systemskifte mette frederiksen regering politik

Systemskiftet, der blev væk – eller historien om Mette Frederiksens borgerlige regering

i Politik & Samfund/Debat af
KONTINUITET I POLITIK // KRONIK – Da regeringen blev dannet i juni 2019, blev der talt om et systemskifte og om en ”mere retfærdig retning for Danmark” i et forståelsespapir, som regeringen og dens støttepartier underskrev. Men der har ikke været noget skifte, skriver cand.phil. Solvej Hune og nationaløkonom Kim Paulsen. Skribenterne ser på, hvad ambitionerne var i 2019, og hvad regeringen og dens støttepartier endnu ikke har opfyldt, her hvor slutningen af “første halvleg” af regeringsperioden nærmer sig.

Dette indlæg er udtryk for skribenternes holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Ved regeringsdannelsen efter Folketingsvalget i juni 2019 spillede ”forståelsespapiret” en afgørende rolle. Socialdemokratiet havde opnået 26 % af stemmerne og fandt støtte fra tre partier, nemlig Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti samt Enhedslisten. Den nytiltrådte mindretalsregering kunne herefter mønstre et flertal i Folketinget uden tilslutning fra den borgerlige blok. Venstre og Dansk Folkeparti stod tilsyneladende uden for magtens centrum.

Regeringsgrundlaget var baseret på forståelsespapiret, hvis titel var Retfærdig retning for Danmark, og dokumentet var signeret af Mette Frederiksen, Morten Østergaard, Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper.

Forståelsespapiret er – både som regeringsgrundlag og ikke mindst pga. dets indhold – et meget interessant papir for det progressive Danmark, fordi det gav håb om en ny politisk kurs efter sommeren 2019.

På nuværende tidspunkt kender vi den nye regerings to første finanslove, og overordnet er der, med det nævnte Corona-forbehold, tale om business as usual

Det må nu i 2021 være relevant at foretage en evaluering af, om den i praksis førte politik lever op til løfterne om en ny politik efter opskriften i ”Retfærdig retning for Danmark”.

Vi vil her se på hovedpunkterne i forståelsespapiret sammenholdt med, hvad regeringen og dens støttepartier har opnået. Indledningsvis må vi slå fast, at der indtil nu ikke er kommet et systemskifte. Det minder om, da Helle Thorning-Schmidts regering valgte at videreføre den borgerlige økonomiske politik fra den foregående regering. 

Den økonomiske politik er stor set uændret

Denne vurdering baserer vi først og fremmest på, at den førte økonomiske politik ikke er ændret væsentligt. Det offentlige indtægtsgrundlag er uændret bortset fra de automatiske virkninger af konjunkturforløbet. Med hensyn til de offentlige udgifter ser vi ikke bort fra den ekspansive finanspolitik – dvs. omslaget fra overskud til underskud på de offentlige budgetter – i kølvandet på Corona-pandemien, men vi mener, at denne politik støttes og er præget af en bred konsensus i Folketinget. Derfor kan den midlertidige ekspansive finanspolitik ikke smykke sig med den forpligtende betegnelse en ny politik.

På nuværende tidspunkt kender vi den nye regerings to første finanslove, og overordnet er der, med det nævnte Corona-forbehold, tale om business as usual. De forbedringer, der er – som eksempelvis tidlig pension og flere pædagoger – skal desværre måles i afdelingen for pebernødder, når der sammenlignes med et offentligt udgifts- og indtægtsbudget i størrelsesordenen 1.000 milliarder kroner.

Klimapolitik uden ambitioner

Forståelsespapiret havde 7 hovedpunkter, hvoraf vi især i forhold til de to hovedpunkter: vi skal gå forrest i kampen mod klimakrisen, og vi skal bekæmpe den stigende økonomiske ulighed, havde sat næsen kraftigt op efter en ny politik.

Det første hovedpunkt handler om klimaet. På nuværende tidspunkt kender vi regeringens klimalov, som i første omgang for et år siden pegede fremad i en opløftende retning. Det seneste forlig om de faktiske klimaindsatser, her og nu, er desværre en total fuser. Forliget lever ganske enkelt ikke op til regeringens egne målsætninger, medmindre man kan godkende argumentet om en hockeystav, dvs. vi starter meget langsomt og accelerer senere (urealistisk) op til målet. Klimarådet har talt i sagen – og talt imod regeringen.

Familier, der er boligejere har i gennemsnit en formue, der er 8 gange større end lejerne

Det værste er, at der slet ikke er skyggen af en progressiv politik på klimaområdet. Det mest oplagte med indførelsen af en CO2-afgift, der svarer til miljøbelastningen som anbefalet af bl.a. Det Økonomiske Råd og Klimarådet, er ikke en del af den aktuelle politik. Højst nogle uforpligtende hensigtserklæringer. Det samme gælder “road pricing”, som heller ikke er en del af den aktuelle politik. Eller radikale tanker om at indføre en progressiv skat på de allerstørste forurenere.

I forståelsespapiret var intensionerne om klimaet: ”markant (at) hæve ambitionerne”, ” Et mål om reduktion af drivhusgasser i 2030 med 70 pct. i forhold til niveauet i 1990” samt at ”et stop for salg af alle nye diesel- og benzinbiler fra 2030 og skærpede miljøzoner” osv.

Det er vist tydeligt for de fleste, at vi er langt fra disse mål, hvilket er et stort paradoks, da Folketingsvalget i juni 2019 blev kaldt et klimavalg bl.a. fordi ungdommen krævede svar på klimaforandringerne og handling nu. “How dare you”, som Greta Thunberg formulerede det i sin berømte tale til verdens ledere under FN’s Klimatopmøde i september 2019.

systemskifte mette frederiksen regering politik
Der er ikke planer om at indføre afgifter på bestemte vejstrækninger i Danmark. Kun kørsel over Storebæltsbroen og Øresundsbroen kommer med en pris. Fotoet er af et betalingsanlæg i Storbritannien. Foto: Wikimedia Commons

Der lyder dog kritiske røster fra Enhedslisten. Tak for det, selv om det er svært at tage helt alvorligt, når det ikke sætter sig igennem i regeringens og støttepartiernes samlede politik. I den såkaldte grønne skattereform benyttede mindretalsregeringen sig af taktikken om skiftende flertal og hentede hjælp fra Venstre og Konservative, mens Enhedslisten ikke var med, fordi det var og er et ”enormt klimasvigt”. “Hvis jorden var en coronapatient, lå den allerede på intensiv”, som forfatteren Carsten Jensen for nylig har formuleret det.

Den økonomiske ulighed stiger

Det andet hovedpunkt er ulighed. Det faktum, at den økonomiske ulighed har været stærkt stigende i Danmark efter finanskrisen gør det særligt interessant at følge den nuværende regerings initiativer på ulighedsområdet.

Konkret har lønkvoten været ude i et historisk stort fald i det seneste tiår fra omkring 64 % til omkring 60 %. De 10 procent rigeste har en formue på godt 7 millioner kroner, mens de gennemsnitlige formuer ligger i størrelsesorden 1 million kroner. Bankbøgerne er rekordagtigt velpolstret med tilsammen omkring 1.000 milliarder kroner, men ”to ud af tre” har mindre end 100.000 kroner på bankbogen. Familier, der er boligejere har i gennemsnit en formue, der er 8 gange større end lejerne (2016). Kilden til opremsningen af disse hovedtal for den økonomiske ulighed i Danmark er Danmarks Statistik, dog er lønkvoten efter egen beregning ud fra nationalregnskabet.

Måske vil flere af de store bidragsydere endda finde det rimeligt og legitimt med et større bidrag til samfundsøkonomien. At vise samfundssind kan sagtens med den rette fortælling udbredes til andet en COVID19

Da der i den offentlige debat godt kunne være et stærkere fokus på de enorme niveauforskelle i de formuer, som henholdsvis de rigeste, middelklassen og de fattigste råder over, er opremsningen et hurtigt baggrundstæppe til beskrivelsen af den økonomiske ulighed i Danmark. Det er klart, at så store forskelle i formuerne kræver en politisk stillingtagen. På baggrund af forståelsespapirets ord om bekæmpelsen af uligheden må konklusionen være, at den førte politik ikke lever op til papirets intentioner.

Omfordelingspolitik har ellers historisk set været tæt forbundet med opfattelsen af et stærkt og succesrigt Socialdemokrati i Danmark, navnlig i perioden efter 2. verdenskrig og frem til omkring 1980’erne med stor økonomisk vækst og velstandsforbedringer til meget store grupper i befolkningen.

systemskifte mette frederiksen politik regering
Danmark skal være “verden bedste land at være barn i”, lyder det i tredje hovedpunkt i forståelsespapiret. Foto: Esther Merbt, Pixabay

Efter 1980 skete der et ideologisk skift fra solidaritet til individualisme, fra regulering af kapitalbevægelser til liberalisering, deregulering og internationalisering af finansielle virksomheder og, især efter finanskrisen, et angreb på de sociale ydelser som dagpenge, kontanthjælp, fælles forsørgerpligt osv.

Tidligere var efterlønsordningen i 1998 blevet beskåret kraftigt af Poul Nyrup-regeringen. Danskerne skulle være deres egen lykkes smed. Neoliberalismen og dereguleringen var et udbredt internationalt fænomen og blev som nævnt forstærket af austerity, dvs. besparelses-politikken efter finanskrisen. Konsekvenserne på uligheden i form af stigende ulighed er beskrevet meget udførligt af den franske topøkonom Thomas Piketty m.fl.

Forventningen til juni 2019-regeringen var derfor et væsentligt bidrag til bekæmpelse af uligheden. Disse forventninger er ikke indfriet, selv om tidlig pension da kompenserer lidt for den stadigt senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, fordi pensionsalderen gradvist sættes op.

Højtideligt siges det, at ”i Danmark er alle frie og ligeværdige”. Alligevel tales om stadig større opdeling af befolkningen, og ghettopakken videreføres med Mattias Tesfayes stramninger

Den store hammer i værktøjskassen inden for omfordelingspolitik er en progressiv formueskat, hvor de største formuer bidrager mest og de mindre formuer går fri. Formueskatten blev afskaffet i Danmark i 1997, men hvorfor er genindførelsen af en formueskat ikke på tegnebrættet for en rød-grøn regering?

Der er et stort indkomstpotentiale til øget velfærd selv med beskedne satser. Tages eksempelvis 1 pct. p.a. af formuer over 5 mio. kroner og 3 procent p.a. af formuer over 10 millioner kroner fås et milliard stort årligt provenu til staten, og dem, der skal betale denne skat, vil næppe mærke skatten som hård, da disse meget formuende personer ofte akkumulerer formuer med en vækst over de her nævnte forholdsvis lave satser. Måske vil flere af de store bidragsydere endda finde det rimeligt og legitimt med et større bidrag til samfundsøkonomien. At vise samfundssind kan sagtens med den rette fortælling udbredes til andet en COVID19.

En debat i regeringens og dens støttepartier om genindførelsen af formueskatter burde være en del af bekæmpelsen af den økonomiske ulighed, da det er et stærkt og direkte virkende instrument, når der skal omfordeles formuer fra rig til fattig. Efter halvanden år ved magten er der sket alt for lidt på dette område.

Hvor er planen for finansieringen af styrket velfærd?

Det er ærgerligt, for der skal findes penge til at finansiere et tredje hovedpunkt om at styrke vores velfærd (igen!). Hvis de ældre skal se frem til en tryg og værdig alderdom, og børnene skal opleve ”verdens bedste land at være barn i”, kræver det rigtig mange penge. Så længe der ikke angives veje til frembringelse af disse midler, er der tale om overbudspolitik.

Vi har set en centralisering uden lige. Mette Frederiksens egen stræben efter den fuldkomne magt har vist, at hun kynisk har ofret den politik, som den europæiske socialdemokratiske bevægelse traditionelt har stået for

Men så har regeringen og støttepartierne muligheden for at øge de offentlige indtægter meget markant ved indførelsen af progressive formueskatter og CO2-afgifter. Beskatning af de meget store og ekstraordinære værdistigninger på fast ejendom, der jo for det meste er opnået gratis uden at røre en finger, kunne være en anden vej. Vi mangler bare at høre om planen!

Manglende initiativer i forhold til verdensmålene

De manglende initiativer gælder faktisk også et fjerde hovedpunkt om at ”løfte et ansvar for verden”, hvor det erklæres, at man ”arbejder aktivt for FN’s verdensmål”. Omkring bekæmpelse af økonomisk ulighed må vi konstatere, at ulandshjælpen er under pres, og at mennesker i stor nød som eksempelvis bådflygtninge på Middelhavet ignoreres, mens det overlades til de sydeuropæiske lande at redde dem fra døden på havet.

Minoriteter behandles næppe ligeværdigt

Det bringer os videre til et femte hovedpunkt om at fremme integrationen, hvilket først behandles langt inde i papiret (fra side 15 ud af i alt 18 sider) under overskriften udlændingepolitik. Højtideligt siges det, at ”i Danmark er alle frie og ligeværdige”. Alligevel tales om stadig større opdeling af befolkningen, og ghettopakken videreføres med Mattias Tesfayes stramninger.

Det fører til alvorlige indgreb, der indebærer tvangsflytning fra eget hjem og dobbelt straf for kriminelle handlinger for beboere i de berørte geografiske zoner. Næppe ligeværdig behandling af en minoritet set i forhold til flertallet. Det maksimale antal af kvoteflygtninge er netop fastsat til 500, så luppen skal frem, før at vi kan se det i en befolkning på over 5 millioner. Dette – og den utilstrækkelige bekæmpelse af klimaforandringerne – er i konflikt med den internationale situation og intentionen om at løfte et ansvar for verden.

Centralismen er styrket, ikke afskaffet

Et sjette hovedpunkt er, at vi skal tage et opgør med centralismen i Danmark. Det forekommer i dag direkte tragikomisk, efter vi har oplevet følgerne af statsministerens iscenesatte pressemøde den 11. marts – den efterfølgende indførelse af hastelovgivning i pandemiens tegn og krænkelsen af grundlovens fundamentale krav om at have en lovhjemmel for indgrebet i minksagen.

Mette Frederiksen har skiftet ud på topposter i centraladministrationen og yderligere indsat en lang række af politiske rådgivere og taleskriver på statens regning. Truer anonyme og ikke-folkevalgte tjenere demokratiet?

Erfaringerne viser, at dem fra hjem med bogreoler og de rigtige sprogkoder, klarer sig bedst. Hvis regeringen og dens støttepartier vil ændre afgørende på disse forhold, skal der mere til – typisk hjælp til bestemte målgrupper

COVID19-indsatsen fra regeringens side har været topstyret, og såvel brancher som politiske partier føler, at de ikke er blevet hørt ejheller inddraget i tiltagenes udformning og gennemførelse.

Den 600 sider lange rapport fra Folketinget i januar, Rapport om myndighedernes håndtering af covid19 i foråret 2020, underbygger dette synspunkt. Vi har set en centralisering uden lige. Mette Frederiksens egen stræben efter den fuldkomne magt har vist, at hun kynisk har ofret den politik, som den europæiske socialdemokratiske bevægelse traditionelt har stået for. Pandemien var selvfølgelig ikke kendt, da forståelsespapiret blev formuleret, men principperne burde vel stadig stå til troende?

Hvad med styrkelse af lige adgang til uddannelse?

Et sidste syvende hovedpunkt er at satse på uddannelse. Det er ikke kontroversielt overordnet set, da alle er klar over, at et generelt uddannelsesløft og en forbedring af uddannelserne er vejen frem i den globale konkurrence.

Dette punkt synes dog urealistisk ved at bygge på tanken om, at lige adgang er nok. Erfaringerne viser, at dem fra hjem med bogreoler og de rigtige sprogkoder, klarer sig bedst. Hvis regeringen og dens støttepartier vil ændre afgørende på disse forhold, skal der mere til – typisk hjælp til bestemte målgrupper, så de ikke falder fra.

Kommer systemskiftet i anden halvleg?

Det meste af første halvleg er allerede spillet, uden vi har set et systemskifte komme meget nærmere. Vi håber derfor, at  hockeystaven for alvor banker til bolden i løbet af anden halvleg af regeringsperioden, så den jævne dansker på egen krop mærker et progressivt systemskifte i en mere retfærdig retning.


LÆS POV’S POLITISKE ANALYSER HER


Topillustration: Statsminister Mette Frederiksens regering dannedes d. 27. juni 2019 og fremlagde 7 politikpunker i et forståelsespapir, der bebudede et systemskifte. Foto: Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Solvej Hune er født i 1960 og er cand.phil. (MA) med diplomuddannelse i ledelse og freelancer.
Solvej Hune har mange års arbejdserfaring som leder inden for beskæftigelses- og integrationsområdet både fra den private og offentlige sektor. Hun har arbejdet som seniorkonsulent og projektleder på Teknologisk Institut, Center for Arbejdsliv, jobcenterchef i en vestegnskommune og senest som specialkonsulent i et oplysningsforbund under fagbevægelsen. Her har Solvej Hune haft ansvar for voksen- og efteruddannelsesområdet, internationale og landsdækkende analyse- og udviklingsprojekter samt politisk interessevaretagelse i en lang række råd, nævn og udvalg. Solvej Hune har desuden skrevet bidrag til bogen: "Trivsel i arbejdslivet – metoder til styrkelse af det psykiske arbejdsliv" (Teknologisk Institut, 2008), kronikker, artikler og debatindlæg i Information, Jyllands-Posten m.fl.
Solvej Hune er i dag bosat i Vinaròs i Spanien, syd for Barcelona, hvorfra hun arbejder som freelancer. Solvej Hune er gift og har to voksne børn og et barnebarn i Danmark.
Hvis man vil honorere Solvej for hendes arbejde på POV, kan man donere til hende på hendes Mobile Pay: (+45) 21 99 81 82

Kim Paulsen er født i 1954 og er nationaløkonom (Cand. polit) fra 1982.

Kim Paulsen har arbejdet med økonomi i offentlige og private virksomheder gennem årtier. Siden 2007 har fokus været på at ”genlæse” den økonomiske teori, fordi finanskrisen kom bag på de fleste og den efterfølgende økonomiske politik førte til store fejl. ”Austerity” efter neoliberalistisk forbillede og nationalisme kom til at dominere på den politiske scene. Det forlængede krisen og skabte en tendens til større økonomisk ulighed. Genlæsningen førte bl.a. i 2017 til udgivelsen af bogen: ”Ud af krisen. Et opgør med ulighedens politik”, Forlaget Hovedland, fordi den jævne mand og underklassen blev den store taber i omfordelingen af formuer og indkomster efter finanskrisen.

Kim Paulsen bor skiftevis i Vanløse og i Vinaròs (Spanien).
Hvis man vil honorere Kim for hans arbejde på POV, kan man donere til ham på hans Mobile Pay: (+45) 26 25 27 28

Seneste artikler om Politik & Samfund