ANALYSE // POV SPORT – FC Købehavns sportschef Peter Christiansen går i rette med sin cheftræner Jess Thorup efter nederlaget til FC Midtjylland.
Af Kurt Lassen
Ved skæbnens ironi havde jeg billet til kampen ovre på A-tribunen. Nu sad jeg og så topopgøret i superligaen Parken mellem FC København og FC Midtjylland i sofaen og den fra tv-afstand smukke kulisse, som kun fodboldstadioner i min optik til visse lejligheder kan divertere med.
Fysisk tifo
Den fysiske såkaldte tifo på Sektion 12, som den ene endetribune går under, var skabt af tætsiddende eller stående menneskekroppe i sort, hvid eller blå plastiksæk, så hele tribunen dannede et visuelt 12-tal, der projicerede normaliteten, at vi igen kan gå til fodbold for fulde huse.
Jeg kunne bare ikke, og deri skæbnens ironi, for jeg havde fået et ”påvist” på min PCR-test fra dagen forinden, som jeg havde taget efter en kvik-ditto med samme udfald. Og sådan kan det gå, selvom man er vaccineret og i øvrigt er påpasselig med det, man i cykelsport kalder whereabouts.
Den tifo gik direkte ind i det følelsesvakuum, som coronavirussen skabte i halvandet år. Som en hulhedens påmindelse af pandemien og perlerækken af fodboldkampe, man næsten ikke kunne se sig igennem på skærmen i mangel på den sitrende intensitet og lydkulisse, tilskuerrammen udgør til en fodboldkamp
Havde det nu været tilbage i de gustne Liverpool i Champions League mod Atletico Madrid-supersprederdage
Naturligvis var det ikke ment som en f..k-finger til corona, men som udtryk for sammenholdet, fankulturens demonstration af igen at være slagkraftig 12.-mand.
Havde det nu været tilbage i de gustne Liverpool i Champions League mod Atletico Madrid-supersprederdage, havde jeg hidset mig langt højere op end falset. Nu er det snarere et udtryk for, at vi kan leve igen. Forhåbentlig. Og at vaccinerne gør deres del, så heller ikke mit udbrud bliver værre end nu. Syv-ni-tretten.
𝗕𝗔𝗚𝗢𝗠 𝗧𝗢𝗣𝗞𝗔𝗠𝗣𝗘𝗡 🎥
Kom helt tæt på topkampen i Parken, hvor vi trods en mand i undertal i over en time, formåede at hente de tre point med hjem til Midtjylland ⚫🔴
➩ https://t.co/vUVRmsBW6w#FCKFCM pic.twitter.com/JQJ6jiK7Eu
— FC Midtjylland (@fcmidtjylland) September 21, 2021
Hvis 12-tallet på Sektionen var et imponerende skue, så var FC Københavns spil det ved gud ikke.
God lir alligevel, og den bidrager FCK-træner Jess Thorup ikke det vilde til
FC Midtjylland-træner, Bo Fluen i Flasken Henriksen, drønede op og ned ad sidelinjen, som gjaldt det det danske mesterskab. Og det gjorde det jo egentlig også. Han har bare ikke haft for vane at spæne det tekniske felt tyndslidt i netop det ærinde. Tværtimod. Det handlede snarere om at holde skindet på næsen i Horsens.
Ingen kreativ tjubang
God lir alligevel, og den bidrager FCK-træner Jess Thorup ikke det vilde til. Klichekongen af København, som kan nogle andre ting. Eksempelvis at drifte, som man siger i virksomheder, at skabe ro og balance, men der er ikke meget kreativ tjubang over hans offentlige og taktiske formuleringer og fremtoning.
Heller ikke på banen, når man må undvære Daramy, som er rejst til Ajax, og Rasmus Falk, der sidder på skadestribunen, mens den ellers altid så stabile anfører Carlos Zeca bragte FCM i position til 1-0 med en forfejlet aflevering. Og det endelige resultat.
Måske det i virkeligheden er lige lovlig skævt castet med Jess Thorup som cheftræner
Selvfølgelig skal FC København være i stand til også at slå FC Midtjylland på hjemmebane, når gæsterne får en mand smidt ud i 1. halvleg, og spiller over en time med kun ti mand. Mesterskabsaspiranter eller ej. Det kan ikke passe, at Henriksen så let kan outsmarte Thorup med en enkelt udskiftning. Come on.
Måske det i virkeligheden er lige lovlig skævt castet med Jess Thorup som cheftræner, som de også diskuterer i POV Sports samarbejdspodcast, Ritiro, fordi han på trods af en lang og ubrudt sejrsrække, og selvom man fornemmede, at han havde fået styr på trup og bagland, så alligevel endte i en slags spillemæssig falliterklæring, da det endelig gjaldt.
Hvad skete der lige der?
Og helt galt gik det da for Thorup, da han i eftermatematikken på topopgørets nederlag i forsvarstalen ved TV3-mikrofonen forsøgte at sende ansvaret og dreje fokus helt ud på Vestegnen. Hvad skete der lige der?:
Øh ja, det sidste ville nok være en god ide
”Det er jo imponerende, at der ikke er nogen, der har snakket om Brøndby. Sidste års mestre er bare fuldstændig parkeret. Jeg ved godt, at de tabte i dag igen, men det er da imponerende, at de er gået under radaren på den måde. Men jeg tror, at jeg skal holde fokus på mig selv lige nu og vores hold,” som Thorup udtrykte sig.
Øh ja, det sidste ville nok være en god ide. I det forproducerede Discovery-program, Købmændenes Klub, som FCK-sportschef Peter PC Christiansen deltog i mandag, og som bliver vist onsdag, går Jess Thorups overordnede direkte i rette med sin træner. Det er sjældent set:
”Jeg ved ikke, hvorfor vi bruger tid på dem efter sådan en kamp. Det var en kamp mellem FC København og FC Midtjylland, og jeg synes, at der var rigeligt at tage fat på i forhold til os selv og i forhold til den rivalisering mellem os og dem. Det ved jeg ikke, hvorfor vi bragte op,” undrer Peter Christiansen sig.
Svært at se et mangeårigt samarbejde mellem de to, hvis ikke FC København indhenter det tabte terræn i en fart.
Brøndby-krise
Og jo, vel knirker det voldsommere ude på Vestegnen end inde i byen. Når de forsvarende mestre ikke gør noget særlig væsen af sig i Europa og taber i overtiden på en gang kluddermutter af et klumpspil i det lille felt foran eget mål til Sønderjyske, så er der dømt krise.
Vejle isolerer sig i bunden med endnu en uafgjort
Brøndby ligger tredjesidst og har blot otte point i ni kampe, nu også overhalet af AGF, der havde held til to hjørnesparksmål mod Silkeborg mandag aften. Det er ikke et mesterhold værdigt. Der må ske noget, og det kommer der jo nok også til.
Vejle isolerer sig i bunden med endnu en uafgjort. De kunne godt have brugt en Patrick Olsen, der er på is i AGF, endnu mere med købet af Mikael Anderson til midtbanen og med scoringer i sine første to kampe. Ifølge vandrørene var Olsen ikke mange minutter fra et skifte sydover, da transfervinduet smækkede i.
To Randers FC-spillere gjorde det så godt i søndags, at de har fundet vej til alle tre kåringer af 'Rundens Hold' 💙
@tipsbladetdk, @Superligaen og @TV3sportSL's Offside-hold har nemlig alle udtaget Lasse Berg Johnsen og Stephen Odey 💪 #randersfc #sldk pic.twitter.com/VQ72vv2yIk
— Randers FC (@Randers_FC) September 21, 2021
Nå ja, AaB er begyndt at vise tænder, og Randers mener det åbenbart stadig alvorligt.
I skrivende stund sidder jeg bevæbnet med Strepsils, Panodiler og en halvsløj hostesaft og har det egentlig nogenlunde. Hvilket jeg forhåbentlig kan tilskrive mine to skud i overarmen med Pfizer i sommer.
Ærgrer mig lidt over, at jeg ikke kom i Parken, men glæder mig også over, at jeg kunne sidde der i al min selvmedlidenhed og følge en kamp på skærmen for fuldt blus og ikke mindst hus…
LÆS MERE SPORT FRA KURT LASSEN HER
Topillustration: Sektion 12 havde gjort noget ud af topkampen i Parken mellem FCK og FCM. En menneske-tifo i bevægelse og foroverbøjede hoveder til sidst, da FCM drog vestover med en 1-0-sejr i bagagen. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her