Super16 #2: ‘Skifting’ – der er bare nogle historier hvor realisme ikke rækker

i Kultur/Film af
FILM // SLACKCHAT – POV har fået lov til at interviewe alle dimittender fra filmfællesskabet Super16‘s nye årgang. Med udgangspunkt i de seks afgangsfilm har Frederik Bojer Bové interviewet de nyuddannede filmfolk. Hvordan er det helt præcist, de kan forbedre dansk film? Her er det instruktør Zinnini Elkington, der har instrueret filmen Skifting. Manusforfatter Christina Øster og producer Johannes Rothaus Nørregaard kunne desværre ikke være med.

SKIFTING

Den nybagte mor Ida (Emma Sehested Høeg) har mørke tanker efter fødslen, og bliver besat af tanken om, at hendes barn er blevet forbyttet, at det er en ‘skifting’.


Frederik Bojer Bové (FB): Hej Zinnini og tillykke med filmen Skifting

Zinnini Elkington (ZE): Tak.

FB: Jeg kan forstå på pressematerialet, at filmen er baseret på din egen oplevelse af at blive mor, men samtidig er det en nærmest fantasy-agtig film. Kan du sige lidt om, hvordan manuskriptet udviklede sig?

ZE: Hmm ja. Altså det startede faktisk med, at jeg fik idéen til filmen, allerede inden jeg havde født. Jeg hørte en podcast om nordiske sagn, hvor sagnet om skiftinge var én af fortællingerne. Der var kun en måned til, jeg skulle føde, og der var bare noget ved mystikken omkring det at få et barn, som tiltalte mig med det samme.

Zinnini Elkington har bl.a. instrueret filmene ‘Gaia’ og ‘En flirt’, samt sæson 2 af webserien ‘Første gang’. ‘En flirt’ vandt både Ekko Shortlist prisen samt Robert for Bedste Kortfilm. Hun er også skuespiller, og har været med i bl.a. ‘En kongelig affære’ og ‘Herrens veje’

Det var jo nærmest lidt profetisk, for da jeg så havde født, var min søn bare en hel anden, end jeg havde forestillet mig, og jeg havde virkelig svært ved at forstå, at det var ham, der havde ligget i min mave.

Så lå historien faktisk stille, mens jeg var på barsel de første måneder.

Og jeg havde det rigtigt svært. Jeg led enormt meget af angst, og jeg græd meget og havde myldertanker, men samtidigt var det nærmest umuligt for mig at snakke med nogen om det.

Det er en meget svær tilstand at beskrive. Det er metafysisk. Det er magisk. Men det er også meget mørkt.

… og hverken min kæreste, familie eller venner vidste, at jeg havde det sådan. De grinte bare lidt af mig, når jeg kørte i ring over, hvor længe han sov, eller hvor meget mælk jeg havde.

Så det var faktisk fordi Johannes fulgte op på min idé 5 måneder senere, at jeg fik sat ord på, hvordan jeg havde det… men gennem projektet.

Så sendte vi pitchet ind til Pitch me baby, og fik Christina tilknyttet. Hun hjalp fx med at øve, den dag jeg gik på scenen.

Og jeg tror faktisk stadig, at filmen er den mest ærlige måde for mig at snakke om de første 3-4 måneder af mit moderskab. Jeg kan stadig ikke rigtigt snakke om det, uden at få bævrende stemme og få lyst til at krybe ned i et hul.

Og altså i forhold til det med fantasy, så var det vigtigt for mig at hæve tematikken op over hverdagen, fordi at blive forældre er meget større end det. Det er som sagt en metafysisk oplevelse, og noget meget magisk. Den del af oplevelsen synes jeg kun, jeg kunne fortælle med et magisk element.

Også for at alle dem, der ikke har gennemgået det, får et indblik i, hvor sindsygt det er.

Der er bare nogle historier, der er større end virkeligheden, og hvor socialrealisme ikke rækker.

Giver det mening?

FB: Helt bestemt. Det er måske nærmest der, hvor kunsten er vigtigst.

ZE: Ja. Og særligt film. Ord rækker ikke altid for mig.

Christina Øster har på Super16 skrevet filmene ‘Krokodilletårer’ og ‘Sergenten og hans nevø’, og derudover bl.a. skrevet de Robert-nominerede ‘Lille A’ og ‘Næste stop’.

Men skud ud til Christina. Fordi selvom det her er en personlig film, så har det været utroligt godt at have hende med. Hun har både været med til at holde filmen på sporet, så den ikke blev for indadvendt og indforstået, og sørget for en vis form for dramaturgisk fremdrift.

Og selvom det har været hårdt, så har det også været rigtigt godt at have en samarbejdspartner, der kunne udfordre mig. Fx havde jeg meget berøringsangst omkring, at barnet skulle komme til skade, og det har hele vejen igennem været en selvfølge for mig, at moderen ikke ville gøre barnet noget ondt.

Men det er jo en indforstået viden, og den var Christina god til at udfordre.

Så selvom der er mange elementer (hvor moderen var ond mod barnet), jeg skrev ud på shooting draft, så har Christinas blik været godt for den endelige film.

Hun har kunnet stille de spørgsmå,l som jeg ikke selv har tænkt på. Og på den måde tvunget mig til at sætte ord på nogle af de ting, der for mig var stille viden. Og det er Christinas største styrke som forfatter. Hun er meget rå, meget direkte, meget usentimental, meget pragmatisk.

Flersporethed

FB: Det er også en meget flersporet film. Udover de her fantasy-elementer og meget filmiske stemningssekvenser, så er der også scenen, hvor der meget eksplicit bliver spurgt ind til, hvordan moren har det rent psykisk, med evalueringsark og det hele. Det virker, som om der er arbejdet meget med balancen mellem de to planer?

ZE: Ja. Jeg elsker at arbejde med kontraster og tydelige omslag. Det meget pæne vs meget grimme. Det meget nære vs det meget ophøjede. Humor og alvor.

Personligt synes jeg, det er alt for nemt, når man bare skal gengive virkeligheden troværdigt. Det svære er jo, hvordan man blander ting der ikke passer sammen.

Hvordan introducerer man lige en trold på en troværdig måde?

DET er svært. Og det tænder mig, fordi det er udfordrende.

Man kunne fx have puttet sjove optikker og filtre i, så snart hun var alene i huset, og det hele bliver mere magisk, men det blev på en måde for meget laks med laks på.

Men det også ned i det tekniske. Jeg kan godt lide at blande meget håndholdt og dynamisk kameraføring med det helt iscenesatte. Jeg elsker scener, der klipper kaotisk rundt, men også scener, man nærmest slet ikke klipper i.

Jeg sætter tit de her ting fri, for at hver scene får lov at bestemme, hvilken retning man går i.

En ting Mia Mai [Graabæk, fotograf] og jeg diskuterede meget var, hvorvidt kameraet skulle underbygge det magiske eller det realistiske. Man kunne fx have puttet sjove optikker og filtre i, så snart hun var alene i huset og det hele bliver mere magisk, men det blev på en måde for meget laks med laks på. Det var meget sjovere at introducere en trold helt kedeligt, som om det er et dådyr, der kommer gående ude i hendes have.

Og altså scenerne hvor hun bliver spurgt ind til, hvordan hun har det, handler jo rigtig meget om, at hun holder sin indre verden skjult.

FB: Så det sker meget impulsivt på settet sammen med f.eks fotografen?

ZE: Nej. Ikke impulsivt.

Det sker i forberedelsen, vi har faktisk storyboarded meget af den her film. Undtagen de sekvenser hvor moderen selv har en hale. Det var noget, jeg kunne mærke på set, vi skulle lave, og som Emma og Mia Mai var helt enige i var rigtigt.

Det stod ingen steder i manus,  men jeg har hele tiden haft et billede i hovedet af, at moderen også selv var en trold. Det er også derfor, at trolden har bryster og ligner hende lidt af statur. De er alle forbundet – barnet, moderen, trolden.

Det er nok den del af fortællingen, som har været sværest at forklare med ord eller dramaturgi.

Men samtidigt er det den del, jeg synes, er vigtigst der kom med. Metamorfosen. Følelsen af at alt smelter sammen.

Hahah undskyld, nu bliver det lidt højtflyvende

FB: Jeg synes det giver virkelig meget mening.
Også fordi der også var en metamorfose i din tidligere film Gaia. Her smeltede hovedpersonen også nærmest sammen med naturen.

ZE: Ej det er jeg så glad for, du kan se!

Jeg tror altid, jeg vil være optaget af forvandlinger.

Forvandlinger

FB: Det er virkelig interessant, for man kan vel også påstå, at hovedpersonerne i både Regnbuepiger og En flirt også må gennemgå en art forvandling, omend de ikke er skildret lige så magiske.

ZE: Det er jeg helt enig i. Ens selvbillede er jo en stærk kraft, der er med til at bestemme meget, hvilken retning man går i livet. Og det er noget af det sværeste at ændre på. Så derfor er det jo også godt stof rent dramaturgisk, når hovedkarakterer bliver tvunget ud i forvandlinger.

FB: Jeg tror noget af det, jeg er interesseret i er, hvordan får man skildret sådan en ‘forvandling/metamorfose’ som anderledes end bare en ‘udvikling’? Det er, som om filmenes æstetik er nødt til at være anderledes?

ZE: Okay, helt konkret i Skifting så foregår der jo faktisk en kurateret udstilling i scenografien.

Johannes Rothaus Nørregaard er tilknyttet Meta Film. Han har produceret kortfilm samt været co-producer på den svenske spillefilm ‘Aniara’. Kortfilmen ‘Ikki illa meint’ vandt en sidekonkurrence i Cannes, samt Robert for Bedste Kortfilm.

Vi har lånt en masse værker fra unge kunstnere, og jeg havde mange malerier og skulpturer med i de helt tidlige moodboards. Et af dem hedder faktisk “metamorfose”.

Jeg ville gerne have, at huset på den ene side trak på noget klassisk idyl, eventyr, Snehvide og de syv små dværge. Og jeg har set mange gamle eventyrfilm i forberedelserne. Donkey Skin, Den lille havfrue (den sovjetiske version), Alice i eventyrland

… men på den anden side ville jeg også gerne have, der skulle være noget, der varslede mørket og mystikken. Og der taler meget moderne billedkunst bare meget til mig. Den der blanding af klare farver og mytologiske motiver.

Ida Thorhauge og Sofie Burgaard har været en kæmpe inspiration.

Det er lidt ligesom, at et eventyrslot i en Disney-film altid har en gargoil.

Og der hvor det så bliver rigtigt sjovt, det er jo der, hvor man ikke lader sig FORFØRE af, at man har en helt vildt flot kulisse, men at kameraet nærmest lidt nonchalant bevæger sig igennem det nogle gange og andre gange dyrker det.

Eller at man overgør æstetikken. Fx i colorgraden som jeg gerne ville have skulle være meget farvestrålende og kontrastet, selvom historien i virkeligheden kalder på en meget mere dyster grade.

Jeg synes, det er meget sjovere, at den overfladiske idyl står i kontrast til mørket indeni.

FB: Det er igen kontrasterne. Som om flere verdener mødes, måske endda kæmper om pladsen.

ZE: Apropos det: Emma er jo også en kæmpe kontrast i sig selv. Hun er så energisk og livsglad, så når man beder hende sidde stille, så er hun stadig en atomreaktor. Jeg synes jo hun er fantastisk i alt, men det var helt vildt at se, hvad der skete med hende, når hun blev bedt om at holde energien inde. Det er en side af Emma, som jeg håber mange flere instruktører får øje på. Det er nemlig endnu en sjov kontrast.

Den samlende afslutning

FB: Med så mange kontraster, hvordan var så arbejdet med slutningen, her er det nærmest som om én verden/forklaring har vundet?

ZE: Ja, det har den også. åh slutninger er jo bare svære.

Det der skete i klip, det var, at vi opdagede, at når først man åbner verden op, så digter publikum med, og så er alt muligt. Det gav mig en enorm trang til at vinde kontrol over fortællingen igen, og vi prøvede over flere uger at “lukke” løse ender, så slutningen blev utvetydig.

Men det var bare umuligt. fantasien var sluppet løs, så til sidst måtte vi acceptere at slutningen blev tolket på mange forskellige måder

Jeg håber, den geniale havfrue-heksecirkel-trolde-idé kommer til mig på et tidspunkt.

Men den måde slutningen er skudt på, der er tanken, at vi for første gang er i noget, der ligner virkeligheden. At han for første gang ser hende, og at hun for første gang viser sig selv frem. 

En scene helt i øjenhøjde, uden alt muligt lir. Men at porten ind til magien/mørkets verden stadig er åben. Hun lærer bare at leve med den og acceptere den.

Ej, nu ved jeg ikke, om jeg spoiler! Jeg vil helst ikke diktere, hvad folk skal have ud af filmen. 

Hvordan så du slutningen? Hvad er din fortolkning? Jeg er oprigtig nysgerrig.

FB: Meget som du siger. Efter en dramatisk metamorfose, hvor verden var i kamp med sig selv, så falder der en form for ro og orden på. Én logik har vundet. Lidt ligesom i Gaia, og egentlig også lidt som et nyt magtforhold sætter sig ind i En flirt. Jeg ved ikke helt præcis, hvad den orden indebærer, men…

ZE: Hmm den kan jeg godt lide.

Jagten på den gode historie

FB: Vi har allerede skrevet lidt om dine tidligere film, men jeg vil alligevel spørge videre: Hvordan ser du samlet på de film, du har lavet, og hvilke slags film vil du gerne lave i fremtiden?

ZE: hmm. Jeg bekender mig ikke til en genre (som mine film også viser), men jeg forestiller mig, at jeg vil blive ved at forholde mig til den verden, vi lever i her og nu. Og altså, jeg elsker jo protagonister med stærke missioner som så bliver udfordret.

Åh jeg ved det ikke. Men jeg føler, at En flirt er min svendeprøve, som beviser, jeg kan instruere og fortælle brede historier, og Skifting er nok mere et projekt, hvor jeg forsøger at være sandfærdig omkring en meget specifik livsoplevelse.

Jeg vil gerne lave mere fantasy til voksne, men jeg vil faktisk også gerne lave mere workplace-drama. Hahah, det er umuligt for mig at svare på.

Helt konkret så er jeg i udvikling på et workplace-drama indenfor sundhedsvæsenet, men jeg drømmer også om at lave noget mere mytologisk a la Skifting igen. Den gode historie er bare ikke kommet til mig endnu.

Igen, det er meget nemt for mig at lave noget “realistisk”, men det rigtigt udfordrende er de historier, der hæver sig over realismen. Så jeg håber den geniale havfrue-heksecirkel-trolde-idé kommer til mig på et tidspunkt.


LÆS ALLE FREDERIK BOJER BOVÉS TEKSTER HER.


Skifting kan ses hos Ekko. Læs resten af serien om Super16 her.


Topfoto: PR.
Portrætter: Miklos Szabo

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur