MUSIK // ANMELDELSE – Depeche Mode har i princippet været på greatest hits-tour i årtier. Men David Gahan synger bedre end nogensinde, deres seneste album er deres bedste siden 1990’erne og koncerten i Royal Arena lørdag d. 10. februar var fuld af nerve, skriver Bo Heimann.
Dave Gahan blev spyttet ind på scenen i et three-piece suit med det grånende hår redt tilbage. Han var sminket lettere hvid og lignede Mephistopheles klar til at lokke sjæle i fordærv. Ikke at han havde brug for at lokke, for menigheden var mere end klar på endnu en sort messe, men det var tydeligt, at han mente business.
Jeg hørte gruppen første gang i 1986 i Valby Hallen, hvor ”Black Celebration” indledte koncerten
Åbningsnummeret, ”My Cosmos Is Mine”, var en tung og rå annoncering af de kommende timer. Det siger alt om Depeche Modes status, at de kan indlede en koncert på den måde.
Jeg hørte gruppen første gang i 1986 i Valby Hallen, hvor ”Black Celebration” indledte koncerten. Dér fik jeg blæst mit 15-årige hoved af og Martin Gore skulle med sine følsomme, eksistentielle og liderlige tekster blive én af de sangskrivere, jeg som ung mand kom til at orientere mig efter og vokse op med.
I hvert fald omtrent 10 år frem i tiden. Indtil bandet sendte det brillante album Ultra på gaden i 1997. Derefter blev der ikke stille, for de blev ved med at udgive nye albums, men min fascination svandt. Martin Gore diskede fortsat op med rigtige gode numre her og der, men frem til albummet fra i fjor, Memento Mori, gik der 25 år uden ét eneste rigtig helstøbt album.
Derfra kørte toget
Der var der af gode grunde ikke lørdag aften i Royal Arena, hvor hit afløste hit til den udsolgte sals fulde tilfredshed. Gahan og Gore var begge fulde af nerve og gudhjælpemig også smil og high fives. Det er tydeligt, at denne tour er en slags nyt liv på ryggen af deres bandkammerat Andy Fletchers død og et stærkt album.
Efter det tunge åbningsnummer kom ”Wagging Tongue”, der rettelig kun bliver spillet, fordi det er en David Gahan-komposition. ”Always You”, der efter min mening er det bedste nummer på Memento Mori, burde fx være prioriteret i stedet. Men sådan er et rockband også politik.
Men derfra kørte toget med solide versioner af gamle hits – ”It’s No Good” med den hovedrystende elsker, der bare ved, at hun bliver hans: “I’m going to take my time // I have all the time in the world to make you mine // It is written in the stars above”.
Derefter ”Policy of Truth”, den erotisk-vibrerende “In Your Room”, den politiske “Everything Counts” med linjerne, der er lige så aktuelle i dag som ved udgivelsen i 1983: “The grabbing hands grab all they can // All for themselves, after all”.
Og den sårbare skilsmissesang “Precious” rettet imod børnene: “Angels with silver wings // Shouldn’t know suffering // I wish I could take the pain for you”.
En første del, der blev afsluttet med den stemningsmættede ”Before We Drown” fra seneste album.
Gahan i sit livs form
David Gahan, der fylder 62 til maj, er nærmest i sit livs form og fik marcheret et mindre maraton, gestikuleret og sunget bedre end nogensinde. Det sidste gjorde Martin Gore også. Midtvejs sang han sine to obligatoriske ballader.
Han lagde for med ”Strangelove”, der kun bliver endnu mere sexy som langsom ballade: ”Will you take the pain // I will give to you? Again and again // And will you return it?” Handler det mon om sex eller vores uformåenhed udi kærligheden? Derefter sang Gore endnu en gang ”Somebody”, der er smuk herfra og ud i evigheden, og som de fleste i salen givet vil kunne lytte til lige så længe. “I want somebody to share // share the rest of my life”. Åh!
Ikke mange sangskrivere har fået så meget ud af så lidt som den snart 63-årige Martin Gore
Ikke mange sangskrivere har fået så meget ud af så lidt som den snart 63-årige Martin Gore. Hans kompositioner er skræmmende enkle. Hvor debutalbummet fra 1981, Speak & Spell, mestendels var skrevet af Vince Clarke, der derefter stak af og dannede først Yazoo og siden Erasure, har Martin Gore siden været manden bag bandets tiltagende mørke tone.
En succes, der møjsommeligt er bygget op af simple melodilinjer, en genial evne til at trække små riffs op og gøre dem til selve sangens rygrad og meget stærke ord, der har fodret den ene sang efter den anden med dybde og pondus. I gamle dage optrådte Gore androgynt i nederdele og englevinger, men lørdag aften blot i sølvskinnende jakkesæt og sortlakerede negle.
En uimodståelig anden halvdel
Så kom Gahan tilbage efter velfortjent pause og satte tempoet op igen med den nye pop-perle ”Ghosts Again” og den nærmest orgastiske ”I Feel You”, der besynger kærligheden og passionen: ”Where heaven waits // Those golden gates // And back again // You take me to and lead me through // Oblivion // This is the morning of our love // It’s just the dawning of our love”, som hele salen hengav sig til.
Gahan piskede band og publikum manisk videre med “A Pain That I’m Used To”, den sjældent spillede, men meget velfungerende sadomasochistisk-antydende “Behind the Wheel” (dedikeret til Andy Fletcher), “Black Celebration”, “Stripped” og “John the Revelator”, der er et gevaldigt spark til epostlen Johannes: “By claiming God as his only rock // He’s stealing a God from the Israelite // Stealing a God from a Muslim, too // There is only one God through and through.”
En uimodståelig anden halvdel som andre rockbands ville slå ihjel for, der blev afsluttet med monsterhittet fra 1990, ”Enjoy the Silence”, hvorefter Depeche Mode gik af under larmende applaus. Christian Eigner på trommer og Peter Gordeno på tangenter fik deres del af hyldesten.
”Never Let Me Down Again” og ”Personal Jesus” vil for altid være to stærke afslutningsnumre
Heller ikke denne gang fik denne gamle fan fx ”Get the Balance Right”, ”The Sun and the Rainfall”, ”Shake the Disease”, ”Love In Itself” eller ”Something To Do”, selvom han gerne havde undværet ekstranummeret ”Just Can’t Get Enough”.
Man kan fint anklage Depeche Mode for at vælge alt for mange at de sikre publikumsfavoritter. Og lige så fint konstatere efter lørdagens koncert, at der ud over de to nævnte, ikke står andre numre i kø til udskiftning. Hvilket formidabelt oeuvre, hvilken imponerende lyd og iscenesættelse og hvilken vild frontmand i Dave Gahan. Der er ikke mange andre bands pt. på dét niveau.
Den akustiske version af den hymneagtige ”Condemnation” med de to gamle kammerater fra Basildon i fællessang stod rystende stærkt som ekstranummer. ”Never Let Me Down Again” og ”Personal Jesus” vil for altid være to stærke afslutningsnumre, der er meget svære at undvære. De bageste rækker var oppe at stå og svinge med armene.
”Reach out/Touch faith” blev gentaget igen og igen som var det en manisk afslutning på en prædiken til en både blasfemisk og liderlig, men også meget troende gudstjeneste.
Den udsolgte Royal Arena bukkede og takkede. 16-17.000 mennesker gik hæse hjem efter en for så vidt forudsigelig koncert, der dog var så fuld af nerve og energi, at den var endnu en overbevisende sort messe á la Depeche Mode.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her