Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
YTRINGSFRIHED // KOMMENTAR – Forfatteren Sara Omar er blevet mødt med larmende tavshed af forfatterforeningerne i sagen om den dokumentar, der skulle fortælle Omars historie. Men nu er tilrettelæggerne og Sara Omar endt i en retssag, om hvem der har retten til hendes historie. “Hvorfor er det så svært for mange forfattere at støtte en kollega, hvis stemme man forsøger at gøre tavs?” Spørger forlægger Bjarke Larsen.
”Forfattere skal kunne skrive skønlitteratur uden at frygte retsforfølgelse.” Sådan skrev Dansk Forfatterforening den 2. januar i år i en kort, officiel udtalelse til støtte for Thomas Boberg, der var blevet sagsøgt af en beboer på Fejø. Beboeren mente, at han i bogen ”Insula” blev fremstillet på en forkert og ærekrænkende måde.
Det er svært ikke at tro, at tavsheden også skyldes berøringsangst. Når det handler om ”noget med muslimer”, er mange bange for at involvere sig
Ja, selvfølgelig, vil alle i bogbranchen rent instinktivt tænke. Men hvorfor har både Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære forfattere så været så tavse i retssagen mellem Sara Omar på den ene side og dokumentarfilminstruktør Manyar Parwani og stand up-komiker Omar Marzouk, hvor de to sidstnævnte åbenlyst truer Sara Omars ytringsfrihed?
Omar Marzouk lagde i hvert fald ikke fingrene imellem over for filmmagasinet Ekko i en artikel i oktober 2021: ”For at være helt ærlig så håber jeg på, at filmen vil koste Sara Omar karrieren. Det, hun har gjort, er ikke i orden. Hun skal stå til regnskab for det. Hun skal stoppes.”
Hendes ”forbrydelse”? Marzouk og Parwani mener, at hun skader alle muslimer ved at tegne et forvrænget billede af denne befolkningsgruppe, bl.a. ved at overdrive volden i nogle miljøer.
Sara Omar mødt med total tavshed
Når en af bagmændene siger sådan om formålet med den film, han er ved at producere, skulle man tro, at Sara Omars forfatterkolleger ville overøse hende med solidaritetserklæringer og fastslå, at de selvfølgelig står vagt om Sara Omars ret til at skrive skønlitterære bøger.
Alligevel var der beskæmmende tavshed, den gang for fire et halvt år siden i forbindelse med en af de første runder i det langstrakte juridiske slagsmål mellem på den ene side Sara Omar og på den anden side Omar Marzouk og dokumentarfilminstruktør Manyar Parwani.
De to parter har siden da mødtes adskillige gange i retten, hvor Sara Omar prøver permanent at få stoppet den dokumentarfilm, de to vil udgive. Der har således været adskillige anledninger til at udtrykke støtte, men intet er sket.
Søger man på Dansk Forfatterforening på ”Sara Omar”, er det eneste hit en lang retsreportage, forfatteren Sanne Udsen skrev til medlemsbladet i februar 2022. Resten er tavshed. På Danske Skønlitterære Forfatteres noget mere spartanske hjemmeside optræder hun overhovedet ikke. Der fremkommer heller ikke støtteerklæringer i medierne, hvis man søger efter det.
Tavsheden fra Sara Omars forfatterkolleger fik forfatter og debattør Carsten Jensen til at lave et langt Facebook-opslag (som også blev bragt i POV International), hvor han tog Sara Omar i forsvar. Opslaget gik viralt og blev delt så mange gange, at hver ottende Facebook-bruger havde set det i sit feed.
Forfatter og teolog Peter Tudvad, som er en af de stemmer, der mest åbent og helhjertet har taget Manyar Parwany og Omar Marzouk i forsvar, mente, at Carsten Jensen ikke gav en fair fremstilling af sagen, og skrev et modsvar.
Berøringsangst
Debatten fik flere til at støtte Sara Omar, men de to forfatterforeninger er stadig tavse. Hvorfor?
Er det fordi, Sara Omar ikke er medlem af en af de to foreninger? Det kan være en bekvem undskyldning i andre sammenhænge, men den er ikke gyldig her. Dertil er sagen alt for principiel vigtig.
Er det fordi, det fyger med beskyldninger om vold og løgne mellem de to parter? Ifølge dommen fra Frederiksberg Ret er der ikke tvivl om, at Sara Omar, der lider af kompliceret ptsd, har løjet om forskellige forhold undervejs i det mangeårige forløb. Det svækker selvfølgelig hendes troværdighed, men det fratager hende selvsagt på ingen måde retten til at skrive skønlitteratur.
Det er netop, når det er svært, at man som forfatterforening skal vise, at man har modet til at skære igennem alle de gensidige beskyldninger og fastslå som en selvfølge, at man støtter Sara Omars ret til også fremover at skrive skønlitteratur
Og i denne sag kan man i den grad sige ”spejl” til især Manyar Parwani, der ifølge den dokumentation, der blev fremlagt i retten, fremtræder som voldelig, misogyn og ude at stand til at styre sit temperament. De to har virkelig haft en giftig relation.
Det er svært ikke at tro, at tavsheden også skyldes berøringsangst. Når det handler om ”noget med muslimer”, er mange bange for at involvere sig. Men det er netop, når det er svært, at man som forfatterforening skal vise, at man har modet til at skære igennem alle de gensidige beskyldninger og alle løgnene og fastslå som en selvfølge, at man støtter Sara Omars ret til også fremover at skrive skønlitteratur.
Omar Marzouk og Manyar Parwani har anket dommen, og der venter derfor endnu en runde i striden. Så de to forfatterforeninger har stadig en oplagt mulighed for at erklære deres støtte til Sara Omar. Kom nu på banen!
Opdatering: Omar Marzouk har efter udgivelsen af dette debatindlæg meddelt, at han alligevel ikke ønsker at anke afgørelsen. Manyar Parwani har via sin advokat meddelt, at han ønsker at anke afgørelsen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.