ANTISEMITISME // KOMMENTAR – Regeringens nye handlingsplan mod antisemitisme er et godt og vigtigt initiativ, men rejser samtidig nye spørgsmål. For hvor stor en rolle spiller manglende viden om Holocaust egentlig i moderne dansk antisemitisme? Og er det en god ide at sammenblande ambitioner om oplysning om Holocaust til ungdommen med statens kamp mod ekstremisme?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For nylig fik Danmark en handlingsplan mod antisemitisme. Planen rummer forskellige konkrete initiativer – fx får forskningsenheden AKVAH, der overvåger antisemitisme i Danmark en økonomisk indsprøjtning, beskyttelsen af de jødiske institutioner som skoler og synagoger loves opretholdt, ligesom man vil gøre mere for at rådgive i miljøer, hvor antisemitisme trives.
Og så er der det initiativ, der måske har påkaldt sig allermest opmærksomhed i offentligheden: Nemlig en ændring i historiekanonen, der medvirker, at det fremover ikke alene er lovpligtigt at undervise i Augustoprøret og Jødeaktionen i 43, men også i Holocaust.
Kamp mod lille antisemitisme eller ekstremisme?
Denne ændring har medført en del blandede reaktioner – for hvorfor nu det? Ved vi ikke efterhånden, hvad der er at vide om den sag? Ja og nej. Der findes formentlig ikke mange mennesker i Danmark, der aldrig har hørt om folkedrabet på Europas jøder – men sådan skal det jo også helst forblive i fremtiden.
Og i takt med at færre og færre vidner er i live til at fortælle deres beretninger, bliver der brug for andre måder at erindre kollektivt på. Desuden kan man diskutere, om ikke det giver mening i 2022 at anlægge et lidt mere internationalt perspektiv på denne historiske tragedie end alene det danske. Vi taler trods alt om en begivenhed, der fuldstændig omkalfatrede nationer og befolkningssammensætninger på hele kontinentet og traumatiserede generationer.
Er der egentlig noget, der tyder på, at moderne antisemitisme i Danmark skyldes manglende viden om Holocaust? Rapporten nævner selv, at det er sparsomt med forskningen, med hensyn til i hvilke miljøer problemet med antisemitisme findes
Således må undervisning i Holocaust – og folkedrab altså i det hele taget – være noget vi byder velkommen, i folkeoplysningens og uddannelsens navn. Og alligevel er der et problem. Ikke med ambitionen i sig selv – men med den lidt bevidstløse kobling til moderne antisemitisme.
For er der egentlig noget der tyder på, at moderne antisemitisme i Danmark skyldes manglende viden om Holocaust? Rapporten nævner selv, at det er sparsomt med forskningen, med hensyn til i hvilke miljøer problemet med antisemitisme findes – og dermed ved vi vel heller ikke præcist, hvordan og hvorfor den opstår, må man formode?
Handlingsplanen stikker således lidt i forskellige retninger. Rammen for den er nationalt sikkerhedspolitisk, hvilket fremgår af, at det primære fokus ret tydeligt er på den personfarlige antisemitisme (fx nævnes som eksempler på antisemitisme i Danmark, Jødefejden og fra nyere tid terrorangrebet i Krystalgade i 2015 ) og at kommende forskning i antisemitisme er placeret hos Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme underbygger dette yderligere.
Men samtidig vil man gerne gøre noget ved antisemitisme generelt – det der i Danmark ofte går under betegnelsen Den “lille antisemitisme”: Altså negative fordomme om jøder, der ikke kommer ud som aggression, men som små kommentarer, eksklusion, eller på andre subtile måder.
Således kom Det Jødiske Samfunds formand Henri Goldstein da også selv med eksempler herpå fra sit eget liv: En kommentar fra én af hans patienter, der fik af vide, at hun ikke skulle betale for sin medicin som omfattet af sygesikringsgruppe 1 (Goldstein er også læge), om at jøder jo ellers plejede at være gode til at sende regninger. Eller den direkte udmelding fra en anden patient om, at hun “ikke brød sig om hans folk”.
Oplysning om holocaust, kampen mod antisemitisme og statens kamp mod terrorisme har selvsagt overlap, men skal også helst kunne skelnes fra hinanden.
Der kan ikke være tvivl om, at både kampen mod ekstremisme – herunder den antisemitiske – og mod den “lille antisemitisme”, der kan forekomme i et samfund, begge er vigtige kampe – men man kan spørge, om ikke der også bør skelnes tydeligt imellem dem.
For det er to meget forskellige ting, og døden kan som bekendt have flere årsager. Den ekstremistiske, voldsparate antisemitisme er den farligste for samfundet generelt – men den “lille antisemitisme” er den mest udbredte, og den gør skade på anden vis. Der er antisemitisme, der aldrig bliver til voldelig ekstremisme, og der er voldelig ekstremisme, der ikke er drevet af ideologisk antisemitisme, men snarere udvikler den som en slags undskyldning for en vold, der var villet i forvejen.
Der er tale om to meget forskellige problemer, som må formodes at kræve forskellige værktøjer. Og selvom der kan være overlap, skal de helst kunne skelnes fra hinanden.
Til trods for planens tilsyneladende klarhed omkring sine ambitioner, er denne splittelse da også allerede blevet tydelig. Formand for Trykkefrihedsselskabet, Aia Fogh, mente fx ikke rigtigt Goldsteins oplevelser, som hun kaldte “to elendige eksempler på antisemitisme”, havde den store relevans i sammenhæng med en handlingsplan mod antisemitisme.
“Begge eksempler på stupid usmagelighed, men helt klart indenfor den demokratiske skive, hvor man må finde sig i folks dumhed og latterlige fordomme, så længe de ikke udmønter sig i opfordring til eller trussel om vold,” skrev hun i kølvandet på planens offentliggørelse, i en længere kommentar som blev delt af Dansk Folkepartis Finn Rudaizky på Facebook.
Problemet med “Hr. Stein-argumentet”
I værste fald kan den offentlige kobling af kampen mod antisemitisme med kampen for national sikkerhed ende med at fodre de antisemitiske spøgelser, de forsøger at mane i jorden, idet der stilles lighedstegn imellem magten og minoriteten – en forestilling, der allerede trives i bedste velgående, og som har forstret mangt en antisemitisk forestilling igennem historien.
Man skulle da heller ikke lede længe i kommentarfelterne hos selv de mest respekterede medier, før det allerede fremgår, at handlingsplanen af nogle bliver opfattet som særbehandling af jøder. Og så er der selve retorikken omkring handlingsplanen, som bæres af det, vi kunne kalde “Hr. Stein -argumentet”:
Fortællingen om hvorfor lige præcis Danmark har en særlig modstandsdygtighed overfor antisemitisme. Måske endda en særlig pligt til at værne om jødisk liv, fordi vi har gjort det tidligere – den specifikt danske historie om, hvordan et folk stod sammen om at hjælpe deres jødiske medborgere under jødeforfølgelserne i Danmark under besættelsen.
Denne historie er kendt og beundret i hele verden, med god grund, ikke mindst i lyset af hvor galt det gik så mange andre steder, og det var da også en historie, der blev fremhævet af kulturministeren på pressemødet i Det Jødiske Hus.
Den konstante påmindelse om, at danskerne jo hjalp deres jødiske medborgere under besættelsen er sympatisk, men kan give bagslag. Fremfor at mane til enhed, kan den meget nemt blive opfattet som et sindelags-pressionsmiddel, der skal true dem, samfundet har dømt antisemitiske, ude fra det gode selskab
“Husk nu, hvad vi formåede dengang, og lad os vise samme velvilje nu,” lod budskabet til at være. Klassikeren om Maude fra Matador kom på bordet. Neurotiske, skrøbelige Maude, der aldrig havde risikeret noget i sit priviligerede liv, men hvis borgerlige ordentlighed i nødens stund slog ud til den flygtende Hr. Steins fordel.
Det er en stærk fortælling – fordi Maude bliver symbolet på danskerne generelt. Den konstante påmindelse om, at danskerne jo hjalp deres jødiske medborgere under besættelsen er sympatisk, men den kan give bagslag. Fremfor at mane til enhed, kan den meget nemt blive opfattet som et sindelags-pressionsmiddel, der skal true dem, samfundet har dømt antisemitiske, ude fra det gode selskab.
Og udsigten til det kan jo være svært at deale med – ikke mindst fordi det som regel kun er i de allermest entydige sager, folk kan blive enige om, hvad der er og ikke er antisemitisk. Er det fx antisemitisme at kritisere Israel? At kritisere jødisk religion i det hele taget?
Nej, selvfølgelig ikke – hvilket i øvrigt slås fast helt eksplicit i handlingsplanen. Men når det er sagt, kan antisemitisme selvsagt have mange former, og vi skylder nok også os selv at huske, at selv ikke de argeste antisemitter jo selv mener, de er antisemitter. Den typiske antisemit vil til enhver tid benægte, at denne skulle bidrage til splittelse, og mener ikke selv vedkommende er til fare for hverken nation eller sammenhængskraft.
Forskellige typer antisemitisme – forskellige værktøjer
Så hvad havde jeg så hellere set, nu hvor jeg igennem en længere kommentar har brokket mig over et initiativ, som jeg dybest set synes er godt og nødvendigt?
Egentlig bare en handlingsplan med et klarere fokus, en snert mindre patos og en italesat bevidsthed om antisemitismens meget forskellige rødder, former og udtryk. Og et svar på, hvad den grundlæggende dagsorden egentlig er, når vi skærer helt ind til benet:
Skal vi forstå planen som et led i statens almindelige forebyggelse af ekstremisme eller som modgift mod kulturfænomenet antisemitisme i alle dens mere eller mindre leverpostejsfarvede dagligdagshed?
Lad os fokusere endnu mere på det almindelige, oplysende arbejde om moderne jødisk (og andet minoritets-) liv i Danmark, som der allerede er så stor succes med, for her kan vi efter alt at dømme forebygge den såkaldte “lille antisemitisme” og andre slags xenofobi
Vi skal selvsagt have et værn mod den samfundsskadelige, voldsparate antisemitisme, for den skader os alle sammen, men det er meget optimistisk at tro, at de, der kunne risikere at tilskynde til den, drives af manglende viden om holocaust.
Formentlig er denne gruppe blandt de mest informerede om netop dette. Lad os fokusere endnu mere på det almindelige oplysende arbejde om moderne jødisk (og andet minoritets-) liv i Danmark, som der allerede er så stor succes med, for her kan vi efter alt at dømme forebygge den såkaldte “lille antisemitisme” (xenofobi), der ellers har det med at gå under radaren.
Og den er det faktisk værd at holde øje med – ikke mindst fordi den historisk har vist sig at være en pålidelig indikator for resten af samfundets tilstand. Og endelig – når alt dette er sagt – huske at jødisk liv ikke kun er erindringen om lidelse, men også udgør en moderne kultur med stor indre diversitet og et levende, nysgerrigt engagement i verden udenfor murerne.
Hele handlingsplanen kan læses her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
