samlebånd

Samlebåndet på Fords bilfabrikker: Dumhedens tempel og dets 7882 elementer

i Historie/Kultur/Kulturhistorie/Viden af
SAMLEBÅND // HISTORIE – Henry Ford skabte forudsætningerne for masseproduktion og økonomisk vækst. Men vejen var brutal. Prisen for effektivitet og faldende bilpriser var et brutalt, nedslidende og fremmedgørende arbejde. I bilfabrikkerne var der ikke plads til selvstændig tænkning.

Efter første verdenskrig viste det sig, at Henry Fords bilfabrikker kunne rekruttere krigsinvalider uden arme eller ben. Sammen med immigranter uden engelskkundskaber fandt de en plads ved samlebåndet.

Den positive side af Fords nye fabrikker var således, at den der kunne trykke på en knap eller en pedal tusindvis af gange pr. dag, kunne få et job. Ulempen var, at det ikke krævede tænkning eller selvstændighed, tværtimod. Ford hyrede hænder, ikke hoveder, sagde han selv.

Introduktionen af samlebåndet i 1913 var en bevidst strategi for at tage magten fra de faglærte arbejdere

Ved samlebåndet krævede det 7882 arbejdsoperationer at færdiggøre den populære Ford T-model. Før havde en mekaniker med et par hjælpere bygget en motor, nu blev den arbejdsproces nedbrudt og varetaget af mere end 100 arbejdere.

Mistillid til arbejderne

Introduktionen af samlebåndet i 1913 var en bevidst strategi for at tage magten fra de faglærte arbejdere. Ledelsen kunne ikke kontrollere arbejdstempoet, og det blev anset som en hindring for produktivitetsudvikling i USA’s industri.

Løsningen var at opdele arbejdsfunktionerne i små operationer, der blev gentaget tusindvis af gange på en dag. Nøje tidsstudier blev udført for at fastlægge, hvor lang tid en enkelt arbejdsoperation tog. Bag det nye produktionsdesign stod ingeniøren Frederick Taylor, fadder til ”scientific management” og begrebet ”taylorisme”, blandt kritikere til tider kaldet bloody taylorism.

Vi ved, at der allerede i de første år kom ledelsesrapporter om arbejdere, som brød sammen i arbejdstiden, fysisk og psykisk

Han var i 1903 blevet sat i spidsen for en produktivitetskommision, der skulle modernisere industriproduktionen i USA. Frederich Taylor nærede stor mistillid til arbejderne, så ned på dem og udtalte blandt andet, at ”Der findes næppe en kompetent arbejder, som ikke bruger en væsentlig del af sin tid på at overveje, hvor langsomt han kan arbejde og stadig overbevise sin arbejdsgiver om, at hans arbejdstempo er højt”.

Vi ved, at der allerede i de første år kom ledelsesrapporter om arbejdere, som brød sammen i arbejdstiden, fysisk og psykisk. Og vi ved, at Fords arbejdere hadede arbejdet lige så meget, som de holdt af den høje timeløn.

Vil man have en idé om, hvordan det foregik, og hvor menneskeligt fornedrende den moderne udvikling kunne være, kan man se et klip af Charlie Chaplins Moderne tider på Youtube. Eller man kan læse den franske forfatter Celines hovedværk ”Rejse til verdens ende”, som rummer litterære beskrivelser af hovedpersonens oplevelser med fabriksarbejdet.

“Så dum som et menneskeligt væsen kan blive”

Samlebåndet var effektivt. Det lykkedes Ford at nedsætte samletiden for en Ford T fra 12 timer til 93 minutter og prisen fra 850 til 300 dollars. Samtidig vakte det stor opmærksomhed, at timelønnen blev hævet fra ca. 2.6 til 5 $ i 1914. Selv sagde Ford, at lønnen blev hævet, så fabrikkens arbejdere kunne købe de biler, de selv producerede. Det var nok snarere for at fastholde arbejderne i det umenneskelige arbejdsmiljø.

Henry Ford og Frederick Taylor havde fuldendt det djævelske mesterværk, som Adam Smith forudså i 1776, da han skrev sit hovedværk Nationernes velstand:

”Under arbejdsdelingens fremskriden vil langt den største del af dem, der lever af deres hænders arbejde… se deres udfoldelser begrænset til nogle få enkle arbejdsgentagelser, ofte kun én eller to… han som gør det hele sit liv, bliver så dum som et menneskeligt væsen overhovedet kan blive”.

Adam Smiths frygt for, at ødelæggelsen af håndværket ville både fremmedgøre og fordumme arbejderne er en ofte overset moralsk indvending mod en alt for effektiv og brutal indretning af samfundets produktion.

Fra det støjende, nedslidende helvede i samlebåndshallerne havde bilfabrikationen udviklet sig til et af USA’s mest prestigefyldte og vellønnede manuelle job

Karl Marx havde i 1800-tallet bygget videre på Smiths tanker og skrevet, at kapitalismen og lønslaveriet ville gøre arbejderen fremmedgjort. Samlebåndet i Chicagos slagterier og på Fords bilfabrikker var den endelige fuldbyrdelse af denne udvikling.

I de næste årtier førte social uro til, at arbejderne organiserede sig og i 1941 blev den første overenskomst indgået mellem Ford og de amerikanske automobilarbejdere. Herefter oplevede bilindustrien, bilarbejderne i Detroit og de amerikanske fagforeninger en guldalder som fortsatte frem til ca. 1980.

Fra det støjende, nedslidende helvede i samlebåndshallerne havde bilfabrikationen udviklet sig til et af USA’s mest prestigefyldte og vellønnede manuelle job.

Gyldne årtier

Et godt tidsbillede på den faglige stolthed ses i filmen Grand Torino. Den pensionerede Fordarbejder, spillet af Clint Eastwood, har en prestigemodel af Grand Torino-bilen fra 1973 stående i sin garage, naturligvis i perfekt stand.

Netop det år nåede lønninger og faglig stolthed sit zenith, men så satte den første oliekrise ind med eksploderende benzinudgifter og afslørede de japanske bilers økonomiske fordele.

I Danmark kom industrialiseringen først rigtigt i gang efter 2.verdenskrig.

De produktivitetsfremmende lønsystemer med akkordarbejde blev indført i 1950’erne og 1960’erne i industriens overenskomster og førte til en stor specialisering i både fremstilllingserhverv og byggefag. Som i USA førte det til gyldne årtier med høje vækstrater og udbygning af velfærdsstaten, baseret på den danske model. Sætter vi forsigtigt denne tayloristiske guldalder til at have sit slutpunkt som reguleringsregime engang i 1990’erne, så varede den altså et halvt århundrede.

Specialiseringen og rutinearbejdet i call centre, rengøring og storkøkkener er i dag måske det, der kommer tættest på fortidens brutale arbejdsdelinger

Også i Danmark etablerede Ford en samlefabrik. Her førte ikke kun kontrollen over produktionen til sammenstød, også den danske fest- og ølkultur vakte Henry Fords vrede.

Nutidens moderne arbejdsliv karakteriseres sjældent af den taylorisme, som fortidens bilfabrikker demonstrerede. Specialiseringen og rutinearbejdet i call centre, rengøring og storkøkkener er i dag måske det, der kommer tættest på fortidens brutale arbejdsdelinger.

I stedet kræver det moderne arbejdsliv pantsætning af sjælelige elementer, der binder identiteten og gør os grænseløse i forhold til det liv, der ligger uden for arbejdet. Men det er en ganske anden historie.


LÆS FLERE ARTIKLER AF CLAUS AGØ HANSEN HER


Topfoto: Samlebånd i Ford Motor-fabrikken, 1913. Picryl.com

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Claus Agø Hansen er cand. scient. i kulturgeografi og har især bibeholdt sin interesse for historiske og geopolitiske sider af geografien.
Privat har han en forkærlighed for litteratur, rejser, idræt, skak og vandringer i de høje bjerge. Han arbejder som uddannelsespolitisk rådgiver i HK Privat. Dertil er han stifter af den litterære Salon Kapitola, som afholder litterære arrangementer og producerer podcasts med fokus på kulturhistoriske og litterære emner. Han er er desuden skribent og forfatter til kronikker, artikler og fagbøger.

Du kan støtte Claus’ fortællervirksomhed ved at indsætte et beløb på mobile pay 40459528.

Seneste artikler om Historie

1952 dansk krig

1952

I ANLEDNING AF BEFRIELSESDAGEN // NOVELLE – Året er 1952. Tyske og