MURENS FALD // ESSAY – At vokse op under Den Kolde Krig var at vokse op i frygt for verdens undergang, men det ændrede sig brat med Berlinmurens fald for 30 år siden, skriver Nikolaj Bøgh som optakt til fejringen af jubilæet lørdag. Den berusende frihedsfølelse blev anledning til en optimisme på verdens vegne, som dog efterhånden viste sig at blive en parentes i verdenshistorien. I stedet vendte vi på mange måder tilbage til en fortid, hvor religiøse og kulturelle skillelinjer har en stor betydning, som det er farligt at forsøge at undertrykke.
Alle generationer bliver præget af den tid og de markante historiske begivenheder, som de selv har oplevet på nærmeste hold. Mennesker udvikler sig i takt med den tid, de lever i, og deres verdensbillede bliver dannet ud fra de store fortællinger, der eksisterer i den periode, hvor de vokser op og skal udvikle deres egen forståelse af verden.
Murens fald og Den Kolde Krigs afslutning er begivenheder, der afgørende har præget min generation og vores verdensbillede, men for mine børn er det allerede fjern historie, der lige så godt kunne være 2. Verdenskrig eller 1864.
Vi voksne kan også være bange
At være vokset op i 1970’erne og 1980’erne i Den Kolde Krigs måske mest fastlåste periode, som gradvist udviklede sig til det i grunden utrolige opbrud, som førte til Østblokkens sammenbrud i slutningen af 1980’erne, det er noget ganske andet end at være barn i dag.
Da jeg var barn, var vi – med god grund – meget bange for, at verden skulle gå under i atomkrigs-ragnarok. Jeg husker i det hele taget 70’erne og 80’erne som meget præget af frygt. Det var i “Vi voksne kan også være bange”-perioden, og mange af tidens voksne var gennemgående bange og apatiske, når det kom til de helt store spørgsmål om, hvor verden var på vej hen.
1990’ernes optimistiske syn på verden og civilisatoriske mission viste sig dog langsomt men sikkert at have været en undtagelse – ja, i virkeligheden en parentes i verdenshistorien
Vi var som børn meget overladt til vores egen frygt for, hvordan det hele skulle gå. Jeg kunne som dreng blive skræmt fra vid og sans af frygten for atomkrigen, som de meget ofte talte om i fjernsynet. Jeg husker de spektakulære nedrustningsforhandlinger mellem Reagan og Gorbatjov i 80’erne, som lejlighedsvis gav håb om, at konflikten tog lidt af i spænding – men som langtfra antydede, at skellet mellem Øst- og Vesteuropa kunne være på vej til helt at forsvinde.
Ser man på vore dages klimaangst blandt børn og unge, så kan man godt få den tanke, at frygt er en konstant faktor i et børneliv, og at voksnes evne til at vise, at de kan tage ansvaret tilsvarende er en ganske begrænset ressource. Men det er alligevel en ganske anden slags frygt, end vi følte dengang.
Lige syd for Danmark lå DDR, et naboland, som havde konkrete angrebsplaner mod Danmark i tilfælde af, at Den Kolde Krig skulle blive varm. Detaljerne kendte vi ikke, men vi vidste, at Østblokken var vores fjender, som i sidste ende ville være parate til at tilintetgøre os, hvis krigen kom. DDR blev – i det omfang man vidste noget særligt om det – opfattet som et stabilt regime med en relativ god økonomi. At der var tale om et diktatur, kunne der ikke være meget tvivl om, og bortset måske fra de mest forbenede danske kommunister var næsten alle klar over, at grænsebevogtningen mellem Øst- og Vesttyskland og Berlinmuren først og fremmest tjente til at holde østtyskerne inde i deres eget land og forhindre, at de flygtede til Vesten.
En småstat, der havde svært ved at finde sine ben
Det var sådan, det var, og det var i øvrigt ikke noget, vi kunne gøre noget ved i Danmark. Vi var under Den Kolde Krig i den grad en småstat, sådan som vi havde været det siden det ødelæggende nederlag i 1864, og troen på, at vi kunne ændre noget i den store verden, var ganske begrænset.
Derfor var mange også ukomfortable med, at vi jo i realiteten hørte til Vestblokken som medlem af NATO, og for mange var der et stort ønske om i stedet at indtage en eller anden form for midterposition, hvor vi måske signalerede, at vi ikke mente vores NATO-medlemskab helt så alvorligt alligevel. Det førte til fodnotepolitikken, som kom til at udgøre et lavpunkt af illoyalitet i Danmarks relationer til den vestlige verden, som vi politisk, økonomisk og sikkerhedspolitisk var og blev en del af, og som det uden tvivl var i vores langsigtede interesse at støtte.
Berlinmurens fald var en fantastisk begivenhed, som med et slag ændrede vores verdensbillede. Fjender blev pludselig til venner, trusler pludselig til muligheder. Verden åbnede sig ikke bare for østeuropæerne, men også for vesteuropæerne, som pludselig fik en række nabolande, man frit kunne rejse i for første gang i mange år
Det er nemt at være bagklog, men i dag synes det åbenlyst, at fodnotepolitikken og fredsbevægelsens forsøg på at undergrave dansk sikkerhedspolitik først og fremmest tjente til at opmuntre Danmarks fjender i Warszawapagten – og dermed undergrave Danmarks egne sikkerhedspolitiske interesser. Det blev Ronald Reagan, der var med til at give Østblokken det sidste puf henimod historiens mødding, ikke Anker Jørgensen.
Heldigvis fik Danmark meget begrænset indflydelse på NATOs strategi, og i sidste ende brød Østblokken sammen på baggrund af en blanding af økonomisk krise, hvor man ikke mindst havde sværere og sværere ved at leve op til de enorme udgifter, som oprustningen fordrede, og en stigende utilfredshed fra befolkningen, som i større og større grad fik øjnene op for, at deres levestandard var elendig sammenlignet med, hvad de kunne se, vi havde i Vesten – og det tilmed uden nævneværdig udsigt til forbedring.
Murens fald ændrede med et slag vores verdensbillede
Op imod Murens fald var der demonstrationer mod regimerne mange steder i Østeuropa og forskellige tegn på, at Østblokkens sammenhold var begyndt at slå revner. Efter lang tids uro åbnede Ungarn grænserne til Østrig, men at Berlinmuren kunne falde, og vi kunne hele det sår midt i Europa, som det delte Berlin repræsenterede, det havde næsten ingen for alvor forestillet sig. Men så pludselig om aftenen den 9. november skete det alligevel efter indre og ydre pres, som det undertrykkende kommunistiske system ikke længere havde midler til at håndtere.
I dag kan vi se, at Murens fald slet ikke var begyndelsen på noget nyt. Den var i stedet en tilbagevenden til noget gammelt
Derfra var der ingen vej tilbage. Uden mulighederne for at holde sin egen befolkning fangen med mure, pigtråd og militærmagt var DDR-styrets dage talte, og det samme gjaldt hele Østblokken, som et par år efter var en saga blot. I 1991 blev Sovjetunionen opløst, og Den Kolde Krig var endegyldigt forbi.
Berlinmurens fald var en fantastisk begivenhed, som med et slag ændrede vores verdensbillede. Fjender blev pludselig til venner, trusler pludselig til muligheder. Verden åbnede sig ikke bare for østeuropæerne, men også for vesteuropæerne, som pludselig fik en række nabolande, man frit kunne rejse i for første gang i mange år. Det var slut med, at børn skulle græde i deres seng, fordi de var bange for atomkrigen. I stedet blev vi alle berusede af den nyfødte frihed på tværs af det delte Europa.
Historiens afslutning?
Under Den Kolde Krig havde Europas sikkerhedspolitiske skæbne været deponeret udenfor vores verdensdel, i USA og i Sovjetunionen. Murens fald skabte en følelse af, at Europa nu var tilbage som verdens centrum. Verdens øjne var rettet imod, hvad der skete her, og håbefulde EU-politikere drømte om, at vores martrede verdensdel kunne samles og igen spille en hovedrolle i verdenspolitikken.
Derfor betød Murens fald også en ny markant udvikling for EU, som var båret af et ideal om, at nationale og kulturelle modsætninger ville visne bort, og at handel og fredelig sameksistens ville begynde at dominere verden efter europæisk forbillede med udgangspunkt i et langt tættere integreret EU, som nu også skulle omfatte de gamle fjendelande i Østeuropa.
De følgende år blev i det hele taget præget af en enorm udviklingsoptimisme i Vesten, som vi formentlig skal tilbage til årene før 1. Verdenskrig for at finde magen til. Den amerikanske professor Francis Fukuyama hævdede ligefrem i en enormt omtalt bog, at historien var forbi, og der nu ikke længere eksisterede alternative samfundsmodeller, der kunne udfordre Vestens kombination af liberalt demokrati og markedsøkonomi.
Hans analyse var en kende mere nuanceret end det, men det var i høj grad sådan, tidsånden var. Det var kun et spørgsmål om tid, så ville hele verden ligne os, sådan som østeuropæerne allerede var på vej til. Berlinmurens fald var Vestens triumf og det endegyldige bevis på, at vores samfundsmodel var alle andre overlegen. Det førte til et omfattende udenrigspolitisk kursskifte, hvor Den Kolde Krigs fastlåste konflikter blev afløst af en idealistisk udenrigspolitik med fokus på ”blød magt”, men også i stigende grad af viljen til at sætte magt bag de smukke hensigtserklæringer, hvis idealerne ikke blev respekteret.
At det hele ikke var så enkelt alligevel, viste sig dog ret hurtigt. Østblokkens fald udløste voldsomme nationale spændinger, som tidligere havde været holdt i ave af indre totalitarisme og ydre trusler. I det tidligere Jugoslavien gik det helt galt, og krigene på Balkan blev den første reelle prøvesten for udbredelsen af den nye verdensorden, som USA’s præsident George Bush havde kaldt det. De nye stater på Balkan, som opstod efter Jugoslaviens opløsning, skulle være en del af den europæiske civilisation med demokrati og menneskerettigheder, og de ledere, der ikke respekterede dette, skulle fængsles og domfældes. Danmark gik for første gang i mange år med i en egentlig krig og blev en sikkerhedspolitisk aktør i et omfang, som vi ikke havde været siden før 1864.
Tilbage til fortiden
1990’ernes optimistiske syn på verden og civilisatoriske mission viste sig dog langsomt men sikkert at have været en undtagelse – ja, i virkeligheden en parentes i verdenshistorien. De etniske og religiøse konflikter på Balkan, som fulgte i kølvandet på Østblokkens sammenbrud, var ikke blot en anomali, der var opstået som følge af det kommunistiske diktaturs pres, og som blot skulle nedkæmpes, hvorefter vi kunne fortsætte med at udbrede vores samfundsideal til resten af verden.
Tværtimod blev konflikterne kun startskuddet til en verden, hvor etniske og religiøse stridigheder igen blussede op, og hvor mange ikke-vestlige civilisationer i stigende grad afviste det vestlige samfundsideal og sagde klart nej til vores værdier. Længe forsøgte vi krampagtigt at forstå verden gennem 1990’ernes briller – ikke mindst udviklingen i Mellemøsten og Nordafrika, hvor vi også mente, at demokrati og menneskerettigheder nu også er blevet et ideal.
Det var kun i meget begrænset grad tilfældet, og inden den erkendelse bundfældede sig, havde vi medvirket til at fjerne en stribe forholdsvis vestligt orienterede sekulære diktatorer og medvirket til opblussen af blodige borgerkrige og ny undertrykkelse baseret på etniske tilhørsforhold og religiøse idealer. Et optimistisk – og naivt – begreb som “det arabiske forår” blev skyllet væk i strømme af blod.
Verden går i dag ikke imod mindre vægt på nationalt og religiøst tilhørsforhold, men tværtimod imod en styrkelse af religiøse og kulturelle idealer, som ofte ligger langt fra de vestlige. Og selv i Vesteuropa er EU-optimismen, som i sin nuværende form i høj grad også var barn af 1990’erne, stærkt kølnet. EU er på mange måder et hensigtsmæssigt økonomisk og politisk samarbejde, men EU slås i dag med en lang række selvskabte problemer, som først og fremmest er affødt af, at man har ladet en overordnet integrationsideologi styre, som i stort omfang lod hånt om landenes individuelle præg og forskellige interesser.
Det har hævnet sig, og EUs legitimitet er i mange medlemslande i dag svækket i en grad, som truer med på længere sigt at opløse selve grundlaget for det europæiske samarbejde, fordi man har forsøgt at lade abstrakte idealer herske over den konkrete virkelighed, som de europæiske befolkninger oplever.
Verden blev “normal” igen
I dag kan vi derfor se, at Murens fald slet ikke var begyndelsen på noget nyt. Den markerede i stedet en tilbagevenden til noget gammelt. Med Murens fald sluttede den udvikling, der dominerede hele det 20. århundrede, som tog sin begyndelse med skuddet i Sarajevo og 1. Verdenskrigs urkatastrofe, der dannede grobund for mellemkrigstidens kaos og nazismen, hvis bekæmpelse resulterede i Europas deling i øst og vest, som længe lagde et låg af hegemonisk stabilitet over traditionelle forskelle, lande og kulturer imellem.
I et længere perspektiv tyder meget på, at verden blev ”normal” igen. Den er og bliver et truende sted at opholde sig, og enhver civilisation har fjender og har til alle tider haft det
Det kapitel er lukket, og verden er i dag en anden. Noget er helt nyt, mens andet afspejler ældgamle kulturelle og religiøse skillelinjer, som nu vender tilbage så aggressive som nogensinde. Under alle omstændigheder bliver vi kraftigt udfordrede på den idealisme, der opstod efter Murens fald, og som fortsat spiller en stor rolle i vores udenrigs- og sikkerhedspolitik.
I et længere perspektiv tyder meget på, at verden blev ”normal” igen. Den er og bliver et truende sted at opholde sig, og enhver civilisation har fjender og har til alle tider haft det. Den erkendelse, som lige så langsomt breder sig, udfordrer vores udenrigspolitik, vores forsvars- og sikkerhedspolitik, vores udlændinge- og asylpolitik og hele vores selvforståelse på mange planer. Håndteringen af de udfordringer vil komme til at spille en kolossal rolle lige så langt ud i horisonten, som øjet rækker.
Topfoto: Øst- og vestberlinere på Berlinmuren ved Brandenburger Tor. Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her