MUSIK // FØDSELSDAGSPORTRÆT – Stilistisk set har den britiske komponist, sangskriver, multiinstrumentalist og videospildesigner Mike Oldfield bevæget sig over et bredt felt af genrer og udtryk med skiftende kunstnerisk succes som kommercielt udbytte. I anledning af hans 70 års fødselsdag den 15. maj har Thomas Vilhelm set nærmere på legendens farverige katalog.
Michael Gordon Oldfield, født den 15. maj 1953 i Reading, England, begyndte at spille guitar som ti-årig og har gjort det frem til omkring 2018, hvorefter han valgte at trække sig fra musikbranchen, en melding der først blev endelig bekendtgjort af hans oprindelige pladeselskab Virgin i 2023.
Mike Oldfield er særlig kendt for sit debutalbum Tubular Bells, der den 25. maj kan fejre 50 års jubilæum, og hvis salg steg til det flerdobbelte, efter en lille del af musikken blev brugt i William Friedkins berømmede og berygtede gyser Eksorcisten (1973). Jeg vender tilbage til Tubular Bells, brug af tema i filmen og de senere udsendte variationer Tubular Bells II, Tubular Bells III, The Millennium Bells samt Tubular Bells 2003, der er en genindspilning af originalen, den 25. maj.
En del af materialet har jeg vitterlig ikke lyttet til i flere dekader og kommer med enkelte undtagelser heller ikke til det igen
Som begyndende og ivrigt pladesamlende teenagenørd i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne købte og lyttede jeg til en del symfonisk klingende progressiv rock, indtil min smag så småt ændrede retning i løbet af sidstnævnte årti. Jeg hang på hos Mike Oldfield til ca. 1985 stykker, men så var det slut, og senere blev min Oldfield-samling, der indeholdt alle studiealbum udgivelser plus et dobbelt koncertsæt dækkende perioden fra 1973-83, afhændet.
Var det nu klogt, spurgte denne skribent sig selv som led i researchen til nærværende fødselsdagsportræt, og svaret er langt henad vejen et klart rungende ja, hvilket sikkert lyder brutalt i svorne tilhængeres ører. En del af materialet har jeg vitterlig ikke lyttet til i flere dekader og kommer med enkelte undtagelser heller ikke til det igen. Tubular Bells er den tindrende ledestjerne i Oldfields oeuvre. Det mente teenageren dengang og fastholder den mavesure midaldrende mand i dag.
Forkærlighed for keltisk klang
Hergest Ridge (1974), Ommadawn (1975) og dobbeltalbummet Incantations (1978) bibeholdt stilen fra Tubular Bells med suitelignende og pladesidelange forløb tilføjet relativ lidt vokal og et hav af forskellige elektriske og akustiske guitarer, keyboards, perkussion-instrumenter og mere eksotisk lydende indslag samt lejlighedsvis strygere. Forbløffende meget af dette møjsommelige lag-på-lag-pillearbejde er virtuost udført alene af Oldfield, der er en sand ekvilibrist, ikke mindst som guitarist.
Derudover har han fået hjælp udefra, især på vokal- og strygerdelen. De tre nævnte albums bevæger sig fra gode ideer og finurligt skitselignende ansatser til klæge og bombastisk overlæssede passager fyldt med tomgang, klichéer og folkemusikagtig hopsasa.
Oldfield har altid haft en forkærlighed for den keltiske klang, hvilket der som sådan heller ikke er noget galt i, men i ny og næ vælter de kompositoriske korthuse efter min smag, og det gælder hele diskografien igennem uanset genrevalg, hvis han da ikke lige rammer den rent på kornet som i de bedste popsange.
Med Platinum (1979), QE2 (1980) og Five Miles Out (1982) slog Oldfield ind på et mere blandet materiale med både lange og korte kompositioner og sange præget af rock, folk, disco og pop. Family Man fra Five Miles Out er et pokkers godt sammenskruet pop/rock-nummer, der blev et endnu større hit for den amerikanske succes duo Hall & Oates.
Kasseapparatet klirrede for alvor med udsendelsen af Crisis, der den 27. maj runder de 40. Oldfields ottende studiealbum er co-produceret af powerhouse trommeslageren Simon Phillips, der på det mere end 20 minutter lange titelnummer har tildelt sig selv rigelig meget plads.
Side 2 af Crisis åbner med nok Oldfields mest kendte signatursang, den skamløst iørefaldende Moonlight Shadow, sødmefyldt charmerende sunget af Maggie Reilly, der tilsvarende effektivt tager sig af det tidstypisk poppede Foreign Affair.
Jon Anderson fra Yes er i front på In High Places, mens den råt raspende rockshouter Roger Chapman gør Shadow on the Wall til pladens klare vinder og til en af de overhovedet bedste skud i Oldfield-kataloget af blandet gods.
Den udprægede brug af digitale synthesizere og programmeringer forsatte på Discovery (1984), Islands (1987) og Earth Moving (1989), der består af sange frem for det lange format. Skal Oldfield roses, bliver det især for hans fremragende, og eneste, soundtrack til Roland Joffes barske krigsdrama The Killing Fields (1984), der foregår under de røde khemers rædselsregime i Cambodia.
Uanset hvad man, og navnlig i dette tilfælde jeg, måtte mene om Mike Oldfield, er han en blændende dygtig multiinstrumentalist, der går perfektionistisk og grundigt til værks i sit arbejde
Oldfields underlægning, som han brugte måneder på at skrive for synthesizere, stryger, kor og slagtøj, er blevet kategoriseret som neoklassisk – uanset betegnelse fungerer den perfekt som underlægning til filmen.
Voyager (1996) er en samling af selvskrevne og traditionelle keltiske sange tilsat new age-lyd, og Guitars er, som titlen antyder, et album bygget på guitarer og guitarlignende instrumenter. På Music of the Spheres vendte Oldfield retur til den moderne klassiske musik og skiftede over til pop-rock med Man on the Rocks (2014), desværre med et anonymt og noget ligegyldigt udbytte.
Står meldingerne fra Virgin i år til troende, hvilket alt tyder på, er Return to Ommadawn det 26. og sidste studiealbum i rækken, og det vender tilbage til udgangspunktet i 70’erne med en lang sats på hver pladeside, her kaldet Return to Ommadawn I og II.
Den progressive rock er atter i høj kurs på nummer 26 med elementer af folk-rock og verdensmusik. Mike Oldfield spiller alt selv; elektriske og akustiske guitarer, mandolin, ukulele, banjo, keyboards, orgel, piano, mellotron og diverse perkussion instrumenter plus klokkespil, bodhran og penny fløjter i forskellige tonearter.
Uanset hvad man, og navnlig i dette tilfælde jeg, måtte mene om Mike Oldfield, er han en blændende dygtig multiinstrumentalist, der går perfektionistisk og grundigt til værks i sit arbejde.
Resultaterne står selvfølgelig til diskussion, men for mig at se sjældent mål med den originalitet, der løfter Tubular Bells anno 1973 op i ligaen af de allerstørste albums med dens blanding af inciterende og nær trancelignende enkelthed og sine steder krævende kompleksitet uden at kløjes i det.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
