Susanne Sayers: Hvordan kan det være så svært at overholde de covid-regler?

i Sundhed/Danmark af
SMITTE // KOMMENTAR – De etniske minoriteter i Danmark bliver over en bred kam og fra flere sider beskyldt for at være helt ligeglade med covid19-pandemien og de retningslinjer, der skal beskytte os. Men kigger man på den rapport, som Sundhedsstyrelsen udgav for nylig, tegner der sig et andet og langt mere nuanceret billede. Blandt andet af lokale ildsjæle som har påtaget sig et kæmpe arbejde med at informere – og af budskaber, det i praksis kan være svært at efterleve.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


“Vi stiller os hele tiden spørgsmålet: Hvad må vi, og hvad må vi ikke? Hvad må vi i bussen, hvad med at blive smittet? Vi tænker hele tiden på, hvad vi må gøre, og hvad vi ikke må gøre.”

Citatet stammer fra Sundhedsstyrelsens rapport COVID-19 og etniske minoriteter, som blev udgivet i slutningen af december 2020.

Rapporten fik ikke en hel masse opmærksomhed, hvilket er en skam, for den fortæller noget vigtigt i disse dage, hvor blandt andet Vollsmose i Odense har en covid-smitte langt over landsgennemsnittet.

I det hele taget har områder med en høj andel af borgere med etnisk minoritetsbaggrund hyppigt haft højere smitte end resten af Danmark, og det bliver ofte i debatten udlagt som et tegn på, at de er ligeglade med smitten og ikke tager hensyn.

Det er langt fra kun i Danmark, at etniske minoriteter i højere grad bliver smittet med covid19 end resten af befolkningen. Faktisk er det et globalt problem

Det er imidlertid ikke et billede, der bekræftes i rapporten. Dens hovedfokus er informationerne om covid19, og hvordan de opfattes, men undervejs kommer den ind på de mange udfordringer, som pandemien og retningslinjerne giver i hverdagen.

Nogle af de udfordringer har allerede været beskrevet i debatten. Mennesker med etnisk minoritetsbaggrund er hyppigere ansat i udsatte job med mange kontakter, for eksempel handel, restauranter, transport, pleje, service, rengøring osv.

Det er også job, hvor man lettere bliver afskediget, og derfor er der ifølge rapporten et vist pres på, at man ikke bare melder sig syg, hvis man er lidt sløj.

Samtidig bor flere etniske minoritetsborgere meget tæt, ikke helt sjældent fem mennesker eller mere i samme lejlighed. Også det øger risikoen.

Men derudover er der en række andre faktorer, som gør det svært for nogle mennesker med etnisk minoritetsbaggrund at overholde covid-retningslinjerne.

En af de pointer, som rapporten understreger, er, at ‘etniske minoriteter’ ikke er en, stor samlet gruppe.

Det er mennesker med vidt forskellige baggrunde og forudsætninger. Nogle er ressourcestærke og har videregående uddannelser og akademiske stillinger. Andre er kommet hertil for relativt nylig og er traumatiserede flygtninge og nogle gange også analfabeter.

Lokale ildsjæle formidler

Nogle grupper synes, at det er let at forstå de danske myndigheders budskaber, og de har tillid til dem. Andre har svært ved det og har kun fået information, fordi gode naboer har tegnet og forklaret, eller fordi det, som rapporten kalder styrkepersoner i lokalområderne, faktisk har gjort et enormt arbejde med at informere.

Knap havde statsminister Mette Frederiksen (S) for et år siden indkaldt til det første pressemøde om covid19, før der opstod en række initiativer i de etniske minoritetsgrupper for at informere.

Af rapporten kan man læse, at det blandt andet var telefonkæder, simultantolkning af pressemøderne, WhatsApp-information, selvstændige videofilm og orienteringsmøder.

Der har altså været et stort ansvar lokalt for at få udbredt viden om covid19.

Faktisk har en del borgere med etnisk minoritetsbaggrund overdrevet retningslinjerne, fordi der er en meget stort angst for covid19 i nogle kredse. De har totalt isoleret sig af frygt for sygdommen

Det svære har ifølge rapporten været at omsætte den viden til den praktiske hverdag. Hvad er ‘nærmeste familie’ for eksempel? Som dansker opfatter vi det i hverdagen som kernefamilien. I andre kulturer er nærmeste familie måske 50-60 mennesker.

Så hvem skal man vælge fra? Fætre og kusiner? Onkler og tanter? Bedsteforældre? Eller?

Og hvad sker der, hvis man bliver testet positiv for covid19? Hvor skal man gå i isolation? Hvad betyder det økonomisk? Her viser det sig, at nogle flygtninge har været bange for at blive udvist af landet, hvis de bliver syge og ikke har permanent opholdstilladelse.

Det har også vist sig at være en stor udfordring for mange at finde rundt i det meget digitaliserede danske samfund, hvor NemID er essentielt, og hvor det kan være svært at gennemskue, hvordan og hvor man bliver testet. Det er en udfordring, som etnisk danske ældre borgere i øvrigt også er stødt ind i.

Nogle bliver også forvirrede over de mange, skiftende budskaber og uenigheden politikere imellem, særligt hvis de kommer fra lande med en mindre demokratisk tradition i medierne.

Men her viser rapporten, at mange lægger stor vægt på, at informationen kommer fra de danske myndigheder, også i langt højere grad end fra myndighederne i deres hjemlande.

Angste for covid19

Og hvad betyder det at spritte af? Her har nogle opfattet det så bogstaveligt, at de har brugt langt skrappere midler overalt i hjemmet flere gange om dagen, end meningen var.

Faktisk har en del borgere med etnisk minoritetsbaggrund overdrevet retningslinjerne, fordi der er en meget stort angst for covid19 i nogle kredse. De har totalt isoleret sig af frygt for sygdommen.

I andre tilfælde har de ikke gjort tilstrækkeligt. Her er et af problemerne, at nogle er helt afhængige af information fra deres børn, som forstår dansk bedre. Og nogle af de børn og unge giver ikke hele informationen videre, hvis den betyder, at den indskrænker deres frihed til at samles med vennerne.

Det er med andre ord komplekst. Hvis man leder efter ligegyldighed og manglende ansvar som forklaring, bliver man skuffet. Selvfølgelig findes det også her, ganske som det gør i resten af samfundet.

Nødvendigt fodarbejde

I højere grad finder man i rapporten imidlertid et oprids af mange forskellige dilemmaer og problemstillinger, som det kræver noget så gammeldags som socialmedicinsk fodarbejde at gøre noget ved.

Rapporten peger på fire områder, hvor informationen kan forbedres:

  • Visualiseringer via video, figurer, tegninger og mundtlig information, da en stor del af de etniske minoritetsgrupper responderer bedre på den type information end den skriftlige og simple, forståelige budskaber. Her har blandt andet Aarhus Kommune lavet videoer, som den, der er linket til i teksten og fortæller om at hjemmeisolere sig på tyrkisk.
  • Fokus på at omsætte informationen til konkret hverdagsliv. Mange giver udtryk for, at de ikke har svært ved at forstå de basale retningslinjer som afstand, afspritning, men har svært ved at omsætte retningslinjer og anbefalinger til hverdagssituationer.
  • Formidling med afsæt i relation og tillid fra personer eller steder, som vurderes at være meget afgørende ift. de etniske minoritetsgruppers omsætning af viden. De etniske minoritetsgrupper giver udtryk for, at de informationer de får fra mellemled som fx ressourcepersoner og personer, de har tillid til i miljøet, når bedre ud til dem og er mere forståelige.
  • Lokale initiativer i de miljøer, hvor de etniske minoritetsgrupper er. Det er både de institutionelle ophæng som daginstitution, skole, arbejdsplads, forvaltninger og jobcenter i kommunerne – men særligt de lokale initiativer i kommunerne såsom boligforeninger, væresteder, klubber og samlingssteder. Informationen er forankret lokalt, hvilket giver mulighed for at tale om, hvordan retningslinjerne konkret kan omsættes. Også her er det afgørende, at informationen kommer fra steder eller personer, som de etniske minoritetsgrupper har tillid til.

Et globalt problem

Det er langt fra kun i Danmark, at etniske minoriteter i højere grad bliver smittet med covid19 end resten af befolkningen. Faktisk er det et globalt problem, og det gælder i øvrigt, uanset hvilken etnicitet og religion, der er tale om.

Og årsagerne er generelt også de samme, hvad en OECD-rapport viser: Udsatte job, tæt beboelse, manglende viden eller mulighed for at overholde retningslinjer om at isolere sig, blive testet osv.

I Portugal, hvor jeg bor en del af året, havde vi i sommer et problem i de fattige forstæder til hovedstaden Lissabon, hvor de etniske minoriteter, typisk fra de tidligere portugisiske kolonier i Afrika, er stuvet sammen på lidt plads.

Smitten steg dramatisk i nogle af områderne, og det truede indsatsen med at holde covid19 i samfundet i ave – ikke mindst fordi netop disse indbyggere typisk benyttede kollektiv trafik og havde mange kontakter i kraft af deres job.

“Lad være med at udskamme nogen. Lad være med at stå med løftede pegefingre. Lad os finde en vej sammen i det her. Virus kender ikke etnicitet. Vi er hinandens venner – ikke fjender. Lad os besejre den her virus”

Løsningen blev at alliere sig med lokale repræsentanter og lave opsøgende, tværfaglige teams, der gik fra dør til dør og informerede om, hvordan man bedst kunne beskytte sig mod covid19 og – nok så vigtigt – de økonomiske konsekvenser, hvis man var positiv. Mange frygtede at miste et job eller slet ikke at have en indkomst.

De fik også oplysning om muligheder for at isolere sig, og at behandling var gratis, i øvrigt uanset migrationsstatus. Portugal ønskede ikke lommer af skjult smitte og besluttede allerede på første dag med covid19, at også illegale indvandrere havde ret til behandling på lige fod med landets egne borgere.

Indsatsen lænede sig altså op ad det, som anbefales i Sundhedsstyrelsens rapport. Og det virkede. Der blev kontaktet tusindvis af borgere, og smitten faldt.

Løsningen er derimod ikke, som det også fremgår af rapporten, at udskælde og stigmatisere. Som en borger med urdu som modersmål siger i rapporten:

“Lad være med at udskamme nogen. Lad være med at stå med løftede pegefingre. Lad os finde en vej sammen i det her. Virus kender ikke etnicitet. Vi er hinandens venner – ikke fjender. Lad os besejre den her virus.”


LÆS ALLE SUSANNE SAYERS’ INDLÆG PÅ POV HER


Foto: Københavns Kommune.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Susanne Sayers er selvstændig journalist og forfatter med 25 års erfaring og underviser bl.a. på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i kritisk og udredende journalistik og interviewteknik.

Blandt andet har hun sammen med professor og digital vismand Jan Damsgaard udgivet bogen ‘Den digitale omstilling’ og for Life Publishing bogen ‘2030 NOW’ om FN’s bæredygtighedsmål for 2030. Dertil adskillige bøger om digitalisering og ledelse. Desuden er hun hyppig gæst i debatter om journalistik og journalistisk etik.

Susanne Sayers har tidligere bl.a. været chefredaktør på 24timer, redaktionschef på metroXpress, klimakorrespondent for Metroaviserne internationalt samt nyhedsredaktør på Børsen. Hun er af sine to voksne børn blevet kaldt ‘verdens mest nørdede mor’, og sandt er det, at de naturvidenskabelige områder har en særlig dragning på hende, ikke mindst i relation til den menneskelige trivsel.

Som Dame Edna ville have sagt: ‘She loves nature in spite of what nature has done to her’.

Susanne Sayers bor en stor del af året i Lissabon, som hun tror på bliver en af Europas mest dynamiske byer de kommende år og vil også bidrage med indlæg fra Europas sydvestligste hjørne.

Skulle du have lyst til at donere til Susannes skriblerier, er nummeret til Mobilepay +45 40 99 49 36

Seneste artikler om Sundhed