TO PRÆSIDENTER // LONGREAD – Donald Trump og Richard Nixon har været de mest kontroversielle præsidenter i USA’s historie. Richard Nixon er den eneste præsident i USA’s historie, der som følge af Watergate-skandalen følte sig nødsaget til at forlade embedet før tid. Ellers var han både blevet ‘impeached’ i Repræsentanternes Hus og dømt i Senatet. Nixon brugte resten af sit liv på at genskabe sit renommé som en dygtig politiker. Det lykkedes aldrig, men han fik i det mindste en ny god ven, som nærmest forgudede ham. Det venskab varede i mere end et årti, indtil Nixon døde i 1994. Vennen var Donald J. Trump. Karsten Skjalm har set nærmere på de to præsidenter. At de er sammenlignelige er han ikke i tvivl om – heller ikke, hvem der var værst og har gjort mest skade på USA.
Richard Nixon og Donald Trump har været USA’s to mest kontroversielle præsidenter, siden Andrew Johnson med nød og næppe undgik at blive afsat som præsident i 1868. Andrew Johnson var måske den, der med sin foragt for loven, sin populistiske retorik og hyppige raserianfald minder mest om Donald Trump.
Parallellerne mellem Trump og Johnson er bemærkelsesværdige, nærmest skræmmende, og godt beskrevet i artiklerne Maybe This Presidency Is Not Unprecedented og Donald Trump’s presidency is ending a lot like Andrew Johnson’s.
I juni 1982, præcis 10 år efter indbruddet på Demokraternes partikontor i Watergate, opdagede Trump, at Richard Nixon også befandt sig på den samme natklub på Manhattan. At Nixon var gået på natklub, var højst usædvanligt for ham. Han var en meget indadvendt person, som havde det bedst med at være alene
Når vi sammenligner Trump og Nixon, ser vi også mange paralleller, og samtidig store kontraster.
I denne artikel ser vi på first image, dvs. perspektivet er på selve statsmanden, hans handlinger og hans personlighed.
Begrebet first image indgår i en af de mest indflydelsesrige bøger i forskningen af international politik, Man, State and Fear (1959) af Kenneth Waltz. Hvorfor begrebet er relevant, skulle gerne fremgå af det følgende.
Venskabet mellem Trump og Nixon
I juni 1982, præcis 10 år efter indbruddet på Demokraternes partikontor i Watergate, opdagede Trump, at Richard Nixon også befandt sig på den samme natklub på Manhattan. At Nixon var gået på natklub, var højst usædvanligt for ham. Han var en meget indadvendt person, som havde det bedst med at være alene.
Trump var benovet over at se den tidligere præsident og opsøgte straks den 30 år ældre statsmand. Trump var ligeglad med, at Nixon i vanære havde været den første præsident, som måtte forlade embedet efter en af de største politiske skandaler i USA’s historie. De to faldt i småsnak i natklubben. Der blev taget et foto af de to, og Nixon sendte det senere til Trump, der solede sig i at modtage et foto, hvor han stod sammen med en så kendt person.
Fotografiet blev straks sat i glas og ramme, og fik en hædersplads i Trumps penthouselejlighed i hans nyopførte skyskraber, Trump Tower, på Manhattan.
Trump hævdede også, at Nixon havde opfordret Trump til at gå ind i politik og forsøge at blive præsident. Han ville blive en fremragende præsident. Som så meget Trump har sagt gennem årene, var det pure opspind. Det var Nixons hustru, som havde set Trump på TV og sagt det i en henkastet bemærkning
I præsidentkampagnen i 2016 hævdede Trump, at han ikke kendte Nixon, og at det var Nixon og ikke ham selv, som havde skabt kontakten. Trump hævdede også, at Nixon havde opfordret Trump til at gå ind i politik og forsøge at blive præsident. Han ville blive en fremragende præsident. Som så meget Trump har sagt gennem årene, var det pure opspind. Det var Nixons hustru, som havde set Trump på TV og i en henkastet bemærkning sagt det.
Efter at have modtaget fotoet skrev Trump et takkebrev med ordlyden “I think that you are one of this country’s great men, and it was an honor to spend an evening with you”.
En aften var så meget sagt. De to talte muligvis kun sammen i nogle minutter. Der gik flere måneder, før Nixon besvarede takkebrevet. Det blev begyndelsen på en årelang brevveksling. I 2020 lavede nyhedsbureauet Associated Press en udstilling med nogle af brevene.
En af Nixons store passioner var amerikansk fodbold, så det var det første emne, de to skrev om. Donald Trump havde netop opkøbt klubben New Jersey Generals, som, håbede han, ville rykke et niveau op og spille i National Football League (NFL). Nixon gav Trump råd om, hvordan klubben skulle styres og dens hold spille.
Hvad Nixon formentligt ikke vidste var, at Trump ikke var særligt interesseret i amerikansk fodbold. Han var interesseret i de penge, som det kunne føre med sig at eje et hold, som kunne spille i NFL, hvor der kan tjenes virkelig mange penge. Trump havde flere gange forsøgt at indlede forhandlinger om køb af en rigtig NFL-klub, men han fik gang på gang afslag.
Det kan måske være en del af forklaringen på Trumps mange negative tweets om NFL. Trump anlagde sag mod NFL for brud på monopollovgivningen. Og tabte. Hans fodboldklub, som aldrig kom til at spille i NFL, blev nedlagt i 1986.
Donald Trump var kun omkring de 40 år, men en person der tiltrak stor opmærksomhed. Han var elsket og hadet i New York. I 1987 udkom Trumps selvbiografi, The Art of the Deal. Bogen handler ikke så meget om “kunsten” i at forhandle, men om Trumps store succes som forretningsmand. Ifølge hans egen opfattelse.
Selvbiografien blev debatteret i dokumentarfilmen Trump: What’s the deal? (1991) og anmeldt bl.a. i tidsskriftet The Atlantic i 2016.
Det fremføres, at Trump aldrig har været den succesrige deal maker og forretningsmand, som han forsøger at bilde sig ind. Mange af hans forretningseventyr har ikke været succesfulde. Hans virksomheder er gået konkurs seks gange, og han har måttet forhandle om gældssanering.
Som barn og teenager var Trump doven og uregerlig. Han blev sendt på en privat kostskole, som lagde vægt på militær disciplin, så han kunne blive afrettet. Trump blev uddannet på Wharton University (Pennsylvania), hvor optagelseskravene dengang ikke var så høje, som de er i dag
I bogen The Making of Donald Trump (2016) tegner Pulitzer-prisvinderen David Cay Johnson, som har fulgt Donald Trump tæt, et lidet flatterende portræt af den opblæste forretningsmand. En person, som har haft omgang med mafiaen og narkohandlere, og som har været involveret i retssager i det meste af sit voksenliv. David Cay Johnston fortæller om sin bog om Trump her:
Trump og Nixon – forskellig opvækst og baggrund
Der er mange lighedspunkter mellem Nixon og Trump. Det kommer vi nærmere ind på senere i artiklen. Lad os først se på, hvordan Nixon og Trump adskiller sig fra hinanden.
Nixons og Trumps opvækst kunne ikke være mere forskellig.
Nixon voksede op under fattige kår i lillebyen Corba Linda i Californien. Trump, derimod, blev så og sige født med en sølvske i munden. Han voksede op i en stenrig familie, og han blev kørt til og fra skole i limousine.
Nixon arbejdede sig målrettet ud af fattigdom gennem benhårdt arbejde. Han blev en topstuderende, som blev tilbudt et stipendium på USA’s mest fornemme universitet, Harvard University. Han valgte dog det lidt mindre prestigefulde Duke University, hvor han blev uddannet til jurist.
Som barn og teenager var Trump doven og uregerlig. Han blev sendt på en privat kostskole, som lagde vægt på militær disciplin, så han kunne blive afrettet. Trump blev uddannet på Wharton University (Pennsylvania), hvor optagelseskravene dengang ikke var så høje, som de er i dag.
Hvad Trumps IQ er, ved vi ikke, for han har nægtet at blive testet. Men han taler, og skriver som en 3.-klasseelev, hvilket er beskrevet i et nyt studie. Hans tweets er fyldt med stave- og trykfejl. Trækker man hans tilsvining af andre mennesker fra (hvilket er svært), lyder han som en, der læser op fra en børnebog.
Han fik ikke taget en mastergrad, men dog en bachelorgrad i økonomi. Han var ikke en topstuderende og opnåede ingen hædersbevisninger. Donald Trump har adskillige gange hævdet, at Wharton er det universitet, der er sværest at blive optaget på, og at han var den dygtigste studerende i sin årgang. Begge dele er forkert.
Endvidere har Trumps tidligere advokat, Michael Cohen, truet med at lægge sag an, hvis Trumps eksamensresultater blev offentliggjort. Cohen fortalte siden i en Senatshøring, at Trump var som besat af at holde sine karakterer skjult for offentligheden. Man må formode, at Trumps eksamensresultater var ringe.
Hvad vi med sikkerhed ved er, at Trump var ret anonym blandt sine medstuderende. Han tilhørte ikke eliten. Trumps nu afdøde marketingsprofessor, William Kelley, fortalte hyppigt sin gode kollega, Frank DiPrima, at “Donald Trump was the dumbest goddamn student I ever had”.
Et af Trumps mest morsomme tweets skrev han i 2013. “Sorry losers and haters, but my I.Q. is one of the highest – and you all know it! Please don’t feel so stupid or insecure, it’s not your fault”.
Hvad Trumps IQ er, ved vi ikke, for han har nægtet at blive testet. Men han taler og skriver som en 3.-klasseselev, hvilket er beskrevet i et nyt studie. Hans tweets er fyldt med stave- og trykfejl. Trækker man hans tilsvining af andre mennesker fra (hvilket er svært), lyder han som en, der læser op fra en børnebog.
Engang fortalte Trump avisen Boston Globe om sin optagelse på Wharton: “The weather was beautiful. My parents were there, and it was a nice day”.
Nixon havde en ganske høj IQ på 131, hvilket placerer ham omkring nr. 20 på listen over USA’s mest intelligente præsidenter. John Adams topper på listen, efterfulgt af Jefferson, Kennedy og Clinton i følge studiet, som er fra 2006.
I 2. verdenskrig meldte Richard Nixon sig frivilligt til det amerikanske militær. Han tjente i den amerikanske flåde i krigen i Stillehavet og fik rang af løjtnant … Der er ingen tvivl om, at Trump opfatter amerikanske soldater, der døde i de krige, USA har deltaget i, som tabere og idioter
I 2. verdenskrig meldte Richard Nixon sig frivilligt til det amerikanske militær. Han tjente i den amerikanske flåde i krigen i Stillehavet og fik rang af løjtnant.
Det nærmeste Trump kom militærtjeneste, var på den omtalte private kostskole. Trump blev i første omgang erklæret egnet til at kæmpe i Vietnamkrigen, men han undgik at blive indkaldt. Trump har givet usammenhængende forklaringer på hvorfor. En begrundelse lød på en knoglefraktur i Trumps hæl, hvilket han ikke har kunnet bevise. En anden grund var, at han trak frinummer. Trumps tidligere advokat Michael Cohen sagde under ed i den førnævnte kongreshøring, at begge dele er løgn. Trump snød sig fra militærtjeneste.
Alligevel forestiller Trump sig, at han ved alt om militærstrategier. En moderne Karl von Clausewitz så at sige. Ifølge Trumps optik er amerikanske soldater, som gav deres liv på slagmarken i kampen for deres land, og som ligger begravet på krigskirkegårde, “Losers and Suckers!“. Trump har benægtet at have sagt det. Han benægter altid, hvis han har trådt i spinaten, eller også vender han 180 grader uden at give nogen undskyldning. Heller ikke for så infam en bemærkning.
Der er ingen tvivl om, at Trump opfatter amerikanske soldater, der døde i de krige, USA har deltaget i, som tabere og idioter. John McCain, som i Vietnamkrigen sad fem år i fangenskab, og som er en dekoreret krigshelt, har Trump kaldt for en taber og alt andet end en krigshelt. Det har Trump også benægtet, at han har sagt, selvom det er påviseligt. Det fremgår både af TV-optagelser og Trumps twitteropdateringer.
Når det kommer til stykket, tænker Trump kun på sig selv, på penge, på sin familie og på at svine enhver til, som ikke deler hans virkelighedsopfattelse. Listen af personer, som han har fyret, fordi de har sagt ham imod eller stillet ubehagelige spørgsmål, er alenlang. Gennem hele sin tid som præsident har Trump opført sig, som om han var i realityshowet The Apprentice: “You are Fired!”
Arbejdsnarkoman vs. TV-narkoman
Nixon var en meget belæst præsident. I sin ungdom blev han betragtet som en enspænder, som altid havde hovedet dybt begravet i en bog. Da han blev politiker, interesserede det ham især at læse bibliografier om statsmænd som Woodrow Wilson, Churchill og de Gaulle. Charles de Gaulle var et forbillede for ham.
Trump har ikke udvist nogen interesse for at læse bøger. Han læser magasiner, men kun dem han selv er i. Det meste af dagen ser han dog TV. Man kan sige, at han er det, man kalder for en TV-narkoman.
Nixon var en introvert enspænder, mens Trump altid har været meget ekstrovert og stærkt afhængig af omgivelsernes opmærksomhed. Det har haft betydning for deres politiske karriere. Ingen af dem har været skabt til at være politikere. At være politiker kræver, at man er udadvendt og er i stand til at sætte sig ind i sagerne.
Også på den politiske scene var Nixon en arbejdsnarkoman, som var i stand til at holde en substantiel tale i over en time uden manuskript. Til trods for sin megen energi synes Trump ikke at interessere sig så meget for substansen. Hans taler indeholder mange slagord, skældsord, oneliners og gentagelser
Det sidste kunne Nixon, men han brød sig ikke om at stå over for et stort publikum. Han havde det bedst med at være alene. Se dokumentaren Nixon in the Den.
Også på den politiske scene var Nixon en arbejdsnarkoman, som var i stand til at holde en substantiel tale i over en time uden manuskript. Til trods for sin megen energi synes Trump ikke at interessere sig så meget for substansen. Hans taler indeholder mange slagord, skældsord, oneliners og gentagelser.
I forbindelse med NATO-topmødet i 2019 grinede adskillige statsledere angiveligt af Trump bag hans ryg. Noget af det var på film:
Faste rammer og kærlighed vs. dysfunktionel familie
Nixons far var meget autoritær og havde faste og urokkelige meninger, mens hans mor var kærlig. Ikke blot over for den følsomme Richard, men over for alle sine drenge.
Trumps familie var derimod dysfunktionel. Det har Donalds Trumps niece, Mary Trump, beskrevet i bogen Too Much and Never Enough, der udkom i 202o. Alene i den første uge efter udgivelsen, var den blevet solgt i flere eksemplarer, end Donald Trumps The Art of the Deal var blevet siden dens udgivelse for mere end 30 år siden.
Mary Trump beskriver Donald Trumps far, Fred Trump Sr., som en sociopat, som gennem alle årene har favoriseret Donald Trump på bekostning af Donalds ældre bror, Fred. Fred, som var Mary Trumps far, blev alkoholiker og døde i en alder af 42 år.
Det kan næppe komme som en overraskelse, at Donald Trump har nogle af sin fars karaktertræk. Fred Trump Sr. var udpræget racist og blev som 22-årig arresteret for at have deltaget i en Ku Klux Klan-march i Queens, New York. Marchen førte til et slagsmål mellem Klan-medlemmer og antifacister med dødsfald til følge.
Noget af det vigtigste, Trump ifølge Mary Trump lærte af sin far, var at være benhård og skruppelløs, ikke udvise nogen særlig form for medfølelse, og i det hele taget opfatte sig selv som en konge, som kan klare alt. Dette bidrager til forklaringen af Donald Trumps karaktertræk
Ligesom Donald Trump var Fred Trump Sr. også involveret i mange retssager i sin karriere. I 1930’erne begyndte unge Fred Trump Sr. at rejse sit forretningsimperium. Han var en af de første til at opføre enfamilieshuse i Queens, ligesom han udførte flere byggeprojekter for Franklin D. Roosevelt, bl.a. for at trække USA ud af depressionen.
Det tjente han en formue på. Men Donald Trump var ikke succesrig som sin far og modtog derfor flere hundrede millioner dollars, der skulle hjælpe med at rette op på Trumps økonomi efter hans mange mislykkede forretningseventyr. Uden disse penge var Donald Trump formentlig erklæret personligt fallit.
Noget af det vigtigste, Trump ifølge Mary Trump lærte af sin far, var at være benhård og skruppelløs, ikke udvise nogen særlig form for medfølelse, og i det hele taget opfatte sig selv som en konge, som kan klare alt. Det bidrager til forklaringen af Trumps karaktertræk.
Trump: Svær narcissistisk personlighedsforstyrrelse
På grund af den såkaldte Goldwater-regel må psykiatere ikke stille en eksplicit diagnose af en amerikansk præsident.
Men det forhindrer dem ikke i at ytre sig om præsidentens karaktertræk. Den mest grundige og autoritative analyse af Trumps karaktertræk er beskrevet i bogen The Dangerous Case of Donald Trump. Den er skrevet i konsensus mellem 27 af USA’s førende psykiatere og adfærdspsykologer.
Læser man omhyggeligt bogen, kan man nemt nå frem til Trumps diagnose: Narcissistisk personlighedsforstyrrelse (NPD), der har koden DSM-5 301.81 (F60.81). For at få denne diagnose skal patienten opfylde mindst fem ud af ni kriterier. Trump har fuld plade:
- En grandios selvopfattelse. [Trumps opfattelse af, at han er Guds udvalgt, hans IQ, der er så høj, at den gør ham til et geni, at han ved alt og kan ordne alt m.m.]
- Fiksering på fantasier om uendelig succes, dvs. en person, som aldrig taber [klart illustreret efter hans valgnederlag i november], skønhed [læs Trumps forhold til smukke kvinder), og det brillante [jf. den overdådige, nogen vil sige usmagelige, indretning af Trump Tower og Mar-a-Lago, som POV har bragt en artikel om her].
- En selvopfattelse, at vedkommende er enestående. Guds udvalgte; kan kun forstås af eller forbinde sig til andre enestående eller betydningsfulde mennesker [fx. Trumps stolthed over at være kommet i kontakt med Nixon]
- Et stærkt ønske om at blive beundret, uanset hvor uberettiget, det er. [et gennemgående karaktertræk, som blev skabt i Trumps barndom]
- En følelse af at være berettiget til ting, positioner etc. [opfattelsen, at når Trump kan styre et realityshow, kan han også styre Det Hvide Hus; det er i bund og grund det samme].
- Et adfærdsmønster, som undertrykker andre mennesker [fx. Trumps mange afskedigelser af nære medarbejdere eller medarbejdere, som har valgt selv at gå, fordi de til stadighed bliver overfuset].
- Manglende empati – jfr. Trumps omtale af døde amerikanske soldater; at immigrantspædbørn bliver adskilt fra deres mødre etc.].
- Store vredesudbrud over for mennesker, personen ikke kan lide, eller siger ham/hende imod [det er et gennemgående element i de 53.000 tweeets, Trump har skrevet som præsident]
- Egoistisk og indbildsk adfærdsmønster [et adfærdsmønster, som Trump har udvist igennem hele sit liv. Han snyder, bedrager og ser stort på regler, normer og aftaler (hvilket bidrager til at forklare, at han har været involveret i et hav af retssager).
Som man kan se, opfylder Trump samtlige ni kriterier.
Skulle man stille en psykiatrisk diagnose, ville den hedde narcissistisk personlighedsforstyrrelse i meget svær grad. Det er en misforståelse at opfatte Trump som en psykopat, men han udviser mange af de samme sociopatiske personlighedstræk som sin far. Æblet falder ikke langt fra stammen.
Psykoterapi er en almindelig behandlingsmetode, når en person lider af en narcissistisk personlighedsforstyrrelse. Det er en meget besværlig og langstrakt behandlingsmetode, fordi patienten stædigt vil benægte, at vedkommende lider af nogen af ovenstående karaktertræk
Psykoterapi er en almindelig behandlingsmetode, når en person lider af en narcissistisk personlighedsforstyrrelse. Det er en meget besværlig og langstrakt behandlingsmetode, fordi patienten stædigt vil benægte, at vedkommende lider af nogen af ovenstående karaktertræk. Trump har da heller aldrig været i psykoterapeutisk behandling.
Nixon: Et neurotisk menneske med hang til depressioner
Nixon har derimod været i behandling.
I begyndelsen af 1950’erne, omkring den tid, han blev Eisenhowers vicepræsident, opsøgte Nixon psykoterapeuten Arnold Hutschnecker. Det gjorde Nixon mange gange gennem årene, men konsultationerne stoppede, inden Nixon igen forsøgte at blive republikansk præsidentkandidat. Hvis det blev afsløret, at han var i behandling for en psykisk lidelse, kunne det skade ham politisk. Hans konsultationer hos Hutschnecker stoppede i 1965.
Nixon tabte marginalt valget til John F. Kennedy i 1960, og ved det valg var der stærk mistanke om, at der var begået valgsvindel i to stater, bl.a. i Illinois, hvor Chicago ligger. Der findes ingen sikre beviser, men historien er, at mafiaen hjalp Kennedy til at vinde valget i den stat, og dermed også valget på landsplan.
Så i modsætning til Trump kunne Nixon med en vis berettigelse hævde, at han blev snydt. Det lykkedes heller ikke for Nixon at vinde guvernørvalget i Californien i 1962, men et af Nixons mantraer var, at man aldrig skulle give op. Han deltog da også i de republikanske primærvalg i 1968 og blev nomineret. Det er én ting, Nixon og Trump har tilfælles. De har begge besiddet evnen til at komme tilbage.
Men Nixon var absolut ikke en narcissist. Han opfyldte ingen af 9 ovenstående kriterier. Derimod kan man hævde, at Nixon også led af en personlighedsforstyrrelse. Ifølge Hutschnecker havde Nixon tendens til at være neurotiker med tendenser til depressioner, og en arbejdsnarkoman (en let form for borderline manio-depressiv). Nixon var ikke et glad menneske. Han havde det bedst, når han kunne sidde alene, fordybe sig og tænke over tingene.
Han var evigt mistænksom over for omgivelserne og potentielle fjender. Denne paranoia beseglede i sidste ende denne begavede mands skæbne
Med tiden udviklede Nixon også paranoia. Han var evigt mistænksom over for omgivelserne og potentielle fjender. Denne paranoia beseglede i sidste ende denne begavede mands skæbne.
Han optog samtlige samtaler i de ovale værelse. Uden afsløringen af disse såkaldte Nixon Tapes, havde Nixon måske overlevet Watergate, har Bob Woodward hævdet. Det var de dengang to unge Washington Post-journalister, Bob Woodward og Carl Bernstein, som gennem to års intens kulegravning, afslørede Watergate-skandalen.
Historien sammenfattes i deres bog, All the Presidents Men, som udkom i 1974, og straks blev filmatiseret til den Oscarbelønnede film med Robert Redford og Dustin Hoffman i hovedrollerne. De to unge journalisters arbejde satte en ny standard for politisk journalistik, som bortset fra Woodwards senere bøger ikke er blevet overgået siden. I 2012, i anledning af 40-årsdagen for Watergate-skandalen, skrev Woodward og Bernstein en kronik, hvori de hævdede, at Nixon var værre, end de dengang troede.
Nixon led også af søvnløshed, som jo også er forbundet med depressioner, men som også kan præge neurotiske mennesker, som bekymrer sig for meget. Aforismen at have “ligget søvnløs” er ikke grebet ud af luften. Det hele blev forværret af, at Nixon også havde en lav tolerance for indtagelse af alkohol. Et par sjusser, og så var han fuld.
I 1968 fik Nixon også en anden psykoterapeut, Jack Dreyfus, som var meget begejstret for det ikke-godkendte præparat, Dilantin. Dreyfus mente, at det kunne stabilisere Nixons humør og lindre hans neuroser. Uden at være autoriseret igangsatte Dreyfus en behandling af Nixon med Dilantin. Dilantin er et epileptisk præparat, som har alvorlige bivirkninger som forvirring og manglende dømmekraft, når det indtages sammen med alkohol og sovepiller (som Nixon også tog mange af).
Dette kom klart til udtryk i forbindelse med flykapringer i henholdsvis Amman og Damaskus, og ikke mindst med massebombardementet af Cambodia i 1970. Det bombardement førte til en eskalation af Vietnamprotesterne. Nixon blev ramt af en ny depression. Påvirket af indtagelse af alkohol og Dilantin, bevægede Nixon sig ud af det Hvide Hus uden sikkerhedsfolk og gik ned til Lincoln Memorial for at tale med demonstranterne. Men i stedet for at tale om krigen, rablede den omtågede Nixon i stedet om fodbold og alt muligt andet, som var Vietnamkrigen uvedkommende.
Trump var misbruger af præparatet Adderall. Adderall er et steroid, som ganske vist forøger brugerens energi og udholdenhed, men som også har bivirkninger i form af blandt andet irritabilitet og vredesudbrud
Der findes mange paralleller mellem Nixon og Donald Trump. Trump har angiveligt også haft et pillemisbrug, som har nogle af de samme symptomer som Dilantin, men som også gør misbrugeren mere aggressiv.
Ifølge den canadiske skuespiller og komiker Tom Arnold, som medvirkede i ‘The Apprentice’ i seks sæsoner, var Trump misbruger af præparatet Adderall. Adderall er et steroid, som ganske vist forøger brugerens energi og udholdenhed, men som også har bivirkninger i form af blandt andet irritabilitet og vredesudbrud.
Skuespilleren Tom Arnold har udtalt, at: “Donald Trump abused Adderall on the set & it made him crazy. He even snorted Adderall. Mark Burnett knew it. It’s scary”.
Brookingsgate – forløberen for Watergate
Watergate-skandalen kender vi alle til. Mindre kendt er det, man kan kalde for Brookingsgate. Uden at gå for meget i detaljer, underminerede Nixon i 1968 ikke blot præsident Lyndon B. Johnsons bestræbelser på at stoppe hans planlagte fredskonference, som skulle bringe Vietnamkrigen til ophør, og samtidigt også Demokraternes kandidat, Hubert Humphreys chancer for at vinde valget. Det var lykkedes for LBJ at trække Nordvietnam til forhandlingsbordet. Man ventede kun på grønt lys fra Saigon, så Sydvietnam også kunne deltage.
I ventetiden arbejdede Nixon gennem fordækte diplomatiske forbindelser på at afbryde kontakten til det grønne lys. Nixon lovede regeringen i Saigon, at hvis Sydvietnam sagde nej til at deltage i fredskonferencen i Paris, kunne han skaffe en bedre aftale. Derfor trak Sydvietnam sig få dage før præsidentvalget.
Nixon vandt valget marginalt, men omkostningerne var store. USA’s engagement i borgerkrigen fortsatte 5 år mere, tusindvis af amerikanske soldater og hundredetusindvis af vietnamesere mistede livet. Bevismaterialet på, at Nixon gennem udenlandske kanaler havde undermineret det amerikanske valg og fredsforhandlingerne, findes måske. Man ved det ikke med sikkerhed, for Nixon-biblioteket må ikke åbnes i de næste mange år.
Nixon vandt præsidentvalget i den største jordskredssejr siden 1936. Han vandt i 49 af USA’s 50 stater. Indbruddet i Watergate fandt sted næsten et halvt år tidligere. Afsløringerne var kun lige begyndt at dryppe
Men fakta er, at den paranoide præsident beordrede sine folk til at lave et indbrud på Brookings-instituttet for at få fat på brevet.
Historien er dokumenteret i bogen Brookingsgate, og Nixons rolle som en autoritær statsmand er beskrevet i bestselleren og den definitive og mest dybdeborende bog om Nixon: The Arrogance of Power. The Secret World of Richard Nixon. Forfatteren er Pulitzerprisvinderen Anthony Summers. Robbyn Swan er medforfatter på bogen, som udkom i 2001. Swan er tilfældigvis tovholder på de 27 psykiateres bog om Trump. BBC’s dokumentar fra 2000, Reputation. The Secret World of Richard Nixon. Afsnit 1 og afsnit 2 giver et fremragende billede af Richard Nixon.
Brookingsgate var altså en forløber for Watergate fire år senere. Hvis Nixons’s kriminelle manøvre var blevet afsløret, ville han sandsynligt været blevet impeached allerede i sit første år som amerikansk præsident. Hvorfor Nixon beordrede et nyt indbrud, denne gang på Demokraternes partikontor i Watergate i juni 1972, er et mysterium.
Ved at gennemføre en udsoningspolitik med Kina og efterkrigstidens første store nedrustningsaftale med Sovjetunionen havde Nixon med sin sikkerhedsrådgiver, Henry Kissinger, præsteret USA’s største udenrigs- og sikkerhedspolitiske succes, siden den kolde krig opstod.
Til præsidentvalget i 1972 stillede Demokraterne med fredsduen George McGovern som præsidentkandidat. Men Nixon havde reelt allerede leveret freden, hvorfor McGoverns politiske dagsorden var irrelevant. Nixon vandt således præsidentvalget i den største jordskredssejr siden 1936. Han vandt i 49 af USA’s 50 stater. Indbruddet i Watergate fandt sted næsten et halvt år tidligere. Afsløringerne var kun lige begyndt at dryppe.
USA’s forfatning: Et værn mod enevælde og despoti
Nogle fællestræk er klare: Richard Nixon og især Donald Trump kan karakteriseres som autoritære statsledere. Som despotiske konger, om man vil. Nixon blev i folkemunde også kaldt for Richard III. I bogen Shakespeare and Trump sammenligner Jeffrey Wilson Trump med adskillige af karaktererne i Shakespeares skuespil.
At USA skulle udvikle sig til et despotisk monarki, var lige præcis det, som USA’s Founding Fathers forsøgte at beskytte de Forenede stater mod, da de skrev den amerikanske forfatning i 1776.
På den tid var Europa præget af enevælde, men oplysningstiden trængte sig på med dens liberale principper om frihedsrettigheder, retsstatsprincipper og magtens tredeling. Den amerikanske forfatning blev skrevet i det lys.
Præsidenten, også kaldet Commander in Chief, har vidtrækkende beføjelser. Han styrer det amerikanske militær, sammensætter sin regering, udpeger ledere af de vigtige amerikanske sikkerhedsorganer, FBI, CIA og NSA m.fl., ligesom han udpeger højesteretsdommere, når en plads er ledig
Det var den første liberale forfatning – og samtidigt den mest liberale, som nogensinde er blevet skrevet. Forfatningen bygger i den grad på magtens tredeling: den ledende, lovgivende og dømmende magt. Den ledende magt er præsidenten, den lovgivende magt er Kongressen, og den dømmende magt er den føderale domstol, højesteret.
Præsidenten, også kaldet Commander in Chief, har vidtrækkende beføjelser. Han styrer det amerikanske militær, sammensætter sin regering, udpeger ledere af de vigtige amerikanske sikkerhedsorganer, FBI, CIA og NSA m.fl., ligesom han udpeger højesteretsdommere, når en plads er ledig. De tre instanser holder hinanden i skak gennem checks-and-balances. Dertil kommer fundamentale liberale frihedsprincipper såsom fuld ytringsfrihed, religionsfrihed m.v. og en fri presse.
USA’s siddende præsident siges at være verdens mest magtfulde statsleder. Kun Frankrigs præsident er konstitutionelt mere magtfuld, fordi denne også kan styre gennem dekreter, men Frankrig er kun en mellemrangsstat. Men intet demokrati kan beskyttes mod misbrug.
Nixon og Trump – hævet over loven?
På grund af sine vidtrækkende beføjelser kan også USA’s præsident misbruge systemet, så det er overordentlig vigtigt, at han/hun holdes i skak af de to andre magtinstanser samt den frie presse. Helt galt går det, når præsidenten forsøger at stå over loven. Det er lige præcis det, Nixon forestillede sig, at han var. Selv flere år efter Watergate-skandalen hævdede han, at præsidenten står over loven. I David Frosts berømte interview i 1977 med ex-præsidenten, udtalte Nixon: “Well, when the president does it … that means that it is not illegal”. Det er naturligvis nonsens. Men Nixon mente det åbenbart stadig.
Donald Trump har været endnu mere ekstrem i sin autoritære lederstil. The Chosen One, som han har kaldt sig selv. Den udtalelse har især været rettet mod Trumps dybt religiøse tilhængere, evangelikanerne. De har deres epicenter i bibelbæltet og Midtvesten, som er republikanernes kernestater. Men ligesom Nixon har Trump også opført sig, som om han står over loven og dermed den amerikanske forfatning og strafferet.
I sin periode som præsident har Trump fyret enhver, som har sagt ham imod eller stillet spørgsmål ved hans lederskab og evne til at være præsident. Og han har fyret topembedsmænd, som han opfattede som en trussel. Det mest notoriske eksempel på det sidste var Trumps afskedigelse af FBI’s leder James Comey. Denne afskedigelse var uhørt. Trump fyrede lederen af et af USA’s højest rangerede sikkerhedsorganer, som bl.a. havde til formål at holde ham i skak.
Det var Nixon, som startede med at bruge begrebet, The Silent majority. Dvs. det store flertal af amerikanere, som ønsker lov og orden, hvilket var det, Nixon gik til valg på i 1972
Hvorfor fyrede Trump Comey? Det gjorde han, fordi FBI, CIA og det amerikanske justitsministerium havde beviser for, at russerne med Vladimir Putin i spidsen blandede sig i den amerikanske valgkamp i 2016. Senere fyrede Trump også andre højtstående FBI-embedsmænd.
Men Comey gav ikke op. Det var ham, der sørgede for, at hans forgænger, Robert Mueller, metodisk oprullede Russia-gate. Helt ned i detaljen klarlagde Mueller de involverede russiske agenter med navns nævnelse, på hvilken måde, de var involveret, og sågar hvor de befandt sig. Muellers afdækning af Russia-gate var “bullet-proof”.
Hvis man er interesseret i emnet, anbefaler jeg Frontlines lange dokumentar, Trump’s Showdown. Hvordan fik Trump i første omgang lukket Russia-gate ned? Man skulle tro, det var løgn: Han afholdt en pressekonference sammen med Vladimir Putin, som naturligvis benægtede, at russerne ikke havde blandet sig i den amerikanske valgkamp i 2016. I Trumps øjne var den sag så ude af verden. Det var den naturligvis ikke. Den kan ses her:
Da Demokraterne vandt midtvejsvalget i 2018 og fik flertallet i Repræsentanternes Hus, blev Trump impeached. Men impeachment-processen skal også passere Senatet, hvor kravet er større. I Repræsentanternes Hus kræves blot et simpelt flertal. I Senatet kræves 2/3 flertal. Eftersom amerikansk politik i dag er langt mere polariseret og mindre tværpolitisk end i 1970’erne, er det ikke lykkedes at afsætte Trump.
Nixon gik også efter politiske modstandere. I den såkaldte Saturday Night – Massacre den 23. oktober 1973 fyrede Nixon Archibald Cox, som efterforskede Watergate-skandalen, samt flere i sin stab, som han frygtede ville udgøre en trussel. Trump fulgt i Nixons fodspor ved at afskedige Comey.
Populisme
Populismen er karakteriseret ved en afstandstagen fra den økonomiske, politiske og kulturelle elite, ofte blot benævnt The Establishment.
Det var Nixon, som startede med at bruge begrebet, The Silent Majority. Dvs. det store flertal af amerikanere, som ønsker lov og orden, hvilket var det, Nixon gik til valg på i 1972. Hans rolle som populist skal også ses i lyset af hans opvækst under fattige vilkår i Californien. Det var i bund og grund The Establishment på østkysten, han tog afstand fra. Kennedy-familien var selve symbolet på dette Establishment, men samtidigt beundrede Nixon JFK.
Nixon var en kompleks person, hvilket ikke kan siges om Trump. Trump er langt mere gennemsigtig, ensidig og ekstrem. Han taler, før han tænker. Nixon var lige omvendt. Han tænkte længe, før han talte. Samtidigt har Trump været langt mere brutal i sine handlinger og usofistikeret i sin retorik. Trump er ikke politiker. Politik er det muliges kunst.
Trump forstår ikke den kunst og tror, at problemerne kan løses i en håndevending. Hans mur mod Mexico blev langt fra færdigbygget, men nåede dog at ødelægge en del af det sårbare økosystem i det sydlige Arizona. Hans politik med at adskille immigrantbørn fra deres forældre nærmer sig det skandaløse.
Trump er en meget autoritær populist. Man kan ikke karakterisere Vladimir Putin som populist; han er autoritær. Men Trump er lige så autoritær som Putin. I sit præsidentembede har Trump reelt forsøgt at omdanne USA til et illiberalt demokrati på linje med Ruslands.
Som filminstruktøren Spike Lee har udtrykt for nylig:
“No matter how bad we talk about Agent Orange [henvisning til Trumps kulør, ks], it’s even a more condemning comment on Americans as a country that 70 million people voted for this guy. That’s a comment on an America that is OK with the president saying all Mexicans are rapists, murderers and drug dealers. That’s 70 million people who believe it’s OK if you separate mothers from their newly born sons and daughters, many still breastfeeding. That’s one of the highest immoral acts: separating mother from infant child. Who does that? Nazis? Slave owners? That’s fuckin’ shameful. That’s a fuckin’ disgrace and that is a terrible mark on American democracy.”
Trump har gennemgående forsvaret sine kontroversielle udtalelser med, at han udtrykker folkets vilje. Med folket mener han i grunden kun de vælgere, som stemmer på ham. De, som ikke gør det, nærer han stor afsky for. Gennem mere end 53.000 tweets har han tilsvinet Demokraterne, politiske modstandere, kritikere og andre, som ikke har pareret hans ordre. Trump er en meget autoritær populist. Man kan ikke karakterisere Vladimir Putin som populist; han er autoritær. Men Trump er lige så autoritær som Putin. I sit præsidentembede har Trump reelt forsøgt at omdanne USA til et illiberalt demokrati på linje med Ruslands.
Krigen mod medierne
Populismens had er også rettet mod medierne. Såvel Nixon som Trump har opfattet medierne som en fjende, en del af den kulturelle elite. For at citere Nixon fra en af hans samtaler med Henry Kissinger, da han erklærede krig mod medierne:
“Never forget the press is the enemy, the press is the enemy… write that on the blackboard 100 times”.
Nixon ejede noget af Trumps vrede og brutalitet. Umiddelbart kan det synes paradoksalt, at Trump lige siden de to skrev sammen i 1980’ene, delte Nixons negative syn på pressen. For Trump har igennem årene været dybt afhængig af medierne. Det var medierne, han solede sig i, og som gjorde ham berømt.
Siden er det kun de medier, der støtter hans holdninger, og som videregiver hans sande nyheder, han har respekt for. Alle andre medier producerer fake news. Så er det ligegyldigt, hvor sandfærdige nyhederne er. Et stort politisk valgnederlag er svært at fornægte. Men Trump gjorde det ved valget i 2o2o.
Han har påstået, at der ved valget i 2020 foregik massiv valgsvindel, og at han i virkeligheden vandt valget i en jordskredssejr. I certificeringsprocesserne har intet tydet på, at der foregik valgsvindel. Som Christopher Krebs, lederen af Cybersecurity & Infrastructure Security Agency, der har ansvaret for, at valgene er foregået korrekt, i en pressemeddelse pointerede, var valget i 2020 det mest sikre i USA’s historie.
Former Cybersecurity & Infrastructure Security Agency Director Chris Krebs: "The 2020 election was the most secure in U.S. history…while elections are sometimes messy, this was a secure election. Of that I have no doubt."
Full Senate hearing video: https://t.co/2RpqO2s58g pic.twitter.com/7hzf1jGzE0
— CSPAN (@cspan) December 16, 2020
Den udtalelse behagede ikke Trump, så Krebs blev afskediget øjeblikkeligt, og kunne stille sig op blandt de mange, Trump enten har fyret eller har sagt deres stillinger op i sin fireårige periode som præsident. I de 60 retssager, som Trump anlagde mod 5 swing-stater, har han ikke vundet en eneste af dem.
I øvrigt skulle han vinde i samtlige af disse stater for at vinde valget. I stedet har han og hans team af advokater samt sønnerne spredt konspirationsteorier, som er undergravende for demokratiet. Tillid til demokratiet er afgørende for dets beståen.
I sin periode som præsident har Donald Trump stort set angrebet medierne dagligt, hvis de har rapporteret om noget, som ikke passer ind i hans verdensbillede. Hans yndlingskanal, formentlig det eneste TV-medie han så, var FOX News.
Autoritærisme, populisme og racisme. Så er ringen ved at være sluttet
Det varede lige indtil den dag, hvor kanalen erklærede Biden som vinder i valget. Så tilhørte Trumps tidligere favoritmedie, det eneste TV-medie, som kom med sande nyheder, også den store kreds af medier, som spreder fake news.
Trump skiftede derfor FOX News ud med den mere ekstremistiske kanal, Newsmax, ligesom han i sine tweets hyppigt har henvist til det mindst lige så yderligtgående medie, Breibart.
Efter valget i november har Trump på Twitter spredt så mange usandheder, konspiratoriske tankespind, at Twitter har haft meget travlt med at markere, at de fleste tweets var disputed (en pæn måde at skrive, at der intet belæg er for påstandene i tweetene). I en række tilfælde har Twitter set sig nødsaget til at fjerne tweetene, fordi de havde et racistisk indhold.
Angrebet på Kongressen den 6. januar 2021 var dråben, som fik bægret til at flyde over i de sociale mediers tolerance over for Trumps undergravende virksomhed. Hans elskede Twitterkonto, som har været hans afgørende instrument til at tale til sine tilhængere, blev omsider taget fra ham.
Study Shows Election Misinformation Dropped 73 Percent After Trump's Twitter Suspension https://t.co/TaR4A7ShyE via @Yahoo
— Don Winslow (@donwinslow) January 18, 2021
Racisme
Autoritærisme, populisme og racisme. Så er ringen ved at være sluttet.
Nixons og Trumps racistiske tendenser skal ses i sammenhæng med deres populisme. Nixon havde antisemitiske tilbøjeligheder. Nixon-optagelserne indeholder mange af hans antisemitiske udtalelser. Han beklagede sig over, at Washington var fyldt med jøder, at jøder var uærlige og illoyale. Det jødiske virtuelle bibliotek indeholder en liste over hans udtalelser. Det må have været et problem for Nixon at håndtere denne problematik, eftersom Henry Kissinger var jøde. Nixon kom også med racistiske bemærkninger om sorte, som han kaldte for aber og kannibaler. Nixon bad sågar om at få optalt, hvor mange jøder, der arbejdede i hans administration.
Donald Trumps racistiske tilbøjeligheder kom tidligt til udtryk, da hans far Fred Trump Sr. byggede et boligkompleks, som ikke måtte have sorte beboere. Det tabte Trump-familien også en af sine mange retssager på. Som politiker er Trump gået amok med racistiske og hadske udtalelser.
Han har stemplet mexicanere som kriminelle, narkosmuglere og voldtægtsforbrydere – selvom “nogen, sikkert, også er gode mennesker”.
Den virus, som har skabt den igangværende pandemi, kalder han hverken for Covid-19 eller coronavirussen, men for den kinesiske virus. Han har også en forestilling om, at Covid-19 er et kemisk våben, som kineserne har udviklet for at ramme USA.
Trump og hans advokater er i høj grad til falds for konspiratoriske teorier. I forbindelse med Trumps personlige advokat, Rudy Giulianis pressekonference den 20. november, var man vidne til den totale nedsmeltning. Ikke blot opløsningen af Giulianis hårfarve, men også hans forklaring på, hvorfor Donald Trump havde tabt valget, og hvorfor Trump havde tabt alle de retssager, han havde anlagt i de amerikanske svingstater: Der var tale om et stort komplot rettet mod USA.
Se den her:
Komplottet involverede Venezuelas afdøde præsident, Hugo Chávez, der på mirakuløs vis havde udviklet en algoritme, som manipulerede med de amerikanske stemmeoptællingsmaskiner. Den skulle været styret fra en server i Tyskland. Andre som var involveret i komplottet var finansmanden George Soros, de store amerikanske IT-selskaber, Antifabevægelsen og stemmeoptællere hyret af demokraterne.
Afslutningsvis har Trump ikke taget klar afstand fra White Power-bevægelsen i Sydstaterne. Dette svigt er kommet til udtryk flere gange, bl.a. i forbindelse med protesterne mod White Power-bevægelsens march i Charlotteville i 2017 og i 2020, hvor en statue af Henry Jackson blev væltet samme sted.
Nixon og Trump har mange autoritære fællestræk, men Trump er meget værre. Hans krav om at politiske modstandere skal fængsles, hans opfordringer til at hans tilhængere skal udøve voldelige overfald på kritikere og politiske modstandere, hvilket der findes mange optagelser af, er nogle af de mest fremtrædende eksempler
KKK’s tidligere leder, David Duke, som flere gange har rost Donald Trump, var til stede og holdt tale i en moddemonstration mod vandaliseringen af statuen. Donald Trump tog ikke afstand fra de neonazister, som sloges med demonstranterne, og hævdede sågar, at han ikke kender David Duke.
Fornylig har Richard Nixons rådgiver, John Dean sammen med medforfatteren Bob Altemeyer udgivet bogen Authoritarian Nightmare: Trump and his Followers. Nixon og Trump har mange autoritære fællestræk, men Trump er meget værre. Hans krav om at politiske modstandere skal fængsles, hans opfordringer til at hans tilhængere skal udøve voldelige overfald på kritikere og politiske modstandere, hvilket der findes mange optagelser af, er nogle af de mest fremtrædende eksempler.
Brandstifteren Trump
Trumps usandfærdige udtalelser og tweets og de konspiratoriske teorier, som han og hans medsammensvorne har spredt, minder om noget ubehageligt fra 1930’erne. Dengang sagde Nazitysklands propagandaminister, Joseph Goebbels noget i retning af, at “en løgn fortalt én gang, forbliver en løgn, men en løgn fortalt tusinde gange, bliver til sandheden”. Det forklarer, hvorfor Trumps kernevælgere fortsat er faste i troen på, at der foregik massiv valgsvindel i november 2020.
Med sine mange hadske, falske og konspiratoriske udsagn har Donald Trump forlængst slået gnisten, som han konstant har pustet til. Det var kun et spørgsmål om tid, før der ville opstå en brand. Nixon udtrykte sig også i hadske vendinger, men aldrig offentligt. Nixon var aldrig en decideret brandstifter, selvom han i Vietnamkrigen pustede til ilden med de meningsløse bombardementer i Vietnam. Trump, derimod, er en decideret brandstifter. Se dokumentaren The Fire breather:
I slutningen af november 2020 afgav over 100 sikkerhedsrådgivere, som havde tjent under samtlige republikanske præsidenter i nyere tid (under Ronald Reagan, George H. Bush, George H. W. Bush samt Donald Trump) en underskrevet fælleserklæring. I erklæringen står der bl.a.:
“President Trump’s refusal to permit the presidental transition poses a significant risk to our national security, at a time when the U.S. confronts a global pandemic and faces serious threats from global adversaries, terrorist groups, and other forces”. En så stærk erklæring, som enstemmigt er forfattet af så mange fremtrædende sikkerhedseksperter, endda fra præsidentens eget parti, er aldrig blevet fremsat før.
Den brand brød omsider ud den 6. januar 2021, da Kongressen skulle certificere resultatet af valgmandsstemmerne, som endeligt blev opgjort den 14. december
Det var historisk.
Den brand brød omsider ud den 6. januar 2021, da Kongressen skulle certificere resultatet af valgmandsstemmerne, som endeligt blev opgjort den 14. december. I et Trump-rally i Washington, få kilometer mellem Det Hvide Hus og Kongressen, holdt Trump, hans søn Eric og advokat Rudy Giuliani nogle brandtaler, som havde til formål at stoppe Kongressens certificering af Bidens valgsejr, og dermed forhale overgangsprocessen til en Biden-administration yderligere.
https://www.youtube.com/watch?v=0jPlZOQAC14
Talerne blev holdt i et sprog, så de let kunne opfattes som en opfordring til angribe Kongressen. Trumps tale kan høres og ses her. Men angrebet var allerede aftalt på forhånd! Det var meget velorganiseret af republikanske grupper i selve Washington. Selv medlemmer af republikanernes nationale komité og tidligere stabsansatte i Det Hvide Hus deltog i planlægningen.
Deltagerne blev fragtet i busser fra alle dele af landet. Bustransporten blev finansieret af konservative non-profit-organisationer. Kun en mindre andel af de tusindvis, som angreb Kongressen, var White Supremacists. Lokale politibetjente, der ikke var i tjeneste den dag, deltog også. Det fremgår i en længere artikel i Washington Post.
Trumps opfordring til sine fans om at følge med ham til Capitol and “fight like Hell”, er svær at fortolke som andet end en opfordring til et decideret voldeligt angreb på Kongressen, særligt når man ved, at Trump har mange tilhængere blandt de mest yderligtgående nationalpopulistiske og racistiske grupperinger
Formentlig ventede den voldelige forsamling på selve dagen den 6. januar blot på at få et signal fra Trump til at angribe og vandalisere det mest hellige symbol på det amerikanske demokrati, The United States Capitol, og selve hjertet i det amerikanske demokrati, Kongressen.
Trumps opfordring til sine fans om at følge med ham til Capitol and “fight like Hell”, er svær at fortolke som andet end en opfordring til et decideret voldeligt angreb på Kongressen, særligt når man ved, at Trump har mange tilhængere blandt de mest yderligtgående nationalpopulistiske og racistiske grupperinger.
Og herefter udviklede det sig som bekendt aldrig til en fredelig demonstration mod Kongressens certificering af valgmandsstemmerne. At overvære angrebet var som at se den tyske rigsdag stå i flammer. Angrebet var alt andet end en fredelig demonstration, 5 blev dræbt, og kongresmedlemmerne måtte evakueres eller skjule sig.
Nogle af demonstranterne havde sågar medbragt en galge og et reb til at lynche Mike Pence, fordi han ikke stoppede certificeringsprocessen. Det kunne han naturligvis ikke, for det var blevet fastslået forlængst, at der ikke var foregået nogen valgsvindel i de stater, som Trump rejste sag mod. I de mange retssager, som bevægede sig op til højesteret i de enkelte stater, var dommerne fra præsidentens eget parti.
Denne gang var det ikke en jødisk kommunist eller en mexicansk voldtægtsforbryder og narkosmugler, som blev beskyldt for at være brandstifteren. Det var selve den amerikanske præsident. D. 13. januar vedtog Repræsentanternes Hus igen at impeache Donald Trump. Det er første gang i USA’s historie, at en præsident er blevet indklaget for en rigsret to gange i en valgperiode – og sågar i præsidentens sidste år i hans valgperiode.
Hvordan reagerede Trump selv på angrebet? Han sagde, at han elskede dem, som havde angrebet Kongressen, og at han forstod dem. Han var i mellemtiden gået tilbage til Det Hvide Hus for at fortsætte med sin yndlingsbeskæftigelse: at se TV. Efter sigende nød han at se opstanden live på TV. Trump tilkaldte heller ikke Nationalgarden. Det gjorde Vicepræsident Mike Pence vist nok, efter han var blevet evakueret.
Tæppefald
Det var i sidste ende Nixons båndoptagelser, som fældede ham.
Hvordan Richard Nixon reagerede på sit tæppefald, er blevet beskrevet i Bob Woodwards og Carl Bernsteins bog, The Final Days, deres opfølger på All the President’s Men om Watergate. Da Nixon indså, at Watergateskandalen var blevet afsløret, og at Kongressen muligvis ville afsætte ham som præsident, blev Nixon så nedtrykt, at hans stab frygtede, at han kunne finde på hvad som helst.
Nixons forsvarsminister, James Schlesinger, beordrede det amerikanske militær til under ingen omstændigheder at adlyde ordrer fra Nixon, med mindre de var afstemt med ham og udenrigsministeren først. Samtidigt blev det ovale værelse gennemsøgt for våben, ligesom Nixons stabschef, Alexander Haig, tog Nixons piller fra ham. Man frygtede, at Nixon ville tage sit eget liv.
Den 9. august holdt en fattet Nixon en tale til nationen og forklarede, hvorfor han forlod embedet. Ser og hører man talen i hele dens længde, kan man se, at han var kommet på højkant igen.
Undervejs fortæller Nixon, at han aldrig har været en, der gav op, men også at han gennem hele sin politiske karriere havde begået fejl af og til. Ikke bare i Watergate-sagen, men også andre gange, og at han ingen anger havde mod dem, som tog stærk afstand fra ham:
Henimod slutningen af talen, hvor han talte om sin mor, blev talen meget følelsesladet, og man kunne se tårer i hans øjne. En sådan tale vil Trump aldrig holde. Derfor har jeg været mere blød over for Nixon end over for Trump i denne artikel. Men det ændrer ikke på, at Nixon var en autoritær leder, en populist og en racist. Og at han begik kriminelle handlinger på det føderale niveau, hvilket han ikke indrømmede i sin afskedstale.
I Trumps tilfælde havde hans lemfældige politik og til tider ligegyldighed over for covid-19-pandemien stor betydning for hans valgnederlag. Men hverken valgnederlaget i sig selv eller pandemien var skyld i Trumps’ tæppefald. Det var hans megafon for så vidt heller ikke.
Det var måden, Trump brugte megafonen på den 6. januar 2021, som trak tæppet ned og benene væk under Trump. Det var dét, som gjorde Trump til en lame duck. Det udløste hans endelige tæppefald
Den havde han brugt i årevis på Twitter. Men det var måden, Trump brugte megafonen på den 6. januar 2021, som trak tæppet ned og benene væk under Trump. Det var dét, som gjorde Trump til en lame duck. Det udløste hans endelige tæppefald.
Men der er en interessant parallel mellem Nixons og Trumps tæppefald: Båndoptagelserne. I september 2020, nogle uger før valget, udgav den hæderskronede Bob Woodward en ny bog om Trump: Rage. Trump var blevet meget vred over Woodwards første bog om ham, Fear: Trump in The White House.
Den udkom i 2018. Trump og Woodward aftalte, at Woodward ville skrive en ny bog, hvor Trump kunne komme til orde. Trump var så besat af idéen, at han ringede til Woodward på alle tider på døgnet. I disse samtaler rablede Trump på sin sædvanlige facon. Bogen er således Trump uden filter. 60 Minutes har interviewet Bob Woodward om bogen. Et klip fra interviewet kan ses her, hvor man også kan høre lydbidder fra de 18 båndoptagelser.
Bob Woodward er ikke færdig med Trump. Ligesom han i sin tid skrev en bog om Nixons sidste dage, skriver Woodward i øjeblikket på en tilsvarende bog om Trumps sidste dage. Den bog forventes at udkomme senere på året. Den ser jeg frem til. Bob Woodwards Fear og Rage er en af de bedste biografier om Trump. De bygger begge på den journalistiske Woodward & Bernstein-metode. Her kan man se en samtale mellem de to legendariske journalister, som den dag i dag, snart 50 år efter Watergate-skandalen, stadig har nær kontakt.
I telefonsamtalen skiftevis tiggede og truede Trump Raffensperger med at finde de fantom-stemmer, som kunne sikre ham sejren
Og så er der selve The Trump Tape. I forbindelse med senatsvalget i Georgia i begyndelsen af januar, ringede Trump til Brad Raffensperger, som havde ansvaret for, at valget i staten var gået rigtigt til. Trump tabte valget snævert med ca. 11.500 stemmer. Stemmerne blev genoptalt to gange, så der kunne skabes sikkerhed for, at Biden havde vundet valget. I telefonsamtalen skiftevis tiggede og truede Trump Raffensperger med at finde de fantom-stemmer, som kunne sikre ham sejren.
En valgsejr i Georgia ville dog hverken gøre fra eller til. For med 303 valgmandsstemmer lå Biden langt over de 270, som kræves for at blive præsident. Georgia har kun 15 valgmandsstemmer. Men Trump hader at tabe, uanset hvor ligegyldigt tabet er.
Raffensperger var så smart, at han optog telefonsamtalen, som blev lækket til Washington Post. Lydoptagelsen og transskriptionen af samtalen kan høres og læses her på Washington Post. Trumps forsøg på at ændre på valgresultatet er derfor veldokumenteret.
Trump's lawyers appear to have violated professional rules by blindsiding Georgia Secretary of State Brad Raffensperger in that infamous phone call without his attorneys in pending actions present, Georgia state attorneys wrote in a blistering filing. https://t.co/5EWtSM0sXO
— Kyle Griffin (@kylegriffin1) January 8, 2021
Det er en alvorlig kriminel handling, som kan koste Trump flere års fængsel. Statsanklageren i Georgia er i øjeblikket i gang med at efterforske sagen. Så kan man spørge, om det ikke er ligegyldigt? Svaret er, at det er det ikke. Det kan forhindre Trump i nogensinde at indtage et politisk embede igen.
Det vedtager Kongressen, og der kræves kun et simpelt flertal, blandt samtlige Kongressens medlemmer. Træffes en sådan beslutning, er Trumps politiske karriere definitivt slut. Eftersom demokraterne nu har flertallet i begge kamre, hænger Trumps politiske karriere i en tynd tråd.
Biden overtager magten den 20. januar kl 12. For at forhindre nye optøjer vil 25.00o nationalgardister samt FBI-agenter være til stede. Nationalgardisterne har Trump besluttet at indkalde, så der er noget, han har lært. Nationalgardister er også indkaldt i andre dele af landet, hvis der skulle opstå voldelige opstande igen. Det kan ikke udelukkes
For nogle år siden blev Trump spurgt, hvad den mest afgørende forskel mellem ham og Nixon er. Trumps svar var: “He left. I don’t leave”.
Sådan gik det ikke. Vælgerne sparkede Trump ud af Det Hvide Hus, selvom det tog nogen tid at fjerne ham fra matriklen. Forlader han den ikke, vil sikkerhedfolk afhente ham.
Biden overtager magten den 20. januar kl 12. For at forhindre nye optøjer vil 25.000 nationalgardister samt FBI-agenter være til stede. Nationalgardisterne har Trump besluttet at indkalde, så der er noget, han har lært.
Nationalgardister er også indkaldt i andre dele af landet, hvis der skulle opstå voldelige opstande igen. Det kan ikke udelukkes.
Ingen pardon
Den amerikanske præsident har bemyndigelse til at benåde enhver for en forbrydelse, uanset hvor hård en straf, vedkommende har fået. Det er et hul i den amerikanske forfatning, som Trump også har udnyttet. Således har han benådet en række personer, som var stærkt involveret i Russia-gate, og som indrømmede, at de havde løjet over for FBI.
Som nævnt ovenfor optrevlede Robert Mueller sagen systematisk. Trump har også benådet tre Blackwater-lejesoldater, som i 00’erne dræbte 16 uskyldige irakere. De blev idømt livsvarigt fængsel, men Trump benådede dem med et pennestrøg, hvilket førte til stærk international kritik, herunder fra FN.
Donald Trump har stædigt fastholdt, at han kan benåde sig selv. Kan han det? Det korte svar er, at det kan han ikke. Hvis han kunne, er vi tilbage til USA’s Founding Fathers, som ville forhindre, at USA blev styret af en enevældig konge. Ifølge den amerikanske forfatning, Artikel 2, stk. 2, kan præsidenten ikke benåde sig selv, hvis han/hun er blevet impeached.
Spørgsmålet blev også bragt på bane i Nixons sidste tid som præsident.
Den 5. august 1974 blev Nixon forelagt et memo, som fastslog, at Nixon ikke kunne benåde sig selv, når først han blev impeached. Memorandummet kan læses i sin fulde længde her. Det forklarer også, hvorfor Nixon ikke kunne benåde sig selv.
Trump forestiller sig, at han står over loven, og at hans ed på, at han ville overholde forfatningen, ikke betyder noget. Han opfører sig som en vaskeægte despot
Det burde Trump have læst. Hans rådgivere gjorde det klart for ham for nogle dage siden, hvilket gjorde ham rasende. Det understreger igen, at Trump forestiller sig, at han står over loven, og at hans ed på, at han ville overholde forfatningen, ikke betyder noget. Han opfører sig som en vaskeægte despot.
Nixon forlod embedet fire dage senere. Hans vicepræsident, Gerald Ford, overtog det og benådede Nixon, hvilket var meget kontroversielt. Gerald Fords popularitet styrtdykkede fra 70% til 30%.
Mike Pence fik en meget lille chance, da demokraterne d. 11. januar med henvisning til Amendment 25, stk. 4, stillede Mike Pence et ultimatum (video bør ses): Afsked Donald Trump indenfor 24 timer, ellers bliver han impeached. Begrundelsen for, at Trump skulle impeaches kan læses her. Pence afviste ultimatummet. Trump blev impeached to dage senere.
Spørgsmålet er også, om Pence i virkeligheden kunne erklære Trump uegnet til at varetage embedet som præsident? Amendment 25 blev tilføjet efter John F. Kennedy blev dræbt. Afsnit 4 er siden taget i brug nogle gange, herunder to gange under Reagan, men kun hvis præsidenten var fysisk syg.
Hvad hvis han er psykisk syg? Jo, men først skal Trump undersøges for at være psykisk syg, hvilket er uforeneligt med hans personlighed. Så det spørgsmål er kun hypotetisk.
Goldwater-reglen forhindrer som nævnt psykiatere i at stille en diagnose, så længe de ikke har undersøgt præsidenten. Man kan være sikker på, at Trump ikke vil lade sig undersøge. Det løb er kørt. Løbet er også kørt, fordi Pence afviste ultimatummet. Med mindre Trump træder af i sidste øjeblik, kan Mike Pence ikke benåde ham. Det kommer med meget stor sandsynlighed helller ikke til at ske. Trump og hans hustru, Melania har pakket sammen til at forlade Det Hvide Hus.
Trump vil blive gjort til martyr. QAnon og andre militante bevægelser og konspirationsteoretikere forsvinder jo ikke af sig selv. Så de næste år bliver mindst lige så farlige og samfundsundergravende, som i Trumps sidste tid som præsident
Man skal aldrig sige aldrig, for Trump har været sat under et enormt pres for at gå af. Siden angrebet på Kongressen har ansatte i hans stab og administration på stribe opsagt deres stillinger, som når rotter forlader den synkende skude.
Den værste præsident i USA’s historie
Hvordan vil hans mange tilhængere så reagere på det?
Trump vil blive gjort til martyr. QAnon og andre militante bevægelser og konspirationsteoretikere forsvinder jo ikke af sig selv. Så de næste år bliver mindst lige så farlige og samfundsundergravende, som i Trumps sidste tid som præsident. Man må forvente, at de 25.000 nationalgardister sikrer, at Bidens edsaflæggelse kommer til at foregå på en fredelig måde, men det er langt fra sikkert.
Men hvad med tiden derefter? Vil Trumps tilhængere forsøge at gennemføre et attentat på Biden? De vil helt sikkert tale om det. Hvis Joe Biden bliver udsat for et attentat og/eller dør, overtager vicepræsident Kamala Harris embedet og bliver USA’s første kvindelige præsident.
Trump mister magten d. 20. januar kl. 12. Han vil få status som en almindelig borger, der som du og jeg kan straffes for kriminelle handlinger – i Trumps tilfælde både de kriminelle handlinger, han måtte have begået på det føderale niveau og det nationale niveau. To timer før Biden overtager jobbet, flyver han ud fra Andrews Airbase til Florida.
Staten New York forventes at anklage Trump for skattesvindel (undersøgelserne har stået på et godt stykke tid). Endvidere vil forretningspartnere rejse retssager mod ham, ligesom Trump kan blive tvunget til at flytte fra Mar-a-Lago i Florida. Der er han heller ikke i sikkerhed.
Han har været den værste præsident i USA’s historie, langt værre end Nixon. Det vil blive Trumps eftermæle i The Establishment. I The Anti-Establishment vil Trump blive en martyr; en moderne slags dolkestødslegende
Naboer vil lægge sag an mod ham, fordi de er trætte af den uro, hans tilstedeværelse skaber, ligesom der står i klubbens fundats, at den ikke kan bruges som en permanent residens.
Men eftersom Trump har købt stedet, som oprindeligt var tænkt som den amerikanske præsidents vinterbolig, kan han lave om på den fundats. Så mister han en af sine vigtigste indtægtskilder.
Har en mand, som skylder 900 mio. dollars, der skal betales inden 2024, råd til det? Hans formue er faldet til 2,1 mia. dollars. Og så er der de millioner af dollars, han må betale under og efter de kommende retssager.
Så ingen pardon til Trump, og ingen pardon til det amerikanske demokrati fra Trumps tilhængere. Han har været den værste præsident i USA’s historie, langt værre end Nixon. Det vil blive Trumps eftermæle i The Establishment. I The Anti-Establishment vil Trump blive en martyr; en moderne slags dolkestødslegende. Et passende eftermæle kunne være et citat fra William Shakespeare’s Macbeth:
“It is a tale. Told by an idiot, full of sound and fury. Signifying nothing”.
LÆS MERE I POV AF KARSTEN SKJALM HER
Topillustration: Collage af POV International, Unsplash og Creative .
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
