FILM // SLACKCHAT – POV har fået lov til at interviewe alle dimittender fra filmfællesskabet Super16‘s nye årgang. Med udgangspunkt i de seks afgangsfilm har Frederik Bojer Bové interviewet de nyuddannede filmfolk. Hvordan er det helt præcist, de kan forbedre dansk film? Her taler instruktør Glen Bay Grant, manuskriptforfatter Marianne Lentz og producer Anna Risgaard Dahl om deres film True Mirror.
TRUE MIRROR
Et kursus i selvkærlighed udvikler sig til en subtil magtkamp mellem kærlighedscoach Jacqueline (Line Kruse), hendes søn Silas (Noah Skovgaard Skands) og kursisten Eva (Johanne Louise Schmidt), der udfordrer Jacquelines metoder, og særligt hendes ‘sandhedsspejl’.
Frederik Bojer Bové (FB): Hej Glen, Marianne og Anna, og tillykke med True Mirror!
Marianne Lentz (ML): Tak
Anna Risgaard Dahl (ARD): Tak!
Glen Bay Grant (GBG): Mange tak!
FB: Det er, som titlen også antyder, et ret nådesløst karakterportræt. Hvor startede idéen med filmen? Med hovedpersonen?
ML: Oprindeligt skulle vi jo have lavet en helt anden film – en film om masseturisme som skulle skydes i Vietnam – men det satte corona en stopper for. I den film havde vi på et tidspunkt en konsulent-karakter, og da det gik op for os at vi var nødt til at skrotte Vietnam-filmen og starte forfra med en ny idé, arbejdede vi videre med konsulent-karakteren
Den karakter har udviklet sig undervejs, men vi har generelt været interesseret i selvbedraget i hele coachingindustrien og idéen om at man kan ‘fikse sit liv’, fx ved at tage på weekendseminar
GBG: Vi var meget inspireret af alt fra tedx talks, Nathan for you og Luksusfælden som jeg har en svaghed for.
Og online scam hjemmesider som eks. den danske metode (google it)
Sammensmeltning af virkelighed og fiktion
FB: He, interessant. Hvordan inkorporerer man inspiration fra f.eks reality? Jeg kan se på Super16 hjemmesiden at du også er inspireret af dokumentar?
GBG: Jamen jeg kommer som sagt fra en doku baggrund og er senere bevæget mig ind i fiktion. Reality er på mange måder en sammensmeltning af virkelighed og fiktion, som jeg synes er spændende at bringe ind i filmverdenen.
I reality er der en sjov måde med hvordan karakterne bringer sig selv frem både offstage og backstage, dette var også et element vi prøvede at indoperere i filmen.
ML: Vi så ret mange TEDxtalks i researchfasen- det er virkelig et kaninhul man kan falde i – og det er en ret fascinerende form, fordi folk på den ene side stiller sig frem og gør sig sårbare ved at bringe deres egen (lidelses)historie i spil og samtidig er de i fuld gang med at reducere deres historie til en formel, som de kan lave en business ud af
Folk står frem med nogle meget rørende historier, men så bliver konklusionen bare ofte, at hvis man følger de her 5 punkter i sit liv, så kan man lære at elske sig selv fx
Det er ret besynderligt og spændende, syntes vi. Og det er lidt det selvbedrag, Jacqueline er ude i. Hun tror, at hun har lært at stå alene, men i virkeligheden har hun gjort sig totalt afhængig af Silas. Og det indser hun først, da hun er gået over stregen.
Og så var vi interesseret i den uformelle magtposition, der ligger i coach-rollen. Man har jo rent faktisk magten over nogle ofte meget sårbare individer, og der følger et stort ansvar med at forvalte den magt.
GBG: Man kan snakke om kameraet som en slags organisme som kigger på mennesket og ikke altid omvendt – altså at det er kameraet der er i kontrol og ikke omvendt.
FB: Hvordan arbejder man rent æstetisk med det? I både World of Content og True Mirror optræder der folk der filmer, men skal kameraarbejdet i de andre scener også være anderledes?
GBG: I Wold of Content var det vigtigt for mig at udforske vloggens natur, og hvordan mennesker uvilkårligt kommer til at vise deres sårbarhed, når de selv kan styre den måde de vil ses på. Altså man kan snakke om kameraet som en slags organisme som kigger på mennesket og ikke altid omvendt – altså at det er kameraet der er i kontrol og ikke omvendt. I True Mirror er kameraet Jaquelines redskab til at kontrollere hvordan hun vil fremstå, men som Silas til sidst tager kontrol over, for at frigøre sig fra sin mor.
Magtkampe
FB: Det er som om der er meget der bliver kæmpet om. Mellem Jacqueline og Silas, mellem coach og kursister, og mellem mennesker og kamera. Hvordan arbejdede i med at vise de skift?
ARD: I klip arbejdede vi en del med rummets reaktioner – f.eks. kursisterne der nærmest holder vejret når Jacqueline går til Eva ved spejlet. Det var en balance vi talte meget om, og som har været med til at understøtte skiftene og magtbalancen.
ML: Vi arbejdede meget med frontstage og backstage-rum i manus – hvor vi gjorde Jacqueline hhv stærk og mere sårbar. Med det inderste backstagerum, toilettet, hvor hun for alvor viser sig skrøbelig. Det samme med Eva-karakteren. Hun skulle på den ene side være skrøbelig og sårbar nok til at Jacqueline kunne presse hende, og samtidig stærk nok til at hun kunne tage et opgør med Jacqueline, som fik hende ud over kanten. Og vi arbejdede meget med blikke til at signalere de magtforskydninger, der foregår.
GBG: Jeg tror blikke og den måde karaktererne kigger på hinanden er vigtigt . I størstedelen af filmen er det jo Jaqueline der styrer rummet, men når vi begynder at møde kursisternes skepsis begynder vi at mærke Jaquelines sårbarhed, som er med til at ændre atmosfæren i rummet.
FB: Det er som om blikkene bliver endnu et ‘mirror’ i filmen, endnu en måde at aflæse hvordan folk fremstår. Hvordan ser i egentlig filmmediets rolle i den slags kamp? Som kunstnere arbejder i jo virkelig også med at skabe karakterer og bestemme hvordan de skal fremstå?
ML: Man har jo en magt som filmskaber på den måde, at man kommer til at skabe nogle stereotyper og nogle forventninger.
GBG: Jeg tror at det var vigtigt at prøve at arbejde med nogle karakterer som alle var et sårbart sted, men når den sårbarhed kommer på spidsen kan den være med til at skabe nogle magtkampe, som viser karakterens sande intentioner.
ML: Bestemt. Jeg er personligt ikke så interesseret i karakterer, der er entydigt gode eller onde, men i at fortælle historier med et humanistisk udgangspunkt – som bestræber sig på at udvide vores verdensopfattelse frem for at indskrænke den. Historier der prøver at forstå mennesker frem for at fordømme dem og sætte dem i bås som skurke eller helte eller ofre. Selvom der er kommet langt flere typer kvindelige karakterer på film og tv, har jeg fornemmelsen af, at der stadig er en forventning om, at kvindelige karakterer handler mere moralsk end mænd – eller at vi i hvert fald dømmer dem hårdere, hvis de ikke gør. Og det vil jeg gerne udfordre som forfatter.
Man har jo en magt som filmskaber på den måde, at man kommer til at skabe nogle stereotyper og nogle forventninger. På den måde har vi et ansvar for de karakterer, vi skaber. Vi har også mulighed for at skubbe til grænserne for folks forventninger, og dermed måske på sigt skabe større råderum for hvordan vi gebærder os i virkeligheden
ARD: Meget enig med Marianne. Vi benyttede os også af testvisning i processen, og blev på den måde ret opmærksomme på, hvordan publikum læste karaktererne.
Det sande sande spejl
FB: Jeg har også spekuleret på, om der var et meta-plan i filmen, kameraet som ‘true mirror’?
ML: Det har helt klart været idéen
Det sande ‘true mirror’ i historien kan man sige er Silas’ kamera til sidst, der rettes mod Jacqueline. Men filmens blik lægger sig også lidt op ad reality ved at iagttage alle deltagerne som et dokumentarisk kamera ville gøre
GBG: Min DOP og jeg snakkede meget om hvordan vi kunne skabe et levende kamera som på en måde altid lige var lidt bagud i forhold til hvor det skulle kigge, altså at kameraet var på udkig efter de små sårbarheder og reaktioner mellem Jaqueline, Silas og kursisterne
FB: Også sådan lidt ligesom i reality
GBG: Ja lige præcis (-:
FB: Hvordan var arbejdet med skuespillerne under de omstændigheder? De skal spille karakterer og situationer som skal kunne opfattes ganske forskelligt.
GBG: I forberedelsen instruerer man jo enhver skuespiller med nogle forskellige karaktertræk, som de så kan improvisere over, når de skal reagere overfor de forskellige situationer som Jacqueline skaber i rummet. Så man skaber en ramme og lader scenen spille ud for at se hvad det skaber inde i karakterene.
Fremtiden
FB: Glen, det har været ret forskellige film du har lavet på Super16, dokumentaren Sergenten & hans nevø og så de her to vlog og ted-talk inspirerede fiktionsfilm. Hvad ser du som røde tråde i din filmografi, og hvilke film vil du gerne lave i fremtiden?
GBG: Jeg føler at mine film er meget forskellige, men de tre seneste har alle bearbejdet temaer som ensomhed som jeg altid har været meget fascineret af nok fordi det er min største frygt. Men tror ikke det som sådan det er den røde tråd, men egentlig bare noget der har ligget mig nært de sidste mange år. Rent filmæstetisk og fortællermæssigt tager jeg elementer med fra hver film, Som jeg enten bruger i den næste eller prøver at forny – som tit er med til at skabe nye universer og måder at fortælle historier på. Men den røde tråd tror jeg er meget elastisk og måske noget jeg stadig er ved at finde ud af hvad er.
Jeg har svært ved at sige hvilke slags film jeg gerne vil lave i fremtiden, men jeg syntes altid at det er spændende at udforske hvordan man udfordrer filmediet, om det er æstetisk eller i fortællingen.
ARD: Jeg synes at både fiktion og dokumentar har potentialet til at tilbyde formidable skildringer af det nære, og dermed på sin vis sige noget om det større
FB: Marianne, lidt samme spørgsmål. Du har lidt været inde på det mht hvilke karakterer du godt kan lide at skrive om, men der er også stor forskel på en film som En værdig mand og den nærmest profetiske #metoo-film En flirt.
ML: Ja, klart. Hvis der går en rød tråd gennem mine film, håber jeg det er en humanistisk en af slagsen. Når jeg skriver mine karakterer frem, forsøger jeg altid at forstå og favne dem med deres uperfektheder og fejl. For sådan er vi mennesker jo – vi er ikke entydigt gode eller dårlige, vi er alle mulige versioner af os selv hele tiden. Og jeg får selv ikke så meget ud af at se film der fordømmer eller heroiserer sine karakterer. Jeg var lidt inde på det tidligere, men som udgangspunkt er jeg interesseret i at skrive historier, som viser mennesket i al dets afmægtighed. Jeg tror, vi alle er famlende individer, der kæmper for at acceptere os selv og vores egne begrænsninger, og den evige, indre kamp optager mig gevaldigt.
Jeg er meget interesseret i nære relationer og hvordan de kan være både ekstremt kærlige og nødvendige og samtidig meget smertefulde. Det tema beskæftigede jeg mig med i kortfilmen Uden at blinke, som var en film, jeg skrev manus til inden jeg kom ind på Super16 og som Katrine Brocks har instrueret. Den handler om en psykisk sårbar kvinde, der kæmper for at bevise, at hun kan være en god mor for sin datter.
Derudover er jeg ret interesseret i hvordan mennesker positionerer sig selv i forskellige magthierarkier. Men frem for alt er det bare vigtigt, at historien har en nødvendighed. Hvorfor skal den fortælles og hvorfor er det netop os der skal fortælle den?
FB: Anna, du har også tidligere produceret både førnævnte Eftertid og World of Content, men arbejder ellers også med dokumentarfilm. Er der en særlig genre du vil arbejde med i fremtiden?
ARD: Jeg arbejder primært med fiktion pt., men har en stor kærlighed til dokumentargenren og håber altid at kunne arbejde på tværs af genrer. Der er naturligvis en række markante forskelle genrerne imellem, men også et væld af ligheder. Jeg synes at både fiktion og dokumentar har potentialet til at tilbyde formidable skildringer af det nære, og dermed på sin vis sige noget om det større. Den slags fortællinger bryder jeg mig meget om at arbejde med; film der skaber forståelse og bygger broer. Og dermed i sin natur skildrer mennesker der ikke entydigt er hverken “gode” eller “onde”. Så kort og godt: Jeg håber at kunne arbejde med flere genrer simultant og så at sige lade fortællingen definere genren:)
LÆS ALLE FREDERIK BOJER BOVÉS TEKSTER HER.
True Mirror kan ses hos Ekko. Læs resten af serien om Super16 her.
Topfoto: PR.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
