hos Aouns tilhængere. Det er også tvivlsomt, om Mikati-regeringen kan overtage præsidentens beføjelser, når præsidentposten er ledig, som forfatningen ellers foreskriver, fordi der er tale om et forretningsministerium. Der er tale om beføjelser som underskrivning af love, udpegning af ny premierminister og godkendelse af nye regeringer før godkendelse i parlamentet.
Hjælpepakken har lange udsigter
På ekspertniveau er IMF og regeringen blevet enige om en hjælpepakke på tre milliarder dollars over fire år. En sådan pakke ville være en solid saltvandsindsprøjtning til det lille land med fem millioner mennesker. Men problemet er, at regeringen langt fra har gennemført alle de økonomiske reformer, som IMF kræver for at frigøre midlerne.
Landet har siden oktober 2019 været i en dyb finansiel, økonomisk og social krise. Banksystemet er brudt sammen. Før krisen kostede en dollar 1507 LBP. I dag handles den til omkring 37.000 LBP på det sorte marked. Antallet af bankrøverier er steget voldsomt på det seneste. Folk er blevet så desperate, at nogle har forsøgt bankrøveri for at få fat i egne penge, som er indefrosset i bankerne.
Parlamentet er fortsat domineret af de religiøse, sekteriske grupper, der har domineret Libanon i årtier. Det er svært at forestille sig, at der snart vil kunne skabes enighed om de nødvendige reformer
Verdensbanken taler nu om et af de værste økonomisk-sociale kollapser i et land siden midten af 1800-tallet. Mere end firs procent vurderes at leve under fattigdomsgrænsen. Mange er uden elektricitet det meste af dagen, almindelige fødevarer er ubetalelige for store dele af middel- og arbejderklassen. Senest har WHO advaret mod en hastigt spredende koleraepidemi.
Men kan et forretningsministerium gennemføre så omfattende reformer, som kræves af IMF? Er den politiske vilje til stede i parlamentet til at gennemføre de nødvendige ”reformer”? Midt i oktober vedtoges en lov, der skulle ændre på Libanons berygtede bankhemmelighedslov, men vurderingen er, at folk med store formuer fortsat kan undgå kontrol af, hvor pengene stammer fra, og hvor de flyder hen.
For første gang i landets historie befinder Libanon sig nu i en situation både uden præsident og samtidig med en regering med reducerede beføjelser. Parlamentet er fortsat domineret af de religiøse, sekteriske grupper, der har domineret Libanon i årtier. Det er svært at forestille sig, at der snart vil kunne skabes enighed om de nødvendige reformer. Ligesom der ikke er tegn på, at en ny handlingsduelig regering kommer på plads inden for en overskuelig fremtid.
Nye demonstrationer på vej?
I oktober 2019 opstod spontane demonstrationer som reaktion på det finansielle kollaps. Folk fra alle lag samledes på tværs af sekteriske skel til omfattende fredelige demonstrationer. For en tid var der håb om fornyelse i Libanon. Men lidt efter lidt forsvandt energien og enigheden om at få smidt regeringen ud, og om hvad der skulle i stedet.
De sekteriske skillelinjer begyndte igen at blive synlige. Og ved parlamentsvalget i maj 2022 kunne de forskellige grupperinger, der var dannet med udgangspunkt demonstrationerne, ikke blive enige om en fælles platform op til valget. Ganske vist blev der valgt 13 “uafhængige” nye parlamentsmedlemmer, men de er spredt på flere politiske programmer, og udgør ingen væsentlig kraft i parlamentet på 128 medlemmer (se POV 19.5.2022).
Det er derfor svært at forestille sig nye store, fredelige demonstrationer, der vil af med regeringen. Mange ressourcestærke libanesere har siden oktober 2019 stemt med fødderne og er emigreret. Snarere kan der blive tale om spontane, mere voldelige og desperate aktioner baseret på umiddelbar frustration over det politiske establishments dysfunktion.
Partipolitiske kandidater
En præsidentkandidat skal for at kunne vælges i første runde af parlamentet have mindst ⅔ flertal, dvs. 86 stemmer. Hvis ikke det opnås, kan en kandidat vælges af et absolut flertal på 65 stemmer i anden afstemningsrunde. Men ingen af de to grupperinger i parlamentet ser ud til at kunne mønstre 65 stemmer.
En kompromiskandidat skal altså findes. Sagen er nemlig, at de to sider i parlamentet hver for sig har lanceret kandidater, som ikke kan få de tilstrækkelige 65 stemmer. Den ene er lederen af det lille Marada parti, Suleiman Frangieh. Han støttes uofficielt af Hizbollah, men det store kristne parti, FPM, som Hizbollah ellers er allieret med, er imod kandidaturet.
Den nuværende formand for FPM, Gebran Bassil, som er Michel Aouns svigersøn, anses for selv at have ambitioner om at følge efter svigerfar Aoun og har afvist at støtte Frangieh, som i øvrigt er tæt på Syriens præsident, Bashar al Assad. Det er meget svært at forestille sig en studehandel, hvor Bassil får tilstrækkelig kompensation for at støtte Frangieh.
Fra den anden side i parlamentet, som agerer i mindre samlet blok, omfattende det store kristne parti “Lebanese Forces”, med støtte fra Saudi-Arabien, har man lanceret Michel Mouawad (søn af første præsident efter borgerkrigens afslutning i 1990, René Mouawad. Han blev i øvrigt dræbt 17 dage efter indtagelsen af embedet).
Skal endnu en præsident hentes fra militæret?
Libanons militære styrker (LAF) er formentlig den mest bredt respekterede statslige institution i Libanon i dag. Det er nok også baggrunden for, at USA har bidraget til lønningerne for at sikre, at militæret ikke skulle gå i opløsning og bidrage til total opløsning i landet.
Og måske skal vi endnu engang være vidner til, at en forsvarschef bliver en acceptabel kompromiskandidat til præsidentposten for de stridende parter. Nuværende chef for LAF, Joseph Aoun, er på det seneste blevet nævnt som den mulige løsning. Han er, som den sekteriske magtdeling foreskriver, også maronit.
Selv om han ikke selv har signaleret ambitioner mht. præsidentposten, så kan han måske motiveres til at påtage sig jobbet for at bringe sit land ud af forfatningskrise. Han er ikke medlem af noget parti. Har ingen politisk profil. De taler, han har holdt, drejer sig om militærtekniske spørgsmål. Men det er en (næsten) umulig opgave at formulere sig om Hizbollahs væbnede gren.
Frankrigs store omsorg for Libanons velbefindende skyldes formentlig i mindre grad, at landet blev opfundet som selvstændig stat af Frankrig og de kristne … end franske interesser i at være med i det forventelige olie/gas-bonanza i det østlige Middelhav de kommende år
Vil han have den afskaffet eller ind under LAF, så vil Hizbollah ikke kunne acceptere ham. Men hvis han entydigt støtter Hizbollahs parallelle hær, så vil en række partier, med partiet “Lebanese Forces” i spidsen ikke kunne bakke ham op. Det lykkedes at løse cirklens kvadratur. Måske en formulering mht. Hizbollahs militære gren med tilstrækkelige fortolkningsmuligheder kan skabe enighed om Joseph Aoun som præsident.
Da Libanon i 2008 var i nød for en kompromiskandidat blev daværende hærchef, Michel Sleiman, trukket op af hatten. Godt nok forhindrede en regel ham egentlig i at blive valgt. Højtplacerede i offentlige poster kan nemlig først vælges til præsident to år efter, at de er fratrådt stillingen. Men libanesere er jo kreative, så der blev set bort fra reglen, og Sleiman sad på posten frem til 2014.
Mulighed for et nyt kompromis?
Præsident Aoun nåede i oktober som nok den mest mindeværdige som en af sine sidste embedshandlinger at underskrive den aftale, som Mikati-regeringen havde forhandlet på plads med Israel om fordeling af havet med store gas/olieforekomster under havbunden. Eller rettere, som USA havde formidlet ved trekantsdiplomati.
For Libanon, med Hizbollah i spidsen, anerkender ikke den jødiske stat Israel. De to lande er formelt fortsat i krig siden skabelsen af Israel i 1948. Amerikanske diplomater har måttet være budbringere frem og tilbage. Aftalen om den maritime grænsedragning har været undervejs siden 2003 og vil muliggøre at de to lande nu kan begynde udnyttelsen af de rige felter.
Fra israelsk side blev aftalen udråbt som Libanons de-facto anerkendelse af den jødiske stat, mens Hizbollah har understreget, at aftalen er af teknisk natur og ikke indeholder hverken anerkendelse eller sikkerhedsgarantier. Men aftalen er altså på plads og ses af mange som en historisk aftale, der i sidste ende demonstrerer Hizbollahs pragmatisme. En pragmatisme, som måske også kan medvirke til at løse op for forfatningskrisen.
Olie-bonanza forude kan fremme kompromisviljen
En anden ting er, at aftalen med Israel kan indvarsle nye økonomiske tider for Libanon, selv om man ikke ligesom Israel vil komme i gang med udvindingen i løbet af kort tid.* Men Frankrigs store omsorg for Libanons velbefindende skyldes formentlig i mindre grad, at landet blev opfundet som selvstændig stat af Frankrig og de kristne, da Mellemøsten efter Det Ottomanske Riges fald blev fordelt mellem sejrherrerne, end franske interesser i at være med i det forventelige olie-/gas-bonanza i det østlige Middelhav de kommende år.
Udsigten til en ny stor indtægtskilde for Libanon kan måske også være med til at fremme de libanesiske politiske parters interesse i at finde en løsning med hensyn til at få en ny præsident og en ny regering på plads, så man kan komme i gang med at skabe rammerne for det libanesiske olie-gas-eventyr. Kæmpe store indtægter forventes at ville finde vej til den slunkne libanesiske statskasse i fremtiden.
Men indtil landet får styr på sig selv, forbliver olie-gas-eventyret for Libanon et fatamorgana, mens den brede befolknings hverdag forværres på grund af mangel på elektricitet, fødevarer og en accelererende kolerakrise.
*) Skulle Netanyahu blive valgt som ny premierminister efter valget 1. november, kompliceres sagen, da han har taget afstand fra aftalen med henvisning til, at den indeholder indrømmelser over for Hezbollah-betingelser.
Læs mere om Libanon i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
